En formiddag skulle jeg ud i svejtserskolen. Hvad anledningen var, kan jeg ikke mere huske. Efter jeg var færdig med Fritzli og havde læst i biblen, lukkede jeg soveværelsesdøren og forklarede Devi, at hun ikke behøvede at gøre noget der inde den dag, og tilføjede:" Lad døren være lukket, til jeg kommer tilbage". Jeg tænkte ikke engang nærmere over den besked, jeg lige havde givet hende. Som regel var alle dørene i huset åbne om dagen, sådan at frisk luft kunne cirkulere fra de åbne vinduer. Da børnene var mindre, brugte vi sjældent aircondition, man kan sove uden, det er også sundere over længere sigt. Vi havde i stedet for vifte i loftet i stuen såvel som i soveværelserne. Kun hvis det var meget varmt, ville vi sætte aircondition på. Jeg kørte ud i børnehaven og kom, efter et par timer, tilbage med børnene. Devi var nedenunder med Fritzli, da vi steg ud af taxien oppe på parkeringspladsen. Hun sad på et hjørne af en fremstående mur, med Fritzli ved siden af i vognen, sammen betragtede de, de legende børn. Som altid blæste det godt hernede under blokken, det var dejligt at komme hjem til et sted, hvor vinden suste om hjørnet. Det var som om den, på nøjagtig dette sted, drejede rundt om sig selv. Hvis det af og til blæste rigtig stærkt, måtte vi oppe i lejligheden lukke vinduerne og dørene, ellers ville sager og ting begynde at falde ned. Vinden kunne til og med, til tider, løfte det tykke gulvtæppe en halv meter op i luften.
   Jeg gik op med børnene og Devi. Som sædvanlig lagde jeg min håndtaske på stolen i hjørnet I soveværelset. Det var midt på eftermiddagen, solen bagede varmt på vinduerne. Jeg fik øje på nogle bier som krøb op ad vinduet, de er sjældne her i byen, men jeg tænkte ikke nærmere over det, åbnede vinduet lidt ud af til og børstede dem af. Flere kom summende til og satte sig på ruden. "Det er mærkeligt", tænkte jeg. Tre, fire gange åbnede jeg vinduet og børstede dem af, og lukkede det igen. Jeg vendte mig om og kikkede mig omkring i soveværelset. Fritz indbyggede skab var ikke rigtig lukket fordi træet havde givet efter, som det så ofte er tilfældet her på grund af det fugtige klima. En spalte var synlig i midten, der ud fra kom den ene bi efter den anden. På dør håndtaget så jeg en stor sort en som måtte være dronningen. Jeg lukkede hurtigt vinduet, gik rask hen til døren og lukkede den efter mig. Ude i vaskekøkkenet fik jeg fat på en spraydåse. Jeg åbnede døren lidt på klem, satte dåsen hen til den smalle åbning, trykkede knoppen ned, mens jeg bevægede dåsen op og ned. Jeg hørte det summe inde i soveværelset for omkring ti minutter. Devi blev sendt ned til den lille butik for at købe en dåse til. Biernes summen var ved at ebbe ud, men for en sikkerheds skyld, sprøjtede jeg en ekstra gang. For døren lagde jeg et vådt håndklæde og først efter et par timer, åbnede jeg døren igen. Foran vinduerne lå små bunker af bier. Jeg hentede den lille støvsuger, to gange måtte jeg tømme den, før den sidste bi var væk. Ikke uden grund, lugtede det meget stærkt i soveværelset bagefter og det tog en hel uge, før vi kunne sove der igen. I mellemtiden måtte vi tage til takke med et par madrasser i stuen.
   Hvad ville der have været sket, hvis jeg ikke havde sagt til Devi, at hun ikke skulle gøre rent i soveværelset, og at hun skulle lade døren være lukket resten af dagen. Sværmen kunne meget let have landet i stuen. Fritzli lå ofte på gulvet støttet af puder, eller han sad i sin vogn. Hvordan havde Devi klaret situationen alene? Når man har Gud på sin side, hvem kan være imod os, hedder det i biblen, den dag fik jeg igen et bevis på det