Hun stirrede ud af vinduet. Hendes ene ben hvilede på radiatoren, som gav en brændende fornemmelse, men hun var ligeglad. Hun var i sin egen verden. Hendes egen verden af drømme, og den havde hun mange af. Siden hun var lille havde hun drømt om et andet liv. Et ukompliceret og nemt liv. Udenfor var sneen begyndt at falde og solen forsøgte at trænge igennem skyerne. Det mindede hende om, hvordan hun længe selv havde prøvet at trænge sig igennem hendes egen forskruede tankegang, at ændre på den måde hun tænkte. Hun kunne sidde der i vindueskarmen i timevis. Hun tænkte tilbage på hendes barndom. På hendes fucked up barndom, fyldt med bekymringer, følelsen af at være anderledes, den forbandede medlidenhed og timevis af samtaler med socialrådgivere, den ene efter den anden. De holdt aldrig mere end et par år. Samtaler med komunale, stressramte socialrådgivere. Rådgivere, ville hun ikke kalde dem. Brikker i et spil, måske?
   De skrev noter, læste indberetninger og samlede det hele i en bunke på hjørnet af deres statsbetalte Montanareoler, hvor de synede hen, indtil hun fik en ny socialrådgiver, som læste sagen, blev forarget, satte himlen og helvede i værk og skrev flere notater, som endte i den samme bunke på montanareolen. Hvis hun dog bare havde haft et liv alle andre. Som Julie, hvis forældre var pædagoger og hvis eneste bekymring var om de skulle have rød- eller hvidvin til aftensmaden. Julie boede i et stort hus med sine forældre, søskende og deres hunde. De havde alt det som hun gik og drømte om. Familiemiddage, søndagshygge og disneyshow. Hun huskede tydeligt, når hun var på besøg i det store hus som indbød varme og hygge. De var altid søde ved hende. Inviterede hende på mad, lod hende overnatte og smurte madpakke til hende om morgenen. De var varme mennesker, med smittende smil - men de havde også det udtryk hun hadede. Medlidenhed.

Hun rejste sig fra vindueskarmen og gik med tunge skridt ud på det kolde badeværelse. Hun kiggede sig i spejlet og blev forfærdet over tristheden i hendes grønne trætte øjne. Hun var god til at lade sig om, god til at virke glad. Men ikke når hun var alene. Hun åbnede skabet og fandt hendes piller frem, hendes overlevelse. Lykkepiller. De bragte ikke meget lykke med sig, men hun havde lært at leve med det. Hun kiggede indtagende på sig selv og slugte pillerne. Hun var vant til det. Hun havde taget pillerne i snart 5 år. Lige siden dag dag, hvor hendes far, hende varme, bløde og bekymrede far, tvang hende til lægen. Hun havde ikke været i skole i 2 uger - ikke at det gjorde noget. Hun var begavet og undervisningen kedede hende. Hun sov ikke om natten, hun tænkte bare og græd. Hun troede at hun kunne skjule tårnene fra sin far, men han så hende. Så lige igennem hende. Så hendes smerte, hendes frygtelige minder og hendes altoverskyggende had til sig selv. Han kendte hende, han kendte hende bedre en nogen anden.

Hun startede ved en psykolog, en kvindelig psykolog. Hun hadede kvindelige psykologer, de kunne ikke skjule dere følelser og gav hende det samme blik som alle de andre, medlidenhedsblikket. Men hende her kunne noget som de andre ikke kunne, hun talte til hende som den voksen hun var. Eller hun var ikke rigtigt voksen, for hun var kun 14 år, men hun havde lært tingene på den hårde måde, og var derfor blevet voksen alt for tidligt. Hende psykolog var en flot dame, med krøllet gråstænket hår, briller og lyserød læbestift, som gjorde hendes udtryk mildt og blødt. Hun dømte ikke, hun lyttede bare i timevis, nikkede og bekræftede hende. Hun huskede tydligt hendes duft af parfume, som mindede hende om hendes lange gåture i skoven om sommeren som hun tog, når hun havde brug for en pause, fra alt det fucked up som foregik derhjemme.