Nu vidste vi med sikkerhed, at vores dage i Indien var talt. Vi overvejede hvad vi ville se af landet, før vi rejste. Børnene var stadigvæk små, og det var ikke let at rejse med Fritzli. En eftermiddag da vi igen spillede kort med Meier, blev det besluttet, at vi skulle tage på et par ture sammen. Den første skulle være til Corpec nationalparkpark som ligger nordpå. Turen ville vare tre dage, og derfor skulle Fritzli blive hjemme hos Daisy. Hun stod med Fritzli på armen og med et stort smil på ansigtet og vinkede farvel, da vi tog af sted. Måske havde hun mærket, at det var med visse overvejelser, jeg tog den beslutning. Før vi tog af sted, forsikrede hun mig om, at alting ville gå som det skulle. Når hun var ude at gå om eftermiddagen med Fritzli, skulle hun lige kigge ind hos doktoren. Sygeplejersken ville så forvisse sig om, at han var i orden. Vi ankom i god behold efter næsten en dagrejse. Den største attraktion deroppe er uden tvivl en ridetur i urskoven på elefanter. Naturligvis var det noget af det første, som stod på vores program. På afgangspladsen steg vi op ad trapperne og blev alle fire anbragt i en stor firkantet saddel foret med tæpper. Han som førte elefanten sad på halsen. For at få elefanten til at lystre, hamrede han den af og til med et stykke jern i panden. Det brød jeg mig absolut ikke om, og gjorde tegn til ham om at holde op med det. Han grinede kun og turen fortsatte, alt i mens elefanten måtte finde sig i at blive torturet. En gang i mellem bøjede den hovedet og rev med sin kraftige snabel store portioner af græs af, som den meget omhyggeligt førte ind i munden. Et sted gik det stærkt ned af en høj skrænt, og jeg var for et øjeblik bange for, at den ikke kunne klare det. Men se, der havde jeg undervurderet elefanten. Med sine stærke kraftige ben som solide støtter, stod den over alt godt fast på jorden. Jeg begyndte at beundre dette stærke dyr, som til og med føjede sig en meget mindre skabning. Elefanten fandt sin vej igennem et med træ og løv bevokset areal. Vi lagde mærke til, at det var meget tydeligt, hvor den havde haft sin gang. Føreren pegede på væltede halvvoksne træer og forklarede, at en gruppe af elefanter måtte for nylig havde været igennem der. Han luftede sin hemmelighed, vi ville muligvis få lejlighed til at fotografere tigere. Jeg kastede et blik på hans ryg, nej han havde ikke et gevær på sig. Jernstangen ville ikke hjælpe meget, hvis en tiger besluttede sig til at smage på os. Vi kom til at se større dyr, men heldigvis ikke tigere. Fordi vi sad på en elefant, var det muligt for os at komme meget nær til dådyr. Til vores overraskelse flyttede de sig næsten ikke, de var ikke det mindste bange for elefanten. Begejstret tog vi det ene foto efter det andet af disse kønne elegante dyr med de smukke store øjne. Hjemme igen i New Delhi fandt vi alting i orden, Daisy og Fritzli var et stort smil, da vi kom tilbage.
   Den varme tid begyndte langsomt at nærme sig. Vi besluttede at tage en tur til det verdensberømte Taj Mahal som hører til de syv berømteste undere, før det blev alt for varmt. Vi var alle meget spændt på, hvordan det så ud, for vi havde hørt en hel del om det. Tidligt om morgenen begav vi os af sted denne gang uden Silvia, for vi planlagde at køre tilbage den samme dag. Som sagt, det var begyndt at blive varmt, og derfor var det også en ret varm tur frem og tilbage. På vejen derhen betragtede jeg med interesse kvinderne i deres brogede saris. Enten arbejdede de i markerne, eller var på vej et eller andet sted hen ofte med en kurv på hovedet. Efter flere timers kørsel ankom vi endelig i Agra. Vi forventede at finde et turiststed, men det var ikke tilfældet, kun nogle få huse og hytter samt en grumset flod, som flød ved siden af, den udefra set, flotte bygning. Taj Mahal er bygget af vidunderligt hvidt marmor, som får bygningen til at skinne næsten overnaturligt smukt i lyset. Den er bygget i firkantet stil, som spidses til i midten. Omkring bygningen er søjler placeret, og foran er der en meget lang have. I midten af haven løber en lille flod lavet i stil som små vandfald, fra hovedindgangen, det ene efter det andet, det så meget smukt ud. Hvis man forventer en flot udstadsning indvendig bliver man skuffet, for der befandt sig kun to kister omgivet af nøgne væge. Taj Mahal er bygget af en Mughal kejser som hed Shah Jahan. Hans dronning døde i barselseng efter at have født ham 16 børn. Han må have savnet hende meget, siden han besluttede sig til at bygge et gravsted som varede 20 år før bygningen var færdig. Han planlagde at bygge et endeligt gravsted til sig selv i sort marmor, men det blev aldrig til virkelighed. Så vidt jeg husker, blev han myrdet og placeret ved siden af dronningen. Vi hørte at arbejderne, som havde bygget paladset, fik deres hænder hugget af, da alt var færdig. Ingen skulle kunne bygge en bygning mage til.
   Vi begav os på hjemvejen, i en af de første småbyer efter Agra holdt gjorde vi holdt for at stille sulten og tørsten. En stejl trappe førte ned i en underjordisk restauration. Aircondition eller vifte fandtes ikke, men vi konstaterede, at det heller ikke var nødvendigt. Når det begynder at blive rigtig varmt, er det muligvis bedre at bo ligesom muldvarperne. Luften i restaurationen var kølig og god, vi nød en god omgang karry og noget koldt at drikke, derefter begav af sted til Jaipur, den lyserøde by som vi alligevel kørte igennem. Jaipur er virkelig lyserød, på hver side af hovedgaden, er de imponerende bygningerne overraskende lyserøde. Vi fandt ud af, at der var et museum i byen. Meier og jeg besluttede at kikke nærmere på det. Fritz fortrak at tage en lur i bilen, varmen havde gjort ham døsig. Der var ikke alt for meget at betragte på museet, igen blev jeg lidt skuffet. Efter vi havde stillet tørsten for anden gang, gik turen lige hjem. Alt lagt sammen, det havde været en dejlig dag, blev vi enige om.


Afskedens time
   Afskedens time nærmede sig, naboerne og børnene vidste alle, at vi skulle rejse om et par dage. Anden sidste aften, mens vi sad ved aftensmaden, kom Gamla ind i stuen. Hun virkede anderledes denne gang, havde ikke lyst til at lege med Silvia. Efter en halv times tid trak hun sig tilbage i døren, hvor hun blev stående et stykke tid. Hendes store mørke øjne var hele tiden rettet på mig. Jeg vidste afskedens time er svær, men vi skulle igennem den alle sammen. Jeg var ligeledes kommet til at holde af disse to fattige børn som aldrig voldte besværligheder. Jeg gik over til døren, så hende lige i øjnene og sagde: "Du må hellere gå hjem nu Gamla, det bliver snart mørkt udenfor". Hendes mørke øjne udvidede sig, hun trak den ene hånd frem fra brystet og gav mig en forsølvet tesi, som tilhørte hotellet, tilbage. Overrasket, men venlig bemærkede jeg: "Tak skal du have Gamla, det var godt, du huskede at give mig den tilbage". Det må have været noget af en prøve for sådan en lille pige. På grund af min og Silvias sygdom følte jeg ikke nogen sorg, da vi forlod landet. For at være ærlig var jeg lettet over, at vi ikke var nødsaget til at opleve den varme tid en gang til. Trods alt havde det været to meget interessante år. Vi havde fået lov til at opleve en hel anden kultur, vi havde levet og arbejdet i mellem befolkningen og var blevet en masse oplevelser rigere.
   Efter en pæn afskedsfest i hotellet og mange farvel håndtryk, var afskedens time kommet. Silvia havde de sidste 14 dage spurgt Daisy om hun græd, når vi tog af sted. Det forsikrede hun hende om, at det ville hun. Da hun omfavnede Silvia for sidste gang, flød tårerne også i stride strømme ned af kinderne. Silvia var godt tilfreds med det, for nu vidste hun, at Daisy også ville savne hende. De havde haft et meget hjerteligt forhold til hinanden. Vi var alle kommet til at holde meget af denne venlige flittige pige. Netop derfor beskæftigede hendes fremtid mig. Jeg havde været på et kontor, sat op af den amerikanske ambassade, til at formidle stillinger til folket. Der blev ført journal over deres arbejde, og arbejdsgiveren skulle udfylde et skema, når vedkommende forlod sin stilling. Jeg forklarede damen i kontoret alt, hvad Daisy havde gjort for familien og naturligvis i særdeleshed om hendes omsorg for Fritzli. Damen lyttede meget interesseret, efter jeg var færdig med min forklaring, svarede hun, at de muligvis havde lige det rigtige for hende, hun skulle bare komme forbi. Jeg fik nogle papirer til at udfylde angående hendes arbejde hos os. Fritz havde store muligheder for at videre give sin kundskab, mit område var begrænset. Netop derfor havde jeg sat mig selv det mål at lære Daisy så meget som muligt i husholdningen. Ved siden af det daglige i husholdningen og plejen med Fritzli, havde jeg også lært hende andre ting blandt andet at stoppe strømper og lave julestads. Alt hvad jeg kunne i husholdningen, kunne hun mindst lige så godt. Derfor kunne jeg med god samvittighed anbefale hende. Senere skrev hun til mig i Singapore, at hun arbejdede hos en amerikansk dame gift med en inder, og at hendes opgave bestod i at hjælpe til med børn fra børnehjem som skulle adopteres i Amerika. Jeg vidste lige med det samme, hvem denne dame var, fordi hun var veninde til den amerikanske dame, som også var gift med en inder, og som boede på hjørnet hvor man drejede af til vores hus. Jeg havde hørt en hel del om hende og også truffet hende hos naboen. Hun var skilt med to børn. Efter hun giftede sig med inderen, fik hun i flere år ingen børn til skuffelse for hans familie. Da hun begyndte at arbejde med forældreløse børn, blev hun velsignet med to børn i det andet ægteskab. Igennem min nabo vidste jeg, at dette var et utaknemligt arbejde. Indtil alle undersøgelser og papirer var i orden kunne der ofte gå meget lang tid. Daisy blev den som gik til hånde med de børn som ventede på adoption. Jeg var overbevist om, at Gud havde hørt min bøn om, at kunne give hvad jeg vidste til en, som igen ville velsigne andre. Begynder de gode ting ikke med en selv, ligesom en bølge i havet der efterfølges af en anden.