Der skete lidt af hvert det følgende år. Jeg tog flere kursuser på Britisk Counsel i engelsk, noget jeg længe havde ønsket at gøre, men ligesom ikke rigtig synes jeg havde tid til, fordi der altid var meget arbejde hjemme. Imellem kurserne var jeg så uheldig at få dengi feber. Denne sygdom overføres af myg, er en virus og kan derfor ikke behandles. Man antager største del af befolkningen har haft den i mildere form. Den udarter sig som en slags forkølelse, med undtagelse af, at man også får udslag på kroppen. I de 24 år vi har levet i Singapore er jeg blevet stukket mange tusinde gange. En af grundene fortalte mig en læge er, at jeg har en tynd hud. Fritz blev aldrig stukket, der behøvede kun at være en i huset, den ville begynde at kredse om mig, derfor tror jeg, at de også kan lugte blod. Jeg havde altid citroner i huset, som jeg efter at være blevet stukket rev stikket godt ind med, og hvis jeg ikke rørte ved det, forsvandt symptomerne i løbet af en halv time. Denne gang var det anderledes. Jeg blev meget syg og måtte på sygehus. Blodprøver bekræftede dengi feber. Jeg vil ikke uddybe alle symptomerne her, kun at det var en del værre end malaria. Det værste, den inderlige tørst og timelang hovedpine hver dag i ugevis. Det tog en måneds tid at komme oven på igen og et par måneder til mit nervesystem havde normaliseret sig.
   Jeg var med Fritz en tur til Sydafrika. Han var blevet inviteret derned sammen med mange andre fra overalt I verden. Man ønskede nye ideer og forslag udefra til at forbedre lufthavnen med. Han ville tage nogle ekstra fridage, sådan at vi kunne opleve noget mere af landet. Det var dejligt igen at sætte fod på afrikansk jord, der er noget særligt ved Afrika. Det har med menneskerne og landet at gøre. Det lugter anderledes, atmosfæren om menneskerne er anderledes. Den største forskel imellem det hektiske Singapore og Afrika ligger i, at tiden går dobbelt så langsomt i Afrika. Vi havde, efter mange år i Singapore, fået den indstilling at tiden går hurtigt over alt i dag. Ja, jeg troede I grunden, at Gud lod jorden dreje hurtigere, men sådan er det ikke I Afrika, der har man mere tid til alting.
   I Johannesburg blev Fritz og jeg inviteret på en tur igennem det berømte Suwetho sammen med en afrikaner som benyttede lejligheden til at give os et indblik I sin politiske indstilling. Vi fik en første hånd forklaring på, hvor dybt det ligger I sindet hos afrikanerne. Tankefuld betragtede jeg de mørke øjne i det mørke ansigt som ønskede at blive forstået fra inderst til yderst. Det er let at forstå folk når de udgyder af deres sjæl. Fritz gav de rigtige svar, hvis blot Guds børn ville holde sammen, ville det hele være så enkelt. Det berømte Suwetho, som ellers ikke er tilgængeligt for hvide mennesker, de fleste hvide sydafrikaner har aldrig været der, er en bydel for sig, hvor kun de mørke har adgang. Det må have været en betydningsfuld person som havde inviteret os, for politiet som stod på hvert hjørne kendte ham overalt. Suwetho selv består af små lave huse et par enkelte skoler en kirke og et pænt stadium. Hist og her blev der solgt frugter og grønsager og andre små ting på hjørnerne, men ellers var der ikke noget særligt ved Suwetho.
   På min fødselsdag stod jeg på spidsen af Cap Town Sydafrika. Den stærke vind bragte lugten af sæl - fiske, som legede sammen på en lille ø lidt længere væk, hen imod os. Jeg stirrede ud over det blå hav, meget længere sydpå ville jeg aldrig komme, hvad ville fremtiden bringe for Fritz og jeg, hvor længe ville vi blive i Singapore. Noget nyt ville være sket I løbet af de næste par år. Jeg lod tankerne flyve med den stærke vind, og undrede mig meget over de nye ting som på den ene eller anden måde ville komme til at ske i vores liv. Hvilke tegn ville englene lade falde for os, og hvad ville vi gøre med dem.
   I Kapstad havde vi fået et værelse højt oppe i et hotel. Det blæste stærkt den første aften, jeg kikkede ud af vinduet, gaderne var mennesketomme. Den stærke vind legede med små stykker papir og andet som den kunne få fat på. Man skulle tro folk holdt sig inden døre bange for at gå ud. Man fik også på fornemmelsen at bygningerne kunne falde sammen hvert øjeblik. Jeg ringede til receptionen og spurgte, om det altid blæste så stærkt, og om det var farligt at opholde sig på gaderne om aftenen. Jeg fik et ja på begge spørgsmål. Det her er Afrika, godt og ondt står tæt og synligt ved siden af hinanden. Vi tændte for fjernsynet en evangelist gav os Guds ord. Jovist I dag er hans ord meget nær ved at være hørt i et hvert hjørne I denne verden.

Vi var i mellemtiden flyttet ud på østkysten, og Robert kørte til skole i sin egen gammel bil, fordi skolebussen kom ikke derud, og det ville tage et par timer med bus og undergrundsbane en vej. Han var nu i sit sidste år før
   studentereksamen og var travlt beskæftiget med sit studium.
   Det år herskede en ubekendt virus i landet. Vi vågnede hver morgen med hovedpine og det over flere måneder. For Fritz vedkommende var det så slemt, at han en lille uges tid ikke kunne arbejde og kun lå og stirrede ud i luften i sengen. Efter et par måneder blev det langsomt bedre, hovedpinen begyndte langsomt at trække sig tilbage for til sidst helt at forsvinde. En veninde fra Bangladesh måtte på sygehus, fordi hun efter et hovedpine anfald også fik et epileptisk anfald. Jeg antager at mindst en tredje del af befolkningen var smittet denne gang.

Ikke langt fra hvor vi boede lå et hjem for handikappede. I en drøm havde jeg set den samme person med kutten på hovedet, som jeg havde set, dengang jeg drømte, jeg skulle gå ind i Fritzlis værelse for ellers døde han. Denne person førte mig igennem en port, og jeg var klar over, at dette projekt havde gode udsigter. Jeg havde også fået at vide, at disse børn ikke var totalt handikappede, men kunne bruge arme og ben. Jeg besøgte hjemmet, det var rigtig nok, alle kunne bruge arme og ben, og de fleste gik halv dags i en speciel skole. Det som puslede mig en del var, at hjemmet ikke var kristen ført. Mente Gud virkelig, at jeg skulle interesserer mig for noget, hvor man havde et tempel på toppen af huset. Jeg analyserede drømmen et par gange og besøgte også hjemmet et par gange. Til sidst var jeg overbevist, Gud havde talt.
   En gang om ugen besøgte jeg hjemmet for at lege med børnene. Forholdene var langt fra gode der. De havde ikke noget at beskæftige sig med, og ud over det nødvendigste som at få mad at blive vasket og sove, blev der ikke gjort noget for dem resten af dagen, heller ikke lørdag og søndag. De fleste, men ikke alle, besøgte en slags specialskole halvdelen af dagen, hvor man ligesom prøvede at lære dem de nødvendigste ting, som hører med til en almindelig opdragelse, nogle få lærte at læse og skrive lidt. Det blev fortalt mig, at de fleste havde epilepsi og var mental handikappede. Nogen af dem var også lidt fysisk handikappede, men der var ikke nogen som ikke kunne bruge deres ben.
   Jeg købte et skab og forskelligt legetøj og begyndte at prøve mig frem med, hvad som var muligt for dem. Jeg havde denne drøm om, at skubbe bordene sammen i hallen. Det var en god idé, for derved havde jeg overblik over, hvad de alle lavede. Den sidste time om eftermiddagen blev til sport udenfor. Jeg var klar over, at dette ikke var et sted, hvor man åbent kunne demonstrere den kristne tro, det forstyrrede mig en del i begyndelsen. Havde jeg ikke været overbevist om, at Gud havde givet et tegn, havde jeg muligvis aldrig begyndt på noget der. De første gange bad jeg meget for et tegn om, at kunne underholde mig med børnene om dette emne. En dag på vej derned, sagde jeg ligeud i luften:" Hvis du giver mig et tegn i dag, når vi sidder rundt om bordet og tegner, maler og leger, så ved jeg, at jeg kan". Johnson, en Malay - dreng på 15 år, sagde helt naturligt, da vi sad om bordet: "Jeg har været i paradis, der mødte jeg Gud, derfor når der er noget i vejen her, så beder jeg Gud om hjælp". Jeg stirrede et øjeblik på ham, jeg havde fået mit svar. Jeg købte bøger med kristne børnehistorier illustreret med billeder. Når vi var færdige med sport, satte jeg mig ned udenfor og fortalte fra biblen, samtidig med viste jeg dem billederne. Det varede ikke længe, før jeg mærkede, at det var populært at være kristen imellem børnene. En dag sad jeg igen på stenbænken udenfor omringet af en skare børn. Det var kort før klokken ville ringe, tegn til at aftensmaden var færdig og nu blev serveret. Jeg havde læst en historie, vist billeder og fortalt dem, at det var en sand historie. En dreng skubbede en anden væk med ordene:" Du er kun buddhist". Den anden så skuffet ud, og det stod tydelig skrevet på hans ansigt, at han også gerne ville være kristen. Jeg fik på fornemmelsen, at kunne omvende dem alle sammen, hvis jeg havde haft frie hænder til det. For sådanne øjeblikke takkede jeg Gud for at have vist mig stedet.
   Børnene kom af blandede religiøse baggrunde, alle religioner var repræsenteret imellem dem. De fleste kom fra dårlige familieforhold, alle havde en sørgelig historie at fortælle, hvad de færreste gjorde. Af sygeplejerskerne og lægen fik jeg lidt efter lidt noget at vide om dem. De fortalte også, at jeg var den første til at holde ud, andre var kun blevet 2 eller 3 gange. Af og til tog jeg mig tid til at lytte til deres beklagelser. Lægen selv gav mig en forklaring om, hvorfor dette sted var så vanskeligt. Hjemme bragte jeg disse ting for Guds trone. Derigennem lærte jeg selv en hel del.
   I Singapore skal alle teenager for en hvis tid involveres i en eller anden institution hver uge, det er fest-lagt i deres uddannelse i skolesystemet. Derfor er interessen vækket, man har stiftet bekendtskab med mennesker som er anderledes og bruger hjælp. Mange forsætter af egen fri vilje deres besøg sådanne steder. De giver af deres overskud ikke kun af penge men også mange andre ting. Jeg synes det er et udmærket arrangement. Man har også klinikker for sådanne som ikke tjener for meget. Læger skiftes til at møde op et vist antal timer hver uge og giver frie konsultationer. I det hele taget man kan lære meget af de praktiske kineser. De ser det som en ære at kunne tjene deres land på den ene eller anden måde. I det sociale system som vi er vokset op i, er man næsten frataget disse pligter, som man som menneske har godt af, nemlig at hjælpe hinanden.

Efter et halvt år synes jeg forholdene var gode nok til at spørge nogen damer, om de ikke kunne tænke sig at hjælpe til, snart var vi en lille gruppe. Gaby, Renate, Irmgard, Patricia, Helga og jeg, senere kom Anjana og andre dertil eftersom nogen af os rejste. Jeg takker Gud for damernes kærlighed og interesse for børnene, de så det alle som en opgave. Der er også en hvis tilfredsstillelse ved det, jeg havde også godt af det, samtidig begyndte jeg på min beretning, som jeg nu er ved at afslutte.
   Gud velsignede ikke kun damerne med en indere tilfredsstillelse, han gav dem også talenter. Noget begyndte at ændre sig i deres liv på forskellige måder. Gaby involverede sig endnu mere i bibelgruppen. Hun har en medfødt gave til at videre give Guds kærlighed. Børnene elskede hende og hun dem. Renate opdagede, at hun kunne male, ja at hun til og med var ret god til det og begyndte at tage undervisning. Helga opdagede, hun kunne tegne helt professionelt. En dag spurgte jeg hende, hvor har du lært det, til min overraskelse svarede hun: "Jeg har opdaget, at jeg kan tegne ved at arbejde med børnene. Patricia fra Spanien, den eneste ikke tysktalende dame som vi alle kom til at holde meget af, livede op og glæde kom ind i hendes liv. Ingen gør Gud en tjeneste uden at mærke hans velsignelse på en eller anden måde. Efter en hvis tid kom en lærer fra skolen, som børnene gik til, på besøg. Sammen fik vi et godt indblik i hinandens arbejde. Det var en god fornemmelse at mærke, at man var parat til samarbejde og forståelse. En hel del var sket med personalet og børnene siden vi begyndte at komme ugentlig. Børnene var rykket ind i midtpunktet, og man var ved at opdage at ting kunne ændres.
   Robert overraskede mig en dag med at sige: "Altså mor, jeg drømte om dig i nat, du var gravid, ud af maven kom børn, du sagde:" Give mig flere af de frosne børn." Min halvvoksne søn betragtede mig med mærkelige øjne, jeg kommenterede: "Den forstår du vel nok." Ja det gjorde han og måske dog ikke, for han sagde: "Altså mor i din alder får du børn." Han lærte den dag, at når Gud viser os noget nyt, gør han det mange gange ved at give en drøm om en fødsel. Når han sad ved sine lektier hjemme på værelset og jeg var i Moral hjemmet, steg indtrængende bønner om frosne børn op til Guds trone. Jeg er sikker på Gud modtog disse bønner.
   En eftermiddag lavede vi et diskoparty. Jeg havde altid min lille radio med, denne eftermiddag blev den skruet op på fuld drøn med larmende musik. Børnene blev sminket og fik lov til at danse og hoppe. Der var popkorn og coca cola i massevis. Jeg kan stadigvæk se overraskelsen i ansigtet på den strenge sygeplejerske, som havde den ledende stilling i hjemmet, da hun den eftermiddag kom på arbejde. For første og eneste gang så jeg hende smile.
   En halvstor dreng sad ligesom en statue med krydsede ben uden at kommunikere med nogen i timevis. Gik vi hen til ham, rejste han sig hurtigt op og flygtede. Kun når mad kom på bordet, satte han sig ved siden af de andre. Jeg følte det som en stor sig, den dag han tog en bold, jeg havde ladet rulle hen til ham. Nærmere kunne vi længe ikke komme ham. Efter et års tid med regelmæssige forsøg på at komme ham nærmere, begyndte han at vise interesse. Den dag jeg kunne sidde ved siden af ham i en sofa og fik lov til at holde hans hånd et øjeblik og flygtigt så et glimt af: "Kan du lide mig" blev til et af de betydningsfuldeste øjeblikke i hjemmet. Hvilke baggrund havde han, hvad var der sket. Så var der den rundelige indiske pige som for det meste sad og viste det hvide i øjnene mens vandet løb ud af munden. Lagde hun hånden på nogen var det umuligt at ryste den af. Hun havde en overnaturlig kraft og børnene var lidt bange for hende. Vi lærte hende at tilgive og stifte fred. Et under skete, hun blev en anden person og brugte ikke mere så meget medicin. Ja hun elskede at stifte fred og være god ved andre, hun blev ligesom et stort hjerte. Når vi kom, ville hun med det samme have sin bog. Hun lærte at skrive en lille smule, og vi kunne se, at hun begyndte på en indere udvikling. At ikke at kunne tilgive har sådan en stor kraft, vidste jeg ikke. Jeg lærte utrolig meget her og kunne vedblive at fortælle. Så var der pigen, der som spædbarn var blevet smidt igennem et affaldsrør. Hun var usædvanlig køn, men desværre havde hun en hjerneskade.
   En halvstor dreng havde været til undersøgelse på et sygehus. Jeg besøgte ham, med det resultat at han blev så glad for mig. Hver gang vi kom, måtte jeg finde mig i at få et stort smask på kinden, mens han med lysende øjne og et stort smil viste, hvor meget jeg betød for ham. Alle havde en grund til at være på hjemmet. De var børn og unge mennesker som ingen ville vide af. De havde deres første sprog kinesisk, malaysisk eller indisk alt efter hvor de kom fra. Ved siden af talte de lidt engelsk, nok til at kunne kommunikere med os. Kun få talte slet ikke og kun få måtte have hjælp fra det ene sted til det andet.
   Irmgard flyttede til Johhore, det var hun ikke så glad for i begyndelsen, for kun det at komme over grænsen til Singapore var forbundet med lang ventetid. Hun fandt et katolsk hjem for handikappede og begyndte at tilbringe mange timer der flere gange om ugen. Før jeg rejste derfra, besøgte vi hende. Ved denne lejlighed viste hun os hjemmet. Det var et almindeligt hus til en almindelig familie med stue nedenunder og fire soveværelser ovenpå. Overalt stod etagesenge, kogt og badet blev der uden for i telte. Ved siden af huset var et par container anbragt. Et var for de større drenge, det andet var indrettet som et arbejdsrum. Det utrolige var, at her på denne lille flæk, som kun var beregnet til en almindelig familie, levede 70 handikappede i alle mulige størrelser. Ligeså usædvanligt var det, at der herskede en god og rolig atmosfære. Jeg måtte I dette øjeblik sammenligne stedet med Moral hjemmet, og vidste djævlen havde haft en stor fod indenfor. Før vi gik, forklarede han, som stod for hjemmet, at et større projekt 20 km fra Johhore var planlagt. Vi betragtede miniaturehjemmet som var sat op i kontoret. Jeg glædede mig på Irmgards vegne, at hun havde fundet frem til dette sted og kom derved i tanke om, at jeg engang havde drømt, at hun ville begynde på det samme som jeg havde begyndt på. Det er utroligt, at Gud ved alting forud.
   Før vi forlod Singapore i 1999, havde jeg mulighed for at begynde med en gruppe til hos Røde Kors for handikappede, også dette havde jeg meget glæde af. Her lå de fleste til sengs og var meget svært handikappede. Som i det andet hjem, blev der her også kun givet den nødvendigste pleje. Jeg havde været så heldig at møde et par tyske damer som gerne ville arbejde med sådanne. Efter en samtale med den øverste, blev et værelse givet, hvor vi havde lov til at beskæftige os med nogen af de bedste. Resten besøgte vi, der hvor de lå. Eftersom der var tid til det, gik vi ture med dem udenfor i deres rullestole. Efter Fritzlis bortgang havde jeg telefoneret med hjemmet og spurgt om de var interesseret i Fritzlis rullestole. De blev med det samme afholdt af ambulancen. Da jeg efter sommerferien kom tilbage stod på rad og række masser af nye rullestole i forskellige størrelser ligesom Fritzlis. Interesseret spurgte jeg, hvad sådan en kostede. De var meget dyre blev det fortalt et par hundrede Sing. Dollar per vogn. I Svejts koster de et par tusinde per vogn.
   Det var her jeg mødte Robert en ung mand, en af de første gange jeg besøgte hjemmet. Han sad i sin rullestol på det værelse, han delte med ni andre meget handikappede. Han var den eneste af de handikappede på hjemmet som var i stand til at føre en normal samtale og udtrykke sig klart. I begyndelsen var han meget vred over, at man havde anbragt ham på et sted, hvor han efter sin egen mening ikke passede ind, og det gav jeg ham ret i. Robert troede på Jesus og havde også den åndelig dåb med tungegave. Han følte sig meget uretfærdig behandlet og rebellerede ved at vende sig en halv omgang fra Gud. Han brokkede sig over ingenting og talte dårligt bag ryggen af dem som mente det godt med ham. En dag spurgte jeg ham, om Gud havde lovet at helbrede ham. Han skildrede mig en drøm, han havde haft for mange år siden. Han havde set sig selv i hvide klæder sund og rask foran en skare af mennesker som lovede og priste Gud i tungegaven. Jeg tog et dybt åndedrag, kikkede ham lige i øjnene og sagde: "Robert de hvide klæder får vi først i paradis, måske du har en opgave her, måske er du udvalgt til at være rullestol evangelist imellem 50 andre handikappede, det er derfor, Gud tillod, at du blev anbragt her, du skulle takke ham for det.
   En dag ringede telefonen, det var Robert fra Røde Kors. Han havde været meget syg og var blevet indlagt på sygehus. Han var tilbage i hjemmet, det gik bedre, selv om hans helbred ikke var så godt som før. Han undskyldte sig for ikke altid at have været så venlig og for at have sagt mindre pæne ting. Han havde i sinde at ændre sig fra nu af. Han havde fundet tilbage til Gud og læste igen i biblen, ja han havde aldrig været så lykkelig, som han nu var. Jeg lovede at bede for ham, i mit inderste var jeg ikke helt overbevist om hans anden omvendelse. Først da jeg igen besøgte hjemmet og fik talt med ham, blev jeg overbevist. Robert var ikke kun kært tilbage til Gud, han involverede sig med de andre handikappede og fortalte om troen. Han planlage sin dag med bibellæsning og bøn. Han studerede ordet intensivt, derefter kørte han rundt til de forskellige og videre gav det, han selv lige havde læst. Der var en fred over ham, han fortalte, at han havde holdt op med at bede for sin egen helbredelse. Hvis Gud ville helbrede ham, så var det fint, hvis ikke så var han også enig med Gud. Jeg kunne næsten ikke tro, at det var sandt. Robert var blevet et helt andet menneske også at tale med, og han evangeliserede, det som Gud havde kaldt ham til at gøre for længe siden. Jeg har mange gange takket Gud for ham og hver gang jeg gør det, bliver jeg varm om hjertet. Han bærer Guds herlighed, imellem sådanne som trænger meget til det. De handikappede har også brug for at kende Jesus personligt.
   Til mit sidste besøg i Røde Kors før min afrejse, sad jeg ude i haven sammen med Me Me en invalid ung pige. Hun havde et kors om halsen:" Er du kristen, spurgte jeg", hun rystede på hovedet. Jeg begyndte at fortælle hende, at der ville komme en dag, hvor hun ville kunne gøre alt det som andre kunne. Hvor længe det ville varer, vidste jeg ikke, men dagen ville helt sikkert komme. Jeg fortalte hende, om Jesus som døde for os og som opstod på tredje dagen, for at vi kunne leve i al evighed i et sundt legeme. "Har du lyst til at være kristen", spurgte jeg hende. Hun nikkede med hovedet og viste mig alle sine tænder i et anstrengt smil. Jeg lagde armen om hende og bad en meget vigtig bøn. "Du er kristen nu", sagde jeg," hvis nogen spørger dig, så sig at du er kristen. Det er nok, at du har sagt ja til Jesus, og det er dig som bestemmer, hvad du vil tro på, ingen kan tage den ret fra dig". Hun hældede hovedet lidt for meget bagover, mens hun alvorligt lyttede til mig. Jeg lagde mine arme om hende og trykkede hende ind til mig for et øjeblik. Jeg ville savne dem alle sammen meget.
   Det er virkelig sandt, jeg og andre som holdt op, fordi vi rejste fra Singapore, savnede disse invalide børn meget bagefter. Gaby og Helga som rejste kort tid efter jeg rejste sagde det samme:" Vi troede ikke, at vi kom til at savne dem så meget". Et invalidt menneske kan give meget og er i Guds øjne ikke mindre værd. Biblen siger, at man skal tjene hinanden og værdsætte andre højere end en selv, og at det svage led har den største betydning. Det bliver spændende, den dag vi får at se, hvordan Jesus retfærdiggør levet liv. Pilipper-brevet siger blandt andet i kapitel 3-10: Jeg vil gerne være sammen med ham ( Kristus ) ved at have del i de samme lidelser som hans, så også jeg må få del i opstandelsen fra de døde.
   Vi besøgte Singapore to år efter vi var rejst derfra. Fritz var dommer ved Food Asia og jeg havde tid til at besøge Moral hjemmet. En gruppe af damer forsatte med at komme en gang om ugen. Moralen i Moral hjemmet var blevet endnu bedre, på den åbne plads i midten havde man indrettet en slags legeplads. Væggene var blevet dekoreret med landskabsmalerier. Det blev tee tid, alle stod på rad række og strakte en hånd frem. Derefter kom en ung sygeplejerske og lavede en slags danse terapi med dem. Klokken tre kom dame gruppen som i min tid og børnene stormede dem i møde. Borde blev sat sammen og legetøjet kom frem fra mit skab. Det var absolut en velsignelse at se, hvordan det hele funktionerede. Hvad for en forskel fra min begyndelse der. Da løb de omkring og sloges og skreg og hver gang var der nogen som havde slået sig mere eller mindre slemt. Fra personales side blev der kun skældt ud på dem. Man skulle altid vide hvem som var bagved en for ikke at blive overfaldet. Nogen skulle altid straffes på en ikke særlig mild måde. Glædelig overrasket over forandringerne udtrykte jeg mig til en ældre sygeplejerske som jeg kendte fra før. Hun trak mig ind på kontoret, jeg skulle telefonere med lægen. Jeg trak på den, hun drejede nummeret og snart havde jeg ham på linjen. Jeg gratulerede ham med førelsen af hjemmet. Han takkede mig, jeg svarede." I har gjort det meste selv". Han sagde, jeg havde vist dem vejen. Gud havde virkelig ret, da han viste mig, at dette sted havde gode udsigter. Han ser ind i menneskers hjerte og ved besked om deres tanker. Desværre nåede jeg ikke at besøge Røde Kors i denne omgang.

Vi forlod Singapore fordi Fritz fik flere tegn ovenfra om, at tiden var inde til et nyt afsnit i livet. Eftersom vi havde lært, at den Almægtige ved hvad er bedste for en, fulgte vi rådet og flyttede tilbage til Svejts i år 2000. Når vi ser tilbage ved vi også, at det var den rigtige afgørelse.
   Fritz og jeg har bosat os det samme sted vi omvendte os til Gud for mange år siden og begyndte vores Guddommelige rejse ud i verden. Vi er kommet tilbage med mange livserfaringer, som vi ikke ville have mistet noget af. Vores hjerter rummer lidt af de forskellige kontinenter med de forskellige mennesker vi mødte på vejen som gjorde livet indholdsrigt for os.
   Må de som læser dette blive velsignet med den samme velsignelse som vi er blevet velsignet med, beskrevet i Romerbrevet kapitel 8.

Epilog:
   Jeg synes jeg vil skrive et par ord om hvad der skete med familien efter vi kom tilbage til Svejts. Fritz fik et tilbud fra en airline som konsulent for nogle år. Han arbejdede hjemme med at skrive menuer og rejste derefter rundt til forskellige steder for food tasting.
   Vi var et par gange med på en missions rejse til Rumænien og Polen. I Rumænien blev vi hængende. Fritz faldt for et pænt stykke land i Tirgu Mures og købte det med et gammelt hus og en stald. Huset blev revet ned, og stalden ombygget til et par værelser. Det blev så og sige vores sommerhus i en årrække. I begyndelsen tog vi af sted to gange om året og blev 6 - 8 uger af gangen. Bilen blev pakket med tøj og andre ting til sådanne som havde brug for det. Vi solgte huset efter en årrække til en dame fra Svejts som også regelmæssigt tog til Tirgu Mures med bilen fuld pakket med tøj og andre ting.
   I Rumænien stiftede vi bekendtskab med missionære fra den Svejs Holland og Amerika. Fritz involverede sig i et nyt etableret hotel i midten af byen med menuer og demonstrerede dem også. I Sibiu var han ligeledes et par gange med til at etablere en restaurant.
   Jeg involverede mig med handikappede på et børnehjem og et sygehus. Det var på børnehjemmet jeg traf en pensioneret sygeplejerske fra Holland som i mange år havde involveret sig på et sygehus i Tirgu Mures. En dag vi havde middag sammen, benyttede jeg lejligheden til at spørge hende ud om, hvordan forholdene var før landet kom ind i EU. Børn som blev efterladt på sygehuse voksede så og sige op i deres senge. Følgen deraf var, at mange blev handikappet på den ene eller anden måde. Det skete også, at børn blev inficeret med aids fordi personalet ikke var omhyggelige med sprøjterne.
   Hun fik arrangeret et sted i nærheden af sygehuset, hvor hun kunne beskæftige sig med børnene. Den ledende sygeplejerske på sygehuset var stærkt imod det. Derfor henvendte hun sig til en som havde stor indflydelse i byen og fik derigennem tilladelse til at tage børnene ud og aktivere dem så og sige. Disse børn blev med tiden anbragt på børnehjem uden for sygehuset. Den hollendiske sygeplejeske blev senere hen ånderet med en pris fra byen.
   Det er interessant at bemærke, at Gud mange gange kun bruger en person til et gennembrud.