Jeg har lidt svært ved at bedømme, om mine tidligste erindringer er noget jeg kan huske, eller om det er noget, jeg har fået genfortalt af mine forældre. Måske er det, og det vælger jeg at tro, en blanding af begge dele. Fra min tidlige barndom omkring 1960, "husker" jeg det store rødstenshus, hvor mine forældre havde en lejet lejlighed i stueetagen, lige ovenpå boede den rare gamle fru Skov, det var hendes hus. Men hun var for år tilbage, efter at hendes søn var blevet voksen og efter at hendes mand var død, flyttet ud af den store stuelejlighed og op på 1. salen. Mine forældre, min storebror og jeg havde hele stueetagen, bryggerset i sidehuset og den store have.
Den røde villa hvor mine forældre boede i stueetagen lå, og der ligger den sikkert stadig, på Åbenråvej i Haderslev. Ved siden af lå det hus, hvor min legekammerat Jens og hans lillesøster boede, og i fællesskab var der ikke den ting vi ikke kunne finde på, altså ikke Jens' lillesøster, hun var der bare, tøffede altid rundt lige bag Jens og mig, og hver gang Jens og mig lavede et eller andet, kiggede hun med store øjne og sagde: "Novra, no bli've mo'e dæl'me sue o jæ", jeg tror nok det var Jens og mig der havde lært hende og sige "dæl'me".
Fru Skov passede mig, når mine forældre skulle noget, og det var faktisk ret ofte, for min far var "noget" ved malerforbundet, og mine forældre deltog ofte i arrangementer. Så blev jeg passet oppe på 1. salen ved fru Skov, og der var dejlige oplevelser deroppe. Inde under sofaen lå der et MEKANO sæt, dejlige metaldele man med skruer og møtrikker kunne sætte sammen til kraner, brandbiler eller helt nye og aldrig sete opfindelser, som andre måske kunne finde ud af at bruge til noget.
Fru Skov havde også et skab med søde sager, og hun var ikke fedtet. Så selv om min mor udtrykkeligt sagde, at jeg ikke skulle forkæles, så forkælede fru Skov mig. "Min lille laban," kaldte hun mig og smilede, uanset hvad jeg nu engang lavede af ulykker, og dem lavede jeg mange af. Der var dog én gang hun ikke smilede!
Baghaven af huset stødte op mod kirkegården, og i det store hvidtjørn buskads, der lå mellem villaen og kirkegården, havde Jens og mig vores hule. Buskene groede helt tæt på jorden, men vi havde lavet en fordybning ind under buskene og kunne således "mave" os ind i hulen. Jeg tror nok, at det var min storebrors nye spænde rulleskøjter, der startede hele katastrofen. De var så flotte og jeg var så misundelig, så en dag var de pludselig pist væk. Der blev skulet i min retning, men jeg bedyrede stædigt min uskyld.
Der blev ledt alle steder og til sidst stod min storebror ude i haven og pegede mod buskene: "De har en hule derinde," sagde han indtrængende til min far, men hverken min storebror eller min far kunne presse sig ind gennem den kraftige hvidtjørn busk. Resolut hentede min far en sav og banede på den brutale måde sig vej ind til hulen. Der blev med saven simpelthen lavet en bred sti ind i busken, ind til det sted tæt på hovedstammen, hvor vores hule var. Da min far og min storebror brusede derind, kunne jeg tydeligt høre min storebrors triumferende udråb: "Her er de." Lidt senere kom min far og min storebror ud. "Hent lige en stor kurv," sagde min far lidt mat til min mor, mens min storebror hoppede rundt med rulleskøjterne i hånden. Min mor kom med kurven og min far banede sig atter vej ind til hulen.
Da min far efter et stykke tid atter kom ud, havde han hele kurven fyldt med alle de flotte marmorduer, som Jens og mig møjsommeligt, med fare for opdagelse af kirkegårdsgartneren, havde samlet sammen. I vinduet på 1. sal stod fru Skov og så ned på mig med meget streng mine, min far stirrede mindst lige så bestyrtet på mig, min mor stod og knugede et viskestykke i hænderne og sagde: "Nils, hvor kunne du" og min storebror hoppede i en frydefuld dans rundt om mig med rulleskøjterne i hånden.
Den aften efter at tusmørket var kommet, kunne der ses en mand og en dame, der med en kurv imellem sig gik rundt på kirkegården og satte marmorduer på gravsten. Når jeg tænker tilbage, så er det som om, at jeg stadig kan mærke efterspillet i min bagdel.