En usædvanlig familie og oplevelser med folket.
Det hændte vi besøgte familie Røschli søndag eftermiddag, hvis vi ikke var i Koka Dam eller på en eller anden tur i omegnen. David og Marlis stammer fra Svejts, og har fire børn ved siden af deres seks etiopiske. Hvor der er hjerterum er der også plads. Marlis og Davids hjem var ofte midtpunkt for mange gæster søndag eftermiddag. De havde lejet et hus med et par tønder land cirka 12 km fra hovedstaden. David underviste studenterne på universitetet i finmekanik, og Marlis passede deres hønsefarm samtidig med at hun så efter den store familie. Forældrene til de etiopiske børn havde boet ved siden af i en lerhytte. Da manden døde søgte moren til de seks børn og den ældste datter Sahai arbejde hos Marlis og David og blev beskæftiget på farmen. Efter en etiopisk festdag, hvor man havde spist godt, døde moren lige pludselig. For at gøre en lang historie kort: Røschlis egne børn spurgte deres forældre om ikke alle seks børn kunne blive boende hos dem. Forældrenes svar var, at hvis de ville dele alt, hvad de havde med dem også chokolade, kunne de seks børn blive.
Cirka tre år efter de havde taget børnene til dem, begyndte David at importere kyllinger fra Israel. Efter et par år stod der det ene hønsehus efter det andet på rad og række. Det blev en stor succes. Marlis og David solgte kyllinger til de fleste hoteller og supermarkeder. Deres kyllinger var de eneste i byen som ikke var seje at spise. De kom til at kende mange mennesker, ja, til og med kejserfamilien hørte om dem. Kejserens datter kom personligt selv på besøg for at se det hele for sig selv. Denne forbindelse med kejserfamilien kom dem til gode senere hen, da de adopterede børnene rigtigt og tog dem alle seks med til Svejts.
Kokken Hailu.
En aften, efter vi var gået i seng, bankede det heftigt på døren. Udenfor stod en kok og rystede af angst. Fritz skulle skynde sig og komme over i køkkenet, fortalte han imellem korte åndedrag, for der var sket noget. Hailu, en kok, havde forlangt en orangesaft af en anden kok. Fritz havde givet streng ordre om, ikke at skænke orangesaft ud til personalet, fordi det blev misbrugt. Hailu overså forbudet og betjente sig selv. Kok nummer to, som var større og kraftigere, slog begge sine arme om Hailu for at værge sig, dermed bed Hailu kraftigt i den andens øre. Hailus kraftige bid forårsagede at blodet løb den anden ned af halsen. Ørelappen var der ikke mere. I dette virvar kom Fritz til, man begyndte at lede efter ørelappen for eventuelt kunne den syes på igen, men uden resultat. Man antog at Hailu havde spist den i sit stærke selvforsvar og raseri. Den beskadigede kok blev kørt på sygehus og fik en stor bandage på det der var tilbage af øret. Den følgende dag havde de ældste fra hotellet et møde. Det blev bestemt, at Hailu skulle straffes med at betale den beskadigede kok seks måneders løn. De følgende måneder fik han kun lidt lommepenge udbetalt. Heldigvis var han ugift. Man havde den skik på hotellet, at alle gav en dollar efter lønningsdag, derefter blev der trukket lod, og den heldige fik summen. Man tildelte Hailu dette beløb to gange for at hjælpe ham med afbetalingen. Kokken med halvanden ørelap voldte ingen besværligheder. Han fortsatte sit arbejde som om der ikke var sket noget.
Af ægte nysgerrighed spurgte Fritz Hailu ud om hvordan menneskekød smagte, spørgsmålet var meget pinligt, og den ellers så temperamentsfulde Hailu havde for en gangs skyld ikke noget at skulle have sagt. Han drejede sky hovedet og undgik forlegent at svare, også efter Fritz gentagne gange havde spurgt ham. Hailu var Fritz' adopterede kok. Han havde været arbejdsløs og tigget på landevejen. En dag havde Fritz mødt ham neden foran hotellet. Da han tiggende strakte sin hånd frem, havde han slet og ret sagt til ham: "Søg dig et arbejde, så behøver du ikke at tigge." Hailu forklarede, at han ikke kunne finde arbejde. Fritz havde svaret ham med følgende bemærkning: "Meld dig hos personalechefen i morgen i Ghion Hotel, der kan du få arbejde i køkkenet." Næste dag til aftalte tid mødte han op ren og pæn klædt på. Fritz kunne ikke andet end for et øjeblik at undre sig over, om han havde lånt tøjet. Hailu havde ikke nogen til at garantere for sig, i det tilfælde han ødelagde noget, derfor blev Fritz den som tog ansvaret for ham. Lide kunne han vide, at han dermed plantede en trofast kok, som senere hen blev assistent til chefen.
I Etiopien går man nødig for retten fordi der straffes meget hårdt. Byen har et bestemt træ hvor man hænger de dømte til alles beskuelse, og fængslerne kan være den sikre død. Det er derfor ikke underligt at man undgår at bringe en sag for retten.
En krigsdans i køkkenet.
Man skal helst og for enhver pris undgå at have noget at gøre med politiet eller retten. En dag sad Fritz ved skrivebordet i kontoret og skrev menuer. Han havde et godt overblik over køkkenet, fordi vinduet i kontoret vendte ud mod køkkenet. Pludselig stod en kok foran vinduet med hønsefjer i sine sorte krøller. Uden nogen forklaring begyndte han at opføre en krigsdans for hans øjne. Fritz så sig om i køkkenet for til sin overraskelse at konstatere, at køkkenet var mennesketomt. Han rejste sig og gik ud til kokken, bestemt befalede han ham at holde op, men denne overhørte advarslen og fortsatte energisk sin krigsdans. Efterhånden blev Fritz godt irriteret, for anden gang gik han ud til kokken og for at bekræfte sin advarsel gav han ham et skub i brystet. Dermed var det sket: kokken faldt jamrende om på gulvet mens han hylende klagede over, at han ikke kunne få luft. Fritz blev selv forskrækket over virkningen af slaget. Med en gang var alle kokkene tilbage i køkkenet. Nogen fik fat i en taxi, for kokken skulle på sygehus så hurtig som muligt. Nu blandede en etiopier fra personalekontoret sig også i tingene. Han tog med i taxien og sørgede for, at kokken først blev kørt på politistationen for at afgive rapport, før han blev kørt på sygehus til behandling.
Tilsyneladende var det en slem omgang for kokken. Efter hvad Fritz hørte, lå han to uger på sygehuset, og derefter var han en uges tid hjemme. Han undrede sig over om det virkelig var sandt, at han havde været så syg. Da han var kommet til hægterne igen, fik Fritz en invitation til at forklare sagen for politiet, selvfølgelig blev han ret mærkelig til mode. En taxichauffør fra hotellet meldte sig med det samme hos ham, efter nyheden var blevet bekendt. Han havde en god ven på politistationen, Fritz skulle blot overlade det hele til ham. Dagen kom hvor Fritz og kokken mødtes på politistationen. Fritz var blevet rådet af taxichaufføren til at sige at han var utrolig ked af det. Ydmyg og med sænket hoved sagde kokken det samme. For øjnene af de tilstedeværende gav de to hinanden hånden, ja, Fritz lovede til og med at ansætte kokken igen. Taxichaufføren fik en pæn skilling som tak for hjælpen, dermed var sagen færdig, troede Fritz.
Pasafesten stod for døren, israelernes befrielse fra slaveriet i Ægypten. For etiopierne er det ligeledes en meget vigtig festdag. Taxichaufføren fik den gode idé at Fritz skulle skænke kokken et lam, for at overbevise ham om, at alting var i bedste orden imellem dem. Nu blandede Abeba, Fritz' første assistent, sig også i situationen. Etiopieren fra personalekontoret, som havde hjulpet kokken til først at tage på politistationen, skulle have den ære at bringe lammet hjem til kokken. Fritz skulle kun betale de 15 dollars som et lam kostede. Enden på historien blev, at etiopieren, fra personalekontoret trak lammet 12 km fra stedet hvor det blev købt, efter Abebas forslag, hjem til kokken. I sidste ende kunne Fritz fryde sig over, at nogen at de involverede i sagen fik en drøj dag
Endelig ankom den nye svejtserdirektør. Vi var lettede for det betød orden i tingene. Hans tyskfødte kone kom tre måneder senere fordi faren var meget syg, og som eneste datter blev hun hos ham til han døde. Vi fik aldrig at vide hvad han hed men at dømme efter billedet, af en flot mand i uniform, som stod i Hr. Hahns kontor, måtte han have været en af Hitlers generaler. Senere fik Fritz at vide at han var flygtet fra krigens grusomheder og var derfor ikke imellem dem som kom for domstolen.
Jeg blev gravid i den første måned efter brylluppet. Vi begyndte at planlægge ferien for jeg ville helst føde hjemme. Fritz tog tre måneders ferie sådan at vi kunne tilbringe halvdelen af tiden i Svejts og resten af tiden i Danmark. Det ville også give os lejlighed til at lære hinandens familier at kende på begge sider.