Vi opholdt os i Indien fra 1972 til 1974. Indien er et interessant land med mange modsætninger fra rig til fattig. Vi boede i et hus i Sadatsi kvarteret. Bag ved huset arbejdede to familier med at stryge for naboerne. Ja, jeg benyttede mig også af denne tjeneste, fordi det var så spot billig, at det betalte sig ikke at gøre det selv. De strøg med tunge strygejern med kul.
   Den ene familie havde to børn Bimla og Gamla cirka 4 og 6 år dengang. Det skete det, at de af og til kom forbi for at lege med vores datter 3 år. Børnene så fattige ud, klædt på i pjalter og ikke altid så rene. Da vores datter også legede med børnene fra husene ved siden af, faldt det ikke altid i god jord. Altså rige skal ikke lege med fattige. Der skete det, at naboerne kom forbi, når børnene legede i haven og jeg ikke var til stede og sendte de fattige børn hjem. Da jeg fandt ud af det, forklarede jeg min hushjælp, som for det meste var tilstede, at hun skulle forklare de fattige børn, at når de blev sendt hjem, skulle de gå, men når naboerne var gået, kunne de komme tilbage. Sådan gik det et stykke tid, så opgav naboerne det og børnene legede sammen rig og fattig.
   De fattige børn var meget velopdragne, der var aldrig vrøvl, det er mere end jeg kan sige om de andre. Det blev en fast regel, at de kunne have en stor sandwich en gang om dagen.
   Vors handikappede søn havde også godt af at betragte legende børn. Af og til førte vi hans hænder, sådan at han på den måde kunne lege med. Der kom regelmæssig underholdning forbi på vejen. Slangetæmmeren fascinerede mig. Børnene var begejstret for abemanden, små aber klædt på dansede, selv synes jeg det var synd for disse dyr. En karrusel man kom også af og til og så blev der kørt rundt til alles fornøjelse. Vi mødre gav naturligvis en skilling når for føringen var forbi. Vi oplevede også at en kamel mand kom forbi om søndagen. Min mand benyttede lejligheden til en ride tur med vores handikappede søn. I grunden skete der altid noget.
   Den sidste aften før vi rejste, kom den yngste Bimla forbi. Hun stod meget længe i døren og tøvede med at gå. Til sidst gik jeg hen til hende og sagde: Det er vist tid at tage afsked nu, Bimla. Hendes mørke øjne stirrede på mig, så trak hun hånden frem under pjalterne og gav mig en sølv tesi. Overrasket tog jeg den og sagde: Tak Bimla det var godt du huskede at give mig den tilbage. Hvad har det kostet denne lille fattige pige af overvindelse at strække hånden frem og give mig den tilbage.