I en del år har jeg kaldt fotografi et arbejde for mig - også selv om indtægterne var små.
   Det blev en interesse, jeg dyrkede intenst, og jeg ville lære mørkekammeret at kende, så der var et samspil mellem den måde jeg eksponerede billederne på ude i marken, og så fremkaldelsen af både film og papirbilleder hjemme i mørkekammeret bagefter. Selv om nogle af mine forbilleder arbejdede på et stort kamera, hvor der kun var et billede på en film, et stykke film, der var næsten 10 gange 15 cm stort, og dette format var det optimale til styring på den måde, ja så nød jeg at arbejde med Leicaer og Nikoner der var 36 billeder på på hver film. Jeg fik en del erfaring kommercielt ved at arbejde i indre by i København hos en fotograf, der lavede mode og reklame og den kunne jeg bruge på de teaterbilleder, jeg skaffede kunder til at jeg kunne få mulighed for at tage, altså billeder til programmet publikum kunne købe ved en forestilling, som jeg lavede i mit lille firma ved siden af. I slutningen af firserne var dagbladsfotografiet ikke så udviklet som det blev siden, og vi var lidt over halvtreds freelancere der udfordrede hvad de faste fotografer kunne levere. Det var en hård konkurrence, men langsomt blev der skubbet til redaktionernes krav til hvad fotografi skulle kunne, og der blev opmærksomhed om store fotokonkurrencer, og museerne begyndte at udstille fotografi som kunst. En fantastisk homoseksuel fotograf fra New York, Robert Mapplethorpe, kom til at udstille på Louisiana ved Humlebæk, og vi var mange der så udstillingen flere gange. Samtidig begyndte udstillingen der kom hvert år, af verdens bedste pressefotografier fra det sidste år, World Press Photo, at få danske deltagere der var helt oppe i spidsen af feltet og viste andre nationer at Danmark skulle man ikke overse.
   Man holdt sig igang ved hele tiden at skifte mellem at øve sig teknisk og udtryksmæssigt. Og ved at dele mørkekammer med andre progressive fotografer.

Idag er det en helt anden situation at arbejde med at fotografere reportage og dokumentar i sort hvid på gader og stræder, end det var dengang. Mange fotografer arbejdede dengang uden at blive opdaget af dem, de fotograferede, og man havde et udtryk man kaldte candid photography, der netop foregik helt stille, hvor fotografen helt ydmygt afbillede livet og motivet uden at forstyrre det. Man ville lave den slags fotografi der ikke ændrede på den måde livet naturligt udspiller sig. Dette gjorde jeg i stor stil, men vekslede og varierede det selv med at gøre det modsatte, nemlig at kunne stoppe en person på gaden og spørge om de ville være med til at jeg brugte et par minutter på at tage et portræt af dem. Jeg forklarede dem om hvordan det var det ærlige billede og udtryk jeg arbejdede efter og hvilken fotograf, f.eks. svenske Anders Petersen, eller amerikanske Gene Smith, jeg beundrede. Jeg fik nogle gange folks adresse hvis de ville have en kopi af billedet, for det var jo ikke sådan at det var et digital kamera hvor man kunne vise dem billedet med det samme.
   Vi havde en del møder hvor vi fx mødte kendte og faste redaktionelle fotografer ved musikkoncerter, og fik lov at stå ved siden af dem, selvom vi var freelancere og halvamatører, og fotografere stjernerne der spillede på scenen. Der var nogle gode varme smil og spørgsmål om hvilket objektiv man nu havde købt og også opfordringer til at søge stilling som pressefotografelev hos nogle af deres aviser.
   Allerede dengang var jeg interesseret i den psykologiske side af det jeg lavede. Jeg havde læst en del god litteratur og modernismen havde jo et psykologisk portræt af nogle af hovedpersonerne i romanerne og jeg ville integrere disse bøger og forfatternes måde at arbejde på i mit fotografi. Jeg kom derved til at isolere mig og arbejde ret ensomt fordi den måde at blive eftertænksom på ikke alle steder var velset eller en del af normen indenfor de fotografikredse der publicerede billeder offentligt. Derfor kom jeg også i et par gode fotoklubber hvor de langsomme og psykologiske billeder kunne blive bearbejdet og omtalt gensidigt mellem fotograferne og hvor vi havde dommere på udefra til klubkonkurrencerne.
   Fotografiet og det man kan kalde det ærlige billede har ført mig ind i professionelt at arbejde med relationer og jeg er blevet sosu assistent.Men også i psykiatrien hvor jeg har arbejdet i ti år, er der en mangel på de psykologiske overvejelser, der er fx ikke ret mange samtaler med borgerne om deres fortid og tanker, og derfor har jeg stille og roligt fået lyst til at arbejde mere med terapi og kropsbevidsthed. Måske kan fotografierne igen finde tid i mit liv.