Jeg har altid følt, at jeg aldrig var god nok til noget.
   Jeg har altid følt, at der ingen mening var med, at jeg var her.
   Ofte, har jeg kigget på de andre piger og tænkt
   'Hvorfor er jeg ikke som dem'
   Jeg har altid stået alene.
   Altid alle mod mig.
   Jeg har aldrig kunne se en mening med livet, og aldrig
   rigtig haft lyst til at leve det.
   Jeg har aldrig haft et sted, hvor jeg følte jeg passede ind.
   Et sted, hvor jeg ikke skulle lave om på mig selv, og udgive
   mig, for at være en person jeg ikke er.
   Hvilket har været så ensomt.
   Men jeg tror på, at det er meningen.
   Det er meningen med mit liv, at jeg hverdag
   skal kvæles i perfektionisme, blot for at jeg
   får mere blod på tanden, og vil tage endnu en dag.