"Fade in"

Spejlet. Det samme gamle spejl, som jeg vågner op til, går i seng til - lever af.
   Det er den eneste sikkerhed på at jeg virkelig er i live. Jeg ser på mig selv. Bryder langsomt sammen. Kun for at samle stykkerne. Men bliver det nogensinde helt igen?
   Det eneste der virker på nogen måde fristende lige nu er, at drikke lidt for meget rødvin og ryge 30 af de lange.
   Hvordan er jeg endt her?
   Det er et større puslespil. Men for at gøre lang historie kort, så oplevede jeg et stort svigt som lille. En far der havde for mange problemer til at kapere sine børn, sin kone - min mor. En mor som blev for syg til at kunne gå, men alligevel ville gøre alt for at give os en nogenlunde start på livet.
   Jeg var ung og dum. Klar til at opleve den store kærlighed. Men hvor meget kan man egentlig opleve når man er så ung? I mit tilfælde var det måske lidt for meget. Kærlighed gør blind siger de. Tiden lægger alle sår? Gør det i virkeligheden det?
   Jeg mødte hende for første gang til en fest. Vi var begge beruset, men havde ikke den store interesse i hinanden. Vi snakkede og det var super fedt at møde en pige der mindede så meget om mig selv. Senere viste det sig så, at hun skulle være behjælpelig til at give mig det mest fordrejet blik på kærlighed og hvad det ville sige at give sig helt og hengivent til hinanden.

Kapitel 1.
   Det var tidligt efterår. Jeg sad med mine søskende i et køkken og nød alle efterårets glæder.
   Vi blev passet af vores morbrors kone. Tanten. Umiddelbart var der ikke noget galt med tilværelsen, men det skulle vise sig anderledes på meget kort tid. Mine forældre bankede på. Min far med sine mørke rander og høje tændinger. Min mor med tårer i øjnene.
   Jeg kunne med det samme mærke at stemningen var presset til sit yderste. Min mor krammede os alle på skift og spurgte om vi var klar til at tage hjem.
   Da vi kom hjem satte vi os på sofaen. Hun havde en slags folder med information om et ord, som jeg aldrig havde hørt om før. Sclerose. Sygdommen med de tusinde ansigter. Hun fortalte os at hun var blevet alvorligt syg. Så syg at det fremadrettet ville gå ned af bakke.
   Jeg kunne ikke forstå det. Hvad jeg havde allermest kær i verdenen, blev revet fra mig på et split sekund. Usikkerheden om hvor lang tid jeg ville have min mor. Hvor mange stunder der var tilbage af de gode.
   Resten af dagen var det som om, at jeg bare rendte rundt i tomhed. Ingenmandsland. Klokken er 3 tidlig morgen.
   Jeg har grædt hele aftenen, så jeg var faldet hen af ren udmattelse. Jeg vågner til lyden af min mors stemme. Hun råber.
   Jeg går ned af den cirkeltrappe, som var et af de mest nidkær kendetegn for vores gamle bondehus. Vandrer ind i stuen. Hun ligger på gulvet og kan ikke rejse sig. Min far står i den anden side af det kvadratiske rum. Hans øjne er fyldt med had.
   Jeg løber hen til hende. Trækker hende op.
   Hun fortæller at min far har bollet sin lille luder. Den lille luder skulle vise sig at være min tante. Han havde skubbet hende ned. En forsvarsløs kvinde. Det her skulle forestille sig at være mit mandlige forbillede? I medgang og modgang siger de. Sikke en gang pis.
   De næste par uger var hårde for os alle. Men specielt mine søskende. Skænderier og slåskampe havde lige pludseligt invaderet vores ellers næsten uperfekte familieliv. Mest af alt havde jeg lyst til at gøre modstand, for hvordan kan man behandle en kvinde der ellers havde været der for en hele ens voksenliv sådan?
   Jeg ved selvfølgelig ikke hvor det gik galt i deres ægteskab, men jeg har på fornemmelsen af at det var i forbindelse med min fars barndom. En mor der havde skizofreni og en voldelig far som solgte junk i lejligheden til de mest suspekte typer.

Nå, som sagt var de næste par uger ikke lette. Min far kørte psykisk på min mor. Følte at han havde et behov for at retfærdiggøre sine handlinger. Overgrebet på sin familie. Facaden havde krakeleret og vi var ikke længere lykkelige. Jeg husker så tydeligt min storebror siddende på vores familiære bænk i entreen. Hans hænder dækkede hans øre. Hans skrig var altoverskyggende. Det løber mig stadig koldt op af ryggen, når jeg tænker på det i dag. Min mor ligger på gulvet med min far stående over hende med et blik der indikerede at han virkelig ville gøre hende fortræd. Hun sparker ud efter ham med de sidste kræfter der er i hende. De blå blink lyste hele huset op. Naboen havde heldigvis ringet efter politiet. Der banker på døren og min far åbner. Vred som han er, farer han i hovedet på de to betjente. Hvad bildte de sig ind at blande sig i hvad der foregår i hjemmets egne rækker?
   Han blev bedt om at komme med udenfor. Jeg havde egentlig regnet med at der ville ske mere end hvad de nåede frem til. Min far skulle sove i vores andet hus. Et hus der skulle sikre vores fremtid som familie.

Dagen efter var stemningen trykket. Jeg havde ikke lyst til at kigge på ham. Se ham gå med sit fjoget smil og den selvtilfredshed som besad hans inderste.
   Skoledagene var efterhånden begyndt at flyde sammen i et, og jeg husker ikke specielt meget af hvad der blev gennemgået i timerne. Jeg var blevet mere fjern. Jeg havde nærmest bygget et stort værn op omkring mig selv og hvad jeg dybest set følte. I den periode blev jeg klassens klovn. Ikke fordi at jeg specielt meget havde lyst til at bryde mine faste rammer med at læse bøger, og optage alt for meget viden i forhold til hvad en normalt 12-årig knægt ville gøre.
   Jeg gik hjem med min søster. Vi snakkede ikke sammen, for vi vidste godt hvad der ventede når vi engang ville komme hjem. Ville vi få lukket et øje i nat? Ville vi få ro i sjælen? Ingenmandsland var nu blevet en slagmark.

Jeg havde været så heldig at være privilegeret nok til at få en husnøgle. Jeg låste op og så min far i stuen. Jeg gik direkte forbi ham. Ind for at sige hej til min mor.
   Efterhånden var det normalt at hun sov til middag. Der stod et tomt pilleglas på bordet og hun var i dyb søvn. Min søster kom ind og vækkede hende sammen med mig. Hun var groggy, virkede åndsforladt og nedtrykt. Det næste der skulle komme, sidder dybt i mig den dag i dag. Som brændt fast i huden, uden mulighed for nogensinde at få det væk. Hun kiggede på mig med tårer i øjnene og sagde at hun elskede os og at vi altid skulle behandle folk som vi selv ønsket at blive behandlet.
   Jeg spørger hende hvorfor hun siger sådan noget. Intet svar.
   Jeg løber ind til min far og siger at jeg tror at hun har taget en overdosis. Han virker generelt ligeglad. Hans kolde svar var, at hun nok bare havde taget den sidste pille og var træt efter det. Jeg tigger og beder ham om at ringe efter en ambulance. Han nægtede.
   Jeg tog min mors telefon og ringede. De kom indenfor 20 minutter og hentede hende. Allerede ved første øjenkast kunne ambulanceredderen se at hun havde gjort sit forsøg på at forsvinde uden at efterlade en tanke om hvad der skulle ske med os.

De efterfølgende dage var hårde. Hun havde forsøgt sig med en overdosis og blev indlagt på psykiatrisk afdeling de næste 72 timer. Mine søskende var ivrige efter at se hende, men jeg må indrømme at jeg var på daværende tidspunkt alt for skuffet over hende. Skuffet over at hun uden tanke ville efterlade mig hos en som ikke virkede synderligt begejstret for overhovedet at have børn.
   Da hun endelig kom hjem trak hun mig til side. Gråden havde malet mit ansigt. Forvandlet mig til et lig. Hun sagde, at hun ikke ønskede at dø, men ikke vidste hvad hun skulle gøre for at få fred. Dengang forstod jeg det ikke, men med alderen har jeg lært at livet er hårdt. Når der er så meget modgang og vrede rettet mod en, er tanken om at forene sig med døden måske den mest trøstende.

De næste par år skete der virkelig meget på alt for kort tid. Min mor havde fået det bedre. Fundet en styrke i sig selv så hun nu kunne gå, se og grine. Mine forældre konstant var on and off og hele mit liv var i virkeligheden en kæmpe rutsjebane. Jeg husker at vi sad i stuen og min far siger, at han har noget vigtigt at fortælle mig. Han sidder med deres skilsmissepapirer i hånden og går hen til brændeovnen. Papirerne blev brændt som et tomt løfte uden mening.
   Jeg vidste godt at det idylliske familieliv sakkede mod enden. Allerede fra start.
   Ugerne gik og de gamle så glade ud sammen. Indtil de ikke gjorde længere. For mig, virkede det som et forhold opbygget på en person med bipolar. Alt var svingende.
   De sloges, de elskede, de hadede og de gik hver til sit.

Et par dage inden det skete, kørte min far, mig og min storebror ud til Møns klint. Turen derover var bestemt ikke fornøjelig. Aldrig har jeg hørt så meget ævl om hvis skyld det hele var. Manglen på ansvarstagen sad faktisk også i mig ret længe. Æblet falder ikke så langt fra stammen, vel?

Solen stod højt på himlen og naturen virkede endelig som om at foråret ville tage fat. Tåren løb ned af min fars kind. For mig virkede det mere som et trick på at få sympati. Jeg havde overhørt en af hans samtaler med min mor dagen forinden. Han havde ønsket at hun ville køre ind i et vejtræ, i stedet for at han skulle trækkes ned af en kvinde ramt af sygdom. Empatien eller rettere sagt manglen på den, har altid virket som et fjernt karaktertræk for ham.
   Han fortalte om min mors svigt med en ældre mand på 71 år. Hendes utroskab. Jalousien stod ud af ham, som var det, det eneste der egentlig drev ham. Han havde efterhånden ændret sig så drastisk, at jeg kunne høre ham råbe af sig selv klokken 6 tidlig morgen. Snakke med sig selv. Diskutere med sig selv.
   Jeg ved ikke om jeg frygtede ham. Jeg frygtede ikke at der skulle ske noget med mig, men nok mere min mor og søskende. Familien har altid været nidkært for mig, og generelt vidste jeg ikke hvor man havde ham. Han havde ved en enkelt lejlighed smidt mig op af døren. Slået mig.