Efter syv år i Singapore overvejede vi for alvor at tage tilbage til Svejts. Vi havde været på den svejtsiske ambassade og spurgt, om det var muligt, at tage en pige med til at hjælpe til med vores handikappede søn. Måske var jeg den som var mest ivrig efter at komme tilbage til Svejts, jeg tænkte på børnene, og at der kom et tidspunkt, hvor de havde brug for en god uddannelse. Hvorfor blev vi alligevel i Singapore. Det nye flyvekøkken, som de havde bygget på de sidste par år, var ved at være færdig, og man søgte en egnet chef.
   En eftermiddag fulgte jeg som sædvanlig vores datter til klaverundervisning. Vi var lidt sen på den ved ankomsten, derfor sagde jeg til hende:" Løb forud, jeg kommer, når jeg har betalt taxien.". Efter jeg havde betalt, fik jeg øje på en skoledreng, med en bøsse, som samlede ind til et godt formål. Jeg lagde et par dollar i bøssen, som jeg altid plejede at gøre. I det samme øjeblik kom en person stormende hen imod mig. Det gik så hurtigt, at jeg ikke nåede at se, hvordan vedkommende så ud, derfor ved jeg ikke, om det var en mand eller kvinde, måske var det en engel udsendt specielt for vores skyld. Vedkommende trykkede noget i hånden på mig og forsvandt i køen til taxistanden. Måbende stod jeg med en seddel i hånden. Jeg kunne, i underste, etage købe noget til en værdi af 20 dollar, at dømme efter hvad der stod på sedlen. Med en gang gik et lys op for mig, det hele var så enkelt, vores fremtid hang sammen med Guds princip om at give og få. Kirker mosher templer og synagoger er private indretninger her, det er derfor vigtig at give til underholdningen. Da vi kom hjem fra klaverundervisning sagde jeg til min mand." Det hele er meget enkelt, giv til kirken og Gud viser dig, hvordan fremtiden bliver". "Jeg giver når jeg har fået bonussen udbetalt", svarede han. "Hvorfor ikke give noget nu og skriv til kirken, at resten kommer senere", svarede jeg. Næste dag satte min mand sig ned og skrev et brev til kirken. I det øjeblik han satte sit navn under på checken, ringede telefonen, det var fra SATS flyvekøkken, de spurgte, om han kunne komme for et interview den følgende eftermiddag. Min mand stod et øjeblik måbende på gulvet, efter han havde lagt røret på, og i det øjeblik kom jeg ind ad døren, jeg havde været på indkøb. Han sagde:" Jeg må sige, at Gud lod ikke lod vente på sig, han havde alting parat, i det øjeblik jeg skrev under på checken, ringede telefonen" Vi tvivlede ikke på, at han ville få stillingen, og det fik han.