Da jeg var ung
   troede jeg
   at jeg kunne alt

Jeg knoklede
   nogle gange
   ved at arbejde
   fra klokken syv om morgenen
   til klokken ti , elleve om aftenen

Som 17 årig fik jeg et
   alvorligt
   sammenbrud
   og kom på hospitalet

I mange år
   nægtede jeg at se
   min sårbarhed i øjnene

Nægtede at se i øjnene
   at jeg ikke var lige som andre
   og at jeg ikke kunne
   ligesom dem

Jeg mødte heller ingen
   forståelse fra min familie

Som 27 årig fik jeg endnu
   et knæk
   af de helt store

Jeg arbejdede
   44 timer om ugen
   og havde 3 timers transport
   om dagen
   og mit job var med fysisk hård træning
   10 timer om ugen

Jeg gik så meget ned med stress
   at jeg ikke kunne rejse mig fra sengen

Men stadig
   nægtede jeg at se i øjnene
   at jeg ikke kunne

Præstere alt det

Min sensitivitet er usynlig
   Jeg er almindeligt begavet

Men dybt inde i mig
   har jeg en sønderknust sjæl
   som en mosaik
   der er blevet lappet sammen

Jeg ser nu
   at jeg aldrig bliver
   hel igen
   som fra før
   mine knæk
   og sammenbrud

Jeg vil altid
   være bærer af sårbarhed
   og særlig følsomhed

Min mosaik
   vil altid lettere kunne
   gå i stykker igen

Men jeg ser også nu
   at min mosaik er min forvandling

Til at blive hende
   Jeg er

Dybt i mig
   fra før mine knæk
   er der en
   der aldrig har ønsket at knokle
   mig selv halvt ihjel

Jeg har bare aldrig rigtig
   lyttet til hende
   før nu

Det er først nu
   at det er gået op for mig
   at der ikke er noget
   jeg skal præstere

Jeg vil
   nu
   lytte til sjælen
   i mig

De knuste skår
   der udgør mit billede
   af hende jeg er

I ydmyghed
   spørge
   hvad min sjæl ønsker
   for et billede
   der skal danne sig
   af mig

Jeg vil give slip
   på min stædighed
   og egenvilje
   der vil have det til at se ud
   på en bestemt måde

Jeg må godt være her
   med mine knuste glasskår

Jeg vil give dem lov
   til at danne
   det nye billede
   af mig

Som kun
   Gud ved
   hvordan skal se ud