Det er som at være i en storm af dopamin, som at kører ud i det blå, uden den fjerneste ide om hvor destinationen er.

Følelsen af at være på toppen af verden, helt deroppe hvor intet er umuligt, og energien strømmer igennem kroppen hele døgnet.

Jeg ved ikke hvor jeg ender, det eneste jeg ved er at jeg nok skal falde ned igen, og når jeg gør det, kommer det til at gøre så forbandet ondt.

Ondt som er det glasskår der løber gennem blodårene, og følelsen af energien der forsvinder, alt er ikke længere muligt, det er nok nærmere umuligt, er der overhovedet noget her i verden hvor jeg ikke fejler?

Alt jeg rører ved bliver til fiasko. Jeg går fra at leve, til blot at være en eksistens på et minium af overskud, vågner hverdag for at sæt den på snooze, og igen træk' dynen over hovedet.

Fra tankerne om selvmord til handling, isoleret i en jernseng i psykiatrien, fanget indeni mig selv.

Det eneste jeg ser frem til, er at blive fri, først når jeg er fri, ved jeg at det hele ender.
   Lykken bliver mit eget lig.

- DenUkendtePigeM