Nu da Robert kunne løbe omkring, var der liv og glade dage hjemme hos os. Han klatrede op over det hele og hang i gitteret foran vinduerne. Vi boede på fjerde sal, jeg var meget glad for at alle vinduer samt balkonen var fuldstændig gitteret til. Han kunne mærke, at når han klatrede op på spisestuebordet og gik helt ude på randen, blev jeg nervøs. Hans barnlige naivitet nød den ekstra omsorg han fik, når satte sig selv lidt i fare. Jeg var nødt til at tage alle mine pæne ting væk fra bogreolen og gemme dem til bedre tider. Igen og igen forsøgte jeg at få ham til at lystre, men det var svært. Der var masser af energi som skulle have frit løb, før han havde løst til at tænke sig om. En vase havde jeg ladet stå i bogreolen, og han fik streng besked om ikke at røre den. Selvfølgelig forstod han det. Han begyndte straks at rende op og ned foran vasen, mens han forsikrede mig om, at han nok skulle lade være med at røre ved den. Som han løb op og ned af gulvet, kom han nærmere og nærmere til vasen, og pludselig som et lyn snappede han den og løb ind på sit værelse med den.En stærk vilje bag en hård pande gemte sig i Robert. Fritz begyndte at blive aktiv i hans opdragelse på en ret bestemt måde. Han kom altid hjem et par timer om eftermiddagen.
   Det blev til mange ture ud til havet, mens børnene var mindre. De første år blev Fritz altid krebs rød, når vi var ved stranden, derfor var han heller ikke alt for begejstret for disse udflugter. Af og til fik jeg Silvia til at kæle lidt med ham, og når han var blødgjort, ville hun på sin fine måde spørge ham: "Kan vi ikke tage en tur ud på en af øerne", som regel fungerede det. Fritzli nød også disse udflugter, han elskede at komme i vandet. Tyve minutter i havet var lige passende for ham på en varm dag. Når jeg tog på tur med børnene alene, hentede jeg først en taxi. Fritzli hans vogn, hunden børnene og deres cykler, hvis vi tog ud til havet, var parat foran huset. Taxichaufføren kastede som regel et vurderende blik på det hele og sagde næsten hver gang:" Det kan ikke lade sig gøre, at have det hele med". Jeg svarede:" Det kan være der, og jeg betaler en ekstra skilling oven i købet". Med den bemærkning fulgte han mine anvisninger, og forventningsfulde trykkede vi os sammen i bilen.
   Silvia havde begyndt med klaverundervisning i den japanske musikskole Yamaha. Det første år foregik undervisningen meget spontan. Ofte ville lærerinden spørge, om en af eleverne havde lyst til at synge en sang, meget ivrig strakte Silvia altid hånden op. Mange af de kinesiske børn var tilbageholdende og turde ikke træde frem. Efter Silvia flere gange havde været fremme og sunget, begyndte lærerinden at spørge, om der var nogen, som kunne synge en bestemt kinesisk sang, igen strakte Silvia hånden op. Tilsyneladende var lærerinden overrasket, Silvia blev kaldt frem. Hun sang den kinesiske nævnte sang, flydende på kinesisk. Hun havde lært den af en pige som boede ved siden af og som hun ofte legede med. Næste gang spurgte lærerinden, om der var nogen, som havde lyst til at synge en malaysisk sang, igen strakte Silvia som den første hånden op. Øjensynligt meget forbavset kaldte lærerinden Silvia frem som sang den nævnte malaysiske sang - flydende. Jeg kikkede rundt på de forskellige mødre og nød min lille smarte datters fremtræden. Sangen havde hun lært af den samme kinesiske veninde, som hun til gengæld havde lært engelske sange. Jeg havde hørt dem øve igen og igen, mens de legede sammen.

Underet en lille finger.
   Der var kun to europæiske familier i bygningen hvor vi boede. Resten bestod af en blanding fra Japan, Indonesien, Taiwan, Indien, Malaysia og naturligvis fra Singapore. Silvia og Robert fik mange gode venskaber imellem asiaterne, i de 10 år vi boede der. Jeg tror, det er sundt at blander sig med befolkningen, på det sted man bor, hvis man vil føle sig hjemme i et andet land. Af og til lyttede jeg til beklagelser fra andre mødre fra skolen som synes, det var svært at falde til. I Singapore er mange mødre ofte alene med børnene, fordi mændene rejser rundt i Asien for det firma de arbejder for. Det dobbelte ansvar for børnene i et fremmed land og det ikke at have nogen at betro sig til, er en ekstra belastning for mange, som de skal lære at leve med.
   Nedenunder blev der løbet på rulleskøjter og skøjtebord, kørt på cykler og mange andre ting. En lille klike af børn blev rystet godt sammen. En større dreng fandt en aften, da fuldmånen stor og rund tittede ned imellem palmetræerne, på at lave et fyr. De mindre rendte frem og tilbage ivrige efter at hjælpe til med at samle pinde. Den store dreng satte sig foran bålet med sin guitar og spillede, mens de mindre sad rundt om i en kreds. Man kunne fornemme sammenhørigheden imellem dem. Jeg betragtede det hele fra køkkenvinduet, alt imens jeg syslede med mine sædvanlige ting. Næste gang blev det til en grillaften med rulleskøjte opvisning. Beboerne var begyndte at tale mere med hinanden, lagde vi mærke til. Det er rart, når vi kommer hinanden ved, og et positivt sammenhold opstår. I begyndelsen var det ikke sådan. Japanerne, som udgjorde det fleste i antal af børn, holdt sig fjendtlig for sig selv og hvis de kunne komme af sted med det, blev en eller anden plaget. Efter Robert et par gange grædende kom hjem og fortalte om de dumme japanere, som man snart ikke mere kunne lege for nedenunder, begyndte jeg indtrængende at bede om en vending til det bedre. Underet skete, for de mange meningsfulde timer, som de tilbragte sammen med børn fra andre nationer takker jeg Gud. Det åbnede deres forståelse til andre mennesker og deres kultur. Når Silvia var færdig med lektierne, smuttede hun ofte nedenunder for at lege med kammeraterne. En tysktalende familie med to børn, boede ikke langt fra blokken. Silvia og Karin var næsten lige gamle, Karins mor var også begejstret, sådan som situationen havde udviklet sig med børnene i blokken, også hun var i grunden stolt af de mange gode venskaber børnene var begyndt at pleje.
   Af og til kom skolekammerater på besøg hos os, det syntes Fritzli godt om, fordi der skete noget. Når nogen besøgte os første gang, tog jeg ham som regel til side, for ikke ligefrem at give dem et mindre chok. Før de tog hjem, blev Fritzli præsenteret for dem, samtidig forklarede jeg hans tilstand, og at han ellers var sød og taknemlig, når man blot skænkede ham lidt opmærksomhed, som regel fungerede det. Når de kom næste gang, var det nemmere at arrangere det sådan, at han også tilbragte lidt tid sammen med dem. Når Robert legede med sine kammerater, lå han ofte på gulvet støttet af puder, eller på sengen, hvis de legede i hans værelse. Det blotte nærvær af sunde legende børn, var godt for ham. Han kunne glemme sig selv, og det han vidste, vi skulle gøre for ham.
   Om aftenen læste jeg historier fra biblen for Robert, og bad med ham, før han lagde sig til at sove. Derefter læste og bad jeg sammen med Silvia. Disse øjeblikke var også en berigelse for mig. I de meningsfulde timer hvor jeg plantede livsvigtige frø, åbnede Guds Ånd de læste ord for mig. Det var ikke kun børnene som profiterede fra det, Gud skænkede også ud af sin visdom til mig, ofte kunne jeg mærke han var meget nær. En aften spurgte Robert, om jeg ikke troede, at den hvide elefant var den stærkeste. Jeg fik på fornemmelsen, at det jeg lige havde fortalt ham var gået ind i det ene øre og ud af det andet. På det tidspunkt legede han meget sammen med to indiske drenge. Jeg vidste familien tilhørte hindu troen, og kunne derfor let regne ud hvorfra ideen kom. Med Silvia havde det hele været så let, hun elskede bibelhistorier og tvivlede ikke. Jeg berolige mig selv med, at han stadigvæk var ret ung, og det kom nok en gang med tiden.
   I året 1981 da Robert var fire år og Silvia 10, besluttede jeg at tage til Tioman, en ø på østsiden af Malaysia. Det var december måned, regntiden havde endnu ikke sat ind, normalt skulle den have begyndt i november måned. Tidligt en morgen satte jeg mig i en bus med Silvia og Robert, Fritzli lod jeg denne gang blive hjemme. Vi kørte til Merling som ligger på den østlige side af Malaysia, derfra planlagde vi at tage en båd ud til øen. Jeg havde været der før med alle tre børn, og glædede mig meget især til den tre timers bådtur over havet. Det at sidde foran på dækket og lade vinden blæse igennem håret, mens den lille 10 personer båd susede over de blå bølger, var en oplevelse for sig.
   Turen fra Singapore til Mersing tog normalt godt to timer. Vi sad i bussen i timevis, grunden var, at det begyndte at regne, så snart vi var kommet ud på hovedvejen som førte til Mersing. Det øsregnede hele vejen derned, chaufføren kom kun langsomt fremad. Ankommet i Mersing besluttede jeg mig til at tage ind på et hotel i stedet for at tage videre til Tioman på grund af regnvejret. Da vi vågnede næste morgen, regnede det stadigvæk. Hvad skulle vi gøre, jeg besluttede mig til at blive en nat til i hotellet og afvente situationen. Dagen efter fandt jeg ud af, at der ikke mere var busforbindelse tilbage til Singapore på grund af oversvømmelser på hovedvejen. Jeg beklagede min nød i receptionen i hotellet. Hotel direktøren fandt, i løbet af formiddagen, en taxi som var villig til at prøve turen. Uendelig lettet steg vi ind i bilen, turen ville naturligvis koste lidt mere men pyt med det. Det havde holdt op med at regne, og himlen var overskyet med tunge mørke skyer. Der var ingen tvivl om, at regntiden for alvor havde sat ind. Denne gang en smule sent, men derfor kom det hele ned på en gang. Efter en god times kørsel, så vi lidt længere fremme en forsamling af mennesker. Vi var nødsaget til at holde, for der var ca. en km. oversvømmelse. Et par, fra den lille gruppe kom hen til vinduet og tilbød at skubbe bilen igennem vandet for 40 Ringi. Taxichaufføren kikkede på mig, jeg sagde til, der var vel ikke andet at gøre, hvis vi ville fejre jul sammen med Fritz og Fritzli i Singapore. Tre mand på hver side tog et godt tag i taxien og begyndte at skubbe den igennem vandet, mens vi blev siddende, hvor vi var, på bagsædet. Vandet begyndte at strømme ind i bilen, vi trak benene op på sædet, det var godt, jeg ikke havde taget Fritzli med, tænkte jeg. Vi bad alle tre om at komme helskindet, og så vidt det var muligt, også tør over den mindre sø som havde samlet sig et sådan uegnet sted. Bilen gyngede som en lille båd frem og tilbage, og vandet kom helt op til sædet, før vi var kommet igennem. Taxichaufføren så betænkelig ud, da han åbnede døren for os. Først ville han rense bilen for vand, før han startede den og tilføjede i det samme:" Jeg håber da, den starter". Jeg begyndte med det samme at bede om, at bilen ville starte. Første gang chaufføren drejede nøglen, brummede motoren til alles ubeskrivelig lettelse. Med glædestrålende ansigter fortsatte vi turen tilbage til Singapore. Først besøgte vi Fritz i hotellet, han gav os en velfortjent middagsmad og lyttede interesseret til, hvad vi havde at fortælle om turen, som faldt i vandet. Store områder blev oversvømmet, hørte vi i nyhederne. Al forbindelse fra denne side af Malaysia var nu totalt afskåret. Et par dage senere fejrede vi jul i et lidt køligere og fugtigere klima.
   I den næste skoleferie i april gentog vi forsøget på at komme til Tioman. Børnene legede i sandet og svømmede i havet. Jeg havde taget et fiskenet på en stang med til Robert, som han ivrigt brugte til at fiske alt muligt med. Som jeg havde forestillet mig, betragtede vi om aftenen den vidunderlige solnedgang over havet, før vi gik op på terrassen og lod os betjene til aftensmaden. Desværre nåede Robert at få et udslag på ryggen, før vi kom tilbage. Heldigvis havde vi altid noget af det brune middel fra den kinesiske doktor i huset, det hjalp på al slags eksem. Silvia havde igen begyndt i skolen og Robert i børnehaven. Jeg besluttede at beholde Robert hjemme et par dage fra børnehaven på grund af eksemen. I dette klima bliver det hurtigt værre. Den første dag efter ferien gik Silvia, som hun plejede, nedenunder for at vente på skolebussen. Robert tiggede, han ville også nedenunder for at lege lidt med de andre børn, som også ventede på skolebussen. Når de var taget af sted, ville han komme op igen, lovede han. Ikke længe efter hørte jeg høje hyl nedenunder, og snart stod en skrighals i døren. Huden var skrabet af indvendig på hans håndleder og hans lille finger på venstre hånd var rød og opsvulmet. Sammen gik vi ud i køkkenet, jeg satte mig på den stol, jeg brugte til at sidde på, når jeg gav Fritzli mad. Jeg forklarede:" Hvis du kan holde op med at græde et øjeblik, beder vi lige Jesus om at helbrede det her". Han holdt op med at græde, jeg forsatte:" Nu lukker vi vores øjne imens vi beder". I en enkel bøn bad jeg Jesus om at helbrede ham. Jeg åbnede mine øjne, huden indvendig på håndleddene så helt normalt ud. Jeg kunne næsten ikke tro, at det her var sandt, og sagde til mig selv:" Du må have set forkert Inge". I det øjeblik stak Robert sin hævede lille finger op foran min næse og sagde fuld af barnlig tro:" Nu helbreder Jesus også den lille finger". Et minut lang stirrede vi begge to på den lille finger, som langsomt forvandlede sig til en sund finger lige for vores øjne, det var absolut et under, det skete virkelig. Lykkelig forsvandt han nedenunder for at fortælle vægteren, en trofast muslim, at Jesus fuldstændig havde helbredt hans håndleder og den lille finger.
   Senere fik jeg at vide, hvordan ulykken var sket. En ahma havde fået ham til at springe ned fra trappen på parkeringspladsen. Desværre gik det galt, han skrabede huden på håndleddene i faldet, fordi han ikke nåede ned til bunden af trappen i springet. Elevatoren var på vej op eller ned, derfor var han rendt hen til trappeopgangen, hvor døren var lukket med en sten for. Da han flyttede stenen for døren, kom også den lille finger i klemme, det havde gjort meget meget ondt, og derfor havde han grædt meget. Helbredelsen af den lille finger betød en stor vending i Robert liv. Han begyndte at tale direkte til Jesus om aftenen, når vi bad sammen. Han ville sige:" Du er den stærkeste af alle, der er ikke en ting du ikke kan. Du har skabt alting på jorden med undtagelse af bilerne og husene, men det kunne du også, hvis du ville, hvor kan jeg godt lide dig". Fra hele hjertet talte hen til sin skaber. Af og til bad han for andre, jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det er sådanne bønner Gud synes om. Noget i hans karakter begyndte at ændrede sig, han var ikke mere så rebelsk, man kunne ligefrem se på hans ansigtsudtryk, at der var sket en forandring med ham.
   Det må være omkring samme tidspunkt at Robert en tidlig morgen fortalte os følgende. Han havde åbnet døren til Fritzlis værelse. På sengen ved siden af Fritzli sad en person klædt i hvidt og strøg ham over håret. Fritzli havde ansigtet vendt imod ham og smilte hjerteligt. I det øjeblik Robert opdagede ham, gik personen hen til vinduet og forsvandt simpelthen. Det var godt at vide at engle holdt vagt ved hans seng.

Fritzli som teenager
   Fritzli var ved at blive en teenager. Han var sen i udviklingen på mange måder, men vi kunne se, at han begyndte at forandre sig. Han fik lange arme og ben og blev lidt bredere over skulderne. Først i 17 års alderen kom hans stemme i overgang og samtidig med viste sig små fine hår i ansigtet. Det var ikke blot fysisk der skete noget med ham, også inderligt og intellektuelt kunne vi mærke en forandring. Når vi bad sammen, overdøvede han os højt med Aa Aa Aa. Vi spurgte ham:" Vil du bede først eller efter Fritzli", det var klart, han havde noget meget vigtigt som skulle siges. Noget inden i ham havde en stærk trang til at være med, og når vi bad for ham, var han meget tilfreds med det. Der er absolut ingen tvivl om, at han forstod hvad det drejede sig om, og at det beskæftigede ham meget. Han nød at lytte til kristelige sange, de badede hans hjerte med Guds velsignelse kunne vi iagttage, han tog det rigtig ind i sig. Vi var fuldstændig overbevist om at Gud også fyldte hans sind med den Hellige ånd, ligesom det var sket med os. Før jeg gik i seng om aftenen, listede jeg som regel ind i hans værelse for at se om alting var i orden. Hvis Fritz var den sidste til at gå i seng, gik han ind og så efter, om alting var i orden. Det var en daglig rutine for os at se efter, han ikke havde det for koldt eller for varmt, og sørge for han lå rigtig i sengen.
   En aften blev jeg overrasket stående ved siden af hans seng et stykke tid. Der var en usædvanlig dejlig duft omkring ham, det må komme udefra, tænkte jeg og åbnede vinduet til højre og til venstre ved sengen, men duften kom ikke udefra. Måske kommer den et andet sted fra, tænkte jeg og gik tilbage i stuen og ud på balkonen. Derude stod jeg et stykke tid og prøvede at finde den vidunderlig duft, men den kom heller ikke fra denne side af haven. Igen gik jeg ind i Fritzlis værelse, han sov stadigvæk trykt og godt. Duften lå som en usynlig ring rundt om hans seng. Det havde været mit første indtryk og det var sådan. Jeg kunne ikke rigtig forstå det, jeg havde heller aldrig før oplevet noget lignende. Noget i mit inderste overbeviste mig om, at duften var lænket til Guds Ånd, i mit inderste tænkte jeg: Han må have en vidunderlig søvn, måske holder engle vagt ved hans seng. Jeg besluttede ikke at sige noget til Fritz, muligvis ville han tro, at jeg overdrev, derfor beholdt jeg denne usædvanlig oplevelse for mig selv.
   Tre måneder senere sagde Fritz en dag til morgenmaden: "Jeg ved, du ikke vil tro på det, jeg nu fortæller dig, men jeg siger det alligevel". Han fortalte følgende: Aftenen før havde han stået en halv time ved siden af Fritzlis seng, det havde duftet som en kornmark rundt om sengen. Det rigtige øjeblik var kommet, til at fortælle ham om min oplevelse, for nu vidste jeg, han forstod mig. Ikke længe efter blev Fritzli alvorlig syg. Vi tog ham med til kirke en søndag aften. Før lov og pris gudstjenesten bad præsten for ham. Bagefter kom præstefruen hen og satte sig ved siden af mig på bænken. Forundret spurgte hun mig ud, om den duft der var ved Friztli. Hun fortalte, hun havde bemærket det en gang før. Jeg havde siddet i børnehaven med Fritzli på skødet og betragtet de legende børn. Jeg fortalte hende om Fritz og min oplevelse med duften rundt om hans seng. Hun bemærkede i fuld alvor:" Ja, Helligånden kan ikke blot fornemmes, den kan også mærkes som en dejlig duft". Uden tvivl gav den vidne om Jesus til ham, derfor var han begyndt at vise stor interesse, når vi bad og læste sammen.
   Fritzli forstod uden tvivl engelsk og tysk. Når jeg sagde enkle ting som "løft hovedet" på engelsk eller på tysk, forstod han det hver gang, fordi han løftede hovedet. Andre lignende ting lagde vi mærke til. Vi havde også en tydeligt fornemmelse af, at han forstod en hel del mere, uden tvivl forstod han også pigerne som hjalp ham. Trods alt var det stadigvæk svært at finde ud af helt nøjagtig, hvor meget han forstod, fordi han ikke talte, og fordi han næsten ikke kunne udtrykke sig. Vi som kendte ham godt, vidste han forstod alt hvad der foregik i huset. Han forstod også, meget af det vi talte om, ligeledes forstod han det meste af, hvad han så i fjernsynet. Jeg kunne spørge ham, skal vi ud og køre bil, han elskede at køre bil, og han ville strække hovedet mod døren og knytte hænderne. Når jeg havde læst en lang historie og spurgte: "Forstår du det", blinkede han med øjnene hver gang, det betød ja. Når han ikke ville sige ja, blinkede han med øjnene og så til siden, det betød nej, et sprog han selv havde fundet ud af. Havde han virkelig forstået alting, det vidste vi ikke helt nøjagtigt. I grunden gjorde det heller ingen ting, vi holdt af ham som han var. Engang lå han bekvemt på nogle puder ved siden af spisestuebordet, mens vi spiste. Fritz og jeg underholdt os med børnene om, hvor meget han forstod, som Silvia udtrykte det: "Jeg ville gerne helt nøjagtig vide, hvad han tænker". I det øjeblik begyndte Fritzli at le på en besynderlig måde Hm, Hm, Hm. Det var, som om han sagde: "Selvfølgelig forstår jeg, hvad I taler om". Hans øjne udtrykte hans sårede følelser, at vi kunne tale sådan om ham, han var da en af os, selv om han ikke kunne tale.
   En formiddag skulle jeg ud i svejtserskolen. Hvad anledningen var, kan jeg ikke mere huske. Efter jeg var færdig med Fritzli og havde læst i biblen, lukkede jeg soveværelsesdøren og forklarede Devi, at hun ikke behøvede at gøre noget der inde den dag, og tilføjede:" Lad døren være lukket, til jeg kommer tilbage". Jeg tænkte ikke engang nærmere over den besked, jeg lige havde givet hende. Som regel var alle dørene åbne om dagen, sådan at frisk luft kunne cirkulere fra de åbne vinduer. Da børnene var mindre, brugte vi sjældent aircondition, man kan sove uden, det er også sundere over længere sigt. Vi havde i stedet for vifte i loftet i stuen såvel som i soveværelserne. Kun hvis det var meget varmt, ville vi sætte aircondition på. Jeg kørte ud i børnehaven og kom, efter et par timer, tilbage med børnene. Devi var nedenunder med Fritzli, da vi steg ud af taxien oppe på parkeringspladsen. Hun sad på et hjørne af en fremstående mur, med Fritzli ved siden af i vognen, sammen betragtede de, de legende børn. Som altid blæste det godt hernede under blokken, det var dejligt at komme hjem til et sted, hvor vinden suste om hjørnet. Det var som om den, på nøjagtig dette sted, drejede rundt om sig selv. Hvis det af og til blæste rigtig stærkt, måtte vi oppe i lejligheden lukke vinduerne og dørene, ellers ville sager og ting begynde at falde ned. Vinden kunne til og med, til tider, løfte det tykke gulvtæppe en halv meter op i luften. Det kunne, i sådan et tilfælde, tude om hjørnerne ligesom på Vesterhavet.
   Jeg gik op med børnene og Devi. Som sædvanlig lagde jeg min håndtaske på stolen i hjørnet I soveværelset. Det var midt på eftermiddagen, solen bagede varmt på vinduerne. Jeg fik øje på nogle bier som krøb op ad vinduet, de er sjældne her i byen, men jeg tænkte ikke nærmere over det, åbnede vinduet lidt ud af til og børstede dem af. Flere kom summende til og satte sig på ruden. "Det er mærkeligt", tænkte jeg. Tre, fire gange åbnede jeg vinduet og børstede dem af, og lukkede det igen. Jeg vendte mig om og kikkede mig omkring i soveværelset. Fritz indbyggede skab var ikke rigtig lukket fordi træet havde givet efter, som det så ofte er tilfældet her på grund af det fugtige klima. En spalte var synlig i midten, der ud fra kom den ene bi efter den anden. På dørhåndtaget så jeg en stor sort en som måtte være dronningen. Jeg lukkede hurtigt vinduet, gik rask hen til døren og lukkede den efter mig. Ude i vaskekøkkenet fik jeg fat på en spray imod insekter. Jeg åbnede døren lidt på klem, satte dåsen hen til den smalle åbning, trykkede knoppen ned, mens jeg bevægede dåsen op og ned. Jeg hørte det summe inde i soveværelset for omkring ti minutter. Devi blev sendt ned til den lille butik for at købe en dåse til. Biernes summen var ved at ebbe ud, men for en sikkerheds skyld, sprøjtede jeg en ekstra gang en hel dåse. For døren lagde jeg et vådt håndklæde og først efter et par timer, åbnede jeg døren. Foran vinduerne lå små bunker af bier. Jeg hentede den lille støvsuger, to gange måtte jeg tømme den, før den sidste bi var væk. Ikke uden grund, lugtede det meget stærkt i soveværelset bagefter og det tog en hel uge, før vi kunne sove der igen. I mellemtiden måtte vi tage til takke med et par madrasser i stuen. Hvad ville der have været sket, hvis jeg ikke havde sagt til Devi, at hun ikke skulle gøre rent i soveværelset, og at hun skulle lade døren være lukket resten af dagen. Sværmen kunne meget let have landet i stuen. Fritzli lå ofte på gulvet støttet af puder, eller han sad i sin vogn. Hvordan havde Devi klaret situationen alene? Når man har Gud på sin side, hvem kan være imod os, hedder det i biblen, den dag fik jeg igen et bevis på det