I december 1976 havde jeg i fire måneder sejlet som styrmandsaspirant på semicontainerskibet Mathilde Mærsk. Da jeg mønstrede var skibet helt nyt, lige kommet fra værftet i Nakskov, ja dengang byggede de store skibe i Nakskov. Jeg mønstrede på i Antwerben, og skibet havde kun lige sejlet fra Nakskov til Antwerben med garanti teknikkere ombord. Mønstringen var foregået lidt "hu-hej-vilde-dyr", for jeg fik fra aften til næste morgen til at gøre mig klar, så ville der holde en taxa uden for døren hjemme hos mine forældre og køre mig til Antwerben. Helt nyt skib og jeg fik et stort eget værelse med bad oppe på officersgangen, der var kondirum ombord, biograf rum, opholdstue og og og. Der var absolut ingen mangel på hverken plads eller udstyr. Nå men dette nye skib skulle lige nævnes, for at kunne illustrere forskellen til mit næste skib. Efter fire måneder på dette dejlige skib under den dygtige og meget korrekte kaptajn Kirkegård, fik jeg besked om, at jeg skulle mønstre om i Singapore, mit nye skib hed Helene Mærsk.

I Singapore afmønstrede jeg lidt vemodigt "Mathilde Mærsk" og rykkede for en enkelt nat ind på hotel. Næste formiddag hankede jeg op i min vadsæk og tog en taxa ned til den kajplads, hvor "Helene Mærsk" skulle lægge til kaj kokken 11.00. Klokken blev 11.00 og der var ingen "Helene Mærsk" i sigte. Jeg ventede tålmodigt og da "Helene Mærsk" kvart over tolv viste sig, kunne jeg ved dette syn ikke undgå at sukke en gang eller to. Skibet var et ganske lille fragtskib af den gamle type, det var godt rustent og røgen der steg ud af skorstenen var tyk og meget mørk. Skibet kom til kajs, blev fortøjet og en flok brogede kinesere riggede, med mange råb og skrig på kinesisk, landgangen til. Oppe på brovingen stod en styrmand og råbte på et meget specielt engelsk ned til dem. Jeg skulle også snart lære, at modificere mit engelske til kinesiske ører. Jeg hankede op i min vadsæk og gik op af landgangen, da jeg var kommet ombord, kom overstyrmanden hen til mig og bød mig venligt velkommen.

Overstyrmanden var en stor mand, både i højde, men også i drøjde. Da han stod der og bød mig velkommen, smilede han på en behagelig måde. Et af de der gode og ægte smil, der også afspejlede sig i øjnene og i stemmen. Hurtigt fik jeg tildelt et værelse, lidt af en forandring i forhold til det, jeg var vant til. Værelset lå nede på den menige besætnings værelses gang i den nederste del af skibet. Mit værelse var et værelse lig med dem den menige besætning havde, eneste forskel var, at jeg havde tomands værelset for mig selv. Den øverste af de to køjer, kunne jeg således bruge til mine ting og den nederste af de to køjer kunne jeg så bruge som seng. Der var et lille rundt messing koøje, der så vidt jeg kunne se lå omkring en meter over vandoverfladen. Det kunne ikke åbnes, men det lod dog en lille smule dagslys komme ind. På hele værelses gangen var der en svag og lidt ubehagelig duft af olie, sikkert fra dørene med den direkte adgang ned til maskinrummet. Jeg pakkede hurtigt min vadsæk ud og meldte mig oppe på broen, hvor både overstyrmanden og 1. styrmanden opholdt sig.

Overstyrmanden, som jo havde modtaget mig ombord bød, mig velkommen på en hjertelig og hjemmevant måde, næsten som om jeg havde været på skibet i månedsvis. Han præsenterede den norske 1. styrmand og mens vi holdt øje med losningen af skibet, fortalte de om skibet. Oprindeligt hed Skibet Ras Mærsk og var bygget i 1957 til Dampskibsselskabet Svendborg, i 1972 havde skibet ændret navn til Helene Mærsk for at give plads i navne rækken til den nye R serie. Skibet havde således næsten samme alder som mig, hos skibe betød dette, at hun var ved at være en gammel dame. Skibet var hvad man kaldte en monkeybåd, et mindre fragtskib med egne læsse- og lossebomme. Det sejlede på rute til de helt små havne for der, at læsse stykgods som det så sejlede til de lidt større havne som for eksempel Singapore, her blev stykgodset så losset og pakket i containere for at blive transporteret på de store ruter til Europa og USA.

Dette betød at skibet anløb en masse små havne i Malaysia, Indonesien og Thailand. Det betød også et hav af oplevelser i denne del af verden, og jeg kunne skrive side op og side ned om disse oplevelser. Men jeg har valgt at betragte det at sejle på skibet som "oplevelsen". Livet på skibet bød på en helt anderledes hverdag, end den jeg var vant til fra det nye og helt moderne skib Mathilde Mærsk. Officers besætningen var meget blandet, der var tromlet sammen fra mange lande i Europa. Der var selvfølgelig en del fra Danmark, men der var også officerer fra England, Tyskland, Færøerne og Norge. Kaptajnen var dansk og det meste af tiden fuld som en allike, de facto var det overstyrmanden der drev skibet, og han gjorde det godt og på en meget jovial og venlig måde. Han var vellidt af både officerer og den menige kinesiske besætning.

Det der med den menige kinesiske besætning gav visse specielle oplevelser. For eksempel måtte jeg lære at kommunikere med dem, de kunne slet ikke dansk og heller ikke ret meget engelsk. Så jeg måtte lære nyt, ombord kaldt vi det for "pitgin engelsk". Pitgin er ikke et modersmål for nogen, men et blandingssprog, der har været brugt mellem kinesere og europæere i flere hundrede år. Europæerne bruger engelsk med et par gloser basisk kinesisk og masser af håndtegn eller fagter, Kineserne bruger kinesisk med et par gloser basisk engelsk og masser af håndtegn eller fagter. En dag skulle jeg fortælle en fra besætningen, at han skulle pumpe brønden i et lastrum tør. Det endte med, at jeg først pegede på ham, dernæst ned på vandet i brønden og med en store fagter gjorde som om jeg bar vandet ud over siden, mens jeg gjorde dette, sagde jeg meget langsomt: "You make inside water become outside water," så imiterede jeg pumpelyden: "Duk, duk, duk, duk, duk". En anden pudsig ting ved kinesisk besætning var maden. Kokken var også en kinamand, og på grund af kaptajnen og mærsk regulativerne, forsøgte han 6 dage om ugen at lave dansk mad til officersmessen, og alle 6 dage uden undtagelser, smagte det rædselsfuldt. Den syvende dag (fredag) lavede han kinesisk mad til os, og det smagte vidunderligt. Fordi mit værelse var i bunden af skibet på de meniges gang, lærte jeg faktisk den menige besætning ret godt at kende, selv om de altid holdt en vis distance til os europæere.

Juleaften blev holdt ombord og mens vi var til søs. Vi sejlede fra havnen Belawan i Indonesien mod Malaysia. Jeg skulle den aften holde vagt på broen og følte mig meget beæret over at få ansvaret for skib og besætning på denne måde. Efter et par timer kiggede overstyrmanden op på broen for at checke position og kurs, han gav et OK og gik atter ned. Det var tydeligt, at han var lidt beruset, men ikke mere end, at han kontrollerede grundigt og gav mig et klap på skulderen, inden han atter gik ned til julebordet i officersmessen. Næste dag kunne jeg på de forskellige officerers grad af tømmermænd aflæse, at det havde været en meget fugtig juleaften. Nytårs aften fejrede vi mens vi lå til ankers udenfor mundingen af Chao Phraya floden, indsejlingen til Bangkok. Da skibet lå til ankers, var der kun to menige besætningsmedlemmer der skulle holde dæksvagt, for at kontrollere udvendigt og advare om, hvis der skulle komme eventuelle tyveknægte eller pirater. Alle andre var frie til at fejre nytår, og det blev der gjort - med maner!

Overstyrmanden og hovmesteren havde i Singapore indkøbt varer til aftenen og menuen stod på T-Bone Steaks, bagte kartofler og alskens tilbehør. Til dessert var der en islagkage, der var pyntet op som det kun kan gøres ude i Østen. Det var ikke gået lang tid ind i middagen, inden der var høj stemning i officersmessen. Som yngste mand og aspirant, sad jeg ved den bagerste ende af bordet sammen med 2. styrmanden, elektrikeren og 2. maskinmester. Jeg kunne ikke undslå mig de mange tilbudte skænk, og det varede ikke længe, inden jeg var godt bedugget. Kaptajnen blev så fuld, at hans tunge blev lammet og alt hvad han forsøgte at sige lød som lyde fra en tre måneders baby. Overstyrmanden sad hele tiden og grinede, så han omfangsrige mave hoppede op og ned som havde den sit helt eget liv. Jeg havde og har stadig, mistet en del af hukommelsen fra den aften. Men næste morgen da jeg vågnede op, kunne jeg ikke forstå, at den øverste del af min ryg var oversået med røde prikker. Alle prikkerne sad i grupper på fire ved siden af hinanden. Først flere dage efter, fandt jeg ud af, at jeg var gået kold liggende på gulvet, og at 1. styrmanden ihærdigt havde forsøgt at vække mig til live igen, ved at han stædigt blev ved at prikke mig hårdt i ryggen med sin gaffel. Festen havde efterladt hele besætningen i en sådan tilstand, at det ganske enkelt ikke var muligt eller forsvarligt, at sejle op ad floden til Bangkok. Det var derfor med stor lettelse vi erfarede, at der ikke ville være kajplads før næste dag.

Den dag i dag smiler jeg, når jeg tænker tilbage på min tid ombord på Helene Mærsk. Jeg erfarede senere, at hun blev handlet et par gange og ændrede navne flere gange til blandt andet Marijke, Hin Ann og Jiang Han. Skibet er forsvundet ud af alle optegnelser engang i 1993.