Nogle gange er det ikke som i eventyrene. Nogen gange bliver man født og lever hele sit liv uden at finde den eneste ene, nogle gange gør man ikke. Men så er der de gange hvor man ved at de eksistere, men aldrig møder dem. Jeg snakker om dig. Fra første samtale vidste jeg du var noget specielt for mig. Du var sjov og charmerende uden jeg havde set dig eller hørt din stemme. Fra første samtale vidste jeg du ville være vigtig i mig liv, og du vidste at jeg ville være vigtig i dit. 5 timer varede vores første samtale. Jeg faldt for dig før jeg vidste hvordan du så ud, hvor du var fra og hvor gammel du var. Du var alt jeg kunne tænke på og jeg vidste intet om dig. Du blev mere og mere perfekt jo mere information jeg fik om dig. Du var på min alder, havde de samme interesser og du havde den mest charmerende humor. Dog var vores eneste problem distancen. Hvorfor skulle du bo så langt væk med en så anderledes kultur? Hvorfor kunne du ikke bare være tæt på mig? Jeg prøvede at fjerne mine umulige følelser for dig, men det blev ikke bedre efter vi havde vores første skypesamtale. Selvfølgelig havde du den smukkeste stemme og det mest vidunderlige udseende. Efter det kunne jeg ikke ignorere det jeg følte mere, især ikke når du følte det samme. Du kaldte mig smuk, sød, sjov og vidunderlig. Jeg havde aldrig mødt dig, men jeg så forelsket. Jeg var ligeglad med vores helt forskellige syn på religion, som vi altid havde vilde diskussioner om, og jeg var ligeglad med hvad verden synes om mine følelser, for en der stort set var fremmed. Ingen forstod det vi havde, selvom det vi havde ikke rigtig var mere end samtaler over sms'er eller skype. Intet andet. Men det var perfekt. Indtil du blev nødt til at spørger om vi kunne være mere end bare venner. I mit hoved var vi allerede mere, selvom vi kun havde kendt hinanden i 3 sølle uger, men vi kunne ikke mere. Du var dybt religiøs og måtte ikke engang have en fremtid med sådan en som mig. Men det var ikke det der var mit problem. Du boede tusindvis af kilometer væk. Du sagde det ikke var et problem, men det var løgne. Du fortalte hvordan, at om natten så vi på den samme nattehimmel og hvordan du kunne besøge mig. Du gjorde det så hårdt for mig at afvise dig når jeg allerede elskede dig, men jeg stod fast. Det var ikke meningen at vi skulle være sammen. Selvom, vi imod alle odds havde mødt hinanden ved et tilfælde på nettet. Jeg var så lykkelig for at du havde skrevet til en tilfældig dansker, fordi din svenske ven havde snakket om hvor forfærdelig kedelige danskere var. Jeg var så glad for at du tilfældigvis så mig som den første. Jeg var ekstatisk over at du faldt for mig ligeså hurtigt, som jeg faldt for dig, men det var umuligt. Jeg havde mødt det perfekte menneske for mig, og vi kunne ikke være sammen. Du tog mit afslag med værdighed og jeg håbede vi kunne fortsætte med at være både venner og mere end venner, men jeg var selvisk og du var såret. Jeg vidste du var populær hos pigerne, jeg troede bare jeg betød mere for dig. Ikke mere end 5 dage senere knuste du mit hjerte for første gang. Du fortalte hvor smuk hun var. Hun var Hollandsk, så hun boede også langt væk. Hun var mere modig end mig. Hun var ligesom dig. For 5 dage siden havde du fortalt at du elskede mig og du aldrig havde mødt en som mig. 5 dage skulle der til at du åbenbart fandt en der mindede nok om mig til at erstatte mig i dit hjerte. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg havde sat dig fri, da jeg sagde vi ikke kunne være sammen. Jeg havde afvist dig, men jeg havde ikke troet det ville ændre noget. Jeg troede i hvert fald ikke du ville finde en anden så hurtigt. Jeg var ikke klar til at miste dig, selvom jeg havde smidt dig væk. Du talte meget om hende. Jeg vidste selvfølgelig ikke det var for at jeg skulle indse hvor meget jeg holdte af dig. Jeg troede virkelig du holdte af hende. Hvis du bare havde sagt, at det var for at gøre mig jaloux, kunne jeg have sagt hvor meget det virkede. I stedet trak jeg mig. Jeg kunne ikke fortælle hvor meget jeg hadede at i var sammen, når det var min skyld du ikke var med mig. Og jeg kunne alligevel ikke fortælle dig at jeg ville have dig, for det ville ikke ændre mit dilemma med afstanden mellem os. Jeg sagde at vi ikke kunne snakke mere. Jeg sagde ikke hvorfor, jeg sagde ikke at det var fordi du betød alt for meget for mig, og at det ødelagde mig at du var glad med en anden. Hvis jeg bare havde fortalt dig det, havde du måske fortalt mig sandheden om hvorfor du var med hende. Men nej. Vi var begge dumme og sårede. Jeg mistede alt i det halve år jeg var stædig nok til at holde ved mit ord. Jeg kunne ikke tænke på andre end dig. Mine venner prøvede at forstå, men de kunne ikke. "Men du har ikke engang mødt ham" sagde de. Det var ikke det det handlede om. Jeg var ligeglad med hvordan du lugtede eller hvad de tænkte man kun kunne opleve i person. Jeg var forelsket i din personlighed. En aften kunne jeg ikke mere dog. Jeg skrev at jeg savnede dig, men du var stadig med hende. Det var hårdt, men jeg følte at jeg lige så stille havde vænnet mig til det. Men selvfølgelig blev du nødt til at ødelægge mit fremskridt med 3 små ord, som jeg et eller sted inden i mig længdes efter at hører. "I love you". Du skulle sige dem. Du gjorde det så hårdt igen. Herfra var det bare en masse forsøg at komme væk fra dig, men du havde ingen idé om hvor meget jeg var afhængig af dig. Dog kunne du åbenbart mærke hvor forvirret jeg var. Du tog et valg for mig. Et valg du ikke havde ret til at tage. Du skrev, hvad var ment som, et endeligt farvel. Du bad min veninde, som du kendte dig gennem mig, om at give mig et kram fra dig. Jeg forstod ikke helt hvad det betød så jeg prøvede at spørger dig, men ingen af mine beskeder kom igennem. Du havde taget muligheden for at skrive til dig igen fra mig. Du havde fjernet min eneste måde at komme i kontakt med dig. Det føltes som om du havde fjernet min ilt. Desperat ringede jeg til dig fra min venindes telefon, og da jeg endelig kom igennem til dig, sagde du alle de ting du vidste ville såre mig mest. Måske kunne jeg ikke give slip på dig, men du smed mig væk, og jeg gik i stykker i faldet. Jeg undre mig dog, ville du have gjort det hvis du vidste at du smed mig i hans retningen? Han var selvfølgelig ikke dig, men han var der og samlede alle stykkerne af mig op. Han sad med mig hele aftenen og tog sig af mig. Han tørrede de tårer væk, som var på grund af dig. Han lyttede og holdte om mig. Havde du mon sagt alle de ord, hvis du vidste at du gav mig til ham? Selvfølgelig har vi snakket mange gange siden, og jeg er glad med ham nu. Han lod mig ikke gå, ikke ligesom dig. Han har gjort alt for at gøre mig glad, mens du med vilje sårede mig. Han har været det mest forstående menneske, selv mens jeg kom mig over dig. Han var min eneste livline da du ikke følte du havde brug for mig mere. Måske skulle jeg takke dig. Du blev nødt til at ødelægge mig før han kunne samle mig. Måske er det ikke altid mening man skal finde sammen med den person der får en til at føle mest. Dem der gør det, de giver dig måske mest lykke når de har lyst til at gøre dig glad, men det er også dem der giver dig mest smerte. Det er tårer over dem der gør mest ondt. Du har prøvet siden at sige, at hvis jeg nogensinde får lyst til at smide ham ud, at du gerne ville give det et forsøg med mig, men den falder jeg ikke for. Der vil jeg ikke gå tilbage til. Du har haft alt for meget magt over mig. Desuden gør han mig glad. Han tager ikke beslutninger på mine vegne som du gjorde. Han kæmper for mig. Du vidste du havde mig, selv da jeg afviste dig. Måske er det alligevel godt jeg mødte dig. Du har givet mig perspektiv. Så jeg må vel sige tak. Tak for at du ødelagde mig. Tak for du gav en anden chancen for at samle mig.