På sin første tur hen ad gaden, nærmede han sig den lille rundkørsel og stod stille et øjeblik. Hunden skulle jo lige løfte venstre ben igen og snuse grundigt efter. Imens stod Uffe og nød luften mens solen stod op, trak vejret dybt ind og bemærkede om noget havde ændret sig siden i går. Intet nyt. Alt åndede fred og ro. Nede i rundkørslen var morgentrafikken så småt i gang og den første bil var på vej til slagteriet med 38 svin. I de andre biler var der vist ikke mange grise. På ruten op gennem bebyggelsen, noterede Uffe sig om nogen havde fået nye ting i haverne, ny bil eller fået klippet hækken. Efter morgenmaden og de andre rutiner, kunne han så tage fat på sin plan for dagen.

Året før var han gået på pension efter knap 50 år på arbejdsmarkedet. Han var lidt bekymret for om han kom til at kede sig og kunne få tiden til at gå. Heldigvis gik tiden helt af sig selv, uden han behøvede at røre en finger. Uffe kunne godt sidde bare at glo ud i luften, for nu havde han jo oceaner af tid til alting. Han var allerede gået i gang med et større haveprojekt og havde knoklet røven ud af bukserne. Nu var det projekt stort set afsluttet og her efter et år på pension, havde han tabt interessen.

Nu var alle muligheder åbne. Hen over vinteren havde han fået læst en del bøger og hans kære genbo havde ofte nogle opgaver han kunne hjælpe hende med. Hun var også til stor hjælp for ham. Og så var der hans nye hundehvalp, som krævede en hel del. Uffe var faktisk glad for at bo alene og når han trængte til at tale med nogen, ringede han blot til genboen eller gik ind og fik en snak. De spiste også sammen af og til, gik ture med hundene og andre hyggelige ting. Uffe havde fået ro på sin hverdag og tilfreds med det meste. Han fulgte en meget regelmæssig tidsplan, som næsten var mere nøjagtig end da han gik på arbejde. Af og til var hans to-do-liste så lang, at han ikke nåede alt på dagen. Men pyt, havde han lært. Så gør jeg det bare i morgen.

Uffe 1 Jamen det lyder jo smukt. Hvad blev der af alle dine planer om at blive ved med at lede og være nysgerrig
   på livstid?
   Uffe 2 Er du nu der igen. Kan man ikke få fred for din indblanding?
   Uffe 1 Hør nu her Uffe. Du kan jo slet ikke undvære mig. Du behøver jo et lille puf en gang imellem.
   Uffe 2 Nu sad jeg lige her og puttede mig og nød et liv uden bøvl. Skal jeg absolut konfronteres med mine egne
   drømme og mål?
   Uffe 1 Ja for det er jo ikke nok at have de store ord og hensigtserklæringer, som du måske en gang med tiden vil
   gå i gang med på sigt. Hvilken sigt? Den korte eller lange? Og hvornår er det?
   Uffe 2 Okay okay. Men jeg har faktisk arbejdet med en hel del med mig selv og mine relationer til andre
   mennesker. Jeg har indset en del af min dæmoner, der ødelægger mit forhold til andre og mig selv. Jeg
   øver mig stadig i at være den bedste udgave af mig selv. Og så har jeg fået ryddet meget op i mine skuffer
   og skabe.
   Uffe 1 Hvordan det?
   Uffe 2 Jeg fandt en masse gammelt hovmod. Det er helt væk. Mine fordomme er skrumpet ind, men jeg er mere
   klar på hvornår de dukker op. Langt inde i bunden af skabet fandt jeg uventet nogle store værdier, som var
   ved at gå helt i glemmebogen.
   Uffe 1 Kan det virkelig passe?
   Uffe 2 Ja - det var taknemmelighed og ydmyghed. Og hvis vi skal svinge os helt op i det højstemte: Troen på min
   slags Gud, der hjælper og gerne vil bo i min sjæl hvis jeg giver den lov.
   Uffe 1 Jamen dog. Jeg bliver lidt mundlam.
   Uffe 2 Mon jeg når at blive færdig med oprydningen før livet slutter? Mon jeg får flere åbenbaringer? Gad vide om
   jeg har tid nok?
   Uffe 1 Ved du hvad kære Uffe. Nu vil jeg tie for en stund, så du kan komme videre.

I dag vil han på loftet. Skuret er ordnet. Det er ikke meget han har liggende deroppe, så det er nok hurtig klaret. Men helt omme bag nogle tomme flyttekasser fandt han en propfyldt plasticsæk. Han fik den bakset ned og opdagede, at den indeholdt alle de historier, han aldrig fik skrevet ned. De havde kun flydt rundt i hans hoved, som løse fragmenter. Han havde fortalt de fleste historier til næsten alle der gad lytte. Nu gik han i gang med at samle og sortere. Det vil jo tage en evighed, tænkte Uffe. Og en evighed er vist temmelig lang tid. Men nu er han i gang en dag ad gangen. Og så bliver det blot endnu en dag på kontoret.

Uffes mor gik bort i 2005 efter flere år med bl.a. Parkinson. Selv om han havde lagt hende på is i to årtier, nåede han at besøge hende på plejehjemmet, blive genkendt og mærke hendes varme hånd. Det er han taknemmelig for i dag. Her er hans sidste hilsen til mor:

Som barn så ganske lille
   Så jeg kun den smukke bløde mor
   Men hun gik ned så stille
   Mens jeg blev fed og stor
   Jeg fik en ekstra fedtemad
   Og masser mælk på havregryn
   Fik også rene bukser efter dejligt bad
   Med mine gule krøller blev jeg så smukt et syn
   men unge Uffe tog meget mere magt
   mor blev den dumme kælling
   Det var alt det grimme hun fik sagt
   Når hun slugte piller, gik hun ned på tælling
   Nu har jeg kæmpet mod mit had
   Og slået mig på panden
   Men om jeg så tryglede og bad
   Gjorde det ondt som bare fanden

Det var så hans fars tur til at dø i '15. "E.O. Andersen har hængt sig i en gren", sang John Mogensen engang. Uffes far havde hængt sig i en dørkarm. Der var intet farvelbrev. Desværre blev opgørelsen af boet temmelig beskidt. Men det er en anden historie. Her er hans sidste hilsen til far:

Du farmand gav mig kærlighed
   Den var uden mange ord
   Du var stærk i stædighed og snusfornuft
   med revner af lidt tvivl og sårbarhed
   Du hang i nylon snor fra Silvan
   Du beholdt din værdighed - med lidt besvær
   Du har bukket dybt - takket ja - nøjes med
   Bidt i sure æbler - slugt kameler - takket af
   Du fortalte fra et rigtig levet liv
   om lidelser og lykke - nu hang du i en Løkke
   Løkken af snor, nylon snor fra Silvan
   Stop - ikke fler' fortællinger
   Velkommen til den død der skiller
   Vi skiltes - du kom i flytbar kistekasse
   indboet kom til småt brændbart i poser
   Og i flyttekasserne fra Silvan