Jeg læser vores samtaler igen, og igen..
   Jeg fortryder det, og så alligevel elsker jeg det.
   Det er så forkert, men alligevel så smukt.
   Det føles så rigtigt men alligevel så forkert.
   Det føles så godt, men alligevel gør det ondt.
   Jeg kan stadig fornemme dig, men alligevel vil jeg glemme dig.
   Jeg gemmer mig for dig, men ønsker alligevel at du skal finde mig.
   Finde en vej til mig men nej, for det gør så ondt.
   Når du tager hjem til hende, og jeg er hos ham, gud hvor er det grimt.
   Jeg kan jo godt lide dig og mig, men nej..
   Vi lever i hver vores verden, men mødes alligevel i en storm af dopamin.