SMERTE
Vil du vide hvad der er inden i mig? Hvorfor jeg kan blive mut. Hvorfor jeg pludselig bliver så stille. Hvorfor mine øjne bliver blanke?
Fordi jeg pludselig - i glimt - er tilbage i 1976. Og husker synet af ham. Stille sovende. Da døren endeligt bliver åbnet. "Shhh" - tænker jeg, blot 6 år gammel.
Du tror du ved, hvad smerte er. Du har brækket et ben. Måske har du fået konstateret en kronisk sygdom. Det gør ondt. Sandt nok. Men den virkelige smerte kommer indefra...
Og jeg kender en sandhed. En årsag. For alle andre, så mange år efter, så ubetydeligt. At din køleskabsdør åbner som den gør. En standart ikke alene i Danmark. Men også verden over. De findes med håndtag, så det er nemmere at åbne dem, når der er vakuum på kølesiden. Sådan var det ikke dengang. Døren kunne ikke åbnes indefra. For vores varer var så friske, at de helst ikke skulle slippe væk.
Mine forældre renoverede køkkenet. Det er såmænd så ganske naturligt for familier. Og alle de kasserede ting blev sat ud i baghaven. Et ganske ugenert sted, hvor det kunne stå i fred indtil projektet var vel overstået. Og vi boede på landet, så det midlertidige rod kunne ikke genere så mange.
Omgivet af et par venner fandt vi det sjovt, på skift, at blive lukket inde i det kasserede køleskab, der blandt alle de andre ting stod for videre deponering. Og jeg husker det tydeligt. Vennerne trak det så rigeligt langt i mit ophold, at jeg fyldtes med panik. For jeg kunne ikke komme ud uden deres hjælp. Og der var så mørkt derinde. Og lugten...
Fordi jeg kun var 6 år, sladrede jeg naturligvis til mine forældre. Jeg fandt det uretfærdigt, at jeg ikke blev lukket ud noget hurtigere. Jeg blev bange. Og jeg blev trøstet. Og i renoveringens gøremål blev der ikke lagt mere i det.
Og dagen derpå legede jeg frejdigt videre med mine venner derude på landet. Der var gårde at besøge, køer at nusse og halmballer, der skulle bygges borge af.
Indtil min mor spørger, "Hvor er din lillebror?"
Med begrebet "Ude af syne, ude af sind" havde jeg i min 6 års kådhed ikke tænkt den tanke, at jeg burde vide, hvad den irriterende lillebror gik og puslede med.
Så jeg kunne ikke svare for det. Derfor begyndte min mor at søge og kalde. Blev nok lidt bekymret og udvidede det til en egentlig søgning. Hele huset, alle rum, loftet, værkstedet, udhuset, haven... Intet spor. Bekymringen steg. For med de mange omkringliggende gårde var der også mange faldgruber. Møddinger, moseområder, selvkørende maskiner... Naboer blev hidkaldt og søgningen bredt til alle gårde i det omkringliggende. Intet spor...
Situationen var nu så grel, at min far blev kaldt hjem fra sit arbejde. Så tangerer det en farlig situation.
Og han gør det samme. Søger hele huset igennem. Og ender udenfor. Og øjner den lille detalje som alle andre i deres iver har overset. To små røde træsko... Uden for et køleskab...
Smerte må være at holde sit livløse barn og vide, at man ikke kan gøre hverken til eller fra. Smerten må blive større, når ambulancen kører bort uden udrykningsblink. Fordi der ikke længere er grund til det. At der ikke mere at udrykke til...
Min smerte lå dengang ikke i at min lillebror var borte. For det var ikke i min 6-årige forstand. Min smerte lå i at se min far græde. Den stærke mand, der sagtens kunne give mig en lussing. Ham der fortalte, hvad der var rigtigt og forkert. Ham der satte min dagsorden. Græde som jeg, når jeg ikke fik min vilje?
Og min mor? Hun blev knækket. Forståeligt?
Og familien trøstes. "Han sov stille ind", "Han mærkede det ikke", "Vid, at han slap livet blidt".
Og i mit voksne liv? Ja, min lillebror døde, da han var 3 år. Godt så. Videre. For det ligger inde i mig. En boks der er lukket og ikke åbnes.
Indtil jeg selv fik barn. Først da gik det op for mig, hvad smerte er. Jeg kan slet, slet ikke forholde mig til det traume det ville være, at skulle bære min søn livløs. Jeg kan ikke med al verdens ord beskrive hvilke psykiske og fysiske smerter, det ville bringe mig. Jeg ville ikke have stemme nok til at skrige min smerte ud. Jeg ville ønske mig død i stedet for ham.
Men jeg bliver ældre. Og jeg har nu to sønner. Når den yngste bliver frustreret, bliver han hidsig og får tårer i øjnene. Ja, han bliver oprigtigt ked af det, når selen ikke vil spændes. Eller hvad det nu måtte være. Og tårerne kan rulle, selvom det egentligt ikke er så slemt. Og det kan trøstes væk.
Og så går det op for mig. Og jeg erfarer den virkelige smerte. Alt-overskyggende. Bundløs. Utrøstelig smerte. For jeg kan ikke gøre noget. Og jeg kan næsten ikke rumme den. Mit hjerte galoperer, jeg får ondt i maven, jeg har svært ved at trække vejret, alle mine lemmer summer, min stemme svigter og jeg græder...
Nu er boksen åben. For den virkelige smerte... Er at se... At vide... At fornemme mørket... At sanse lugten... Ham der på ingen måde sov stille ind. En 3-årig der står i et køleskab, der ikke åbner... Selv om man græder og skriger og råber og sparker og siger dum... Til manglen på luft ganske rigtigt får ham til at sove. Befriet for alle bekymringer. Nogensinde.
Kan du forestille dig det? Vil du have den smerte? For jeg vil SÅ gerne af med den!