Min mave gør ondt. Den der smertende følelse, som om man er fyldt med kold luft. Jeg sidder og knuger min telefon i hånden: "Bør jeg skrive til hende?" Nej. Det er ikke i orden. Jeg kan ikke bakke ud igen. Det er over 2 uger siden jeg sidst tog med hende til vores hip-hop-dansetime, og jeg kunne ikke være bekendt at melde mig syg igen. Jeg havde en lang skoledag foran mig. 8.45-16.30, og så hip-hop bagefter. Jeg gad slet ikke. Min mave føltes fortsat kold og tom på trods af, at jeg havde fået en bolle til morgenmad. Jeg tog en dyb indånding og besluttede mig for at kæmpe igennem det. Jeg iførte mig mine sorte stramme jeans, en sort top og min lilla hættetrøje. Jeg lod mit lange røde hår hænge frit om mine øre, som jeg bedst kunne lide det. Til min mors misfornøjethed tegnede jeg en tyk stort streg over mit øjenlåg for at understrege mine runde grønne øjne. Personligt elskede jeg den stil. Jeg var 14 år gammel. Jeg boede i Luxembourg med mine to forældre, to brødre og vores Golden Retriver. Jeg gik i skole, havde masser af venner og et typisk teenageliv. Jeg var frisk pige fyldt med liv. Eventyrlysten og allerede en smule interesseret i drenge. Jeg bildte mig selv ind at jeg var gammel nok til alt det voksne. Jeg gik med BH på trods at, at jeg ikke havde noget der mindede om bryster. Jeg havde allerede været lige på grænsen til min første seksuelle oplevelse med en dreng blot en uge forinden. Det gav mig sommerfugle i maven, en boblende fornemmelse af glæde, når jeg tænkte på det. Men den fornemmelse var væk denne morgen. Nu var den erstattet af en udefinerbar mavesmerte. Madforgiftning? Nej! Stop med at brok dig, pak dine ting og tag afsted, det hele skal nok blive okay. Med rygsækken på ryggen og min gule sportstaske over skulderen marcherede jeg ud i min fars store folkevogn. Det tog næsten en time at komme i skole, alt afhængig af trafikken. Jeg nød altid turen. Musik i ørene mens jeg kiggede ud på de forbi passerende omgivelser, som fløj afsted på motorvejen. Jeg glemte næsten smerterne i min mave, da vi nåede skolen. Min veninde var glad for at se mig. Næsten ekstatisk. "Er vi klar til hip-hop i dag??" Spurgte hun med knugede hænder og udspilede øjne. "JA!" Næsten råbte jeg, for at nå hendes ekstase-niveau. Hun gav mig energi, det føltes godt. Jeg var glad for at være kommet i skole den dag. Skoledagen var som den plejede. Lange timer, idræt, frikvarter. Vi købte sodavand fra automaten. Vi måtte ikke for vores forældre, for det var kun torsdag, og sodavand er en weekend-ting. Jeg var glad for at være der den dag. Da vores skoledag var over, havde vi godt og vel en time til at komme til hip-hop. Vi vandrede gennem supermarkedet, og købte for vores småpenge en stor pose saltchips og en lille cola til deling. Vi nåede næsten at kværne hele posen med saltchips på vej til dansetimen. De smagte tørt, men den salte smag var næsten afhængighedsdannende. Til dans var intet nyt. Jeg havde ingen rytme i kroppen. Jeg tonsede rundt i mine sorte addidas bukser og hvide tshirt, men konstant i den gale takt. "Left is that way Laura," jeg nikkede forstående, men sprang som den største selvfølge til højre. Vi stod nede bagerst og knækkede sammen af grin. Hvad laver vi dog her? Jeg var glad for at være kommet den dag. I omklædningsrummet skiftede jeg tilbage til min lilla hættetrøje. Jeg kiggede ned på mine pludrede addidas bukser og tænkte "Hvorfor ikke beholde dem på? De er så behagelige, og jeg skal med bussen hjem!" Så de blev på. Der var måske en kilometer fra danse-stedet til mit busstoppested. Så min venindes far kørte mig op til vejen. Bilen var lækker og sort, og den kørte hurtig. Jeg sad bagerst og indåndede duften af den nye bil. Jeg sagde ikke meget. Pludselig holdt bilen stille, og min venindes far sagde noget til mig. Jeg tror han bad mig hoppe ud. Jeg nåede kun at åbne døren før lyskrydset skiftede, så begyndte han at køre. Jeg smækkede døren i igen. Pinligt, tænkte jeg. "Du kan hoppe ud heroppe", sagde han roligt. Ved næste lyskryds var jeg parat. Jeg sprang ud af døren og råbte farvel. Jeg var på den anden side af gaden. Jeg skulle over 4 vejbaner for at nå mit busstoppested. Ved første lyskryds mærkede jeg noget i min taske. Colaen! Den havde jeg helt glemt den. Nu kunne jeg nyde den på vej hjem i bussen. Jeg frydede mig! Næste lyskryds. Min brors I-pod! Jeg havde jo taget den med og kunne høre musik. Skulle jeg tage den frem nu? Nej. Jeg ville vente til jeg sad i bussen. Jeg nåede over vejen. Så min bus. Jeg trådte ind i bussen...

Nej. Jeg nåede aldrig bussen. Noget er gået galt. Hvorfor nåede jeg ikke bussen? Hvorfor kan jeg ikke huse, at jeg er kommet hjem? Jeg kom aldrig hjem den aften? Hvorfor kom jeg aldrig hjem?

Filmen brænder sammen i et sort flimmer. Det hele falder sammen, og billedet af busstopstedet er erstattet af billedet af hvidt klart lys, og en stank der river i min næse. Hvide lagner, maskiner der bipper over alt. Lyden af min mor der græder ved min side. Mor? Hvor er jeg? Hvad er der sket? Mor...?