Jeg står et øjeblik med hånden på det store messinghåndtag og tøver. Så tager jeg en dyb indånding, skubber til og træder indenfor i det dunkle lokale. Center Bodegaens solide dør svinger tungt i bag mig. Jeg må blinke et par gange med øjnene for at vænne dem til halvmørket, der står i skarp kontrast til den strålende sommersol udenfor. Det plettede, koksgrå tæppe under mine fødder, de nikotingule vægge og den skarpe lugt af sved, øl og cigaretrøg vækker med det samme minder i mig om de mange endeløse aftener her sammen med min mor.

Fra da jeg startede i børnehave så kom vi på Center Bodegaen næsten hver aften, da den meget belejligt lå lige overfor. Min mor anbragte mig som regel i den store bås lige til højre for døren, mens hun selv sad oppe i baren, og sørgede for at jeg var forsynet med sodavand - eller når budgettet var særlig stramt så et glas med isterninger, der jævnligt blev genopfyldt af bartenderen. Jeg sad stille på min plads, indtil hun besluttede sig for at det var tid til at tage hjem, hvilket ofte var lige inden hun blev for fuld til at gå. Eller når jeg var faldet i søvn henover bordet. Eller et par gange lige efter at jeg havde tisset i bukserne, fordi hun ikke havde fået mig på toilettet hurtigt nok. Når det skete, så var hun ekstra arrig. De dage var de værste.

Det er nu et par år siden jeg har været her sidst. Ikke siden jeg blev gammel nok til at "passe mig selv" og fik lov til at blive derhjemme. Men i dag efter skole så ringede min mor med beskeden om, at jeg skulle komme over på Center Bodegaen fordi hun ville have mig til at handle ind. Og jeg kunne ikke gøre andet end at svare "jeg er på vej", for det eneste der er værre end at have en plørefuld mor, er at have en plørefuld mor der samtidig er vred. Jeg gruede for det hele vejen herover. Men til min store lettelse, så er her stort set affolket. Det meste af bodegaens faste klientel foretrækker nok at sidde udenfor og drikke, på en hed sommerdag som i dag. Selvom jeg selv kun er klædt i en tynd stropbluse, så kan jeg mærke at sveden løber mig ned af nakken.

Jeg spejder utålmodigt rundt i lokalet efter min mor. Jeg hører hende, før jeg ser hende. Hun sidder på sin sædvanlige plads oppe i den store bar af rødbrun finer og messing. Hun er tilsyneladende i gang med at fortælle en ufattelig morsom historie til kvinden vedsiden af hende. Hun dasker hende hårdt på skulderen mens hun fortsat griner, men kvinden virker for omtåget til at fatte et ord. Min mor er langt den mest højlydte her, for i modsætning til bodegaens normale øredøvende skrigen og skrålen, så er her næsten helt stille i dag. De få andre gæster sidder tavse for sig selv og glor dybt i flasken. Den eneste lyd er den svage klirren af glas, jukeboksen som spiller 'I en lille båd der gynger' på lav volumen og så min mors latter. Den er som negle på en tavle. Jeg stiller mig op bag hende og venter i stilhed til hun har gjort sig færdig.

"Mor? Skulle jeg handle ind?" siger jeg så til sidst.

Hun drejer sig fortumlet om i barstolen og der går et øjeblik før hendes grå øjne fokuserer på mine. Hun ser godt opkogt ud, af både alkohol og sol. Hendes læderagtige hud er næsten bagt helt mørkebrun efterhånden, med alle de timer hun bruger ude i solen på bænken hver dag, hvilket måske også er grunden til at hun er trukket indenfor i dagens anledning. Alligevel er hendes tynde, sølvgrå hår næsten helt gennemblødt af sved.

"Michelle! Det var godt! Ja, nu skal jeg lige se her.."

Hun bøjer sig ned og famler efter sin taske under baren, og får så fundet en lille sammenfoldet indkøbsseddel frem. Men i stedet for bare at give mig den, folder hun den ud og begynder så indtrængende at læse hver enkelt ting på sedlen op, som om hun tror at jeg på den korte tur fra skolen til Center Bodegaen spontant skulle have glemt hvordan man læser. Jeg læser ikke specielt godt, det er sandt, men jeg vil dog mene at jeg godt kan overkomme at læse en indkøbsseddel. Men min mor fortsætter ufortrødent.

"...kartofler, piskefløde, rugbrød, øhh hakket svinekød..."

Hun rækker sedlen ud mod mig, så jeg kan se med mens hun læser op og jeg må klemme mig ind mellem hendes stol og stolen vedsiden af, hvor der sidder en ældre, halvtyk mand med et rødmosset ansigt. Manden, som indtil nu har siddet bøjet henover sin øl i stilhed, glor over på mig og virker pludselig til at vågne op af sin døs.

"Jamen, er det ikke lille Michelle? Ha! Lisbeths datter, har jeg ret?" udbryder han og skæver over mod min mor, der stadig er opslugt af at læse indkøbssedlen højt.

"Øh jo, det er mig" svarer jeg og smiler høflig.

Jeg aner ikke hvem han er. Men han har sikkert set mig her et utal af gange sammen med min mor. Han er måske endda en af hendes venner, men jeg kan ikke være sikker. Der kommer jo hele tiden folk ind og ud sådan et sted, og bortset fra et par meget få udvalgte, så husker jeg sjældent ansigter eller navne.

"Nej, tænk en gang! Hvor gammel er du nu? Du ser da helt voksen ud, hva'?" kommenterer manden snøvlende og læner sig frem mod mig.

Han stinker af øl ud af kæften og jeg forsøger at bakke væk fra ham, men der er ikke meget plads at give af og jeg ender med at stå helt presset op mod min mors barstol til den anden side. Min mor virker ikke til at have opfattet noget og læser uforstyrret videre.

"...spegepølse, leverpostej, Kærgården, buræg..."

Manden bliver ved med at glo på mig med et sløvt smil. Jeg kan ikke tyde hans blik, men jeg bryder mig instinktivt ikke om det. Gid hun dog bare ville blive færdig med den forbandet indkøbsseddel, så jeg kan komme ud herfra.

"Hva'? Hvor gammel er du?" spørger manden igen og læner sig endnu tættere på mig.

"15 år" svarer jeg kort for hovedet.

Jeg vender ryggen til ham og forsøger at fokusere på indkøbssedlen. Men manden bliver ved med at snakke til mig henover min skulder, så det er en umulig opgave.

"...løg, bacon i tern og havregryn. Er du med, Michelle?" slutter min mor af.

"Ja, jeg skal nok huske det hele" skynder jeg mig at sige.

"Godt og få bonen med!" siger hun og peger på mig med en knoklede finger.

Hun rækker mig så endelig indkøbssedlen og omkring 200 kr. i mønter. Mens jeg fumler med at få sedlen og alle mønterne ned i lommen på mine cowboybukser, taler den fulde mand bag mig stadig. Jeg ignorerer ham og skal lige til at gå, men pludselig så tager han fat om hofterne på mig og gnider sin svedige håndflade henover det lille stykke bare hud, der er blottet mellem min stropbluse og min buksekant. Jeg spjætter forskrækket.

"Hvad laver du, slip mig!"

Jeg flår mig løs og før jeg ved af det så er jeg ude af døren. Tilbage ude i solskinnet, forsøger jeg desorienteret at komme væk. Men jeg når kun et par skridt, før jeg hører min mors stemme bag mig.

"Michelle! Michelle! Vent!" råber hun efter mig.

Jeg fortsætter i småløb med en klump i halsen, men hun bliver ved med at råbe på mig, højere endnu. Overraskelsen og lettelsen over, at hun rent faktisk er kommet efter mig for at sikre sig at jeg er okay, er nok til at få mig til at stoppe op. Jeg vender mig om mod hende, netop som hun når helt hen til mig.

"Husk mælk!"

Jeg stirrer på hende, stum af chok. Min krop og hjerne er lammet. Jeg kan ikke gøre andet end bare at glo dumt på hende. Men hun tolker åbenbart min tavshed som ligegyldighed og bliver vred, da hun ikke får et svar.

"Ja, husk nu mælken, Michelle! For vi er løbet tør! Og der er jo dig, der skal bruge den til din morgenmad!"

"Jo, ja, det skal jeg nok" får jeg fremstammet.

"Godt!" siger hun og nikker med hovedet.

Så vender hun om og går tilbage. Jeg står helt stille og ser på hendes skikkelse forsvinde ind gennem Center Bodegaens dør igen, ind i mørket. Jeg bliver stående et stykke tid efter og ser hen på den lukket dør. Så synker jeg en enkelt gang, tager en dyb indånding og fortsætter hjemad.