Jeg sidder ude i bedstefars lille, indelukket køkken. Her er propfyldt med mennesker og der er en øredøvende larm overalt omkring mig. Luften er tyk og tåget af røg, som får mine øjne til at svi. Jeg er klemt inde i et lille hjørne mellem min mor og Onkel Jack. Det må være over 2 år siden jeg så ham sidst, for han bor langt ude på landet og kommer kun meget sjældent hjem. Og så er min mor og ham også næsten altid uvenner.

Onkel Jack er en høj og kraftig mand med rødt hår og overskæg, fregnet hud og varme brune øjne. Ærmerne på hans røde skovmandsskjorte er smøget op og hans store, muskuløse arme er dækket af sømandstatoveringer der ligner dem min bedstefar har, selvom han aldrig selv har været sømand. Han har en smøg i mundvigen og en øl i hånden. Lige på det punkt ligner han min mor. Men jeg kan meget bedre lide Onkel Jack. Han skælder aldrig ud ligesom hende, men fortæller altid de sjoveste, mest fantastiske historier fra alle hans rejser rundt om i verden, selvom min mor altid siger at han er fuld af løgn.

Normalt ville jeg være ellevild ved at se Onkel Jack. Men ikke i dag. Larmen og røgen minder mig om de uendelige lange aftener på Center Bodegaen. Hver dag efter børnehave så tager min mor mig med på Center Bodegaen og vi tager først hjem sent om aftenen. Alle dage bortset fra i dag. For i dag er det nemlig fredag og det betyder at jeg må komme hjem til bedstefar og være hele weekenden. Så hygger vi med at tegne, gå ture og se mine yndlingsfilm, og jeg får lov til at få toastbrød med Nutella til morgenmad og æbleskiver med syltetøj og flormelis til aftensmad. Men nu er det hele ødelagt. På grund af Onkel Jack.

Jeg stirrer tavst ned i bordpladen, uden at røre den lunkne sodavand jeg fik stukket i hånden da vi kom. Hverken Onkel Jack eller nogle andre virker til at lægge synderlig mærke til mig. På den sparsomme plads mellem ølflaskerne og askebægerne på det overfyldte køkkenbord, står en skål med flæskesvær. Jeg kan ikke lide flæskesvær, men jeg har ikke fået noget at spise siden vi fik morgenmad i børnehaven og min mave rumler af sult, så jeg rager alligevel en håndfuld til mig.

Jeg ved ikke hvor længe jeg har siddet her. Jeg har for længst drukket min sodavand og de tørre flæskesvær udvider sig i munden på mig og giver mig en væmmelig eftersmag. Jeg er træt, tung i hovedet af alt røgen, men mest af alt så keeedddeerrr jeg mig. Der er intet at lave andet end at sidde og lytte på min mors og Onkel Jacks råben, der som tiden går bliver mere og mere snøvlende og højlydt. De er allerede begyndt at småskændes, kan jeg se på mors irritable grimasse, selvom jeg ikke kan tyde et ord af hvad de siger.

Med intet andet til at underholde mig end ølflaskerne og flæskesværene, finder jeg på en leg der går ud på at proppe flæskesværene ned i de tomme ølflasker. Det er sværere end man skulle tro, for mange af flæskesværene er enten for tykke eller for kurvet til at kunne komme ned gennem de tynde flaskehalse. Jeg morer mig herligt med at udvælge de helt perfekte flæskesvær. Jeg begynder efterhånden at løbe tør for tomme ølflasker, men jeg er så opslugt af legen at jeg ikke har lyst til at stoppe. Den næste flaske jeg får fat i er halvt fyldt. Jeg udvælger et flæskesvær, og så, i samme øjeblik som jeg lader flæskesværen ploppe ned i flasken, får jeg øjenkontakt med Onkel Jack. Hans udbrud får mig til at spjætte i sædet.

"Nej, hvad fanden laver du?! Min øl!"

Han langer ud efter øllen og stirrer ned i flaskeåbningen hvor flæskesværen forsvandt. Med ét er al opmærksomheden i lokalet pludselig rettet mod mig. Flere omkring os kommer med forarget kommentarer og tilråb, men det er Onkel Jacks vrede der gør mig bange, for han har aldrig nogensinde været vred på mig før. Mor tager mig hårdt ved armen.

"Hvad laver du Michelle?" vrisser hun. "Du har ødelagt hans øl! Sig undskyld til din onkel!"

Men chokket over hele situationen gør bare at jeg bliver ked af det og begynder at græde. Det var jo ikke meningen, jeg vidste ikke engang at det var hans øl! Jeg prøver at forklare det med legen, men min mor skærer mig af.

"Hold så op! Sig nu undskyld!"

Men jeg krymper mig bare sammen og kigger væk. Jeg har ikke lyst til at se på hende og slet ikke på Onkel Jack. Min strube har snøret sig sammen og det spænder i hele min krop. Jeg kigger rundt efter bedstefar, men han er ingen steder at se.

"Sig nu undskyld til din onkel, sig undskyld!" siger min mor indtrængende.

Det giver et sæt i mig og før jeg ved af det har jeg flået min arm fri fra hendes greb og er flygtet ud af køkkenet, ud af lejligheden. Jeg løber ud af opgangen, henover græsplænen til en klynge træer og kryber sammen bag ved et buskads. Jeg græder og græder brandvarme tårer. Jeg nægter at sige undskyld! Han har rigtig godt af at der er et flæskesvær i hans øl, så han ikke kan drikke den! Jeg bliver siddende fastfrossen bag buskadset og holder stift øje med opgangsdøren fra mit gemmested. Men efter et stykke tid går det op for mig, at ingen kommer efter mig. Jeg folder mig ud af min forkrampet position, men jeg kan ikke holde op med at græde.

Jeg kan ikke gå derind igen. Jeg nægter. Hvad skal jeg så gøre nu? Jeg bliver nødt til at stikke af. Ja, stikke af, som jeg har drømt om så mange gange før. Så behøver jeg aldrig at se nogen af dem igen. Jeg kommer beslutsomt på benene og springer frem fra mit gemmested. Jeg skynder mig forbi bedstefars opgang og køkkenvinduet, så der ikke er nogen der ser mig. Jeg når til enden af blokken, hvor jeg kan se den store vej før jeg stopper op. Mit blik er tåget af tårer. Hvad nytter det alligevel? Hvor skulle jeg tage hen? Jeg står et øjeblik og stirrer tomt ned ad gaden. Så vender jeg om og går samme vej tilbage jeg kom. Jeg gør mig ikke engang umage med at skjule mig da jeg går forbi køkkenvinduet igen og tilbage bag buskadset. Jeg går lidt rundt, frem og tilbage, i cirkler, bag mit lille gemmested. Til sidst sætter jeg mig udmattet på jorden igen. Jeg begraver ansigtet i mine knæ og lukker verden ude.

Det er ved at blive halvmørkt. Den eneste lyd der kan høres er latteren og råberiet som runger fra fra bedstefars køkkenvindue, der står halvvejs åbent. Jeg giver op. Jeg ved at jeg bliver nødt til at gå ind igen før det bliver helt mørkt, for ellers så kommer de helt sikkert og leder efter mig. Skrækken ved denne tanke er nok til at få mig på benene. Jeg forsøger at tørre mit våde, hævet ansigt i mit ærme. På stive ben går jeg langsomt tilbage til opgangsdøren og ind. Jeg må banke hårdt på flere gange før døren bliver åbnet af en meget fuld kvinde. Køkkenet er stadig ligeså fyldt med mennesker og larm, og der går et stykke tid før der bliver lagt mærke til mig.

"Hey Lisbeth, der er hun!" råber en eller anden.

Jeg kan se mor vende sig om og se sig desorienteret omkring. Onkel Jack sidder stadig der vedsiden af hende. Jeg kigger ned i gulvet da mor kommer hen til mig. Hun svajer på benene og bøjer sig forover ned i min øjenhøjde. Hendes ånde lugter af øl og jeg vender ansigtet væk.

"Nå, er du nu klar til at sige undskyld?"

Jeg synker med besvær, mens jeg stadig ser ned i gulvet. Min hals er tør og øm af gråd. Jeg tager et par små skridt hen mod køkkenbordet.

"Undskyld" mumler jeg til gulvet, men mine ord drukner i larmen omkring os.

"Nej, nej, højere så din onkel kan høre dig!"

"Undskyld!" siger jeg igen lidt højere, men Onkel Jack ser ud til at være midt i en af sine historier, og virker overhovedet ikke til at have opfattet noget.

"Undskyld for hvad? Og sig det til din onkel, det var ham du gjorde ked af det!" siger mor og styrer mig ublidt fremad, så jeg nu står lige foran Onkel Jack.

Flere omkring bordet dasker Onkel Jack på skulderen, for at få hans opmærksomhed og min mor råber op.

"Hey, hey, Jack! Michelle har noget hun gerne vil sige til dig!"

Og det gør tricket, for han får nu endelig øje på mig og holder op med at snakke. Han vender sig om i sædet og ser ned på mig med et forventende smil.

"Undskyld jeg kom et flæskesvær ned i din øl! Undskyld!"

Mine ord bliver mødt med overbærende latter fra alle sider. Onkel Jack smiler og læner sig forover for at give mig et par solide klap på ryggen.

"Det var godt, min pige. Det er helt i orden!" siger han og blinker til mig med det ene øje. Så vender han sig bort igen og fortsætter sin historie hvor han slap.

Det er overstået. Lettelsen får mig næsten til at græde igen. Jeg kaster et forsigtigt blik op på min mor, for at se om hun stadig er vred, men hun virker heldigvis også tilfreds med min undskyldning nu.

"Der kan du bare se, det var da ikke så slemt, vel?" snøvler hun opmuntrende. Jeg ryster på hovedet, mens jeg forsøger at blinke tårerne væk.

"Husk det! Hvis du har gjort noget forkert, så skal du bare sige undskyld og så bliver alting godt igen!"