26/3 1997.

En rimelig normal dag, som jeg afsluttede med at drage til Ålborg for at besøge min gamle Mor. Jeg sad om formiddagen og mikroskoperede i andelsboligforeningens regnskaber og fik på det nærmeste taldelirium. Jeg drog på Skolen ved halvtotiden og udførte dagens nødvendige gerninger. Da der jo er tilstundende Påske så sprang jeg lidt op og ned på sagerne. Jeg drog hjem igen og fik ryddet lidt op i hytten samt vekslet et par ord med underbo Mette der var i højt humør, desformedelst hun havde vundet et civilt søgsmål mod sin eksmand angående misligholdte børnebidrag. Jeg fik pakket rygsækken da den tid kom og drog ind mod byen i pjaskende regn og optrækkende stiv kuling. Huskede i øvrigt at aktivere begge smæklåse på entredøren da man jo aldrig kan være for forsigtig her i København NV. I øvrigt har jeg modtaget løn fra både skolen og kommunen, således min økonomi nu er i hastig bedring efter års altfortærende sygdom i den del af min tilværelse . Jeg overvejer alvorligt at anskaffe mig en ny og bred tremmesofa.
   Men jeg sad og hang på Hovedbanen og fik drukket for meget dårlig kaffe. På cafeen ved perronnedgangene faldt jeg i snak med en fyr som Politivagten på H sikkert havde stemplet som en udpræget rockerlignende type. Han lignede en stor abe og det brede fjæs med det fremstående kæbeparti var temmelig arret af livets tilskikkelser. Havde han ikke siddet i rullestol og manglet begge ben så havde jeg nok holdt mere respektfuld afstand og slet ikke sat mig ved samme bord. Om han virkelig var absolut forhenværende rocker melder historien intet om, men fornemmelser kan jo udmærket være sande. Kværnen var skiftet ud med en rullestol . En mere krank skæbne kan vel næppe overgå en rockerlignende type. Men han var i snakkehjørnet og vi udvekslede sådant lidt standardfraser om hvad vi hver især gik og lavede, og han gjorde rede for sine omfattende drukture i den indre by, men nævnte intet om hvorledes de i praksis foregik. Jeg havde ikke indtrykket han var forhenværende Præsident for Chicago Hell Bikers og ved halvellevetiden trissede jeg ned til toget og fandt min absolut øverste køje og tyrede lidt i Magasinet.
   Natten var kværnende rystende, hvinende. Skrigende bumpende, vibrerende. Døre smækkede. Vinduer klirrede. Ekkoer fortabte sig i højloftede banegårdshaller. Nattoget startede i et ryk og standsede igen i et ryk så man var tæt på at trille ud ad køjen. Jeg lukkede ikke et øje, men jeg bemærkede heller ikke vi krydsede Storebælt så lidt let slummer må der trods alt have været undervejs. En fyr i underkøjen snorkede misundelsesværdigt som et helt savværk, en dame skråt ned osede parfume så luften i kupeen blev helt fortættet af love and war. Ved sekstiden abede jeg mig ned fra køjen og ud i korridoren at misse mod fuldmånen der hang over det frembrydende blå daggry og så meget romantisk ud. Ålborg var meget morgenstille, men et beskedent udseende cafeteria havde åbent, sådan et med tunge gammeldags stole og imiterede petroleumslamper i loftet over de bedagede borde. Jeg fik en kaffe og et rundstykke og for med bussen da tidens fylde kom. Halvanden times vej til Lildstrandvejen.
   Da min Mor Vita jo ikke er typen der tillader sin søn at føre dagbog, uden hun ustandselig skal kikke ham over skulderen, så har jeg ikke fået gjort meget ved sagerne, og må jo altså prøve at sammenfatte. Der sker trods alt noget når man visitter sine de gamle og påskedagene er gået så rasende hurtigt. Der stod en strid storm over Nordvestjylland og de gamle træer brusede som havet under en orkan. Vindharpen ude i haven snurrede og hvinede. Det visne græs hvislede. Kragerne omkring mosen afholdt en mægtig koncert. Men min Mor Vita og undertegnede kørte op foran Mosehuset og jeg indlogerede mig som jeg jo har gjort en og anden gang før; op på loftet hvor alle de gamle hatte, de gulnede krimier og de mange vinflasker ikke har flyttet sig siden sidst. Hushunden Olsen bar afgjort præg af vellevned og var blevet bredere over ryggen end godt var, men den havde dog ikke mistet gejsten og er så absolut en pæn hund at se på, hvis man ellers får øjnene rigtigt indstillede. Gulvet flød med de vanlige gummikødben og halvt opædte tennisbolde, foruden at der lå en stor terning på en kubikdecimeter, og mindede en om at Jacta Est Alea. Vi sad ved stuevinduet og kikkede på fuglene på brættet og fik lidt frokost og jeg hældte en del ud af ørerne angående den andelsboligforening der endnu ikke er blevet til noget. Mor Vita snakkede i et væk om den sig nærmende irlandsrejse sammen med Kirsten.; den skal først udspille sig i September men Mor Vita har allerede udstukket hovedlinjerne for operationen. De skal indlogeres i Ennis ved Shannonfloden og derfra drage ud i landet med de lokale busser. Besøge Niels i Tralee. Beundre Cliffs of Moher. Et smut til Aran Island at se på folkelivet. Jeg mindes da jeg selv var i Galway for år tilbage, og forklarede lidt om irsk vind og vejr og landskabelighed og formanede om at huske regnfrakke og gummistøvler. Rådede jeg til at medbringe en fiskestang, således der kunne drøjes lidt på de anstrengte finanser, men det syntes Mor Vita ikke var spor morsomt, skulle jeg hilse at sige. Hun er rimeligt meget i pengetrang også hun, da hun både skal have bilen repareret, Olsen steriliseret og et nyt redskabsskur bygget op. Det gamle mosbegroede er så frønnet og vindt og skævt at det næppe overlever den næste storm .Mens vi sad og snakkede dejsede et af de store træer nede i skoven og meget praktisk lagde det sig til hvile lige oven på en brændestabel. I øvrigt skulle Kirsten jo arrivere. Hun residerer jo i Brædstrup hvor hun underholder Bedstemor Sigrid så godt hun formår.
   Vi var et smut nede i dueslaget at bese de nyerhvervede duer der så meget undseelige og forknytte ud, og ikke kurrede en eneste gang medens vi stod og så på dem. Mor Vita udkastede den teori at de er hunner hver og en, hvilket jo er afgjort en ulempe.
   Vi gik en tur udover naturområde og var et smut indenom Jens og Lucia, at låne et brækjern så vi kunne påbegynde nedbrydningen af det rådne redskabsskur.
   Hos Jens og Lucia stinker der temmelig gennemtrængende af pis, for nu at sige det lige ud, men de er rare mennesker og vi sad i køkkenet og fik en bajer og sludrede lidt, medens en kulsort kat luskede rundt mellem benene på os og kradsede Lucia eftertrykkeligt da hun ville tage den op. Det er ikke til at holde tal på hvor mange dyr Jens har erhvervet sig, men ved et kik ud i stalden indfangede mit skarpe blik tre katte og to geder. Ude i haven drønede Olsen rundt sammen med en stor sort køter ,der lød navnet Bonnie -På marken ved siden af stod en pony og to muldyr. Ude i badeværelset lå et rystende lam på siden på gulvet, og så ikke ud til at have langt igen. Jens forklarede at det var nyfødt ved kejsersnit på en død moder, han havde fået det overbragt om morgenen og havde valgt at håbe på det bedste. På grund af hans dyrevenlighed kommer folk ofte til ham med alle mulige udgaver af skravlede og livsopgivende dyreunger, og han tager troligt imod dem og plejer dem det bedste han formår. Men lammet kunne hverken sutte eller stå på benene og kramperne tydede på det havde fået en hjerneskade, stemningen var næsten så dyster som havde der befundet sig et døende menneske i huset.
   Vi drog hjem igen med brækjernet og Mor Vita kreerede to rødspætter der smagte så ganske udmærket, selv om de var langt under mindstemålet. Hen under aften fik jeg mig lidt af en overraskelse da Mor Vita pludselig spurgte om jeg ikke havde lyst at se kometen. Jeg har naturligvis læst om den i aviserne, men regnede jo ikke med der var noget specielt at se der, så Mor Vita fik lejlighed til at optræde i den lidt hoverende rolle som hun ofte ynder når hun skal fremvise de lokale seværdigheder. Så vi bevægede os ud under den usædvanligt klare stjernehimmel og skuede op i firmamentet til Tyren og Kusken og Orion og altså Kometen, der vistnok kaldes Hale-Bobb. Den var forbløffende stor og klar og trak sin lange hale som et tågespor henover hele den udstrakte stjernevrimmel .En støvsky i Verdensrummet, velsagtens af en udstrækning som jorden selv, men med så meget tomt rum mellem sine enkelte dele den næsten ingen masse har, trods sin uhyre udstrækning. For første gang i mit liv skuer jeg altså en virkelig stor og klar komet og det var vel også på tide, her hvor jeg har passeret de femogtyve --