Godt placeret i flyvemaskinen med Fritzli i babykurven foran mig, var jeg for anden gang på vej til Etiopien meget spændt på, hvad det næste afsnit i vores liv ville bringe. Ved siden af mig sad en ældre herre. Han betragtede den sødt sovende Fritzli i kurven et godt stykke tid, før han kom med følgende bemærkning: "Børn skal man nyde så længe de er små". Jeg kunne ikke nænne at fortælle ham hvad der var sket med Fritzli, for han nød synet af ham, som om det var hans eget barn eller barnebarn.
   Vi ankom til Addis Abeba i god behold. Fritz var der med et forventningsfuldt udtryk i ansigtet. Vi flyttede ind i en større bungalow, for nu var vi tre. Det betød stadigvæk kun to værelser, stue og soveværelse. Køkken havde vi ikke brug for. Vi kunne lade os betjene i restaurationerne eller få maden bragt så ofte vi ville.
   De første tre måneder af Fritzlis liv så alting ud til at være normalt. Han sov og drak mælken, som han skulle. Det varede heller ikke længe før han sov igennem om natten. Vi var lige ved at tro at alting var gået godt. Da han var omkring tre måneder gammel, begyndte han at få små epileptiske anfalde. Lægen forordnede noget medicin som hjalp imod anfaldene, men alting begyndte at blive meget besværligt. Han fik besvær med at synke og sov meget uroligt om natten. De næste tre måneder tilbragte jeg med at give ham mælk med en teske i timevis. Jeg blandede mælkepulver koncentreret med vand og hvis det blev i hans mave, fik han noget mere vand. Det hændte det hele kom op igen, og så måtte jeg begynde helt forfra. Jeg satte mig selv det mål at få ham til at spise så godt som det var muligt, for jeg ville nødig begynde med at made ham med en sonde. Jeg så hans første smil da han var tre måneder gammel, men det kunne ikke længere skjules, at han ikke udviklede sig. Vi kunne mærke at personalet i hotellet også havde lagt mærke til det. Fritz mente vi skulle lade ham døbe for anden gang, fordi vi ikke var rigtig tilfredse med den første dåb. Vi meldte os hos den tyske præst og forklarede situationen. Han havde ikke noget imod at vi lod ham døbe en gang til. Sammen fastlagde vi dagen til den første søndag i advent. Den dag han blev døbt, kunne han pludselig drikke mælken på en helt normal måde af flasken. Han virkede også roligere. Denne tilstand varede tre dage. Jeg tog det som et tegn på, at Gud havde set og hørt og var med ham og ville hjælpe ham i livet fremover.

Natlige udflugter

Etiopierne havde mange gode forslag til hvad vi skulle gøre for Fritzli, sådan at hans tilstand forbedrede sig. Man rådede os til at besøge et ortodoks tempel som lå en halv times kørsel fra hovedstaden oppe på et mindre bjerg. Hotelchaufføren og hans familie, bestående af hans kone og fem børn ville følge eksemplet og tage med os der op. Vi stod op ved tre-tiden om morgenen og kørte med hotelbilen op til templet. De koptiske præster bad en times tid i amharik for Fritzli. Naturligvis forstod vi ikke noget af det som blev sagt. Vi stod blot ved siden af og håbede at det ville hjælpe. Fritz gav en god skilling til præsterne hver gang. Den næste nat gentog vi hele ritualet igen. Præsterne rådede os til at bade Fritzli i vandet man har deroppe, det skulle have en helbredende virkning. Tøvende gik jeg med til det. Jeg advarede Fritz med: " Bliver Fritzli blev syg af det kolde vand, holder jeg op med de natlige udflugter." Den fjerde dag fik han høj feber trods de mange bønner. Han var meget syg en uges tid. Fritz lovede højt og helligt ikke at komme med flere af disse forslag i fremtiden. Fra personalet hørte vi, at det var en stor fejl at holde op med de natlige turer fordi djævlen havde manifesteret sig. Havde vi holdt ud, ville han være blevet drevet ud og Fritzli ville være blevet helbredt. På vores spørgsmål om det var Guds vilje at sætte hans liv på spil for at blive helbredt, fik vi ikke svar på.
   Der var meget arbejde med Fritzli, fordi han prøvede hele tiden at gøre noget selv, det ville også være helt normalt for et sundt barn. Han knyttede sine små hænder og udstødte utilfredse skrig, men det hjalp alt sammen ikke noget. Han kunne ikke holde hovedet mere end nogle få sekunder af gangen, og han havde ikke styr over sine bevægelser. På det svenske sygehus, som ligger lige bag ved paladset, viste en fysioterapeut mig nogle øvelser, som jeg trofast gjorde hver formiddag, efter jeg havde badet ham. Han virkede mest tilfreds og afslappet når han var på tur i haven i barnevognen, fordi der skete der noget, som fik ham til at glemme sig selv. Han var et kønt drengebarn og smilede gerne til alle som snakkede med ham. Hans måltider var forsat meget anstrengende både for ham og for os. Det var meget besværligt for ham at synke, og vi måtte passe meget på at han ikke fik noget i den gale hals. I hans første leveår skete det en gang, at han pludselig ikke kunne få luft, fordi maden blokerede. Ansigtet fik en farlig mørk farve, da han endelig kom til sig selv igen, var jeg drivende våd af sved og rystede over hele kroppen. Jeg overgav ham til hushjælpen, gik ned i køkkenet og satte mig i Fritz' kontor og drak en kop kaffe. Det tog en god time hver gang at give ham mad og drikke fra seks måneders alderen. Det gik bedst når han betragtede et eller andet, derfor legede hushjælpen med hans legetøj foran hans øjne, mens jeg koncentrerede mig om, at han fik det ned, han behøvede.
   Han var meget syg det første år og af og til havde jeg på fornemmelsen, at hvis jeg blot så lidt mindre godt efter ham, så overlevede han ikke. Jeg var også regelmæssig til børnelæge med ham en eller to gange i måneden. Af og til ville børnelægen spørge: "Hvad skal vi gøre ved ham denne gang". Jeg sørgede for at han fik gammaglobulin regelmæssigt. Hans liv hang i en tynd tråd, det var der ingen tvivl om. Han sov for sig selv om natten i sit eget værelse, men jeg kunne aldrig være sikker på, at han levede, når jeg åbnede døren. Pludselig uden advarsel ville han begynde at kæmpe for at få vejret, og der var ikke noget vi kunne gøre, indtil det var ovre. Hver gang jeg fandt ham sødt sovende i sin seng, takkede jeg Gud i mit hjerte. Trods alle besværligheder var vi meget glade for vores Fritzli. Af og til når Fritz havde ham på skødet, ville han begynde at le. Fritzli elskede at le og så lo vi alle tre, indtil vi ikke kunne mere. Det gjorde godt helt ind i det inderste af sjælen. Det var som om alle besværligheder blev skubbet meget langt væk ved slet og ret at være glade. Heldigvis var det ikke noget problem at få nogen til at hjælpe mig med ham. Jeg ansatte to piger. En et par timer om formiddagen og en et par timer om eftermiddagen. Jeg ønskede ikke at Fritzli skulle være en byrde for nogen. Hjælp kostede så lidt, og på den måde havde jeg altid en barnepige når jeg ønskede det. Jeg gav ham selv hans måltider, men i nødstilfælde kunne pigerne også overtage. Jeg gjorde mit beste til at indrette livet for os alle tre, i den tid vi levede i Etiopien.