Lange John var min tro følgesvend fra jeg var 12 år. Hans kælenavn var "longjohn" og mit øgenavn var Øffe. Første gang vi mødtes var foran ismejeriet. Hver dag efter skole, smed jeg tasken i gangen og cyklede derhen. Herfra bragte lange John og jeg varer ud til kunder rundt omkring et par timer. Min far gav 5 kr. i lommepenge om ugen uden jeg skulle røre en finger. Damen i Ismejeriet betalte 25 kr. om ugen og sørgede for at lange John stod klar. På en rigtig god uge kunne der godt falde en daler af i drikkepenge, hvis jeg tørrede fødderne af på måtten og bar varerne helt ind i køkkenet. Om lørdagen fik jeg altid et studenterbrød sammen med ugelønnen. Jeg så det som en betroet stilling med særligt ansvar, idet jeg sammen med varerne medbragte regningen, som kunden betalte direkte til mig. Jeg lærte at fumle lidt med byttepengene, så den utålmodige kunde ofte bad mig beholde den 25 øre, som havde forputtet sig på bunden af min taxa-pung. Bukkede og takkede.
På hjørnet af Brostykkevej og Hvidovrevej lå et langt større mejeri. Her faldt der ingen drikkepenge. Til gengæld var lønnen på 35 kr. Vi var seks drenge, der mødte kl. 6 og kørte ud med mælk og fløde, som vi satte foran hoveddøren hos kunderne. Ejeren sad altid inde på sit lille kontor ude bagved med cerut og kaffe, når vi mødte. I butikken vidste vi altid når førstemanden kom. En markant lugt af barbersprit bredte sig og lidt efter dukkede den lille runde mand op med brillantine og side-skilning. Foran butiksruden var mælken allerede stablet op, så vi nemt kunne pakke vores longjohn og komme afsted. Et af budene havde den store 3-hjulede ladcykel. En morgen har jeg den lave sol lige i øjnene og overser en parkeret bil, men når lige at afvige. Desværre tilter cyklen og flere kasser mælk vælter ud på vejen. Et værre rabalder af de brune mælkeflasker der smadres. Hvad nu? Blev de trukket i lønnen? Blev jeg fyret? Da jeg med bøjet hoved kommer tilbage, er førstemanden ved at bærer mælk ind, så jeg går direkte op til chefen. Han beroliger mig mens cerutten vipper lidt, og forsikrer mig om hverken løntræk eller fyring. Førstemanden er knap så venlig og brummer surt, mens han henter kost, skovl og spand, så jeg kan få ryddet op efter mig. Som jeg skal til at køre vender de første bude tilbage for at pakke andet læs. Nu mener førstemanden, at min fadæse skal tjene til skræk og advarsel. Han hidser sig voldsomt op og skælder ud, mens de andre ser forbløffet til. Idet han puster sig op med de helt store armbevægelser, træder han et skridt baglæns - Støder ind i en høj stabel mælkekasser, hvorved de svajer og med et kæmpe brag ryger ned på det brede fortov. Stilheden sænker sig et øjeblik i den røde morgensol, som nu ligner førstemandens runde hoved. Nu kan vi alle komme videre og blive færdige. Når vi slutter ved 7:30 tiden, får vi altid et stk. wienerbrød før vi kører til skole. Den morgen hentede vi alle 2 - 3 basser og en kakaomælk mens førstemanden så den anden vej.
En grønthandler oppe ved "Friheden" søgte en bydreng nogle timer om eftermiddagen. Jeg var blevet lidt træt af både førstemanden, de manglende drikkepenge og at stå op med hønsene hver morgen. Olsen som også handlede med kolonial, havde et bud i forvejen, sin hustru og en ekspedient når der var travlt. Når vi mødte efter skoletid, stod de første ordrer parat og de to longjohns. I pauserne mellem kørslerne, gik vi ud med store sække af grønt affald eller fyldte frugt og grønt op i butikken. Her var lønnen 50 kr. om ugen plus drikkepenge. Der var et godt stykke vej at køre hjemmefra, men jeg havde i mellemtiden købt min første knallert en Velo Solex. En stor fordel var jo at den kunne bruges som cykel, når tromlen ikke kunne trække på fordækket i sne og is eller motoren led af benzin mangel.
Hr. Olsen var en stor mand med godt humør, der altid hoppede og sprang for kunderne. Fru Olsen var særlig dygtig til at fedte for de gode faste kunder. Hun huskede navne på deres børn og kæledyr. Tit fik de en gratis pose grønt affald med til kaninen eller hamsteren. Deres service og viden lå helt i top, når de spurgte "Hvad sku' det være" og kunden var i tvivl efter de havde købt en dyr steg hos slagteren ved siden af og ville have råd om det rette tilbehør og tilberedning. Olsens var dygtige sælgere, hvor der ofte røg lidt ekstra varer ned i indkøbstasken før kunden, forlod butikken. Her opdagede jeg at både service og charme udløste endnu flere drikkepenge i mit eget job.
Men det krævede også en god ryg, stærke ben og arme. Når der var tryk på og ordrerne hobede sig op i butikken, slæbte jeg gerne 2 kasser øl op til tredje sal på en gang eller 3 kasser til første. En kasse rummede 50 øl i glasflasker. I december kunne vi næsten ikke følge med, hverken med udbringning eller i butikken. Mellem to udbringninger ser jeg der mangler kartofler og springer ned i kælderen for at hente hele 3 kasser a' 25 kg. på en gang. Op ad kældertrappen og hen ad fortovet. Hr. Olsen står udenfor og er ved at fylde æbler i en pose, da han får øje på mig. Han lægger posen fra sig, beder kunden vente og styrer direkte imod mig, tager den øverste kasse og nærmest råber at det vil han aldrig se igen. Forbløffet stiller jeg de to kasser ned. "Vi får aldrig så travlt, at mine to drenge skal have deres rygge ødelagt", Han lægger sin store næve på min skulder, klapper mig på kinden og siger "Maks to kasser".
Den sidste dag knoklede vi alle som vanvittige og så frem til to helligdage. Da Olsen endelig slukker og låser kl. 17:30 d. 23. klemmer vi os alle sammen ude i det lille baglokale. Hr. Olsen står op. Fru Olsen tager skoene af, lægger fødderne op på en skammel og strækker armene i vejret. Der er dækket op til os alle med et glas portvin og chokolader på det lille klapbord. Det banker på butiksdøren. Fru Olsen kigger ud ad et lille hul i skillevæggen til butikken og hr. Olsen gemmer sig nede på kældertrappen. Det viser sig at være fru Jørgensen, der står og vinker. Normalt ville de altid lige lukke kunden ind, men den dag orker de ikke og desuden ser de efterhånden meget lidt til fru Jørgensen, der nu mest handlede ovre i det nyåbnede ISO-supermarked. Hendes gamle regning hos Olsens var heller ikke betalt endnu. Alt lys er slukket ude i butikken, men fru Jørgensen bliver ved med at kalde og vinke. Til sidst tager hr. Olsen affære, går helt hen til glasdøren, slår på ruden og råber at der er lukket. Endelig kan vi skåle og ønske glædelig jul. Denne uge lå der en ekstra 100 kr. seddel i lønposen til os alle som tak.
Der kom ofte kunder, som påpegede de meget lavere priser i supermarkedet. Hertil forberedte Olsen et svar til deres beklagelser. Jeg blev sendt over til ISO for at købe udvalgte grøntsager. Dem havde de så liggende under disken. Jeg overværede da en kunde ikke forstod hvorfor det kunne være billigere på den anden side af gaden. Her kom to hoveder til sin ret, idet ISO's hvidkålshoved kom på disken ved siden af hans eget. Først måtte Olsen fortælle, at plastic var en dødssynd og at han selv altid fik stort spild, da han omhyggeligt sorterede og pillede det dårlige fra. Desuden opbevarede de al frugt og grønt i kælderens kølerum om natten. Ved kontrolvejning viste det sig at kg. prisen kun var en smule højere hos Olsen. Og for yderligere at bevise sin faglige troværdighed, hev han sækken med dagens affald hen til kunden, så hun selv kunne se.
Oppe på anden sal til venstre i nr. 37 stod jeg med en regning i hånden og bankede på. Ringeklokken virkede ikke, så jeg slog til sidst flere gange hårdt. Stadig ikke en lyd derinde fra. Nede på gaden stod hr. Olsen foran sin varebil. Han havde taget mig med en dag, hvor der ikke var meget at lave i butikken. Nu skulle der kradses gammel gæld ind fra flere kunder. Jeg beklagede og sagde at her var der ikke nogen hjemme. Olsen pegede op på kundens køkkenvindue og fortalte, at han netop havde set kællingen kigge ned på ham bag gardinet. Derpå råbte han af sine lungers fulde kraft, at fru Sørensen skyldte 340 kr. til grønthandleren, så alle i nabolaget kunne høre det. Sådan gik det med flere, der havde skiftet til supermarkedet. Han så aldrig dem eller deres penge mere. Olsen mente at jeg skulle gå i lære som købmand og ville gerne give mig en lille smagsprøve på faget. Jeg skulle se hvordan han købte ind på grønttorvet. Så en tidlig morgen sad jeg med i bilen og oplevede hvordan han pruttede om prisen på et parti rigtig gode æbler, men grossisten holdt på sit. Olsen købte ikke men kørte videre til andre forhandlere, men han ville have de første han havde set. Efter de andre indkøb, var der ½ time til de lukkede. "Vi venter lidt og tager en sodavand og en ostemad". 10 min. i lukketid kørte vi forbi ham med æblerne igen og der var mange tilbage. Nu fik Olsen pludselig 20% rabat. "Jeg havde sgu købt dem alligevel" grinede han på vejen hjem. "Men jeg kender mine lus på gangen". "Hvilke lus? Hvor?" spurgte jeg. Så slog Olsen igen en latter op.
Min tid med lange John og Olsen var ved at tage slut, men karrieren forsatte med morgenaviser, chaufførmedhjælper og senere i Det Kongelige Teater som piccolo, hvor jeg havde skiftet Velo Solexen ud med sporvognen.