Børnene og jeg rejste til Kashmir i to måneder i den varme tid, det andet år af vores ophold I Indien. Oberoi havde fået til opgave at cater til kroningen af kongen i Butan, det betød, at Fritz også måtte derop i to uger. Det ville være første gang Butan åbnede op til omverden. Indtil det tidspunkt, havde det stærkt buddhistiske land, levet meget isoleret fra omverdenen. Bagefter ville han komme til Kashmir, og tilbringe en uge sammen med børnene og jeg. Oberoi har et mindre hotel i Shrineger. Man var så venlig at indrette et værelse med en kogeplade til os, sådan at vi kunne småkoge for os selv og Fritzli, det var jeg meget taknemlig for. Vi fløj derop til en skyfri himmel, og nød den vidunderlige udsigt over de Himmalajiske bjerge. Den skyfrie himmel var desværre forsvundet, da vi landede i Shrineger. Her var himlen overskyet, det havde lige regnet, og temperaturen var kun 20 grader. Vi frøs, der var trods alt 25 graders forskel fra det varme New Delhi. Jeg måtte se og få fat på noget varmt tøj til os alle sammen. Jeg havde ikke tænkt på overskyet vejr, da vi rejste. De første fem dage herskede der mismod hos os. Vi vedblev at svede meget i sær om natten, kroppen brugte et par dage til at vænne sig til de køligere omgivelser. Det resulterede i, at vi ikke følte os så godt tilpas om dagen, var deprimerede og havde hovedpine.
   Endelig skinnede solen igen fra en skyfri himmel, og humøret steg nogle grader. Daisy og jeg begyndte at smede planer. Ofte lejede vi en båd i så og så mange timer med en mand som roede for os. Langsomt og sikkert gled båden hen over vandet, mens vi nød udsigten over sø og bjerge, og den vidunderlige fred som fulgte med. En samling af små hytter på pæle i vandet kunne betragtes forskellige steder. Børnene svømmede legende rundt i vandet ligesom fisk, mens moren var beskæftiget med husholdningen inden for husets fire vægge. Noget som lignede muld var anbragt på rødder i søen. Derpå groede man blandt andet tomater og agurker ligesom i en køkkenhave. Selvfølgelig kunne man også handle på søen, mænd i små både fulde med grønsager, frugter og souvenir forsøgte ihærdigt at sælge noget. Som regel havde vi også noget sundt og godt med tilbage til aftensmaden. Grønsager som er groet på vandet, er noget af det smagfuldeste man kan spise, fandt vi ud af. Jeg holdt godt fast ved Silvia, mens hun lod hænderne glide med på langs ved siden af båden. Mange steder var der ikke særlig dybt, åkander og andet grønt vippede på vandoverfladen, og solens stråler dansede elegant på vandets blanke overflade. Bjergene i baggrunden afspejlede sig i søen og satte en perfekt ramme til det storslåede syn. Fred og harmoni omgav os til alle sider, uden tvivl er naturen bibel nummer to, skabt for os til at nyde.
   Fritzli fik også lov til at lade en hånd glide med i vandet. Han var altid helt opslugt af denne oplevelse, fuldstændig fascineret stirrede han ned i vandet, hvor små fisk smuttede frem og tilbage i mellem grønne planter, som prøvede at nå op til overfladen. Han nød også vandet i badekarret eller swimmingpoolen, det fik ham til at føle sig let, ja, han kunne til og med bevæge sig en lille smule. Disse ture på søen nød han mere end noget andet. Når vi, efter flere timer på søen, kom tilbage, lagde vi de trætte børn i seng, og så sov de to til tre timer i et træk. Som regel fandt jeg et grønt bekvemt sted om eftermiddagen til at læse i biblen, og ved et håndarbejde lod jeg mine tanker flyve, eller jeg fordybede mig i bøn med den almægtige. Et par timer på denne måde fløj i et nu.
   Jeg havde været en tur rundt i terrænet med børnene. Daisy havde i mellemtiden vasket og gjort rent. Silvia løb foran på vej op til værelset, med en gang blev hun forskrækket stående stille, en stor død krage lå på jorden. Her er de to til tre gange større, end dem man ser derhjemme. Tårer vældene frem og løb ned af kinderne, mens hun spurgte: "Mor skal jeg også engang dø". Mit hjerte blev tungt som bly i livet på mig, jeg kunne ikke undgå spørgsmålet, og var klar over jeg måtte fortælle hende sandheden. Hvordan kombinerer man Gud med en død fugl, at livet fra det ene øjeblik til det næste kan være forbi. "Alting på denne jord forgår men alt til sin tid, ikke en fugl falder til jorden uden Guds vilje, det er rigtigt, Jesus har selv sagt det", svarede jeg. Fortvivlelse stod tydelig malet i mine øjne fuldstændigt uskyldigt barneansigt. "Jeg vil ikke dø", forsatte hun, mens hun stirrede på den livløse fugl, "hvorfor skal jeg dø". Jeg mærkede krisen og vidste, denne opdagelse ville sætte et præg på hendes fin følende sjæl.
   Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om også andre børn i gennem døde fugle, har fået lov til at føle døden på nært hold. Jeg kan tydelig huske den første solsort, jeg plejede, fordi den var faldet ud af reden. Min skuffelse var meget stor, da den efter et par dage døde. Jeg følte en dyb sorg, her var noget man ikke kunne gøre noget ved. Det var uretfærdigt, at denne uskyldige lille fugleunge blot tilfældigt faldt ud af reden og dermed dømte sig selv til at dø. I tiden fremover undgik jeg at pleje fugle, jeg ville ikke såres en gang til.
   Af og til tog vi ind til byen for at betragte folkelivet og kikke på butikker. Shrineger virker en smule doven med de meget gamle forfaldne huse med små shops her og der. Det muslimer bruger til livets daglige ophold kan købes, ellers får man indtryk af, at den ikke interesserer sig meget for omverden. En dag, da vi igen købte ind til den daglige husholdning, fik jeg øje på en mørk ung mand på gaden med langt hår, glødende øjne og meget enkelt klædt på, i grove klæder. Hans ansigt skinnede overnaturligt, mens han med høj røst forkyndte et eller andet, som jeg ikke forstod. Jeg kunne ikke få øjnene væk fra ham. Mit første indtryk var: Han har den samme ånd som Johannes Døber, også den samme profetiske for langen til at forkynde. Interesseret begyndte jeg at spørge de forbigående mennesker ud om, hvad han forkyndte. Jeg fik blandt andet til svar, at Gud i dette øjeblik talte igennem ham. Forskellen imellem ham og de andre mennesker var meget påfaldende. Jeg blev stående og betragtede ham, mens han med høj røst fjernede sig. En profetisk stemme forkyndte Jesu komme, jeg er inderlig overbevist om, at denne røst stadigvæk høres overalt i verden, før aksen fælder det sidste træ. Som regel var det hen i mod aften, når vi var færdige til at tage tilbage til hotellet. Vi fandt ud af, at i stedet for at tage en taxi, kunne vi ligeså godt benytte os af hest og gigge. Ved solnedgang galopperede vi fem, seks km. tilbage til hotellet.
   En formiddag stod Anna for vores dør. Hun og manden havde besluttet sig til at tilbringe nogle uger i et køligere klima. De havde lejet en flot husbåd, Silvia og jeg blev inviteret til middag. Husbåden var noget af det flotteste, der kunne leje. Væggene og loftet var dekoreret med udskåret træsnit, beundrende betragtede jeg kunstværkerne. Anna bemærkede det, og stolt fortalte hun om de berømte personligheder som havde boet der. Jovist, Anna havde smag, hun forstod også kunsten at nyde livet. Nogle danskere som var stationeret ved UN var også inviteret, sammen tilbragte vi en hyggelig eftermiddag.
   Fritz og Mejer kom, efter de havde været i Butan, for en otte dages tid. Sidstnævnte er svejtser og konditorchef ved Oberoi og arbejdede sammen med Fritz. Fritz fløj til Shrineger, mens Mejer foretrak at køre i sin lille bil fra New Delhi. Sammen planlagde vi længere ture i omegnen. Hidtil havde Daisy og jeg benyttet os af bus, når vi tog på ture. Efter en god middagssøvn begyndte Fritz at fortælle om sit eventyr i Butan. Han var glad for endnu engang at være kommet helskindet fra det, med livet i god behold, bemærkede han. Brigaden bestod af 70 kokke fra de forskellige Oberoi hoteller i Shrineger, New Delhi, og Kalkutta. Fritz og Mejer indtraf to dage, før afrejsen til Butan, i Kalkutta, det gav dem, blandt andet, lejlighed til at se lidt af byen. Fattigdom og rigdom står skulder til skulder i denne del af verden og kikker på hinanden. De blev indlogeret i Grand hotel et det bedste i byen. Den første morgen, da Fritz kom ned i lobbyen og trådte ud på gaden, fik han øje på en familie med et handikappet barn i nærheden af hotellet. Han tog nogle småmønter op af lommen og gav dem til familien, ligesom vi plejer at gøre i New Delhi, I løbet af nul komma fem var han omringet af en kreds af fattige mennesker som begyndte at trænge ind på ham. Han følte sig hjælpeløs og bange og begyndte at råbe om hjælp. Dørmanden fra hotellet kom ilende til. Han havde en stor knippel i hånden, som han begyndte at slå om sig med. Menneskemængden opløste sig og forsvandt til alle sider. For sikkerheds skyld kørte Fritz og Mejer fra nu af i taxi på deres vej i gennem byen. Folk bliver født lever og dør på gaderne. Hver morgen kører lastvogne i gennem de fattige kvarterer og samler de døde op. Ligeledes bliver fortovet sprøjtet med vand en gang om dagen af hygiejniske grunde. Når vognen kommer, rejser folk sig, så længe rengøringen foregår. Så snart pladsen nogenlunde er tør, flytter de tilbage med deres få ejendele. Denne elendighed var værre end i New Delhi, og gjorde et stærkt indtryk på dem.
   Kroningen af kongen skulle samtidig med være en åbning til omverden fra kongeriges side. Befolkningen havde hidtil levet isoleret, derfor var der ikke meget som havde forandret sig i tidernes løb. Managementet fra Oberoi rådede kongefamilien til, ikke at lade landet blive oversvømmet med turister, som i det lange løb ville have en indflydelse på befolkningen, men derimod gå forsigtigt til værks. De blev rådet til at lade turister komme ind i grupper til en pæn pris, forslaget faldt i god jord.
   Fra Kalkutta blev hele brigaden fløjet til Baktograd. Derfra forsatte de rejsen videre per bus og overnattede i den første by indenfor Butans grænser Fuhshilling. Byen ville blive det første sted, de indbudte gæster ville gøre bekendtskab med landet. Et køkken blev sat i stand i et større hus, sådan at man kunne byde gæsterne den nødvendige forplejning, så snart de satte fod indenfor landets grænser. Turen gik videre med bus til Timbu hovedstaden. Strækningen var kun 70 km, men bussen sneglede sig af sted hele dagen på grund af den meget dårlige vej. Den var snæver med stejle skrænter opad og nedad uden afskærmninger, dertil var der mange farlige enge kurver. Kom en modkørende bil måtte chaufføren køre baglæns, indtil han fandt et passende sted, hvor man kunne manøvrere sig forbi hinanden. Udsigten fra bjergskråningerne var absolut fantastisk, men faren som lurede om hvert hjørne tog en stor del af oplevelsens glæde væk. Når de kørte nedad, stoppede chaufføren motoren for at spare på benzinen. Kokkene gav hinanden hånden og sagde lev vel for sjov, men alle vidste, det var en halvfarlig tur. Fritz lovede sig selv kun at tage strækningen en gang frem og tilbage. Mens man sneglede sig fremad, bad han i sit inderste om at komme helskindet tilbage til sin familie. Lige før hovedstaden, som alle efterhånden var ret spændt på at se, stoppede man ved et berømt vandfald i landsbyen Tartisher. Foran vandfaldet var verdens største gryde anbragt, uden overdrivelse var den 5 m målt midt i gennem. Det blev forklaret, at sammenholdet var stærkt i den buddhistiske befolkning, og ved visse vigtige fester spiste alle ud af den samme gryde. Den hang i midten af en bro, under gryden fyrede man med hele træstammer. Når der skulle røres i gryden, gik man op ad trapperne for enden af broen og rørte med en grydeske så stor som en åre til en robåd. Synet af den kæmpestore gryde ligesom fyldte dem alle med forventning. Som man nærmede sig Timbu, hovedstaden, steg humøret nogle grader, trods alle de strabadser de havde været i gennem. Det viste sig, at byen kun havde to, to etagers huse. Det ene blev kaldt Zoom og tjente som regerings bygning, i det andet boede kongefamilien. Resten af byen bestod af et hotel, nogle alene stående huse og hytter med bliktag for den almindelige befolkning. Ude på landet levede mange i huler i bjergene.
   En stor tom sal blev præsenteret, det var køkkenet. Fritz måbede, herfra skulle man i en uge servere 10,000 måltider. Hvor er de ting man bruger i et køkken? Spurgte han. Helt selvfølgeligt blev der svaret, at det måtte de selv finde ud af. Alle mulige tanker svirede i hovedet på Fritz og Mejer, hvordan i al verdens riger og lande skulle man kunne fremtrylle buffeter fra en tom sal. Vor kære Gud havde i dette øjeblik overladt alt til skæbnen, nu kom det an på, hvad man gjorde ud af det. Fritz bad til at ovne og komfurer fandtes i landet. Den næste dag blev en stor tendoriovn bestilt ekspres fra Indien til den indiske chef. Fra Dartjelling skole lånte man store ovne og komfurer, heldigvis var skolen lukket på grund af ferie. Meier var lettet, han havde meget der skulle bages på sit program og ville helst begynde med det samme. 800 kg mel var blevet importeret fra New Delhi. Desværre rendte Meier tør af mel allerede efter otte dage, og en ny ladning måtte bestilles. Kongens familie og de tilhørende havde fået smag på det gode brød, og mange bestillinger begyndte at strømme ind. I den store sal blev lange borde sat op til at arbejde ved. Større ladninger af madvarer var blevet fløjet ind på forhånd. For første gang fik Fritz lejlighed til at sammenligne mælk fra jak køer med mælk fra bøffel køer, forskellen er meget ringe. Desværre var der ikke nogen som havde tænkt på, at man også havde brug for en kødhakkemaskine. Alle huse i byen blev efterspurgt, om sådan en fandtes. Man var heldig, en almindelig husholdningsmaskine til at dreje med fra hånden blev fundet. Den fungerede dag og nat i to uger. Kokke blev ansat på skift til at hakke kød i 24 timer, dermed klarede man sig.
   Ligesom Meier fik Fritz hurtigt travlt med at betjene kongefamilien og ministrene. Han blev spurgt, om han kunne lave en typisk svejtsisk ret til dem. Uden at tænke sig om nævnte han reh-pepper, det er vild dådyr kogt i rødvin. Denne ret serveres på mange restaurationer i oktober og november måned i Svejts, dertil drikker man saucer, ny vin som endnu ikke rigtig er blevet til alkohol. En jagt blev arrangere. Fritz tog med for at være sikker på at få blodet af dyrene som skulle bruges til retten. I nattens mulm og mørke kørte de op i bjergene. Op ad bjergskråningerne lyste man med spotlys for at få øje på dem, det vrimlede med dyr i nattens mulm og mørke. Der blev kun skudt opad, sådan at dyrene faldt ned i mod bilen. Efter en lille time havde man skudt dyr nok til specialiteten. Mens man var optaget af jagten, benyttede Fritz lejligheden til at udrette et privat ærinde. Da han var færdig og vendte sig om på vejen, og opdagede han til sin skræk, at bilen var parkeret meget nær ved kanten. Han klamrede sig godt fast til bilen, da han steg ind glad for ikke at være styrtet i afgrunden. Havde han ikke lovet sig selv kun at køre en gang op og ned af bjergskråningerne. Nu befandt han sig igen på sådan en usikker vej, og det oven i købet i nattens mulm og mørke. Med bankende hjerte satte han sig ind i bilen og ventede på de andre. Da jagten var færdig, blev et bål tændt, og alle hyggede sig med en varm drink. Der var en god stemning omkring det knitrende bål, som udstrålede varme og hygge. Man diskuterede og lo, alle var tilfredse og udtrykte deres nysgerrighed over den endnu ikke tillavede ret af de skudte dyr. Fritz nød samværet med bjergfolket, han var sig fuld bevidst, at det oplevede han kun en gang i livet. Reh-pepper retten blev en glædelig overraskelse for kongefamilien. Både kongen og hans søstre havde gået i skole i Svejts og værdsatte denne vildret, også andre medlemmer af kongefamilien fik smag på den. Svejts er et af de få lande i vesten, som har forbindelse med Butan. En Svejtser, ingeniør, havde fået til opgave at indlægge elektricitet i Timpu for nogle år tilbage. Han blev så begejstret for landet, at han besluttede sig til at blive. Han åbnede en bagerforretning og solgte med stor succes brød i Timpu.
   Et par dage før kroningen kom landets øverste høvdinger ind fra landet til hovedstaden. Det blev besluttet at lave en prøvebuffet for dem, sådan at de nogenlunde var orienteret om skik og brug til den kommende gallabuffet. De øverste af bjergbefolkningen var klædt på ligesom i Rømer tiden. Et klæde var svøbt om lænderne. Et andet klæde var svunget over den ene skulder, mens den anden var fri. Den frie skulder fremhævede tydeligt deres robuste udseende. Da det ikke var muligt at kommunikere med dem, måtte Fritz og kokkene vise dem til rette med gestikulation og holdning. Et tungt sølvtallerken blev givet til hver, derefter fulgte man dem til buffeten og serverede forskellige retter på tallerkenen. Når de havde fået nok af en ret, gjorde de med en klar håndbevægelse sig forståelig. Sådan gik det meget godt, bjergfolket og kokkene betragtede hinanden med ægte nysgerrighed. Efterhånden som aftenen skred fremad, susede Fritz frem og tilbage for af være sikker på, at alle var vel forsynet. I travlheden tog han et stykke brød ud af en kurv med hånden og gav det til en som holdt sit tallerken frem. Til sin store skræk opdagede han nu, at det var kongen selv, han var klædt på som de andre og en ung mand i tyverne, derfor havde han ikke kendt ham i første øjeblik. Der var ikke noget han kunne gøre, han havde givet ham brødet med hånden i stedet for at bruge en dertil egnet tang, og han kunne ikke gøre det om igen. Tilsyneladende var kongen helt uanfægtet af tilfældet, Fritz var lettet.
   Kroningsdagen nærmede sig, skarer af folk fra landet og bjergene var kommet ind til hovedstaden, hvor man aktivt var i gang med forberedelserne. Kroningen skulle forgå i den flere 100 år gamle Zoom, en imponerende bygning af træ dekoreret med smukke træsnit udvendig såvel som indvendig. Bygningen tjente som regeringsbygning og blev varetaget af buddhistiske munke, som betragtede den som hellig. Indvendig befandt sig en fire etager høj buddha, forgyldt fra top til tå, i et glasbur. Selve Zoomen var kun to etager høj men på det sted buddha statuen var anbragt, havde man sørget for, at højden passede. Inderne, Fritz og Meier beundrede denne meget pragtfulde, glinsende statue i glasburet. Man begyndte at lægge mærke til forskellige positive ting i befolkningens omgang med hinanden. Alle behandlede hianden med respekt, uanset om man var rig eller fattig. Forældreløse børn blev adopteret af munkene som fuldstændig sørgede for dem. Det samme var tilfældet med børnerige, fattige familier. Kunne forældrene ikke sørge for alle børnene, så trådte munkene hjælpende til. For det meste forsatte disse børn i munkenes fodspor som voksne. For at komme fra den ene etage til den anden i Zoomen, benyttede man sig af stejle hønsestigetrapper. Da der skulle bæres ting op til buffeten, viste det sig hurtigt, hvem som var bedst egnet til at rende op og ned af trapperne, munkene overtog dette arbejde uden større besvær. Svære ting som is statuer som vejede ca. 70 kg. blev pakket ind i en dug, svunget over skulderen, og så løb de uden større besvær op af trapperne med dem.
   Før Fritz rejste til Butan, var han holdt op med at ryge pibe. Drastisk havde han knaldet piben i vægen og lovet Gud at det var den sidste. I stedet for købte han på vej hjem fra hotellet en pose jordnødder ved det sidste hjørne, før han drejede af til huset. Når han havde vasket sig og sat sig ned i stuen, begyndte han at åbne den ene nød efter den anden, som erstatning for piben, med det resultat at han tog et par kilo på. I Kalkutta fik han øje på flotte merskumspiber til en meget rimelig pris. Han kunne ikke stå for fristelsen og købte to stykker. Med al den stress han for øjeblikket havde med kroningen, undskyldte han sig selv med, at han slet og ret brugte noget tobak. På kroningsdagen, efter buffeterne var sat op, og man var fuld i gang med at betjene gæsterne, begyndte han at føle sig sløj og svindel. Han havde smerter i brystet og en komisk følelse bredte sig i den venstre arm. Han begyndte han at blive nervøs og undskyldte sig hos kokkene og gik over til sit værelse. Det blev ikke bedre i nattens løb. Hver gang han rørte på sig gjorde det ondt i brystet, og prøvede han at komme ud af sengen, gjorde det endnu mere ondt. Meier, som delte værelse sammen med ham, fik om morgenen tilkaldt en læge. Efter lægen havde undersøgt ham, forklarede han, at han i grunden skulle indlægge ham på sygehus til observation, men det var, på grund af festlighederne, næsten ikke muligt. Han ville give ham nogle beroligende tabletter, og samtidig rådede lægen ham til, at tage tingene som de kom, uden af blive nervøs. Efter han var gået, sad Fritz på sengekanten og overvejede sin kritiske situation. Han lovede Gud, at han fuldstændig ville forsage rygningen og bad til, at han ville helbrede ham, og hjælpe ham igennem dagen. Langsomt rejste han sig op, det gik, han gik over til vinduet åbnede det og smed de flotte merskumspiber ud i floden. Gud må have set det, for han følte sig lettet og bedre tilpas. Han klædte sig på og gik over i køkkenet. Langsomt og roligt gav han ordrer til kokkene, alting gik som det skulle.
   Fritz spurgte, om man kunne skaffe ham vin til at koge med til dagens anledning, visse retter smagte bedre med vin. Stor var hans overraskelse, da man bragte dyre kendte vinsorter og konjakker fra Frankrig og spurgte om det kunne bruges, andet havde man ikke. Fritz modtog uden tøven vinen og konjakken og svarede, at med den slags blev maden ekstra god. Man forsikrede ham, at hvis han havde brug for mere, så behøvede han kun at give besked, man havde nok af det. Det varede ikke længe, før kokkene var i lige så godt humør som gæsterne, og arbejdet gled meget let fra hånden uden nogen form for stress. For Fritz' vedkommende var det et vendepunkt i livet, han havde lovet Gud ikke at ryge igen. Han var fuldstændig overbevist om, at Gud endnu en gang havde hjulpet ham. I parentes bemærket, når vi virkelig mener det alvorligt, så er Gud ikke langt væk, man behøver kun at tage det første skridt.
   På selve kroningsdagen var mange klædt på i deres traditionelle folkedragter. Militæret hentede kongen i sit palads ca. to km uden for byen. Ridende på sin hest blev han, med sang og musik og et flot optog i farverige dragter, ledsaget ind til Zoomen, hvor kroningen fandt sted. Det første måltid, efter kroningen, blev serveret i salen. Buffeter bestående af en blanding af mad fra Europa og Indien var blevet sat op forskellige steder. En stor gryde, som lignede den de havde set, før de ankom i Tempus, var også kommet med. Der i kogte man kød og ris folkets nationalret. De øverste fra landet og de udenlandske gæster fik tildelt guldtallerkener og en ske. Resten af befolkningen spiste af sølvtallerkener og med hånden. Festlighederne varede otte dage. Ofte fandt en eller anden underholdning sted, til gæsternes ære, som blev afsluttet med en buffet. Alle måltider blev tilberedt i banket hallen og sendt til gæsterne, som var blevet anbragt forskellige steder i byen. Nogen var blevet anbragt i ministrenes huse, andre blev indlogeret i gæstehuse eller på byens eneste hotel som bestod af 70 værelser. Efter otte dage begyndte de forskellige asiatiske regerende konger, minister og ambassadører samt nogle få fra vesten at tage afsked. Langsomt tømte byen sig, og befolkningen vendte tilbage til deres daglige arbejde. Fritz og brigaden begyndte at pakke deres ting sammen. Før afrejsen blev de indbudt til te af kongemoderen, kongefaderen var død året før, derfor blev kongen kronet i en så ung alder. Fritz og hans souschef sad på rad og række i paladset og drak te, da kongemoderen viste sig, alle stod høfligt op, hun gav hånden til hver enkelt og takkede. Derefter blev gaver uddelt, alle fik en nationaldragt og en flot serie af frimærker, som var blevet trykt specielt i anledningen af kroningsdagen. Fritz fik en ekstra lille gave, han åbnede den og blev glædelig overrasket over indholdet, en tyk guldmedalje med kongens portræt på.
   De rejste den samme vej tilbage, som de var rejst derop, forskellen var kun, at de var blevet en oplevelse rigere. Fritz tilføjede, da han afsluttede sin fortælling: "Ved du, hvis du og jeg har lyst til at besøge landet, så behøver vi ikke at rejse med en gruppe, vi er til enhver tid velkommen, kongemoderen nævnte det". Jeg var glad for, at have fået Fritz sund og rask tilbage og lykkelig over, at han ikke fejlede noget. Jeg lagde mærke til, at han fuldstændig havde glemt sin trang til at spise jordnødder.