Fritzli havde af og til svært ved at få luft. Især om eftermiddagen når han lå og hvilede sig efter middagsmaden, gik brystkassen op og ned. Hans lunger måtte arbejde en hel del for at pumpe det nødvendige oxygen ind i blodet. Der var flere grunde til det. Den første var, at han var meget lammet og havde stærke medikamenter. Den anden, hans størrelse, han var mindst lige så stor som jeg var - 1 m og 64cm. Den tredje og muligvis den vigtigste de mange infektioner som han havde haft i årenes løb.
   Kære Jesus, for mange år siden gav du mig et meget stort løfte. Jeg så Fritzli få et nyt sundt legeme i løbet af få sekunder. Jesus jeg lovede aldrig at tvivle, og det har jeg og min familie heller ikke gjort. Vi tror stadigvæk, selv om Fritzlis tilstand ikke er blevet bedre, og selv om det ser ud til, at det er begyndt at gå ned af bakke med hans helbred. Vi takker dig, fordi vi igennem ham har fundet vejen til dig. Jeg tvivler på, jeg havde været i stand til at klare det inderligt, hvis jeg ikke havde fundet frem til dig. Jeg har altid haft et meget stort behov for dig, blot vidste jeg ikke at svaret til dette var dig og din kærlighed. Jeg vidste heller ikke besked om Helligånden og dens virke i os her på jorden. Kære, kære Jesus, gør noget for Fritzli. Jeg bad mange bønner for Fritzli de næste par år. I løbet af de godt 20 år der var gået, siden vi fik Fritzli, var der sket en hel del. Det vigtigste var, de skridte familien havde gjort med Jesus. Vi havde fået svar på mange ting i årenes løb, bad om alting og takkede for alting. Ville Fritzli snart blive sund og rask? Trofast bad vi om det som altid. Jeg kunne mærke, at noget ville og måtte ske på et eller andet tidspunkt i nær fremtid.
   Jeg drømte: Jeg skulle begynde på en missionsskole, i den sammenhang så jeg tre bogstaver. Havde jeg hørt rigtig, hvordan kunne jeg begynde på en missionsskole, når jeg stadigvæk havde så meget at gøre i hjemmet, specielt i disse tider hvor der skulle passes meget godt på Fritzli.
   Igen en drøm: Mit køleskab var åbent, en lille hvid fugl sad derinde, med et løftede den sig og svang sig op i skyerne. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om det muligvis betød, at Fritzli var ved at være træt af det hele, og at han kun ønskede et at blive fri på en eller anden måde.
   En tidlig morgen da jeg ryddede op i mit skab i soveværelse bankede Lucie på døren. Fritzli kunne næsten ikke få luft forklarede hun, hurtigt skyndte jeg mig ind i hans værelse. Det var rigtig nok, han kæmpede hårdt for at få luft. Først ringede jeg til lægen og aftalte, at han skulle indlægges med det samme på sygehuset. Derefter bestilte jeg en ambulance.
   Frizli havde det ikke godt hele dagen, om aftenen kæmpede han hårdt med iltflaske få at få luft. Jeg sad ved sengen og bad, men det var ligesom ikke rigtig, jeg behøvede at være alene nu. Mit hoved blev tungt og jeg fik hovedpine. Jeg fortalte sygeplejerskerne, at jeg var nødt til at tage hjem, fordi jeg havde hovedpine. De lovede at ringe, hvis der skulle ske noget. Så snart jeg var ude af døren, flød tårer i stride strømme ned af mine kinder. Jeg tog en taxi hjem, åbnede forsigtigt døren, alle sov. Jeg kastede mig hen over sengen i Fritzlis værelse og hulkende bad jeg for ham. Efter cirka en halv time ringede jeg til sygehuset. De kunne fortælle mig, at Fritzli med en gang havde fået det meget bedre, han trak vejret normalt og sov dybt, han var kommet igennem krisen. Igen faldt jeg på knæ, men denne gang lovede og priste jeg Gud.
   Fritzli blev fem dage på sygehuset. Efter lægens råd havde jeg fået iltflaske og suge apparat installeret i hans værelse. Han havde kikket direkte på mig og sagt, at dette ville muligvis ske hver 14 dag. Han gav Fritzli et halvt år. Ligeså direkte kikkede jeg tilbage og svarede, at det troede jeg ikke. Det var godt, jeg havde fået suge apparatet, for den følgende uge kom en masse gult ud af lungerne. Lucie fik også lært at omgås den, det var heldigt, at jeg havde sådan en dygtig pige for øjeblikket. To uger efter denne hændelse blev igen noget hårdt i lungerne. Han var nød til igen at have medicin. Jeg var både bedrøvet og skuffet, selv om det ikke var så slemt, som lægen havde lovet. Gud havde hjulpet Fritzli igennem krisen, derfor havde jeg vovet at sætte mit håb til, at han havde helbredt hans lunger. Jeg kunne ikke rigtig ryste skuffelsen af mig den dag. Om eftermiddagen satte jeg ham i vognen, og kørte ham en tur hen ad vejen. Jeg håbede så småt på, at Ingrid var hjemme. Hun boede på samme vej, var fra Østrig og var også kristen. Foran huset drejede jeg vognen langsomt om og gik jeg tilbage den samme vej, jeg var kommet. Jeg fortalte Gud, at jeg kun var et menneske med følelser som så mange andre og at jeg stadigvæk var i stand til at blive skuffet, selv om han havde hjulpet os mange gange. Videre fortalte jeg ham, at jeg var meget skuffet, fordi Fritzli igen ikke havde det for godt, og at jeg ikke var i stand til at bede for ham for øjeblikket på grund af min sindsstemning. Eftersom jeg ikke havde truffet Ingrid, som jeg havde håbet på at bede sammen med, var det bedst, han sendte en anden person til at bede for Fritzli, jeg kunne simpelt hen ikke mere. Pessimistisk skubbede jeg vognen hen ad vejen.
   En større lokal skole befandt sig ikke langt fra hvor vi boede. Hver formiddag og eftermiddag kunne vi se unge menneske løbe på vejene. Det hørte med til deres daglige program i skolen. Jeg bemærkede en ung mand bag ved mig som kom nærmere. Da han kom op ved siden af mig, spurgte han sveddrivende og pustende, om han kunne bede for Fritzli, han havde med en gang fået en stærk fornemmelsen af, at han skulle spørge mig. Jeg spurgte om han var kristen, han nikkede til svar. Sammen lagde vi vores hænder på Fritzlis hoved og den unge, måske 17 årige mand, bad en enkelt bøn, som jeg vidste blev modtaget i samme øjeblik i himlen. Det var Gud som havde sagt til den unge mand at bede sammen med mig. Vejret skiftede i mit sind, jeg kikkede op imod himlen og takkede den almægtige som sidder i det højeste. Opmuntret og med lette skridt begav jeg mig på hjemvejen, samtidig måtte jeg tænke på de fordele unge mennesker har, når de kender Gud personligt. Når jeg tænker tilbage ved jeg, at jeg først begyndte at leve rigtig, da jeg modtog Jesus i mit hjerte. Selvfølgelig levede jeg også før, men der ligger ligesom en skygge over tiden før det tidspunkt. Vi betaler en meget høj pris ved ikke at tage det skridt. Et par dage efter drømte jeg, at jeg så Jesus. Han fortalte mig, at en lille smule hvid medicin ikke gjorde noget. Fra det tidspunkt af, fortalte jeg det ikke til nogen, når Fritzli igen behøvede en lille smule hvid medicin, fordi den tørre hoste igen sad fast. Jesus havde sagt, at det gjorde ikke noget, ansvaret var hans.
   Peter Tan, en ung præst fra Kuala Lumpur Malaysia havde begyndt at give undervisning i World Trade centre auditorium hver mandag aften. Først var der lovpris en times tid efterfulgt af et profetisk ord, der blev også bedt for de syge. Derefter to timers intensiv interessant undervisning. Jeg mærkede, at der var et højere niveau i den kristne tro, og at man kan vokse hele livet og stadigvæk opdage nye ting. Med Jesus er det aldrig kedeligt, men man skal sørge for at holde sig til ilden, ellers kan gløderne begynde at gå ud. Gud ønsker at lade sin velsignelse være ny hver morgen. I disse specielle tider hvor Fritzli havde det svært, drak jeg tørstig af den nye friske kilde. Samtidig begyndte jeg at høre Guds stemme tydeligere. Gud har meget at sige til os, men ofte ignorerer vi ham, og mange ting I livet tager vi for givet..
   Fordi jeg har nævnt drømme, visioner og tegn mange gange og det har været vigtige retningsviser i vores liv, føler jeg mig vejledet til at hentyde til Zakaria som skriver i kapitel 10 vers 2: Men husgudens tale er svig, sandhedens syner er blændværk, de kommer med tomme drømme, hul er trøsten, de giver, derfor vandrer de om som en hjord , lider nød thi de har ingen hyrde.
   Forskellen ligger i, om man kender Jesus personligt og om hans ånd in dvæler os, ellers kan man blive ledet til svig, blændværk og tomme drømme.
   Joel kapitel 3 vers 1: Åndsudgydelsen - jeres sønner og døtre skal profetere, de ældre skal få min vilje åbenbaret i drømme, men jeres unge skal se den i visioner.- To modsætninger som tydeligt og klart henviser til, at der er tre viljer på denne jord: Guds, djævlens og vores egen frie vilje. Jeg for mit vedkommende ved, at jeg ved, når jeg har hørt fra Gud og for det meste forstår jeg det med det samme. Guds Ånd giver fuldstændig overbevisning.
   Jeg tror, Fritzli i længere tid havde ønsket at sige til mig, hvor meget han værdsatte, det vi gjorde for ham. Jeg vågnede en morgen med indtrykket af en usædvanlig drøm. Jeg havde taget Fritzli ud af sengen og lod ham støtte på benene. Hans arme lå om min hals, pludselig trykkede han armene om halsen på mig og gav mig et stort smask på kinden. I virkeligheden kan han ikke gøre disse ting, men han ønskede på en eller anden måde at sige det. Jeg gik ind i hans værelse og tog hans hånd i min. Kærligt så jeg ham i øjnene, mens jeg lod ham vide, at jeg vidste, hvad han tænkte. Var jeg i stand til at forklare ham, hvor meget han betød for os. Mange tanker fløj igennem mit hoved i denne tid: Det som er sået i svaghed bliver rejst I kraft. Jeg måtte tænke på en drøm jeg havde haft for et stykke tid siden, i drømmen så jeg Fritzli ved siden af ham et kg. korn.
   En anden drøm: Jeg så Fritzli ved siden af et stearinlys. Samtidig læste jeg i min drøm fra Johannes evangeliet: Lyset ( Jesus ) skinnede i mørket. Jesus er lyset selv, men vi er også kaldt til at være lysbærer. Mattæus kapitel 5 vers 14: I er verdens lys, en by der ligger på et bjerg kan ikke skules. Man tænder heller ikke et lys for at sætte det under bordet, men sætter det op på en stage, så det kan lyse for alle i huset. På samme måde skal i lade jeres lys skinne for andre mennesker, så de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader i himlen.
   Forstod han, hvor meget han betød for os, hvor dejligt det var at være sammen med ham. Hans forhold til sin skaber var så stærkt, at det smittede af på os alle sammen, fordi han blev stærkt trøstet af den Hellige Ånd. Det er sandt, Guds barmhjertighed træffes igennem andre mennesker også svage mennesker. Gud ser ikke med menneskers øjne, men ende resultatet af det indere menneske. Den største tilfredsstillelse man kan have i livet, er at videregive, hvad der er givet til en. Mange var de gange vi havde haft lov til at give og modtage fra begge sider i vores familie.
   Når Fritz kom hjem om aftenen, hilste han først på Fritzli, som regel var han ved at indtage sin aftensmad på værelset sammen med pigen. Derefter kom han ud i køkkenet og hilste på mig. Vi spiste og tjattede på terrassen, når vi var færdige, lå Fritzli på fjernsynssengen i kontoret. Kontoret var også fjernsynsværelse med en dobbeltseng og store puder, vi havde alle plads på den. Ofte fortalte Fritz ham om sit arbejde, mens han kikkede ind i hans store brune øjne. Fritzli synes at forstå alting, hvor ofte havde Fritz følt sig opløftet efter at have sludret med Fritzli en halv times tid. Fritz trykkede hans hånd og Fritzli gjorde sit bedste til at trykke tilbage. For det meste blev det kun til en stiv bevægelse, men vi vidste, hvad det betød. Det tog mig trekvart time at lægge ham i seng i disse tider, men det nød vi også begge to. Han havde lungeterapi to gange om dagen nu, sidste gang før han blev lagt i seng. Til sidst bad og sang vi også sammen. Når jeg lukkede døren efter mig og sagde: "Godnat Fritzli", klukkede han tilfreds til svar. Der var meget stærke bånd imellem os alle sammen. Af og til sad han inde hos Robert eller lå på hans seng, når han lavede lektier. Ved sådanne lejligheder forholdt han sig rolig meget længe for ikke at forstyrre. En følelse af sammenhørighed kunne mærkes imellem dem.
   Hvordan forstår man visioner og drømme. Gud, som kender en bedst, vil bruge situationer, som er er godt kendt af vedkommende med billeder og af og til også direkte tale. i det gamle testamente talte han ofte direkte til profeterne. Som før nævnt, er det syner og drømme som præger vores tid. Meget af det der er sket i biblen er først profeteret. Jeg har hørt sige, at profetiske forkyndelser ligger på mindst 40 procent af hvad der er skrevet i biblen. Hvis nogen siger, at det hører ikke med til den kristne tro, vil jeg vove at modsige dem. Selvfølgelig taler Guds Ånd også ud fra de situationer, man befinder sig i og fra hans ord i biblen som er grundlaget for alting. Som man lærer at vandre på hans veje, bliver man også mere åbent til hans vejledning.
   En drøm: Jeg forberedte mig til en kamp, vi var kun få. Jeg var slet ikke nervøs, selv om jeg vidste, situationen var farligt. Så en kaptajn, som jeg først troede var imod mig. Det viste sig, at han var for mig. Hos naboen så jeg manden synke i knæ, mens han gik op til en politivogn. Derefter kom Peter Tan ind i billedet. Her forstod jeg absolut ingenting, men mærkede at den var meget vigtig.
   Jeg forstod absolut ingenting. Der skulle gå et år, før jeg vidste, at disse tegn var meget vigtige. Bad for det jeg ikke forstod og overgav situationen i Guds hænder.
   Drøm: Fritzli krydsede hænderne foran og rutsjer over på den anden side i sin dobbeltseng. Her er det klart, han vil ud af sin seng.
   Drøm: Jeg så Fritzli sidde på en sten med det ene ben trukket op under sig. Han havde pænt tøj på og hans øjne var meget livlige. Det gjorde godt helt ind i sjælen, at se ham sådan sund og rask.
   Drøm: Jeg var på sygehus, en læge sprøjtede noget imellem to af mine nederste hvirvler i ryggen. Derefter kørte lægen, Susan og jeg på motorcykel til en hule med ægte vidunderlige stene. Vi forsatte med at køre igennem den ene vidunderlige hule efter den anden.
   Udlægning: Lægen er Gud selv, jeg har i mange år haft besværligheder med et par hvirvler. Det har hver gang rettet sig igen, jeg er overbevist om, at jeg har været meget heldig. Det man kører på, er det man gør. En motorcykel er ikke en bil, men det er heller ikke en cykel. Gud viser os vejen imellem alle sine skatte, så enkelt er det. Susan har været vejviser for mig i mange af de interessante ting på det kristelige område, der er sket i Singapore.
   Drøm: Fritzli sad i sin vogn, han skulle have været taget hjem klokken 11, men fordi jeg ikke var parat, blev han siddende. Han sad så længe i solen, at han blev helt mørk og kom først med flyvemaskinen om aftenen klokken otte. Jeg var ude at købe perler og kom først hjem klokken tre.
   Udlægning: Fritzlis liv blev forlænget ud over den 11 time fordi jeg ikke var parat. Tallet 8 står for lidelse, det samme nummer, har jeg hørt, står også for Jesus navn i det hebræiske sprog. Flyvemaskinen for noget overnaturligt. Perler for en skat i himlen. Jesus sammenlignede Guds rige med en kostbar perle.
   Drøm: Fritzlis vogn var bremset.
   Mon ikke Jesus igennem sin ånd også taler i lignelser i dag. Markus kapitel 4 vers 33-34: Når Jesus underviste brugte han ofte billeder og det var kun når han var alene med disciplene, at han forklarede, hvad det alt sammen betød. Grunden sagde han selv var: At de som ville se og høre ville forstå, og de som ikke var interesseret i ham, var det ikke givet at forstå.
   Det er en bibelsk regel, at når noget første gang er nævnt i biblen, er princippet bag ved temaet det samme hele vejen igennem Guds ord. Gud forandrer aldrig sin mening.
   Det var en besynderlig tid, noget var ved at ske for Fritzli, i den dimension man kun får et glimt af, af og til. Jeg holdt stadigvæk fast ved den vision, jeg havde haft for mange år siden, for Gud er ingenting umuligt.
   En kaptajn ved gitteret
   Ugen før den 14 juli, Fritz var på ferie med børnene i Europa. Jeg måtte jeg tænke meget på en bestemt drøm, jeg havde haft for cirka et år tilbage. Det var drømmen om en farlig situation i huset, en kaptajn ved gitteret som hjalp mig og Peter Tan som kom ind i billedet. Jeg vidste stadigvæk ikke, hvad det betød, men da det hele tiden dukkede op i tankerne, gav jeg det igen og igen over i Guds hænder. I hans hærskare af engle, som uden tvivl overgår menneskeantallet på jorden, var der sikkert mange kaptajner. Hvis jeg havde brug for en, holdt den måske allerede vagt ved mit gitter. Jeg følte mig ikke urolig, anede blot, at en særlig hændelse var ved at ske. Jeg huskede, at der var absolut ingen ting, jeg behøvede at gøre.
   Søndag morgen vågnede jeg usædvanligt tidligt ved seks tiden. Uret i stuen tikkede ualmindelig højt. Jeg stod op og rystede hovedet for at komme på det klare med, hvad drømmen om den 11 time skulle betyde, som jeg havde haft samme morgen. Jeg åbnede forsigtigt døren til Fritzlis værelse, alting var i orden, han sov blidt og godt. Han ville sikkert sove i flere timer, for om søndagen sov han altid et par timer længere. Jeg har altid været Gud taknemlig for denne indretning, hviledag er hviledag. Om Fritzli altid vidste hvornår det var søndag og derfor sov længere, det tror jeg ikke. For en sikkerheds skyld blev jeg hjemme hele søndagen. Der skete ikke noget usædvanligt. Måske var det blot i den usigtbare verden, der var sket noget, og jeg havde ligesom mærket det. Den følgende mandag var det sidste møde med Peter Tan. Da jeg tog af sted, var Jossy ved at give Fritzli aftensmad. Jeg gik ind og sagde farvel til dem. Fritzli havde igen sådan en tør hoste. Det var blevet almindelig hos ham, siden han havde været på sygehus. To år var gået siden lægen gav ham et halvt år. Jeg havde trøstet mig med, at han havde overdrevet i sin diagnose. Gud havde bestemt andre planer for ham. I auditoriet sad jeg bagved en ung mand som så ud til at være spastisk, det kunne man se af hans stive bevægelser. Mens vi øvede nye sange for den kommende lov pris aften, som skulle afslutte undervisningen. Mens Peter Tan forklarede den sidste bog Åbenbaringen, bad jeg af og til for denne unge mand. Ikke en gang tænkte jeg på dem derhjemme. Klokken var kvart i et, da jeg kom hjem, det var senere, end det plejede at være.
   Et stort stykke papir var befæstet på gitteret, da jeg steg ud af taxien. I skæret af gade lyset læste jeg, at der var sket noget med Fritzli, han var kommet på sygehus. Underskrevet havde Ann vores nye nabo fra syd Afrika. Jeg kikkede over til nabohuset, der var stadigvæk lys i stuen. Jeg stak nøglen i låsen, det raslede, det kunne man tydeligt høre ved denne tid af døgnet da alting var fuldstændig roligt. Jeg bemærkede, at Ann var på vej ud af huset, og blev stående. Med hurtige bevægelser kom hun hen til mig og sagde: "Jeg henter bilen og forklarer dig det hele i på vej til sygehuset". Efter jeg var taget af sted, havde Fritzli fået noget af maden galt i halsen. Som pigen havde forklaret, var han med engang blevet mørk i ansigtet og havde holdt op med at trække vejret. Hun havde skyndt sig at køre vognen ud foran huset, og der havde hun af sine lungers fulde kraft råbt:" Hjælp, hjælp". Naboerne havde været på en uges ferie i Malaysia og skulle ikke havde været kommet hjem før senere på aftenen. Som Ann forklarede: "Det var godt, vi var kommet hjem på det tidspunkt, hun brugte hjælp. Jeg skyndte mig over til din havelåge og opfordrede hende til at åbne for mig, men hun var i en sådan panisk tilstand, at hun ikke ænsede hvad jeg sagde, derfor kravlede jeg over havelågen. Fritzli trak ikke vejret, jeg bankede ham på brystet og gjorde mund til mund oplivningsforsøg. Da det ikke hjalp, klatrede jeg over gitteret igen og ringede på døren hos doktoren over for. Da der ikke var nogen som svarede, klatrede jeg tilbage over gitteret og prøvede en gang til på et oplivningsforsøg. Da det heller ikke hjalp, klatrede jeg for anden gang over gitteret og ringede igen på døren hos doktoren uden resultat. Igen krøb jeg tilbage, da jeg kom hen til Fritzli, så jeg, hvordan han med en gang trak vejret dybt og åbnede øjnene, det var en stor lettelse for os alle sammen. Vi mente, det var bedst han kom på sygehus, derfor ringede hendes mand efter en ambulance. Da du ikke var hjemme, kunne han ikke blive indlagt uden politiet, derfor ringede vi også til dem". Hun forklarede hvor bange de havde været. I det øjeblik kom jeg til at tænke på drømmen om naboen som næsten sank i knæ, da han gik op til en politibil.
   Ann satte mig af ved sygehuset og kørte hjem igen. Jeg fandt Fritzli liggende i en seng på en større stue sammen med andre mænd. Han kikkede med store øjne til højre og venstre, men så ellers ud, som han plejede. Jeg blev lidt, politiet kom og stillede nogle spørgsmål, de ville vide, om pigen kunne havde gjort det ekstra. Jeg forklarede, at det var meget svært at give ham mad og at jeg var helt sikker på, at det var et udhæld, på dette skrev jeg under. Da jeg ikke kunne tage ham hjem før næste dag, fordi nogle prøver skulle tages, tog jeg hjem for at sove et par timer. Jeg kom tilbage til huset ved tretiden. Jossy sad i et hjørne på sengen i kontoret og så stadigvæk ret forskrækket ud. Jeg forklarede:" Jeg ved godt, du ikke kunne gøre for det, der skete, det havde lige så godt kunne ske for mig. Jeg anklager dig ikke for noget, skynd dig i seng og få sovet. Gud ske tak og lov, at Gud hjalp dig". Fuldstændig ærlig forklarede hun begivenhedens gang, og ærlig mente hun, at der var gået fem, seks eller syv minutter, hvor Fritzli ikke havde trukket vejret. Fritzlis livlige øjne fortalte mig, at han ikke havde taget skade af det, det var jeg overbevist om. Hvem ved, hvad han havde oplevet i denne tid. Måske havde han følt sig let og fri og været i stand til at bevæge sig. Jeg grundede lidt over dette, før jeg faldt i søvn med taksigelse til den som igen havde passet på os. Næste dag tog jeg Fritzli hjem. Den første uge derefter gav jeg ham alle tre måltider om dagen. Derefter forklarede jeg Jossy, at hvis hun forsat ønskede at arbejde hos os, måtte vi dele dette arbejde. Hun havde ikke noget at indvende, jeg lagde mærke til, at hun var meget omhyggelig med at give ham maden.
   Doktoren over for havde også en ahma. Jeg antager, Jossy havde fortalt hende, hvad der skete hos os. Da hun kom hjem den følgende søndag aften, havde hun en lang historie at fortælle. Sammen med ahmaen hos naboen havde hun været i kirke, der havde hun talt og bedt meget længe med præsten. Bagefter havde de haft lunch sammen med en masse andre unge mennesker. Begejstret fortsatte hun med lysende øjne: "Selv de unge mænd hjalp til med at vaske op bagefter". Hun virkede som et helt nyt menneske også i tiden fremover. Jeg havde lagt en bibel på bordet i hendes værelset, det gjorde jeg altid for hver ny pige jeg fik. Når de rejste, havde de lov til at tage den med. Nu lå biblen opslået på bordet hele dagen, og hvert ledig øjeblik hun havde, gik hun ud i sit lille værelse og læste i den. Hun var blevet en anden person fra den ene dag til den anden og gik aldrig mere rundt med et bange udtryk i ansigtet.
   Gud ske tak og lov til ham som ved alting. Det var godt, jeg ikke rigtig havde forstået, hvad de mærkelige drømme betød. Blot bedt om at hans vilje ville ske og forladt mig fuldstændig på ham. Havde Gud kunne forhindre det? jeg kender ikke alle svarene. Epeser 6,13 siger: Tag derfor Guds fulde rustning på, for at må kunne stå imod på den onde dag og holde stand efter at have besejret alt. Man kan grunde over, hvad det helt nøjagtig skal betyde, men der er onde dage, og vi bliver prøvet i vores tro, det, det gælder om, er at stå fast i troen.
   Jeg føler mig vejledet til her at forsætte historien om Jossy. Hun blev den af mine piger, hvis hjerte virkelig var god jord og bar meget frugt for Jesus. Efter en tid forlod hun os men blev i Singapore i mange år. Hun arbejdede aktivt med i den Metodistiske kirke, når hun havde fri om søndagen. Ligeledes opbyggede hun sig selv i de mange kurser, som det er muligt at følge med i. Hvert år rejste hun til Filippinerne en måneds tid og i denne tid arbejdede hun som missionær imellem sit eget folk.
   Kun Gud i sin visdom kunne forud se, hvordan en ulykkelig situation kunne vende sig til det bedste. Hvem ved, hvor mange engle havde været på færde hin ulykkelig aften. Ja, Gud havde til og med vist mig, at jeg ikke behøvede at være bange, og at der heller ikke var noget for mig at gøre, for han havde en kaptajn ved gitteret, han har muligvis hjulpet Ann til at klatre frem og tilbage. Gitteret er ret højt og det er ikke så let at klatre over. Mange gange har jeg undret mig over, hvordan Gud helt nøjagtig ved alting, for vi har en fri vilje til at vælge med.
   De gange Jossy og jeg talte med hinanden, efter hun forlod os, sagde hun hver gang med et stort smil: "Jeg lærte Jesus at kende i Singapore". Jeg smilte tilbage, gav hende et knus og svarede: "Det ved jeg, du gjorde".
   I de to år Peter Tans møder havde stået på, havde man ved døren fordelt sedler om et andet kursus. Jeg kan mærke, om noget er Guds vilje. Jeg havde i længere tid følt mig stærkt tiltrukket af dette kursus, men besluttede først at være færdig med et, før jeg begyndte på et andet. Det fandt sted to gange i ugen for to måneder, derefter var der to måneders pause, og derefter begyndte det igen. Dette gentog sig tre gange, dermed var kursuset færdig. Det var ikke for nye kristne, man skulle have god kendskab til biblen og være overbevist om, at man var døbt af den Hellige Ånd. Der var heller ikke noget af, at komme og gå som man ville, man skulle følge med, ellers var man ude. Der ville også blive hjemmeopgaver, som skulle laves til hver gang. Fritz kørte mig derhen den første gang, i grunden var det synd, at han ikke kunne deltage i alle disse velsignede ting. Hans arbejde var meget anstrengende, og tog det meste af hans energi fra mandag til fredag. For det meste var han træt, når han kom hjem om aftenen. Man må tage i betragtning, at klimaet er meget anstrengende, alle er trætte efter en lang arbejdsdag.
   Deeper Life Seminar, som kursuset hed, var anderledes på den måde, at det ikke var den samme som underviste hver gang. Forskellige præster, missionærer og andre fra de omkringliggende lande kom på et kort besøg og underviste. Vi var inddelt i små klasser som løb parallel med hinanden. Jeg var den eneste udlænding på dette kursus, og det var lidt af en prøvelse i begyndelsen, men det gik meget godt. Vores klasse havde et godt sammenhold, som vi alle værdsatte, og jeg opnåede at blive rigtig gode venner med flere af dem. DLS var grundet og ledet af et amerikansk ægtepar af asiatisk afstamning. De hed Fall og underviste ikke kun i Singapore men også i Malaysia og Indonesien og prædikede flere gange om året i evangelisationer. Mange mennesker var derigennem blevet rigt velsignet. Formålet med kursuset var at opbygge kristne til at være aktive kristne. Han selv var uden tvivl en profet, jeg tror, de fleste af os fik hjælpefulde anvisninger om, hvad Gud havde for os i fremtiden. En helbredelsesgudstjeneste blev afholdt, hver gang to måneder var færdig. Vi alle blev involveret på en eller anden måde.
   Det var ikke før jeg havde deltaget i DLS flere måneder, at jeg mærkede, at jeg nu var kommet på den missionsskole, som Gud havde vist mig. DLS passede med de tre bogstaver, jeg engang fik i en drøm. Jeg havde skrevet datoen og drømmen ned, men ikke vist, hvordan jeg skulle kunne komme på sådan en skole, med alle de pligter jeg stadigvæk havde med familien. Gud vidste hvordan og i mellemtiden havde jeg ladet mig lede. Jeg blev derigennem styrket indvendig og fik mod til at vidne med større sikkerhed. Jeg vidste også, at Gud vedblivende havde vidunderlige planer for os. Man hører aldrig op med at vokse i troen, og som vi vokser bliver vi mere modne indvendig. Gud vil, at vi skal vokse til at ligne hans søn, for vi er hans børn. Det er en proces som ikke bliver færdig her på jorden, men der vil komme sådan en dag, hvor vi skal ligne ham, fordi vi vil se ham ansigt til ansigt. Er det ikke vidunderlige ord. Se 1 Johannes 3,2.
   Året 1994
   Denne vinter rejste Robert ikke til Svejts for at lære fransk som året før, men tog på jule skiferie hos Silvia i Brunwald. Godt et år havde han taget ekstra undervisning i tysk og fransk og nu kom han godt med i det sproglige. Senere hen da han aftjente sin værnepligt i Svejts, måtte han ofte oversætte fra tysk til fransk eller omvendt. Derved opdagede han, at mange, også med god uddannelse, slet ikke var så gode til sprog. Han taler engelsk, tysk og fransk og blev I militæret spurgt om han ville gå ind på den sproglige linje, hvad han afviste.
   Fritz og jeg fejrede dette år jul alene med Fritzli. Han havde altid været meget tynd, men i den sidste tid var han blevet endnu tyndere. Alle de infektioner han havde haft de sidste par år, og det at lungerne ikke var så gode, sled på hans helbred, det var synligt nu. Han følte sig også træt, det kunne vi mærke ved, at han sov længere om morgenen. Det var som om vi sammen vandrede en vej sammen som var meget betydningsfuld, en vej som ikke ville gentage sig. Den 29. december vågnede jeg efter en usædvanlig drøm. Fritzli døde og jeg skulle arrangere begravelsen, dertil behøvede jeg at ringe til Dagmar, en dame fra den tyske bibelgruppe, men hun var ikke hjemme. Fritzli var dækket til med et lagen, jeg løftede det og så, at han var en hel del mindre. Jeg sagde: Det var det Silvia så, pludselig blev han meget stor, så ham stående. Jeg grundede en del over denne drøm men forstod ingenting.
   Jossy havde forladt os, og i hendes sted var Rohini fra Shri Lanka kommet. Der var noget modent og trofast ved hende. Hun var over 30 år gammel, gift havde en søn som broren tog sig af, og en gammel mor som også skulle understøttes. Hun var godt plantet i den kristne tro og den mest moden og voksen af alle mine piger. Hun var meget glad for dyr, og katten blev hendes barn fra begyndelsen. Den krøb ind og ud af vinduet hos hende om natten, og hvis den sloges med andre katte i nattens mulm og mørke, stod hun op og hjalp den.
   Drøm til Nytåret 1994: en kop med faldne blade som tilhørte mig og en god mand at støtte sig til.
   Her var jeg ikke sikker på, hvad det skulle betyde, men mærkede den var vigtig.
   Drøm fra 8 januar: Fritzli lå på sengen, han rejste sig langsomt op, jeg vidste, nu var det øjeblik kommet, hvor han blev sund og rask. Jeg betragtede ham, mens han langsomt kom i siddende stilling. Pludselig blev han lille, tog ham alligevel med i kirke og fortalte folk dette barns historie, fordi ingen kendte den. Jeg skrev drømmen ned og undrede mig meget.
   Drøm 17 januar. Et barn blev født, det tilhørte mig. Så store stykker papir. Igen undrede jeg mig meget over, hvad det skulle betyde.
   10 februar havde jeg samme nat tre forskellige drømme om Silvia. Når Gud siger noget tre gange, betyder det, at man skal gøre noget ved det så hurtigt som muligt, eller noget kommer til at ske meget snart. Dette stemmer overens med eksempler I biblen. Jeg vidste at jeg skyndsomt var nødt til at ringe til hende. Jeg spurgte: "Har du en ven Silvia". Overrasket svarede hun:" Mor hvordan vidste du det". Jeg begyndte at fortælle om den sidste drøm jeg havde haft. Jeg havde set to papajatræer, hvert træ havde en stor papaja. Nedenunder stod en mand og forsøgte at tage begge papaja ned. Jeg tilføjede, jeg tror ikke, han er den rigtige, han kunne muligvis også blive farlig for dig. Hun tilstod, at hun i grunden godt vidste det. Dagen før havde hun mærket, at han løj." Hvem er det", ville jeg vide. Hun forklarede, at det var en skilærer, hun stod meget på ski i denne tid. Jeg kunne tydelig se det for mig. En charmerende skilærer som havde tid til at gøre indtryk på unge piger, og Silvia var tilfældigt der, men det var Helligånden også. Han er omnipotent og ved, hvem han skal kalde på i det rigtige øjeblik.
   Roberts drøm den 11 april: Fritzli og han lå på Fritzlis seng, som de af og til plejede, jeg stod ved siden af. Pludselig vidste Robert at nu bliver Fritzli rask, han vidste også, at det var vigtigt at han troede. Langsomt rejste Fritzli sig op og sad på sengekanten, ryggen var nu helt lige, pludselig stod han på gulvet.
   Næste scene, de to spadserede sammen ned af Orchard Road. Robert spurgte: Hvordan kan du lide den mad mor giver dig. Fritzli svarede, at han godt kunne lide god mad, men at han ikke brød sig særlig om det jeg blandede I hans middagsmad.
   Jeg forstod den lige med det samme. Fritzli havde i den sidste tid haft maveproblemer. Til middag fik han frugt med forskellige kornsorter i. Nu gav vi ham kun koncentreret frugt om middagen, og kort tid efter var maven i orden.
   Min drøm fra den 9 juni: Var i et hus, undersøgte om vindruerne var modne.
   En særlig tid var begyndt, Helligånden havde vejledt mig meget stærkt og tydeligt det sidste halve år. De kurser jeg stadigvæk besøgte i DLS, var det bedste, jeg havde været med til, i al den tid jeg havde været kristen. Om et par uger ville nummer tre være færdig. Vi var alle sammen blevet enige om at forsætte i et fjerde, fordi vi alle syntes så godt om det. Tilladelse var blevet givet, september oktober ville blive de sidste to måneder på min missionsskole.
   En morgen efter Fritz var taget af sted, vågnede jeg ved at være omgivet af Guds kraft, denne gang meget stærkt. Aldrig før eller senere, har jeg oplevet han Helligånden på denne måde. Hvis jeg ikke et par gange før havde haft en forsmag på hans ubeskrivelige kraft, var jeg blevet bange, for den kraftfulde hylde som omgav mig i dette øjeblik. Hvis jeg skal beskrive ham, har jeg kun følgende få ord: Han ved alting og kan alting, der er absolut ingenting der kan måles med ham. Det er kraft som fylder hele universet. Jeg vidste, han havde en særlig grund til at præsentere sig på denne måde, han er den stærke hjælper. Efter jeg havde haft et brusebad, stod jeg foran spejlet i badeværelset og skilte mit våde hår af på den ene side. Den kraftfulde hylde var der stadigvæk, det var den samme kraft som havde rejst Jesus fra de døde. Jeg blev ved med at skille mit hår af i midten, mens jeg gentagende gange gentog: "Jeg vil gå den lige vej og følge i dit fodspor". Jeg sagde det ikke, fordi jeg synes jeg burde sige det, det var mit dybeste og inderligste ønske som kom inden fra, det var også Jesus ønske.
   Kort tid derefter en anden drøm: Jeg steg højere og højere og hørte sige, at det var tid for mig at lære at flyve. Jeg turde ligesom ikke rigtig, nogen kom og hjalp mig ved at holde fast i mig, sammen fløj vi. Derefter prøvede jeg selv, det gik flot, hurtigere og hurtigere fløj jeg opad, det var en vidunderlig fri følelse. Jeg vågnede med: Det gik godt.
   At flyve er at hæve sig op i luften, i dette tilfælde symbolsk, jeg vil gøre fremskridt åndeligt og hjælp var lovet. Gud var ved at forberede mig.
   I begyndelsen af juni havde Fritzli feber, derefter fik Rohini det. Den 17 blev Fritzli syg igen. Da jeg samme morgen ville give ham hans morgenmad, lagde jeg mærke til, at hans fingernegle blev blå. Jeg gik ud i stuen og ringede til lægen. Han forklarede, at han skulle på ferie, og at jeg blot kunne indlægge ham på et sygehus. Jeg var lidt paf i første øjeblik, det ville ikke have været sket i Europa. Man har meget strenge love her, og de sidste par år var forskellige læger kommet i avisen på grund af det ene og andet, derfor tilgav jeg denne læge med det samme. Han fortalte, at han beundrede mig, for alt hvad jeg havde gjort for Fritzli, og opfordrede mig til at være stærk. Ved disse ord brød jeg sammen, i grunden vidste jeg det, der var ikke meget håb for ham nu. Jeg ringede også til Fritz, han kom hjem i løbet af en halv time. Vi besluttede at indlægge ham på det sygehus, han havde været indlagt på, dengang da han tabte pusten, da Jossy gav ham aftensmad.
   Jeg var hos ham dag og nat og sov på en lille seng ved siden af ham. Desværre blev jeg også meget forkølet og måtte behandles. Feberen sank hos Fritzli i løbet af et par dage, og gult begyndte at komme op fra lungerne. Han var meget svag denne gang, men det havde han været de sidste par gange, han havde haft høj feber. Om søndagen gik det nogenlunde, vi aftalte med lægen at tage ham hjem om tirsdagen den 27. Lægen forklarede, at hans lunger nu var så dårlige, at han ikke fik nok ilt, og at han var nødt til at ligge med en iltflaske det meste af tiden hjemme. Derfor var det bedst at have et par flasker ilt forskellige steder i huset.
   Søndag formiddag kom Rohini forbi med blomster til Fritzli og en hamburger til mig. Med tårer i øjnene og gråd i stemme sagde hun:" Må Gud hjælpe dig Fritzli". Om eftermiddagen kom Fritz' sekretær. Jeg sludrede med hende, mens Fritzli sad nogenlunde op i sengen, støttet af puder, og fik sin aftensmad. Natten til tirsdag sov vi begge to ikke godt, han jamrede af og til hele natten. Hen på morgenstunden kæmpede han for at få luft. Fra det tidspunkt gik det ned af bakke. Denne gang var der ikke meget, jeg kunne gøre. Jeg ringede til Fritz og sagde: "Jeg tror ikke, han klarer det denne gang". Han svarede:" Det kan da ikke være sandt". Jeg sagde blot: "Kan du komme med det samme, jeg forsøger at ringe til Silvia og til den tyske skole". Kort tid efter var de der begge to Robert og Fritz. Silvia ville komme næste dag fra Svejts. De næste par timer sad vi tre ved Fritzlis seng og så til, at han blev svagere og svagere. Brystkassen hævede sig stærkt for hvert åndedrag, han var ved fuld bevidsthed det meste af tiden, og havde sine store brune øjne fæstet på os. En halv time før han holdt op med at trække vejret, blev udtrykket i øjnene anderledes ligesom fremmed. Han var der ikke mere de sidste smertefulde minutter.
   Vi faldt hinanden om halsen, Fritz satte sig ned og blev ved med at gentage:" Det kan ikke være sandt". Jeg lagde min arm om ham og trykkede mit hoved til hans bryst. Til sidst var han fri. Det var på en anden måde, end det vi havde håbet og troet på i mange år. Det var den 27. juni 1994. Der var så mange ting at beskæftige sig med nu. Vi var ikke forberedte, trods alt måske klarer han den en gang til, havde vi forsøgt at opmuntre ham og os selv med. Det er smertefuldt at beskrive nøjagtig, hvad der skete over de næste par dage og uger, men det hører til, selv om jeg må tørre øjnene en gang imellem. Det ville have været lettere at slutte beretningen med: Til sidst var han fri. Fritzli er ikke ude af vores liv, selv om han er gået hjem til sin rigtige Fader, der hvor han hører mest til. Jeg tror, beslutningen var hans og hans alene.
   Næstede dag hentede vi Silvia på flyvepladsen, tæt sammenslynget gik vi alle fire hen til bilen. Hun beskrev de sidste dages begivenheder. Hele tiden måtte hun tænke på Fritzli, levede han eller ikke. På banegården havde hun ringet til os, og det blev mig som gav hende den sørgelig nyhed. Jeg føjede undskyldende til: "Jeg er ked af, at du får det at vide på denne måde". Foran telefonkabinen var hun brudt sammen. Hun havde også skuffelsen at kæmpe med, fordi i så mange år havde jeg, og dermed resten af familien, været overbevist om, at han ville blive sund og rask, på grund af den meget stærke og tydelig vision, jeg havde haft for mange år siden. En ung pige kom i dette moment hen til hende og spurgte, hvad der var i vejen. Silvia forklarede, at hun lige havde fået at vide, at hendes bror var død. Den unge pige havde lagt armen om hende. Silvia forklarede, at vi alle i mange år troede, at han ville blive rask. Det måtte være Guds visdom som havde været til stede i det øjeblik, fordi den unge pige havde givet sig tid til at overveje situationen. Til sidst havde hun oprigtig forklaret:" Han er rask nu, måske var det det, Gud mente". Silvia kunne for et øjeblik acceptere det. Videre fortalte pigen: "Jeg er også kristen og har også mistet nogen jeg holder meget af".
   Fritzli blev, efter skik og brug i landet, balsameret med det samme og bragt hjem i huset. Vi havde plads nok en stor stue terrasse og have. Det var her han havde levet og tilbragt mange timer og det var her gudstjenesten skulle afholdes, havde vi besluttet. Af og til gik jeg hen til kisten, han så pæn ud nu med hvid skjorte lange bukser og slips rigtig voksen. Øjnene med de lange vipper var lukket, han så ud, som om han sov. Jeg strøg ham over panden og kinderne og hviskede kærlige ord. Huden var hvid, og vokslignende, jeg vidste han ikke mere boede derinde, men det var det nærmeste, jeg kunne komme til ham i de øjeblikke. Mange tanker fløj igennem mit hoved, når jeg stod der og betragtede det kære ansigt, jeg snart ikke mere ville kunne se. Det var meget kostbare øjeblikke. Jeg takkede Gud, for den søn jeg elskede så meget, og for alt det han havde betydet for os og bad om kraft for os alle sammen.
   Tirsdag og onsdag kom mange mennesker på besøg. Vi havde masser af kolde drinks i køleskabet og underholdt os hele dagen med de besøgende. På en måde var det godt, det fik en til at se ud af og ikke ind af. En kristen dame på vejen, som jeg slet ikke kendte, kom også forbi og ville tale med mig under fire øjne. Det var så sødt af hende, hvis blot alle naboer ville være så hensynsfulde. Vi bad sammen, det gjorde godt at vide, at der var nogen på samme vej som forstod.
   Mange fra cateringen kom forbi i løbet af onsdagen. Om aftenen havde vi gudstjeneste ved solnedgang i haven. Huset var fuld med blomster inde i stuen og rundt om kisten, ude på terrassen og hele vejen op til gitteret, det duftede vidunderligt. Jeg kunne ikke lade være med at tænke:" Hvis blot Fritzli kunne se alle disse vidunderlige blomster". Vi havde sat lejede stole op på rad og række på græsplænen og på terrassen. Fritz havde sørget for, at en annonce kom i avisen, og jeg havde ringet rundt, til de forskellige som jeg synes burde vide det. Derved opdagede jeg, at Dagmar var taget på ferie den dag Fritzli tog afsked, og kom uvilkårligt til at tænke på den drøm jeg havde haft om hende: Fritzli døde, jeg ringede til hende, men kunne ikke få fat på hende. Jeg havde spurgt meget for Fritzli og Gud havde givet tegn om de ting der ville ske. Selv om jeg først forstod dem bagefter, er jeg overbevist om, at han var blevet kaldt hjem den dag og time, Gud på forhånd vidste. Jeg holder aldrig op med at undre mig over, hvordan Gud helt nøjagtig ved alting forud, og for den mægtige intelligens og personlighed han må være.
   Der kom mange mennesker til Gudstjenesten, den var ikke sørgelig men ligesom lys og let og gav hver enkelt noget personligt med, tror jeg. Silvia stod op og vidnede om sin tro og det Fritzli havde betydet for hende. Jeg takkede Gud i det stille for det arbejde, han havde gjort i hende de sidste par dage, hun havde taget et meget stort skridt. Den meget musikalske præstefrue sang: It is well with my soul. Min sjæl har det godt. Denne sang gik ind i hjertet på alle, tårer blev hvisket væk. Til sidst tonede Fritzlis yndlingssang ud i haven fra stereoanlægget inde i stuen. En sang han havde hørt meget ofte og som jeg er sikker på, han identificerede sig selv med. Den hedder: Fodspor i sandet. Man ser to fodspor i sandet, det ene tilhører Jesus det andet et menneske. Da personen blev syg, så han kun et fodspor i sandet og spurgte Jesus hvorfor, der kun var et fodspor i sandet, for han havde lovet aldrig at vige fra hans side. Jesus svarede: Det var i disse øjeblikke, jeg bar dig i mine arme, jeg forlod dig aldrig.
   Præsten forklarede bagefter, at det var hans succesfuldeste begravelse hidtil. En ung pige som arbejdede på sygehuset, hvor Fritzli havde ligget kom også til begravelsen. Hun græd tårer i stride strømme og var meget rørt, vi havde et par samtaler over telefonen bagefter. Så vidt jeg kunne forstå, stod hun lige midt imellem den kristen og den muslimske tro og Fritzlis begravelse blev ligesom det afgørende skridt.
   Jeg havde altid troet, at når Fritzli en skønne dag blev sund og rask, ville han blive et mægtigt vidne til Guds ære. Ikke en gang tænkte jeg på, at hans liv som handikappet og hans begravelse, ville få folk til at se den opstandne Jesus og det evige liv. I tiden fremover skulle jeg få mange beviser på det.
   Torsdag formiddag blev han kremeret. Da præsten kom ind i stuen, stod vi alle fire og Rohini rundt om kisten og dækkede ham til med røde roser. Ikke et øje var tørt, det var et sidste smertefuld farvel, før han forlod huset for sidste gang. Silvia lagde hurtigt et par sko ned til Fritzlis fødder og sagde:" Nu ved jeg, du går på dine ben Fritzli". Vi betragtede de lange tynde ben under de lange bukser og de smalle fødder, som han altså ikke fik brug for denne gang her på jorden.
   Ude i det lille kapel som hørte til krematoriet stod jeg op fra bænken, hvor jeg sad og gik hen til kisten. For sidste gang lagde jeg armen om den og hviskede et kærligt på gensyn, vi ses igen, tak kære Fritzli tak, for alt hvad du har givet os. Derefter gik turen ind til krematoriet. Vi stod uden for på den anden side af glasvægen og så til, hvordan præsten for sidste gang lagde hånd på kisten, døren blev åbnet og ind gik den i flammerne med det kære legeme, jeg havde plejet i så mange år. Det gav et ryk i mig, men jeg blev stående. Bag ved mig stod Renate en af mine bedste veninder, kun hun og manden plus et par fra kirken var kommet med hen til glasvinduet, resten ventede udenfor. Bagefter sagde vi farvel og tak til de forskellige, kun de nærmeste venner og de øverste fra cateringen var kommet om torsdagen.
   Vi alle fire og Rohini satte os ind i bilen og kørte ud til østkysten. Det småregnede hele tiden, men jeg havde et stort behov for ligesom at komme væk fra det hele, og resten af familien fulgte efter. Vi spadserede helt ud på enden af den lange bro og stod et stykke tid og stirrede ud i skyerne og ned i havet. Det var med blandede følelser, at vi realiserede, at vi måtte leve separeret fra Fritzli. Silvia mente:" Han må have følt sig bagefter i livet sammenlignet med os, og han har sikkert mange gange undret sig over hvorfor". Nu er han forud for os alle sammen, ja, han behøver aldrig mere at dø. Måske opdager han ting om os, som han aldrig før har vist, måske siger han: Jeg vidste slet ikke, Silvia var sådan. Hos Gud er der ingen hemmeligheder og ingen grænser. Måske får han lyst til at spille på piano, ligesom jeg gjorde som barn, og han sad i sin vogn ved siden af og lyttede. Nu behøver han kun at og sætte sine finger til pianoet og spille vidunderlig musik uden først at måtte lære det. En ting er helt sikkert, han kan bevæge sig, tale, føle, og smage. Han er ikke alene, han skuer også den Treeniges Guds herlighed. Han mangler ikke noget, og Gud vil viske alle tårer væk. Sagde Jesus ikke: Jeg går forud for at indrette en bolig til jer, sådan I kan være, hvor jeg er. Dette ville jeg ikke sige jer, hvis det ikke var sandt.