Vi fik arrangeret billetter med en Grey bus til Pittsburg og ankom til Nigara faldet efter flere timers kørsel. Det var et storslået syn, at betragte de masser af vand som styrtede i afgrunden, jeg begyndte at glæde mig til Pittsburg. Det gik udmærket med børnene trods den lange rejse i bussen. Silvia havde fundet en ældre dame at sludre med, de to var helt opslugt af hinanden. Damen havde frugt og slik i tasken. Alt hvad vi så af Silvia største delen af rejsen var et par dinglende ben foran os. Fritz og jeg så efter Fritzli på skift, han har altid nydt meget at køre i bil. Vi lod tankerne flyve, mens vi betragtede landskabet ud af vinduerne og overvejede muligheden af Fritzlis helbredelse. Hen imod aftenen ankom vi til Pittsburg og tjekkede ind i et hotel med det samme. Allerede i lobbyen blev vi spurgt, om vi var kommet til Pittsburg for at besøge Katryhn Kullmans gudstjeneste, vi bekræftede det. Man var så venlig at informere os om, at i det tilfælde var det bedst at stå op ved tre tiden om natten og indtage morgenmaden tidligt på værelset.

Dørene til kirken blev først åbnet klokken otte om morgenen, men da store menneskeskarer samlede sig foran kirken tidligt om morgenen, var det bedst at være tidligt ude. Om aftenen, efter vi havde lagt børnene i seng, deltog Fritz og jeg i en forsamling i hotellet. Mange berettede om helbredelser, en dame fortalte, at Katryhn Kullmann så ud som en engel, jeg var skeptisk, er vi ikke alle mennesker trods Guds stærke Kraft.
   Kort tid efter, klokken fire den følgende nat, ankom vi til kirken. Vi havde ikke gjort os mange tanker om, hvordan den så ud, der var heller ikke nævnt noget om det i bogen. At kirken var mørk ja nærmest sort udvendig var noget af en overraskelse. En pæn skare af mennesker havde allerede samlet sig foran kirken. Fordi vi havde Fritzli med os, og folk så, han var handikappet, lod man os komme helt frem til den store indgangsdør.
   Der stod en mørkhudet dame og sang med en dyb smuk stemme helt uanfægtet af det mylder af mennesker bagved hende. Hun sang i timevis, priste Gud med sin vidunderlige stemme, alt i mens hendes blik var rettet op i mod himlen. Hendes sang ligesom sendte bølger af tilgivelse og forventning ind i mellem menneskeskaren. Man underholdt sig livligt med hinanden, atmosfæren var god og det var synligt at alle glædede sig. Jeg satte mig ned på cementgulvet foran døren med Fritzli. En venlig dame fra byen berettede om, hvordan Gud havde helbredt hendes hund, jeg vidste, hun bad for Fritzli. Bagved mig stod en dame med en voksen søn, hun så meget syg og dårlig ud. Jeg fik på fornemmelsen, at hun ikke havde det godt i dette øjeblik, og at hun måtte tage sig meget sammen for at stå der. Hun fortalte, at hun havde kræft, og at hun forventede at blive fuldstændig helbredt. Jeg bad i mit inderste om, at Gud ville høre hendes bøn. Sønnen sagde ikke meget, men det stod skrevet på deres ansigter, at lægerne ikke kunne gøre mere, og at Gud var deres sidste chance.
   Fritz underholdt sig største del af tiden med en tysktalende familie, bemærkede jeg. Silvia smuttede frem og tilbage i menneskeskaren meget optaget af at pådrage sig andres opmærksomhed. Jeg lagde mærke til en mørkhudet lille mand med krykker og ønskede at se ham helbredt, ham ville jeg kunne genkende, der var ikke mange mørkhudede i menneskeskaren. En højrøstet fuld mand sluttede sig til selskabet og ligesom foranstaltede urolige bølger i mellem folk. Efter et øjeblik tog en mand ham om skulderen og gik ned af vejen med ham.

Præcis klokken otte, jeg kastede et hurtigt blik på mit ur, blev døren åbnet inden fra. Tiden var fløjet i et nu, jeg kunne slet ikke forstå, at vi allerede havde ventet i fire timer. Folk bevægede sig hurtigt fremad og tog plads. Det varede ikke længe, før den store rummelige kirke, med store balkoner ovenpå og med plads til flere tusinder mennesker, var fuld til absolut sidste plads. Kontrasten udefra var meget påfaldende, indvendig var kirken lys og smuk med store bemalede glasvinduer, hvor igennem solens stråler oplyste kirken. Vi blev anbragt med børnene i den første tredje del af kirken. En mand på bænken foran os drejede sig om og lagde hånden på Fritzli og begyndte at bede for ham. Jeg fornemmede, at han var meget stærkt troende, andre rundt om os lagde også deres hånd på Fritzli eller os og bad. Vi synes det var utrolig pænt af dem alle sammen, og blev rørt af deres omsorg for os. Uden at kende disse mennesker vidste vi, at de stod inde for Fritzli i bøn.
   Elegante damer med make-up og højhælede sko, spadserede frem og tilbage ude på gangene og ligesom holdt øje med alting. Der var en meget speciel atmosfære i kirken, ja, det ligesom lå noget i luften. Uden tvivl Gud var der, så stærkt havde vi aldrig før mærket hans nærværelse. For et øjeblik dukkede Fritz og jeg vores hoveder, denne kirke var fuld af Guds hellighed, og vi var sorte lam som i grunden ikke var værdige til at mødes med den allerhelligste.
   Lidt efter kom Kathryn Kullman frem på podiet. Jeg blev overrasket, for hun så virkelig næsten ud som en engel, i sin lange hvide kjole med store vide ærmer som flagrede frem og tilbage på grund af den elektriske vifte som stod bag ved hende. Koret stemte i med halleluja, halleluja og snart sang vi alle med. Det lød meget smukt, og jeg glædede mig til mere. Efter fem minutter afbrød Kathryn Kullman og forklarede, at helbredelser allerede var begyndt at finde sted. Med sin pegefinger pegede hun i forskellige retninger, hvor hun vidste, folk med forskellige sygdomme var blevet helbredt. Det varede ikke længe, før en slange af mennesker stod foran podiet og ventede på at fortælle, hvad der var sket med dem. Katryhn Kullman var for hver eneste helbredelse begejstret, og hun gengav levende i mikrofonen, hvad der lige var sket. Til sidst lagde hun hånden på vedkommendes hoved, og han eller hun faldt bag over. Derfor stod der nogen bagved, som greb dem i faldet og forsigtigt lagde dem på gulvet, hvor de efter et øjeblik rejste dem igen. Det havde jeg aldrig før set og mistænkte hende for at trykke dem bagover. I det øjeblik jeg tænkte det, løftede hun sin lange pegefinger over hovedet på os og meddelte, at nogen skulle stille sig bagved en dame, som sad ovenpå, og som var ved at blive helbredt. Damen udstødte et skrig og ramlede muligvis om ind i mellem stolene. Nu var jeg overbevist om, at det var ægte. For et øjeblik tænkte jeg, hvis hun begynder at flyve rundt som en fe, så må det også være sandt, men det gjorde hun ikke. Efter en hvis tid så jeg den lille mørke mand, som jeg havde set ude foran kirken, svinge sin protese til benet frem og tilbage, alt i mens han rendte op og ned af trappen til podiet. Hvad der var sket, fik jeg ikke rigtig fat i på, i hvert fald var han helbredt og brugte ingen protese.

Fritz sad med Fritzli på skødet, af og til når Katrynn Kullman kikkede i den retning, løftede han ham lidt højere. Fritzli forholdt sig usædvanligt rolig ude foran kirken såvel som inde i kirken. Silvia stod, det meste af tiden, utrættelig på stolen og fulgte med i alt hvad der skete. Af og til skulle hun på toilettet, jeg fandt ud af, at det befandt sig i kælderen. For at komme derned måtte vi igennem en sal med meget syge mennesker. Mange lå på senge og så ud, som om det var deres sidste time. Der var en højtaler i salen, sådan at folk kunne følge med i , hvad der skete ovenpå. Efter et par timer kom en ældre mand nede fra kælderen op på podiet og berettede, at han havde siddet i kørestol i lang tid som følge af en uhelbredelig sygdom. Katryhnn Kullmann blev meget glad og omfavnede ham igen og igen. Et par gange havde hun annonceret, at der var nogen, som var ved at blive helbredt dernede.
   En mor med sin blinde datter, som nu kunne se, var så bevæget, at hun næsten ikke kunne sige et ord. Katryhnn Kullman græd tårer af glæde sammen med hende og omfavnede hende, som om de var søstre. Sådan blev det ved i timevis uden pause. Guds Hellige Ånd prædikede synligt sit mesterstykke i mellem svage mennesker, og der var ikke andet at gøre, end at give al pris og tak til den som sidder i det højeste.
   Jeg ønskede fra hjertet, at han, Guds Hellige Ånd, også ville berøre Fritzli. Jeg tog hans hånd i min, mens jeg stille bad, i det øjeblik var der virkelig noget som rørte ham. Begge hans arme fløj ud til siderne, mens han stødvis inhalerede dybt flere gange. Jeg vidste han drak af den hellige ånd og glædede mig. Fritz så det ikke, fordi han sad med hovedet drejet den anden vej, og jeg kunne ikke nænne at forstyrre den Hellige Ånd i det øjeblik, den berørte ham.
   Efter fire timers helbredelser non stop, holdt det lige så pludselig op, som det var begyndt. Timerne havde fløjet i et nu. Det var næsten ikke til at forstå, at tiden var gået så hurtigt. Folk trængte sig frem til podiet for den sidste velsignelse. Vi skyndte os også at gå fremad med børnene, efter en kort bøn var alting færdig. Vi tog tilbage til hotellet en lille smule skuffet over, at Fritzli stadigvæk var den samme, men tillige meget styrket i troen. Vi havde selv set og hørt under og mirakler. Der var ingen som nogensinde skulle kunne overbevise os om, at Gud ikke virkede på denne jord. Hvorfor bliver ikke alle helbredt som i Jesus tid? Jeg ved det ikke, men jeg tænker Gud ved det.