I fysioterapi.

Efter en grundig undersøgelse på universitetssygehuset i Zürich begyndte Fritz med fysioterapi. Den højre arm ville ikke rigtig lystre, han kunne ikke få den op forbi øret og det højre ben slæbte han efter sig. En dag i fysioterapi trykkede en terapeut, uden advarsel, armen op forbi øret. Det gjorde meget ondt, Fritz skreg af pine og begyndte at skælde terapeuten ud. Hun skyndte sig at tilkalde en læge. Fritz forklarede sin pinefulde situation og at fysioterapeuten havde tvunget hans arm opad. Den næste dag kom hans forældre og kørte ham til Aarau sygehus. Lægen havde antagelig på stående fod udskrevet ham. Fysioterapien kunne fortsættes på sygehuset i Arau i nærheden af Kølliken hvor hans forældre boede. En lille tur rundt i swimmingpoolen, i terapiafdelingen, passede lige nøjagtig til hans højre og venstre armkræfter. Med den sunde arm tog han gode svømmetag, den anden arm bevægede han kun lidt. Således kunne han, uden besværligheder, svømme i cirkler. Fysioterapien omfattede blandt andet elektroterapi på den højre arm. En travl lørdag formiddag med mange patienter, da en elev terapeut behandlede armen, glemte hun at se efter hvor meget strøm der blev tilført og var derfor ikke klar over, at tilfældet ville, at der var åbnet helt op for strømmen. Fritz' elektrificerede arm fløj rundt i luften, mens han skreg højt om hjælp. Terapeuten kom ilende til, undskyldende slukkede hun for strømmen. Fuldstændig udmattet, efter den kraftige behandling, sank Fritz jamrende om i stolen. Stønnende forklarede han, at det gjorde ondt helt op i hovedet og hans hjerte slog i rasende fart. En læge blev tilkaldt og undersøgte ham. Fritz forklarede at det gjorde ondt helt op i hovedet, som om nogen havde brændt ham med glødende kul. Lægen gav ham et overrasket blik og overbevisende forklarede han, at forbindelsen til hjernen måtte være i orden og at alting ville rette sig som det skulle. Over de næste 3 dage begyndte det at krible i armen og hele den højre side, langsomt kom følelsen tilbage. Fritz måtte et par gange i terapi for at lære at bruge armen rigtig, men efter to uger var alle symptomer af lammelsen forsvundet, Gud ske tak og lov.

Tre måneder efter ulykken genoptog Fritz sit arbejde i Etiopien. Vi planlagde at jeg skulle komme efter et halvt år, det havde vi lovet Fritz' familie. Meningen var at vi ville gifte os. På dette tidspunkt arbejdede jeg i Svejts på et alderdomshjem for at lære svejtsertysk. Siden min barndom havde jeg ofte drømt om at arbejde som sygeplejerske i Afrika.
   Vi besluttede os til at blive forenet i ægtestanden. Fritz sendte mig billetten til Etiopien i god tid. Jeg glædede mig meget og så frem til det nye afsnit i livet med mand og børn. Jeg var meget spændt på hvad fremtiden ville bringe. Blot udsigten til at leve en tid i Afrika, forekom mig spændende og fascinerende. Med en enkelt hvid brudekjole i en separat æske og noget lækkert tøj i en ny kuffert samt et nyt fotoapparat, følte jeg mig fuldstændig parat til det store eventyr.
   Så faldt bomben - Fritz sendte et telegram som sagde: "Vent med at komme", kun to uger før min afrejse. Syv dage krigen var brudt ud i Israel. Ingen vidste hvad der nu ville ske. Jeg var ret ked af det, fordi jeg havde ikke særlig lyst til at afsige mine fremtidsplaner for tredje gang i livet. Om aftenen lå jeg i sengen og tænke på det meget længe. Efter syv dage, da krigen var slut, sendte Fritz et andet telegram med bombe nummer to: Han var blevet sagt op, men jeg skulle komme alligevel, for han ville, i alle tilfælde, vise mig det kønne afrikanske land. Giftes skulle vi også trods alle forhindringer.
   I Addis Abeba var Fritz køkkenchef på Ghion Hotel, som tilhørte kejser Haile Selajse fondet. Da Fritz er dygtig til sit arbejde lå årsagen til opsigelsen ikke på det arbejdsmæssige. Den etiopier som stod for hotellet på det tidspunkt så sin chance til at lægge en pæn sum penge til side, sådan at han havde råd til at gifte sig, før den nye svejtserdirektør ankom. Fritz var derfor i vejen og blev afskediget sort på hvidt uden grund. Ved siden af Fritz bungalow boede en Mister Alexander, søn af den sidste konge Faruk fra Egypten. Han ejede nogle fabrikker i nærheden af Addis Abeba som producerede tøj. Hver middag ved tolvtiden ringede han til Fritz i køkkenet og bestilte sin lunch, som altid skulle tilberedes på en meget speciel måde af Fritz selv eller hans første assistent, fordi han var muslim og strengt overholdt de muslimske spiseregler, derefter kom hans tjener Paulus og bragte maden over til bungalowen. En aften blev Fritz kaldt over til ham, for at diskutere menuen. Før Fritz gik, nævnte han, at det muligvis var sidste gang han planede menuer for ham. Mister Alexander så meget overrasket ud og spurgte om grunden. Fritz forklarede, at han desværre var blevet sagt op og det uden grund. Ved ti-tiden næste formiddag blev et brev overrakt til Fritz. Hans opsigelse var annulleret også uden grund, og han kunne fortsætte sit arbejde i hotellet, som sædvanlig. Vi havde hørt rygte om, at Mister Alexander af og til besøgte kejseren i paladset, denne indflydelse var højst sandsynlig kommet os til gode.

Den etiopiske direktør blev meget venlig over for os efter denne hændelse. Ikke længe efter havde vi alle tre lunch sammen under parasollen på verandaen foran hotellet. Den tredje overraskelse lod ikke vente længe på sig. Den etiopiske direktør fra Ghion, han som havde forsøgt at afskedige Fritz, og to andre etiopiere fra Etiopia hotel blev dræbt i en bilulykke en sen aften, da de var på vej tilbage til byen fra en tur ud på landet. I Etiopien bliver man begravet den samme dag som man dør - på grund af klimaet, derfor fandt begravelsen sted næste formiddag. Det meste af personalet fra hotellet deltog i begravelsen. For vores vedkommende blev det et af de største skuespil vi nogen sinde kom til at opleve på første hånd. Fra de afdødes hjem blev kisterne bragt til kirken per bil. Foran løb grædekonerne med store billeder af de dræbte. Af og til stod de stille og gav udtryk for sorgen med klagesange, alt imens de dramatisk slog sig på brystet, gned sig i øjnene og dansede foran bilerne. Efter ankomsten til den ortodokse kirke, der er bygget ligesom et jødisk tempel - med det helligste i midten - blev kisterne ført så og så mange gange rundt om kirken. På pladsen foran kirken fortsatte præsterne med deres syngende klagesang, alt imens røgelse blev svunget frem og tilbage over kisterne. Menneskemasserne fulgte med til gravstedet, og for sidste gang gav grædekonerne deres bedste. I en kreds rundt om graven hoppede, græd og dansede de, til hvert eneste øje var fyldt med tårer, selv jeg blev medrevet og måtte tørre øjnene. Jeg kastede et blik over mod det lille bjerg som lå bag ved kirken. Solens stråler skinnede lavt imellem træerne, begravelsen havde varet meget længe. Jovist, afrikanerne forsømmer ikke gerne en lejlighed til at give udtryk for deres følelser, det fik vi mange beviser på i de fire år vi opholdt os der.
   I Etiopien er man overbevist om at kejser Haile Selajsie nedstammer fra konge Salomon. Dronning Saba fra Etiopien besøgte konge Salomon for at overbevise sig om hans magt og rigdomme, beskriver det Gamle Testamente. Følgen at dette besøg blev en søn Menelek. Kejser Haile Selasie skulle være den 225 i rækken. Personligt er jeg overbevist om, at det er rigtigt, fordi man har meget gamle skjolde, spire og sværte som bærer navnene på de forskellige kejsere. Det er derfor ikke uden grund, at man føler sig nær knyttet til Israel i Etiopien. På udflugter i det kønne, uberørte land besøge vi ofte Nazaret, Betlehem, Oliebjerget og så videre, identiske navne på historiske kendte steder i Israel.