Året var 2003, en lille dreng blev født på en kold december nat. Smilende, grædende? Det ved han ikke. Han voksede op, startede i en dagpleje. Den der tog sig af ham hed vidst Pia eller noget. Han voksede op, fik tænder. Blev bedre til at gå, snakke, udtrykke. Han sluttede i dagpleje og begyndte i børnehaven da han var 3
   Han havde sine udfordringer i livet. Han havde noget der hed... ADHD eller hvad det nu var. Han havde både gode og dårlige tider der ude, fik vender og måske nogle fjender. Hvem ved? Det gør han ikke. Han blev ældre, lærte ting, mennesker, lyde og lugte. Han var en kredsen en. Kunne ikke lide mange ting. Rugbrød, kål, mange ting. Han blev fem år, der var et halvt år til han skulle flyttes. Det var mærkeligt, men det tænkte han ikke over. Tiden gik langsomt, eller gik den måske hurtigt? Det vidste han ikke. Han ville lege, hygge, smile og grine.. Det kunne han ikke altid. Han startede i skole, 0. klasse. Det var svært. Han skulle lære tal, bogstaver, ord og meget mere. Han var en grov en. Skreg meget, var bestemt, ville sjællendt som man ville.. Men han var ham. Han var glad og smilte. Før man vidste om det var det første år over. Han havde fået nogle venner, havde lært at lægge sammen og trække fra. Måske lært at læse? Han kunne ikke huske hvornår han lærte det. Ferien kom, og han hyggede med familien. Skolen startede, og det var tilbage der til. Vi sprang i tiden, 3. klasse. Han blev fanget i en trafik ulykke. Han overlevede dog, selv hvis der var ar og skrammer. Han kom tilbage i skolen, lærte mere. Fik venner, en ved navn Emil. Det er den eneste han kan huske som han vidste var en ven. Eller var det bare hvad han tænkte? Var du bare klasse kammerater? Hvem ved? Ikke ham.
   Han kom i femte klasse, skulle flyttes igen. Han var nu 10 år, eller var det 11? Det kunne han ikke huske. Han startede det nye sted. Han havde lært at gange, og også dividere en smule. Han var begyndt at snakke engelsk, og skulle snart lære tysk. Han havde haft om stenalderen og alt den slags, nu var det langt væk. Det blev aldrig snakket om igen. Han begyndte det nye sted, vidste ikke helt hvad det gik ud på. Der var meget at lære. Noget med vinkler i en trekant? Spidse? Stumpe? Rette? Hvad var pointen mon i det hele. Det vidste han ikke. Han blev ældre endnu, blev bedre til at snakke engelsk, og generelt. Han havde stadig problemer med hans ADHD, og det var godt nok svært at komme igennem. Så mange ting han skulle blive klog på, så mange ting han skulle lære.. Ikke i skolen, men om sig selv.
   Han blev 12, han var nu tæt på teenager. Han havde lært at snakke lidt tysk. Kunne sige hans navn, introducere hamselv, ja han kunne sågar sige farver, dyr, frugter og grøntsager. Men hvad var pointen? Det vidste han ikke. Det der fat med matematik, det var nu ret sjovt. Han kunne lide det.
   Er halvt år senere flyttede han igen. Hvorfor alt det flytteri? Det vidste han ikke. Han troede bare på det. Hans mormor var død, det havde vækket uro i familien. Han ville spille, ikke lege. Han ville være sig selv, ikke sammen. Han startede i det nye sted, måtte lære folk at kende igen. Emil var stadig hans ven, eller var han blot naiv og troede det? I det tidligere sted, havde han mødt en særlig person. Han snakkede godt med ham, hjalp ham med ting. De var gode venner.
   Uro var sket i familien igen. Mor røg ud af døren, og den blev smækket. Det var meget hårdt for ham. Han var trist, sorget. Hvorfor skete det her? Det hele havde været så godt. Nu var det ikke. Men han fik hjælp af mange. De voksne var der for ham, eller var det deres arbejde? Det vidste han ikke. Ingen vidste det.
   Han blev 13, begyndte på det nye år og det næste halve skoleår. Det var hårdt, men han vidste at han skulle til Belgien. Det var noget, var det ikke? Eller var det bare en tryst? Blot et plaster på såret? Det var en god tur, og familien hyggede sig.. Men det var jo stadig hårdt.
   Problemer med mor skete stadig. Han var stadig trist, der var stadig sorg og ar i familien. Der var ar på ham, mere end bare fysiske fra ulykken. Han var trist, sorget, følte sig forrådt. Han havde gode folk om ham, ja, men han havde taget et stort ansvar. Et ansvar som hans skuldre ikke burde bære, ikke kunne bære.
   Han skulle igen skifte sted. Han var nu 14½, og var ved at vide hvad han ville. Hvordan han kom til det? Hvem ved. Han havde en ide, men det var blot det. En ide. Det var et af de værste år i hans skole liv. Han kunne ikke klare larmen, støjen, hvor ligeglade folk var. Det virkede som om at han var alene på en øde ø. Hvad skulle han gøre? Han snakkede med folk, han havde fået problemer. Selvskade, kunne ikke græde, følte sig indelukket som løven i buret. Hvad var pointen med det hele? Hvorfor gjorde vi hvad vi gjorde, hvorfor lærte vi så meget vi aldrig skulle bruge? Det vidste han ikke. Hvem gjorde det? Ikke ham, i hvert fald. Og han troede ikke at nogen gjorde det.
   Han fik hjælp, snakkede med folk. Mor kom i flasken igen, fik hjælp ud af den. Det var en routine nu. Var det ikke det hele? Han smilte, men det var falskt. Det gemte hans sorg væk, men gjorde ham deprimeret. Indelugget. Han følte sig kvalt, kunne ikke trække været. Han var ved at drukne, men kunne ikke holde sig oppe.
   Det blev bedre med tiden, han blev gladere og gladere, fik hjælp med hans problemer. Han var startet i en klub et godt stykke siden, og fik hjælp dernede med tingene. Tingene gik godt, men det var hårdt.
   Hans sidste skoleår startede, han skulle prøves og testes. Der var mange ting han stadig skulle lære, fik nyt blod på tanden. Midstede interessen i de andre ting i skolen. Han ville prøve nye ting, han blev sløv, doven. Vidste ikke hvad han skulle gøre. Kunne ikke forklare ting, det var hårdt, svært, forvirrende. Hvad var pointen i det hele? Hvem vidste? Ikke ham. Der var ingen der vidste, men slet ikke ham. Der var mange ting han stadig skulle prøve, og han var stadig ung. Han var faktisk kun 16, men det var lige gyldigt. Det var bare et tal nu, og som det tal blev højere, ville det give mindre begrænsninger.
   Det var d. 5 februar 2020, og han skulle gå en tur. Han tænkte mens han gik, ville se noget af fortiden, men det var væk. Han huskede tilbage, og blev trist. Måtte sidde og tænke, blive og ikke gå hele turen.
   Hvad var pointen med det hele? Det vidste han ikke. Var det hele bare systemet, var det ham der valgte det, hvad var det? Hvorfor skulle han gøre alt det han ikke ville. Det vidste han ikke, ingen kunne vide det. Slet ikke ham.
   Året var 2003, en lille dreng blev født på en kold december nat. Smilende, grædende? Det ved han ikke. Han voksede op, og lærte hvordan det var at leve.

-Søren Hansen D. 5 februar 2020