Et omtumlet liv med Hanne


2 år siden 1 kommentar Livshistorier splittelse hverdagslivet mod

2Nytter noget? - Kapitel 2
Den sad kun stille et øjeblik før den igen fandt en ny plads. Hel... [...]
Romaner · kamp, vej, mangfoldighed
2 år siden
2Nytter noget? - Kapitel 1
Til ingen verdens nytte · Nytter det overhovedet noget? · De var tidl... [...]
Romaner · håbløshed, mennesketyper, livet
2 år siden
1Det lille hus på prærien
Hvor kragerne vender · Oppe på landevejen holdt den stille en times... [...]
Noveller · bandekriminalitet, håb, død
2 år siden
0Kapitel 1
Oppe på landevejen havde den holdt en times tid. Solen havde gemt... [...]
Noveller · gyser, døden, krimi
2 år siden
5Bjørnen
Skikkelsen kastede en lang skygge hen over fliserne og op ad mure... [...]
Noveller · magtkamp, kontrol, sårbarhed
2 år siden
1Et omtumlet liv med Hanne
Caminoen · Jeg kunne ikke fransk. Var faret vild. Henne ved en bænk... [...]
Livshistorier · splittelse, hverdagslivet, mod
2 år siden
1Barndommens gade - Retur til København
Jeg var en færdig mand i Nivå, følte jeg. Konen havde forladt mig... [...]
Romaner · det ukendte, relation, livsglæde
2 år siden
1Barndommens gade - Ungdom
Ud i verden · Jeg ville ud af skolen og lave noget andet. Foreløbig... [...]
Romaner · oprør, livserfaring, løgn
3 år siden
2Barndommens gade - Ungdommens gader
Vores nye hjem den lille bungalow i Hvidovre lå tæt på "Lorteåen"... [...]
Romaner · ungdom, drama, bryd tabu
3 år siden
0Barndommens gade - Kapitel 1
Min barndoms gade hed Mulvad og ligger mellem 2860 Søborg og 2800... [...]
Romaner · fællesskab, tid, opvækst
3 år siden
2Nægterne
KAMMERATER! ... Længe nok har kapitalens frådende ulve hærget her... [...]
Livshistorier · drama, udnyttelse, samfund
3 år siden
3En tid på Lange John
Lange John var min tro følgesvend fra jeg var 12 år. Hans kælenav... [...]
Livshistorier · fortidsminder, tiden, læretid
3 år siden
3Blød mand
Hvis jeg var en blød mand · sku' jeg rigtig være sød · og gå med hjem... [...]
Rim og vers
3 år siden
2Portøren
Edward ringer og beder mig komme til samtale på hospitalet på man... [...]
Blandede tekster · spydig, satire, sort humor
3 år siden
4Ud af boksen
Prøver på at tænke ud af boksen · tanke op med nye tanker · bryder ne... [...]
Aforismer og gruk · tanker, strøtanker
3 år siden
3Lige ved og næsten
Hendes røde lange hår kildede. Hun tog mig blidt om nakken og ber... [...]
Noveller · tabt mulighed, skuffelse, forbudt kærlighed
3 år siden
3Ordspild
De kan både være sure · eller temmelig søde · og slipper gerne ud · men... [...]
Aforismer og gruk · pladder, sjov, gåde
3 år siden
2En falsk løgn er vel sandhed?
En falsk løgn er vel sandhed? · Passer på og ser mig for · når jeg mø... [...]
Digte · selvbedrag
3 år siden
2Til evig tid
Adolf havde stået længe og banket på, men vidste det bare ikke se... [...]
Fantasy · magtesløshed, skæbnen efter døden
3 år siden
3Dug rimer på græs
Kun duggen rimer på græsset. · Solen kaster lange skygger · over svup... [...]
Digte · styrke, tiltro, hold fast
3 år siden
0Tiden efter Caminoen
Efter pilgrimsrejsen til Spanien fandt jeg både taknemmelighed og... [...]
Noveller · mennesker, fortid, satire
3 år siden
1Brev til mig selv
Kære Uffe · Du har så ofte ærgret dig og fortrudt en masse af de va... [...]
Blandede tekster · selvindsigt, selvværd
3 år siden
5Tiden
Lige to sekunder · måske et helt minut · de fås i store bundter · indti... [...]
Digte · galgenhumor, afsked, udnyt livet
3 år siden
2Nytter det noget 3
Sofie var lidt gnaven da Mike kom hjem fra arbejde. · Hvad er der i... [...]
Noveller · familiebånd, afhængighed, skæbnefortælling
3 år siden
3Øjne og hænder
Luk munden. Dine øjne snakker · mørke øjne der kan dræbe · blanke våd... [...]
Smilebåndet · indre balance, intuition
3 år siden
2Nytter det noget 2
Den sad kun stille et øjeblik før den igen ville videre. Hele tid... [...]
Noveller · drama, samfundskritik, observation
3 år siden
2Nytter det noget 1
De var tidlig oppe den dag, for Mike ville komme forbi ved 9-tide... [...]
Blandede tekster · mangfoldighed, arbejde, forandring
3 år siden
4Udsmideren
En tilfældighed gjorde udfaldet · det var nok bare et lille indfald... [...]
Aforismer og gruk · mod, kamp, ordleg
3 år siden
0Genboerne
Nr. 17 Andreas Nr. 19 Kirsten · Nr. 21 Gitte Nr. 23 Anne og Sonny · N... [...]
Blandede tekster · hverdag, konflikt, forståelse
3 år siden
4Platheder
Det rumler · Lyt til din mavefornemmelse · den kan du stole på · Jeg hø... [...]
Digte · maven snakker
3 år siden
1Stopper op
På sin første tur hen ad gaden, nærmede han sig den lille rundkør... [...]
Livshistorier · forandring, gudstro, virkelighed
3 år siden
1Opture og nedture
Appelsinen der faldt ned i Uffes turban, viste sig i '88, at bliv... [...]
Livshistorier · stress, udvikling, livshistorie
3 år siden
4Er du åndsvag
Måske havde han gjort noget helt tosset. Den ene råber hele tiden... [...]
Livshistorier · livshistorie, mennesker, hverdagslivet
3 år siden
1Helt i fisk
En dag kommer Uffes bror Holger på besøg og havde som sædvanlig e... [...]
Livshistorier · selvbedrag, mangfoldighed, selvironi
3 år siden
1Fred, frihed, fængsel
Flugten · D. 26/3 '99 sælger de huset i Arnager med stort overskud ... [...]
Livshistorier · tvivl, had, længsel
3 år siden
1En rigtig familie
Med sit store talent for en god handel, havde Lene forhandlet sig... [...]
Livshistorier · dæmoner, psykisk smerte, reflektion
3 år siden
5Fejlerier
Glad for at dumme mig · Tog chancer uden omtanke · Det blev måske en ... [...]
Aforismer og gruk · humor, livet, perfekt
3 år siden
2Ridser i lakken
Lene viser at hun har rigtig god økonomisk sans og har allerede i... [...]
Livshistorier · lyst, sårbarhed, ansvar
3 år siden
5Dødsfald
Søndag aften kl. 22:30. Uffes telefon ringer. Han var lige ved at... [...]
Blandede tekster · virkelighedsflugt, afsked, sorg
3 år siden
1Drømme på vej
Der var engang for en evighed siden. Han bor til leje på 1. sal m... [...]
Livshistorier · drømme, parforhold, spænding
3 år siden
2Caminoen
Caminoen · Jeg kan ikke fransk. Er i vildrede. Henne ved en bænk st... [...]
Livshistorier · selverkendelse, rejse, eventyr
3 år siden
2Min fordom
Jemmeværnet · Jeg ser dem for mig stå der og svinge myndigt med sta... [...]
Livshistorier · danmark, samfundskritik
3 år siden
2Misbrug
Afhængig af misbrug · Det er jo ikke forbudt at være misbruger til ... [...]
Livshistorier · dumhed
3 år siden
1Til evig tid
For tiden er jeg sur · og genstand for mit begær · der gav gammel gæl... [...]
Digte · tiden
3 år siden
2Mor og far
Uffes mor går bort i 2005 efter flere år med bl.a. Parkinson. Sel... [...]
Digte · familierelationer
3 år siden
1Alvor nedbrydes
Krigen var i gang. Han krøb sammen oppe i et træ med sin bøsse og... [...]
Blandede tekster
3 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Uffe Markmann (f. 1954)
Caminoen
   Jeg kunne ikke fransk. Var faret vild. Henne ved en bænk stod en mand med rygsæk, vandrestav og bredskygget hat. "Undskyld. Do you speak english?" Yes det gjorde han. "Ved du hvor toget til Saint Sean de Port kommer?" Han kunne læse skilte og køreplan og skulle også ned og gå Caminoen. Jeg og manden slog følgeskab på togrejsen. Men først måtte han efterlade en masse cremer, salver og plastre på perronen. Hans hustru havde givet sin mand rigeligt med i den bedste mening. Skal man holde til at vandre hele ruten, tager det ca. 3 mdr. Så det nytter det ikke at have mere end 15 kg. at bære på. Jeg havde kun 3 uger før jeg måtte vende hjem. Manden ville gå hele turen og jeg spurgte hvad der drev ham til det. "Er du træt af konen", spurgte jeg. Nej da. Han elskede sin kone og sine 3 voksne børn, der klarede sig rigtig godt. Og hvad med ham selv? Havde han ikke andet at lave. Jo tak han var filialchef i en større hollandsk bank og ejede alt det han kunne ønske sig. Men der var noget han lige ville overveje.

- Skal jeg sige ja tak til bankens tilbud om at gøre mig til koncernchef, siger han stille, nærmest for sig selv. Ja hvorfor ikke siger jeg glad. Kan man overhovedet sig nej til sådan et tilbud.

Han kiggede ud ad vinduet mens toget bumlede afsted på de ujævne skinner, som snoede sig ned af det næste bjerg. Solen forsvandt bag sneklædte tinder. Der var ved at blive lidt småkoldt i kupeen.

- Ser du, sagde manden efter lang tavshed. Flere af mine kollegaer og venner er allerede gået bort, selv om de ikke er fyldt 60 endnu. Vores job er temmelig belastende for helbredet og der er koldt på toppen. Jeg vil også gerne nå at se mine børnebørn nå de kommer, og ikke mindst at have tiden. Tiden til at leve, tid til at være noget for min hustru og mig selv.

Hanne havde lovet sig selv at gå hele vejen fra Saint Jean de Port til Santiago, i alt 767 km. hvis hun blev helbredt fra sin sygdom. Det blev hun. Et års tid var gået med at forberede rejsen, både fysisk, mentalt og helt praktisk. En veninde ville følges med Hanne hele vejen. Det magtede hun dog ikke når det kom til stykket. Jeg var lige blevet kæreste med Hanne og ville gerne gå med et stykke ad vejen. Hjemme skulle jeg afslutte en uddannelse, så jeg fik derfor færre kilometer i benene. På pilgrimskontoret købte jeg et pas og kort og fandt herberget. Næste morgen ude inden kl. 8. Lidt morgenmad og så finde en taxa. Hanne og veninden var rejst i forvejen, så vi havde aftalt at mødes i en lille spansk by. I mit budget var der ikke regnet med at ca. 50 km. i taxa ville koste 100 euro.
   Afsted alle tre med drikkedunk og lidt mad. "Den gule musling" viste vej. Det var bagende varmt, så vores bredskyggede hatte skærmede os godt mod den stegende sol. På de støvede stier fandt vi jævnligt vandposter. Forude lå et par bjerge. På vej op blev det koldere, tåget og vinden tog til. Hurtigt fat i det varme og vandtætte tøj øverst i rygsækken. Små pauser og videre. Spise medbragt mad og videre. Det er jo egentlig meget enkelt. Flyt en fod frem ad gangen. Andet skal du ikke den dag, eller næste dag. På vej ned i dalen dukkede det frodige grønne landskab op igen. Vandløb og masser af små kryb i luften og vandet. Sveden drev ned ad ryggen, så tilbage med det varme og vandtætte tøj og lyne buksebenene af ved låret. Den første dag nåede vi frem til et herberg kl. 17. Alt var optaget, så vi rullede vores liggeunderlag ud under et halvtag. Hev støvler og 2 par sokker af og lå med fødderne på en stol til de var dampet af og skrumpet til normal størrelse. På med sandalerne og ud og finde en cafe' med et solidt måltid mad.
   Om aftenen lagde vi en plan for næste dag. Der var 23 km. til næste herberg. Med afgang kl.8 kunne vi være fremme ved 14-tiden og dermed sikre os et ordentligt sted at sove, måske med seng og madras. Hvis vi var heldige, kunne vi måske nå et varmt bad, hvis vi stod op kl.6, for Kl.7 var der kun det kolde vand tilbage, forlød det.
   Vi nåede alle tre det varme bad og på skift holdt øje med hinandens bagage. Jeg var kommet tilbage efter mit bad, klædt mig på og pakket rygsækken. Opdagede at jeg manglede min tegnebog med kontanter, visa kort og alle nødvendige papirer. Panik. Hvor har jeg efterladt min pung? Leder. Har jeg tabt den? Nej for H... Den havde været med mig ude i det store fælles baderum og efterladt på en hylde over håndvasken. Der var vel 50 andre på herberget. Med hjertet oppe i halsen styrter jeg derud, ser den ligger på hylden - og intet manglede. Det havde jeg ikke ventet.
   Vi holdt et langsomt stabilt tempo og slog følge med andre noget tid. En flok friske unge turister indhentede os. De havde en lille let taske på ryggen og sandaler på.

-Det holder I næppe til, belærte vi "gamle" dem. Ok jo for vi bliver samlet op af bussen henne om hjørnet.

Nogle havde valgt at cykle hele vejen. Nu mødte vi et nyt landskab. Store vinmarker så langt øjet rakte. Et kæmpemæssigt skilt viste at her lavede de den kendte rødvin med tyren. En lille krumbøjet vinbonde trak afsted med sit æsel der var spændt for en gamle vogn. Det kan da ikke være særlig effektivt, blev vi enige om. Vi så ingen mere moderne landbrugsmaskiner. Ofte blev vi indhentet af yngre folk, der gik rask til. Tre unge amerikanere havde virkelig fart på og nåede lige at råbe hello! og more sig lidt over os "gamle" langsomme nisser, før de susede videre.
   Det herberg vi havde som mål den dag, lå i en mindre landsby med en bager og et større spisested. Her donerede man et beløb efter evne og lyst. Frivillige fra kirken drev stedet, som både havde fælles køkken og brusebad. Vi spyttede hver fem euro i bøssen for de holdt det pænt og rent. Der var god plads den dag, så vi fandt tre rolige pladser i et hjørne. Selvfølgelig var de tre kvikke amerikanere kommet en time før os. Nu skulle der vaskes tøj med den sidste pose vaskepulver. Vi var på vej ud for at handle og spise, da vi så dem sidde med store vabler og få behandling. De fødder kunne nok først gå videre om et par dage. Næste morgen var vi på vej videre mens staklerne måtte blive tilbage. Det våde tøj blev hængt til tørre med et par tøjklemmer på rygsækken.

Flere steder langs ruten lå der bunker af småsten, nogle med et lille kors på toppen. Vi havde også vores småsten med i bagagen hjemmefra. Hver sten symboliserede en sorg eller bekymring. Noget der havde tynget længe. Noget der belastede os hver især og som vi gerne ville af med. Når man var klar til at give slip, blev den lagt ovenpå de andres og kunne fortsætte lidt lettere. Jeg havde en del tunge byrder at bære på, som jeg forsøgte at lægge fra mig. Måske var det bare en slags overtro, men jeg havde det bedre efter rejsen.

Efter alle de meget varierede landskaber, var der udsigt til flere dages vandring uden andet end en lang flad vej. Ingen vegetation. Ingen bjerge. Gå i tavshed lød budskabet. På denne strækning havde flere oplevet en dyb indre rejse i deres egen sjæl. En meditativ tilstand som kunne give en ro og dermed åbne sindet. Enkelte havde endog fået store åbenbaringer. Hanne og jeg valgte at springe denne unikke mulighed over. Vi Tog toget. Min tid var ved at løbe ud. Jeg måtte hjem og gå op til eksamen. Hanne fortsatte og nåede et par måneder senere til den store katedral i Santiago. Efter en lang udmattende rejse stod jeg på havnen i Rønne. Hjemrejsen med bus, tog, fly og færge var langt mere trættende end de mange strabadser på Caminoen. Jeg var lige ved at ringe efter Hannes far, så han kunne hente mig. Så slog det mig, at der jo kun manglede 15 km. til mit hjem. Så på med rygsækken, hen til nærmeste bager og nyde to basser og en Cocio i skæret fra de bulede røde skyer, der bød solen velkommen. Jeg bestod eksamen og gik i flere uger og følte mig utrolig privilegeret med eget bad, køkken og en lækker varm seng.

Efter pilgrimsrejsen til Spanien fandt jeg både taknemmelighed og glæde ved næsten alle de goder, som hjemmet bød på. Min bløde lænestol og det lune badeværelse satte jeg særlig pris på. Men det trak hurtigt i mig, for at vende tilbage til Caminoen og engang fuldføre det enkle liv med rygsæk og helt særlige mennesker, som gerne deler mad og historier. Folk der ikke opfører sig som en gennemsnitlig grådig turist. Jeg savnede dog min nye kæreste Hanne, som var forsat alene efter min hjemrejse. Der ville gå nogle uger før vi mødtes igen. Jeg brugte tiden på at fordøje og bearbejde alle de indtryk jeg havde med mig fra rejsen og dele dem med andre.

Hannes hus, som jeg var flyttet ind i, havde 3 etager. Der havde været butik før i tiden, så der var to store vinduer ud til gaden, som flugtede med fortovet. Fra entreen var et par trin ned til det lave "butikslokale", hvor vi havde indrettet soveværelse. Badeværelset lå også hernede. Oven på var der køkken alrum, og en stor dagligstue. På 1. sal havde to af Hannes børn deres værelser. Den ældste Kasper, var flyttet hjemmefra og souschef på en stor Q8 tank. Nikolaj lagde vægt på at han var 17 ½ år gammel og dermed snart kunne bestemme selv. Foreløbig bestemte han at bo hjemme, hvor han faktisk bestemte en hel del. Hans meget fleksible døgnrytme påvirkede dog mit og hans mors liv, når han kom ned ved 13-tiden og beklagede sig over at der manglede mælk til hans cornflakes og stadig glemte at tage sit brugte service og pizzarester med ned fra værelset. Nikolaj var meget følsom, sagde hans mor, hvorfor jeg måtte være varsom med påtale af det rod han efterlod i køkkenet. Men jeg blev sgu irriteret, når den lange lømmel kun levnede få cm. Bordplade til anden madlavning. En dag blev han rasende på mig, slog i bordet og mindede mig om at jeg ikke var hans far, hvilket heldigvis var sandt.
   Hans mor havde god forstand på sin unge følsomme teenager og kæmpede mange kampe for at få skabt et bare nogenlunde tåleligt bofællesskab. Hanne havde desuden stor erfaring fra sit arbejde med udsatte unge på en efterskole. Desværre var Nikolaj ofte blevet misforstået og havde totalt manglet den rette pædagogiske indsats i folkeskolen.
   Anderledes gik det for Emilie, som skulle konfirmeres til næste år. Hun var dygtig og flittig i skolen uden særlig pædagogisk indsats. Desuden var hun mormor og morfars store håb til den næste generation. Hun var "bidt af en gal hest", hvilket betød en stor symbiose til den pony, som hun brugte det meste af sin tid på sammen med mormor og morfar. De sørgede for alt udstyr, træning og undervisning af Emilie. De var begge pensionerede skolelærere og havde store ambitioner på Emilies vegne. De så et stort talent i hende og tilmeldte hende mange stævner og konkurrencer, hvor hun ofte kom hjem med gode medaljer.

Til et større stævne på Fyn, tog vi alle afsted. Hannes forældre arrangerede og betalt alt. Så med hesten i trailer, madkasser på køl og minibussen tæt pakket, drog vi alle afsted undtagen Nikolaj, som lovede kun at holde en lille fest den weekend. Da vi på hjemrejsen landede sultne og trætte på færgen, så vi frem til den store buffet. Udover et par skoleklasser var der kun ganske få gæster i restauranten. Vi enedes om at vente lidt til de ca. 40 elever lige havde taget første gang og fyldt deres tallerkner. Deres lærere sad samlet og drak rødvin. Eleverne blev ved med at strømme hen til buffeten. Da der kun var en halv time før anløbet i havnen, rejste morfar Hans sig, brød ind i den tykke kødrand af børn og tog sig noget mad. Vi andre fulgte trop. Eleverne var venlige og gav plads, da en lærer lettede røven og forlod rødvinen. Han var fortørnet over at vi sprang foran i køen og ikke lod børnene komme til. Nu så jeg Hans behersker sig. Han bed tænderne sammen, blev rød på halsen og hans næsebor vibrerede, da han kort, klart og kontant satte den unge lærer på plads. Hans mente ikke at lærerne var deres opgave voksne, når eleverne ikke blev vejledt i at tage hensyn og helt overlades til sig selv. Den unge lærer slog opgivende ud med armene og undlod at forklare den gamle pensionist om de nyeste moderne pædagogiske strømninger, hvor de voksne skal blande sig mindst muligt og slet ikke sidde sammen med børnene og tilse, at andre gæster, også kan komme til. Børnene fniste lidt forlegent da deres lærer slingrede hen til kollegaerne. Måske kunne hans usikre gang skyldes at der var bølger på vandet. Hans glemte at få navnet på den skole de kom fra, så han kunne klage til skolelederen.

Hannes bror, var sammen med deres forældre blevet enige om, at vi alle og især Nikolaj kunne trænge til en rigtig kulturrejse. Her ville morfar Hans virkelig kunne øse af sin store viden, som historielærer og broren udfolde sig som verdensmand. Turen gik til Italien, hvor broren havde sørget for et stort sommerhus med pool og bil ved ankomst i lufthavnen. En bortkommen kuffert og en lukket biludlejning forsinkede os dog 4 timer og vi fandt huset ud på natten. Dagen efter var broren mere høj i hatten, da vi skulle bestille mad og drikke på en finere restaurant, hvor han mestrede at konversere på italiensk og blære sig lidt med sit kendskab til de lokale vine. Ude på P-pladsen, var det hele ellers nær blevet aflyst. Nikolaj ville meget hellere på Mc. Donald og nægtede at tage kasketten af og trække bukserne op. Men Hans var stædig og nægtede at følges med ham. Mormor Lone blev hende der løste op for de to fastlåste kamphaner, der stod med ryggen til hinanden. Hun klappede Nikolaj blidt på kinden og roste hans flotte kraftige hår, som desværre var skjult, mens alle kunne se hans underbukser. Hun holdt om Hans, kyssede ham på munden og hviskede noget til ham, så han smilte helt op til ørerne. Da han vendte sig om, havde Nikolaj hevet bukserne op og stod med kasketten i hånden. Ved de efterfølgende besøg til udsøgte spisesteder, valgte Nikolaj at blive hjemme ved poolen med en god pizza og Coca Cola.
   Hans prøvede at være lidt morsom, da han spurgte Nikolaj om han også ville blive hjemme med pizza, når vi andre skulle besøge det skæve tårn i Pisa. Den fangede Nikolaj ikke lige, men en hel dag alene i sommerhuset, var alligevel for meget. Turen til det skæve tårn var blevet virkelig hård for alle. Det var nærmest umuligt at komme ind i byen og parkere og da der endelig dukkede en ledig P-plads op, kom en vagt for at modtage 5 euro for en billet til 3 timer. Da broren havde betalt, ville vagten lige hente billetten på kontoret. Lidt efter kom politiet og bortviser os. P-vagten var en svindler, der tjente godt på turisterne. I øvrigt var der tydelig skiltning med parkering forbudt. Lidt slukøret måtte broren parkere et godt stykke fra det skæve tårn uden for byen. I bagende sol og dårligt fodtøj trampede vi afsted. På vejen ville Emilie selvfølgelig have en is og Nikolaj en cola mens mormors sandaler gnavede. Da vi endelig nåde målet var der lange køer til det afspærrede område. Entrebilletten omfattede også en flot gammel katedral, men krævede tildækning af skuldre og ben, hvilket ingen sommerklædte turister havde skænket en tanke. Men det var der tænkt på, for i souvenirbutikken kunne vi købe en hvid papirdragt til 10 euro. Hans livede rigtig op, da vi kom ind i katedralen, for her var han på hjemmebane i kirkehistorien, arkitekturen, malerier og religiøse symboler. Han talte dæmpet hele tiden. Alle prøvede vi at se interesserede ud indtil hans rundvisning var slut. Nikolaj var blevet væk, men fundet på en cafe bagefter.
   Jeg blev grundigt vaccineret mod fremtidige kulturrejser med et tæt pakket program, hvor næsten alle store attraktioner skulle besøges på en uge og 2 rejseledere, der mest var optaget af at fremvise egne ever og store viden. Men hvem siger nej når alt er betalt og kæresten gerne vil behage både sine forældre og sin lillebror.

Hanne og jeg havde også et aktivt og varieret liv på hjemmefronten. Hun havde en gammel veninde Tina, som vi hyggede os med næsten hver lørdag sammen med hendes mand Jan. På skift stod vi for god mad og drikke ved vores sammenkomster. Jan var rigtig god til især desserter, og jeg var bedst til at skrælle kartofler, dække bord og vaske op. Emilies far, som var genbo til os, deltog også af og til og bidrog til en god stemning. Efterhånden udviklede vores små fester sig, menuerne blev stadig mere avancerede og ligeså udbuddet af gode vine og nye drinks. I starten var det fint nok med frikadeller og øl til maden. Da jeg første gang fejrede nytår sammen med dem kom Tina og Jan op med det helt store udtræk af hjemmelavet mad i en 4-retters menu plus en dessert, der bare sparkede røv. De havde kort forinden købt et nyt meget lækkert byhus, som de var stolte af at vise frem. Tina var fuldmægtig i en betroet stilling tæt på borgmesteren og Jan var økonomichef ved kommunens IT-afdeling, så de havde en stærk og bund solid økonomi.

Efter den meget kulturtunge ferie til Italien, syntes Hanne at vi havde brug for en ferie ude i naturen. Hun foreslog en kanotur på 5 dage oppe i Sverige. Den var jeg helt med på og Emilie også. Nikolaj frygtede dog myg, våde soveposer og store anstrengelser så meget, at han afslog. Hanne havde erfaring fra sit job på efterskolen og vidste hvad vi behøvede af udstyr og proviant. Emilie ville gerne have en veninde med og det passede fint, da det er bedst med to personer i hver kano. Med kort over søer, vandløb og scheltere, samt vandtætte tønder til al bagagen kom vi fint afsted i stille tørt vejr. Hver aften fandt vi en ny lejrplads med schelter, tændte bål, lavede varm mad og nød den smukke natur. På trods af lidt bøvl med at Emilie glemte sin pyntetaske på en bred, havde vi et fint samarbejde alle fire. Da Emilie opdagede at hun ikke har sin taske, vendte vi begge kanoer og padler for fuld fart tilbage til bredden, hvor et svensk par havde slået telt op. De havde samlet den op, så vi kunne fortsætte i godt humør. På tredjedagen var der en længere sejlads på en stor sø, med kurs mod et schelter vi knap kunne ane. Dog hjalp kortet og vores kikkert, så vi ikke padlede helt skævt. Luften var blevet tung og fugtig og vandet blankt som et spejl. Forude var himlen blå og klar. Idet jeg vendte mig, så jeg nogle kulsorte skyer nærme sig og pludselig tog vinden fat i voldsomme ryk. Vind og bølger kræver mange kræfter for at holde kursen, men vi var alle fire i god form. Så væltede den kolossale regn ned. Da vi omsider fik trukket kanoerne op på bredden og sikret dem, opdagede vi at schelteren var optaget af en mand og hans to døtre. Man kunne jo ikke booke på forhånd. Vi gjorde klar til slå telte op, da manden vinkede os hen og tilbød at deles om pladsen. Vi fyldtes alle med stor taknemmelighed og hyggede os, både børn og voksne. Hanne fik trukket vores sidste flaske rødvin op til stor vederkvægelse og børnene fik chips og cola til aftensmad, selv om det viser sig at manden normalt ikke drak alkohol og gik ind for sund økologisk kost. Regnen fortsatte dagen efter og alting blev drivvådt, så vi opgav den flotte svenske natur og knoklede direkte tilbage, afleverede kanoer og fandt et hotel. Da vi kom hjem, fandt jeg min hemmelig flaske champagne, der var tiltænkt et frieri i solnedgangen hvor fuglene kvidrede sagte. Senere glemte jeg frieriet.

Da Hanne over tid havde fået raget så mange permanente skavanker til sig, at hun ikke magtede et fuldtidsjob, fik hun førtidspension. Love og regler var knap så skrappe og kommunekassen havde det godt. Det åbnede så mulighed for at Hanne kunne blive selvstændig med eget værksted, butik og cvr nummer. Den nederste etage blev ombygget og indrettet til formålet, mens Hanne og jeg rykkede op på Nikolajs værelse, der omsider var flyttet hjemmefra. Hannes produkter var quiltet strik i flotte designs og pustet op til kunsthåndværk. Hun solgte mest til venner og bekendte der købte sokker som var til at betale. De gik som varmt brød. Jeg blev medejer og skød en stor del af min opsparing ind til materialer, strikkemaskine og firmabil. Tinas søn, som var tømrerlærling, og jeg hjalp hinanden med et tungere ombygningsarbejde. Hanne lavede en fin hjemmeside og brugte bl.a. sin datter og mor som fotomodeller. Efter nyhedens interesse havde lagt sig, faldt omsætningen stødt og Hannes skønne hvedebrødsdage med firmaet blegnede tilsvarende og jeg blev også lidt bekymret for min investering.
   Nu havde Tina og Jan altid været der for Hanne, når det hele så trist og mørkt ud. En lørdag, hvor der omsider var skruet lidt ned for den overdådige mad og fine vine, foreslog Tina at vi alle fire skulle rejse sydpå i sommerferien. Jan så lidt spørgende ud og strammede munden lidt, men nikkede da Tina sendte ham et blik. Bare dase, shoppe, solbade, spise og drikke. Ja det var da noget andet end en tætpakket kulturrejse og vild natur i Sverige. Hanne livede helt op for nu havde hun og Tina et nyt projekt at gå op i. Tina og Hanne fniste som to teenagere og sagde at der var rigelig med kultur at opleve ved poolen, og ikke mindst i baren. Og naturen lå jo og flød alle vegne på stranden. Hanne og Tina blev enige om at vi alle fire helst ville til Tenerife. Ferien kunne gøres til en god pris, når vi rejste med Spies og valgte en ferielejlighed til os alle. Nu kunne vi sidde og drømme og kigge billeder hver lørdag resten af vinteren. Selvfølgelig måtte damerne ud at købe nye bikinier og solcreme på tilbud plus alle de små løse ting der hører til. Jan og jeg mente godt vi stadig kunne passe vores badebukser og alligevel havde de to kvindfolk fundet nogle smarte shorts til os.
   Tenerife er vist nok en smuk ø og så blev det hele holdt så pænt. Hver morgen var alle stier og pladser ren spulede, græsset vandet og hvert et løst blad fjernet fra de smukke blomsterbede. Helt overvældet kunne man godt tro at det var selveste paradis. Ved morgenmaden lagde vi planer for dagen. Ikke noget med at fise rundt i en bil og glo på bjerge og vandfald, hvis der overhovedet var nogen. På trods af damernes mange indkøb hjemmefra, skulle der shoppes mere og de samme tøjstativer endevendes hver dag Ellers stod den mest på solbadning, gode restauranter, barer, shopping op og ned ad gader og på torve. Da Jans visa kort betalte Tinas indskydelser, var det sjældent muligt for ham at få en fritime på en cafe. Jeg tøffede solidarisk med. Hanne undgik mig, når jeg under fire øjne prøvede at gøre det klart, at Tinas manier med indkøb og solbadning slet ikke var min kop te. Hanne blev bare endnu mere stram i masken og klistrede sig op ad Tina, som jo var hendes bedste, og vist nok eneste veninde.

Det var en befrielse, da ferien var overstået, men jeg mærkede at noget havde ændret sig. Hanne og jeg kunne godt være stille sammen og hver for sig, men der var kommet en anspændt tavshed. Luften var tyk i flere uger. Da Hanne bad mig om at flytte fordi hun havde fundet en anden, faldt en masse brikker på plads i mit hoved og jeg gik straks på boligjagt, købte et lille hus og flyttede efter en måned.
   Der var ingen nævneværdige aktiver i firmaet, som blev vurderet af en fagmand. Hannes mor Lone, havde undervist i gymnasiet i virksomheder og skat, så hun ordnede de formelle papirer. Hun havde dog ikke opdateret sin viden i mange år, hvorfor jeg fik en et pænt skattesmæk året efter.
Forfatterbemærkninger
Mit livsforløb over 3 år

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 18/01-2022 12:07 af Uffe Markmann (ny skriverkarl) og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 4188 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.