Jeg var lige landet i Vordingborg, ja det vil sige jeg var kommet med toget syd fra. Klokken var 23.55 på en trist og blæsende Søndag aften i feb.
   Mit held var ikke rigtig med mig, for det sidste tog til Næstved, hvor jeg skulle hen, var kørt 23.30 og jeg havde bestemt ikke lyst til at vente på morgen toget kl. 0400 på den station.
   Dengang var Vordingborg station virkelig skummel! Der var mørkt og uhyggeligt for en tøs som mig på 18 år. Alt var faldefærdigt eller ødelagt af hærværk. Væggene var overmalet med maling der bestemt ikke var beregnet til det formål, så det skaldede af. Dørene var ødelagt så der var piv koldt i venteværelset.
   Man skulle op over sådan en gangbro for at komme over til det spor hvor mit tog skulle køre og der lå næsten altid nogle branderter og virkelig ubehagelige typer deroppe og sov så derover ville jeg ikke før jeg kunne se toget.
   Hele den misligholdte station, mindede mest af alt om noget der var hevet ud af en temmelig dårlig b-films gyser fra en eller anden ukendt Town i Usa.

Jeg indrømmer blankt at jeg var skide bange for at være her, men måske var busserne en mulighed så jeg gik ud på P-pladsen igen. Her var sådan set heller ikke særlig rart. Når der ingen busser var, som holdt med lyset tændt så var der bælg ragende mørkt lige foran stationen og busser var der selvfølgelig ingen af længere.

Jeg begyndte at blive lidt ked af det og jeg blev også mere og mere bange!
   Nu skal man for en god orden skyld lige vide at det her var i 90'erne, vi havde ikke mobiler endnu, eller nogen havde men de kostede jo dengang en 8-10000 og det var noget mere end min løn fra Rødby overfarten kunne hamle op med.
   Telefonboksen var selvfølgelig smadret i tusinde stykker, sådan var det altid og hvem pokker havde også været så smart at stille den lige foran det eneste diskotek den her by havde, det kunne man da sige sig selv var en tåbelig ide!

Jeg begyndte at have svært ved at holde tårerne tilbage og begyndte og tænke på hvor man kunne gemme sig til det blev morgen. Jeg skævede hen på bænkene hvor der lå en bums og sov, på den næste sad en virkelig ulækker fyr og gloede efter mig, han havde ikke flyttet blikket fra mig efter jeg kom ud af stationen og jeg skulle fandme ikke være her længere for hans tanker var temmelig tydelige at læse.

Tanken! Ja der lå jo en tank lige på den anden side af broen over togbanen, mon det var en døgntank, måske kunne de hjælpe eller foreslå noget!
   Jo heldigvis, det var en døgntank og jeg skyndte mig derover, jeg kunne føle den klamme fyrs øjne i nakken og da jeg var ude af hans synsvinkel kunne jeg ikke dy mig for at se tilbage! Århh Gud han fulgte efter mig!
   Jeg var nu på vej ind af tankens indkørsel og mine tårer var begyndt at løbe.
   Der stod en rigtig flot bil, jeg har aldrig haft forstand på biler men det var helt sikkert en meget dyr en. Der stod en mand på en ca 40 år tror jeg og tankede den. En pæn og velholdt mand med toilet bræt skæg som var vild mode dengang. Pæn skjorte og slips og han så vældig rar ud!
   Jeg søgte hen imod ham for at han kunne se mig, jeg var nemlig ikke sikker på hvor tæt ham klammerten var bag mig, jeg turde ikke vende mig om igen.
   Han fik nu øje på mig og sagde " Godaften" Han klemte øjnene sammen og sagde - Hør unge ven, er der noget galt, du græder jo tøs?
   Jeg var skide bange og sagde - Hej, vil de ikke gerne hjælpe mig, den fyr der er fulgt efter mig fra stationen af- Han kiggede hen over mig og med hævet stemme sagde han fast - Halløj Skipper, er der noget vi kan hjælpe dig med ? - Den klamme fyr vendte omgående rundt og satte farten op i retning af stationen igen.
   Manden der tankende satte et lille skævt smil op og sagde så - Det var rigtig nok heldigt jeg lige stod her hva? - Sagde han - Skynd dig hellere hjem, det er et skidt tidspunkt at gå rundt på gaden på! - Jeg åndede lettet op - Jamen jeg kan faktisk ikke komme hjem, jeg skulle med toget til Næstved, men det var kørt og nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre! - Tårerne var igen begyndt at løbe og manden smilede og hængte tankdimsen på plads.
   - Arrrmeeen rolig nu da, vi finder da en løsning! Her, tør dine øjne og slap lidt af, vil du evt have en kaffe, jeg skal selv have en? - Ja mange tak, 1000 tak. - Århh jeg ber - svarede han, vi er vel til for at hjælpe hinanden. Sæt du dig der enden af bilen så kommer jeg med kaffen."
   Han gik ind fløjtende ind i forretningen og jeg følte jeg var reddet, men så kom jeg i tanker om at jeg jo stadigvæk skulle til Næstved.
   Jeg kiggede lidt rundt, der var to børnesæder bag i bilen, han havde åbenbart børn så var det nok derfor jeg følte mig sådan lidt " Far " tryk nu han havde jaget den klamme væk.

Han kom ud af butikken med to papkaffer og rakte mig den ene! Værsgo, en dejlig varm kaff og sig mig så, du skulle til Næstved ikk? - Jo men det kan jeg bare ikke før det tidlige tog! - Jeg skal til Næstved - Sagde han! - Du er velkommen til at køre med, men jeg kører lige ud på fortovet for jeg skal lige ryge inden jeg kører og jeg ryger aldrig i bilen, hvad siger du til det, ja jeg ved jo ikke om du ryger, men så må du altså lige vente på mig!
   Den måde han sagde det på var så naturlig og rolig at jeg slet ikke tænkte over han var en fremmed mand så jeg takkede ja og han sagde - Jeg triller lige over under den gadelygte der, så kan man også se at man ikke brænder nallerne - han grinede varmt og jeg gik derover imens han " trillede " udenom.

Han tilbød mig en smøg og det tog jeg imod, dårlige vaner har man jo, dengang måtte vi jo endda ryge i folkeskolen!
   Han tændte sin egen og sagde - Jeg hedder for resten Alex og er gift med Henriette, vi har et sæt tvillinger- Sagde han og lavede en viftende hånd mod børnesæderne. Han fortsatte - Vi har en grim hund der hedder Charlie og der er pænt wierd når man tænker på det er en hun - og han slog det her varme grin op igen. - Nu er det din tur, jeg skal sige dig at min gamle mor altid har sagt at jeg ikke må samle fremmede blaffere op så hvis du giver mig dit navn er du vel ikke fremmed mere og så skal ikke lyve for mor! - Han smilede igen og jeg følte mig fuldstændig tryg ved situationen! - Jeg hedder Tina og var egentlig på vej hjem fra Rødby, men så blev vi forsinket og ja resten kender du næsten! - Ja det kan jeg regne ud - Sagde han - Det sgu en væmmelig en - Han skævede over mod den mørke station. - Nå men 20 min tid så er vi pænt i Næstved og så kan du glemme alt om den stodder derovre! Skal vi køre? - Sagde han og knipsede smøgen ud på vejen! - Så kan du fortælle hvad du tager denne tur for på vejen!
   Jeg satte mig ind. Århh et lækkert sæde, man forsvandt næsten i det og jeg følte jeg kørte på første klasse! Jeg begyndte at fortælle om mit job på færgerne osv.

Vi havde kørt lidt og jeg havde fortalt i mens. Han havde været stille og nu fangede han bevægelser min øjenkrog og jeg skævede over på ham.
   Han lavede sådan nogle krampagtige træk med hovedet til venstre imens han sagde nogle lyde, der mest af alt lød som en knurrende hund.
   Hvad pokker sker der for det tænkte jeg og sagde - Er alt i orden Alex? - Han sad nu igen stille og kiggede lige ud på vejen, så begyndte han at mumle med forvrænget stemme som om han gjorde nar af nogen!
   - Er alt i orden Alex! Brok,brok,brok hele hele fucking tiden! Hør mig, se mig, ALT HANDLER OM MIG! forbandede egoistiske kællinger!
   Jeg sad som en stenstøtte! Hvad søren skete der lige der? Jeg sagde bestemt - Jeg vil gerne af her! - og så på ham!
   Hans hoved drejede hurtigt rundt og hans øjne var pludselig helt sorte, hans ansigt var fuldstændig spændt i musklerne og han råbte - DU SKAL SATME ALDRIG HÆVE DIN STEMME AF MIG DIN SO! - Han råbte med sådan en kraft at han spyttede mig vildt i ansigtet og en snotklat for ud og hængte i hans ene næsebor!
   Hvis jeg ikke var bange før så var jeg det nu! Jeg hev i panik i håndtaget i bildøren, jeg ved ikke hvorfor, jeg turde da ikke springe ud i den fart alligevel.
   Han hvæsede - Det der kan du godt glemme kælling! nu skal du fandme lære respekt for mænd!
   Jeg var rædselsslagen!
   Der var lys lidt fremme og det var en lille tank i en landsby ca midt i mellem Næstved og Vordingborg. Jeg tog mod til mig og fremstammede - Jeg skal tisse, kan vi godt holde ind der?
   Han fik de samme krampetrækninger fra før og svarede - Det kan vi vel!

Han stoppede bilen og jeg tog igen i håndtaget, der var stadig låst!
   Han vendte hovedet mod mig - UD - sagde han - UD og skynd dig væk! bare fucking se og kom væk! - Han låste bilen op og kiggede lige ud.
   Jeg nærmest væltede ud af bilen og kravlede de første skridt og i farten kom jeg op at stå og fortsatte i løb da jeg pludselig hørte en stemme råbe - Hvad fanden TinaDina er det dig, hvad fanden sker der ?
   Der hold to biler længere henne og jeg kendte dem begge fra HF i Næstved. Det var Allan og Brian, hvor heldig havde man lov til at være!
   Allan løb mig i møde og den flotte bil med Alex i kørte udenom mig i høj fart, der røg noget ud af vinduet. Det var min hue jeg havde lagt op i ruden.
   Allan nåede mig og jeg kastede mig i hans arme, bag ham kom Brian løbende med et baseballbat men Alex var allerede ude på vejen og speedede vildt op i den retning vi var kommet fra.

I huen lå der en gul " post it " seddel hvorpå der stod " Der var du heldig, kør aldrig igen med nogen du ikke kender. Undskyld. Alex "

Det er mange år siden nu og i dag e jeg gift med Allan. Vi har to piger og snart kobberbryllup. Selvom det er mange år siden så kører Allan aldrig den vej hvis vi skal syd på. Han spørger ikke engang, men tager altid motorvejen selvom det er en pæn omvej.
   Jeg har siden dengang, hvordan jeg end har båret mig ad, ALDRIG været alene ude efter mørkets frembrud. Jeg så aldrig mere til Alex og den bil der, men tænker ofte på hvad der kunne have sket!
   EN ting er i hvert fald sikkert. Lige meget hvor eller hvornår så skal mine piger bare ringe så kommer vi efter dem.