Jeg ser for mit indre en lille dreng, der en vinter aften sidder i mørket. Det mørke han frygter som intet andet, mørket der berøver ham hans evne til at orienterer sig. Evnen til at overskue verden og de situationer man altid skal vurderer og reagerer på. Han sidder i sit værelse, det sted der skulle være hans trygge hule, men som nu er et sted fyldt med mørke og frygt. Han sidder alene i mørket, fordi han ikke ville hente øl, til hende der er hans mor. Han sidder der som straf, for ikke at være en god dreng. Hun siger at han "bare kan vente til far kommer hjem", men det er ikke noget at frygte. Mørket er at frygte, det omklamrende mørke der trykker og maser ham, så det føles som om hjerte presses ud gennem halsen. Nej truslen om far er tom, som de flasker der er gemt i ovnen. Hende der er mor vil ikke sige noget, det ved de begge, for som en koldkrigs atomarsenaler står sandheden, om hvor for han sidder i mørket mellem hende der er mor og truslen om far.

Lyskontaktet sidder i dørkarmen lige til højre for dørhåndtaget, han tænder lyset, det frelsende og trygge lys. Lyset der jager frygten væk. Han kan høre nøglen i låsen, der stå hun, hende der er mor. Vreden lyser ud af hendes øjne, vreden udløses i først i ord, ord der siger han er en dårlig dreng, en dreng der ikke høre efter. Når man ikke kan høre må man føle. Jeg ser drengen blive rusker i armen, slæbt ud i gangen og der får den lille dreng tæsk, jeg ser en bøjle, men jeg er ikke sikker. Men tæsk er jeg sikker på han får. Når hende der er mor har raset af, bliver den lille dreng slæbt på sit værelse igen, lyset slukkes, lyset fra gangen svinder og forsvinder. Der er mørkt igen, jeg hører nøglen drejes i låsen og døren er lukket og låst, lyset er væk.

Den lille dreng sidder i mørket, han er ked af det. Ked af det og bange, bange for mørket. Bange for hende der er mor, hun er utilregnelig når hun drikker. Hvilket hun ofte gør. Hun henter helst ikke sine øl, det skal den lille dreng. Men han vil ikke, hun siger han er trodsig og en dårlig dreng. Han er ked af at hun ikke forstår, at han vil passe på hende, sørge for hun ikke bliver utilregnelig, sørge for far ikke bliver gal, når han kommer hjem, og hun er fuld igen. Hendes fuldskab er lige som mørket fyldt med frygt. Man kan ikke se hvad der kommer efter en i mørket, lige som man ikke kan se, hvad der kommer når hende der er mor er fuld.

Jeg fornemmer lyset tændes igen, og hende der er mors vrede og tæsk gentages igen, men måske er der bare et ekko af et barns minder om en aften alene i vinter mørket. En aften med frygt, en frygt som måske kun er undertrygt ikke overvundet. En aften som står klart i en lille drengs erindring. Klart som en stjerne i det mørke univers.