KAMMERATER! ... Længe nok har kapitalens frådende ulve hærget her i landet ... Sådan indledte formanden for DKP, Knud sin tale 1.maj i fælledparken. Jeg var en af hans kammerater. Med stor patos og en overflod af svulmende slagord bragede den trænede taler igennem, imens vinden tog i hans hvide bølgede hår og vores røde faner. Jeg var blevet træt af de bløde SF'ere og Preben Wilhelm fra VS, der bare sad og diskuterede Maos lille røde hjemme i kollektivet.
Min far der var erklæret socialist, var lidt skeptisk ved Sovjetunionens ufejlbarlige kommunisme. Han var blevet funktionær med slips og troede mere på de små skridt og kompromisser. Mor var mest optaget af hvor pæne de så ud. Hun stemte på Erhard Jacobsen fordi han bar et flot slips og havde sådan en nydelig frisure.
Som ung mand på 23, var jeg stadig i gang med oprøret mod det etablerede og især mine forældre. Flere af mine jævnaldrende trak frinummer ved sessionen, men ikke jeg. Måske kunne jeg blive kasseret. Militærlægen vurderede mig dog fuldt egnet til militærtjeneste. En af mine venner havde forsøgt at snyde systemet ved at simulere døv ved undersøgelsen. Da han lettet er på vej ned ad trappen, kalder en officer sagte på ham. "Har De glemt deres tegnebog hr.?" Idioten tager sig til baglommen og så kom han ind til "fodtudserne". En anden mulighed jeg overvejede, var at spille dum. Ved testen i dansk og regning, kunne jeg bare svare konsekvent forkert på alle opgaver. Men de havde jo set mit afgangsbevis fra 9. klasse og desuden havde jeg hørt, at alle kunne bruges uanset evner. Om ikke andet så i forreste række, som de gjorde i 1. verdenskrig. For mig var der kun en mulighed tilbage. Jeg erklærede mig som militærnægter, da jeg aldrig ville bære våben og dræbe et andet menneske. Desuden var min far medlem af foreningen "Aldrig mere krig".
Det viste sig senere at vi var mange nægtere. USA's invasion af Vietnam og Danmarks medlemskab af Nato skabte meget vrede og harme især blandt os unge. Der ville gå ca. et halvt år før min indkaldelse. Hjemme i Nivå gik livet sin vante gang. Jeg passer mit job i en børnehave, er med i et amatørteater og går til kammeratlige møder, hvor vi synger de rigtige sange og hører de rigtige opbyggelige beretninger. Om lørdagen sælger jeg "Land og Folk" foran "Spar". Hvis det ikke regner, går jeg også med i optog og demonstrationer.
Så kom brevet med indkaldelse til aftjening af civil værnepligt. Antvorskov kasserne tjente som mødested den første måned. Herefter kunne vi vælge enten lejren i Gribskov eller arbejde på en godkendt institution. Det kunne være på et teater, i en børnehave, museum el.lign. Normalt ville kun få nægtere vælge lejren, eftersom det bl.a. afholdt en fra at kunne komme hjem hver dag og have en almindelig tilværelse. 95% valgte udstationering i nærheden af sin bopæl. I Danmark opstod en hel bevægelse mod at vi fik 11 mdrs. tjenestetid mod kun 9 mdr. til soldaterne i hæren. Derudover fik de højere løn. I ligestillingens navn gik vi til kamp mod den forskelsbehandling. Slagsange og optog gennem Slagelse virkede ikke. En strejkedag havde kun den virkning, at alle kom for en domstol senere og pressen var ligeglade. Nu var der kun et våben tilbage. At knuse staten ved at dræne dem for millioner. Tvinge magthaverne i knæ til at give os hvad vi forlangte.
Et par af vores førende nægtere var jurister og fandt den lov, der skulle knække systemet. Hvis alle valgte lejr, var staten tvunget til at opfylde ønsket. Med kun en lejr i Gribskov blev de nødt til at oprette nye lejre med bygninger, personale, inventar og forplejning. Ved dygtig markedsføring, valgte nu 90% lejren. Vi så det for os. Nye opkøb eller leje af bygninger og en masse ekstra ansættelser. Vi var flere tusinde nægtere, der stod sammen over hele landet. I dette spørgsmål var DKP dog tavse. "Hjemme" på kasernen gik vi rundt og hyggede os med billard og bordtennis. Vi var en mindre gruppe, der fik arrangeret en længere tur med et kulturelt formål. Sammen med en ansat skulle vi til Jylland en uges tid, hvor der var planlagt besøg på nogle museer, samt det nye "Tvind" med Amdi og vindmøllen. Et par dage før afrejse får vi en særaftale med vores følgesvend. Efter pakning af minibussen, kører vi få hundrede meter før "følgesvenden" stiger af, så han kan få en uges ekstra ferie hjemme hos familien. Resten klarer vi selv og lover at være påpasselige, da minibussen er udstyret statens logo både for og bag. De første dage tager vi på fisketur ved en jysk å og lever af dåsemad, lidt fisk på bål og medbragte bajere. Desværre bliver bussen set inde i byen, da vi behøvede nye forsyninger og vores iltre kammerat, var kommet op at skændes med en mand, der havde set os gå på rov i hans ørreddam. I sidste øjeblik når vi at forsvinde før politiet er på vej.
Da vores hold var færdige i Slagelse og skulle i lejr, var vi et par stykker der blev udset til at tage godt imod det næste hold og vise dem til rette en uges tid. Herefter kunne jeg endelig blive aktivist nede i den nye lejr. Det viste sig, at staten havde rigeligt med ressourcer at trække på og i første omgang ikke behøvede ekstra bevillinger. I Nyborg blev en nedlagt åndsvage anstalt brugt og personalet var allerede ansatte officerer, der blot fik nyt tjenestested. Inventar blev hentet fra depoter med kasseret udstyr. Civilforsvaret bragte mad ud til os fra et storkøkken i nærheden. Vores strategi syntes at være slået fejl. De ledende nægtere satte nu plan B i værk. Ved at overdænge den ledende officer med ansøgninger og klager, håbede vi at han druknede i papirarbejde. Derudover kom han pludselig ud for en lang række uheld. Hans bil blev punkteret, strømmen svigtede og han faldt uheldigt på en glat trappe indsmurt i brun sæbe, brækkede en fod og en lang række andre chikaner. Den stakkels mand blev sygemeldt, men straks kom der friske kræfter til. De holdt højst en uge, før de var knækket. Efterhånden blev jeg temmelig utilpas ved den militante styring og fandt de personlige angreb helt forkerte. Ingen vovede at skifte mening og blive udstationeret. Det sørgede den lille hårde kerne for.
Nu havde forsvaret fundet den rette mand til jobbet. Ham kunne vi ikke knække. Han var hele tiden på forkant med vores undergravende virksomhed. Han havde taget sin kone og børn med i den tjenestebolig, som hørte til og havde tænkt sig at blive i lang tid. Så blev der skruet yderligere op. Nu blev der gået direkte efter hans kone og børn, dog uden fysiske skader. Der var mange kreative metoder, som den ellers begavede officer ikke kunne afsløre og stille nogen til ansvar for.
En sen aften får jeg listet mig ud af den åbne gitterport. Vores egne to vagter holdt en kaffepause. Næste dag møder jeg op på sessionskontoret i Tåstrup og melder mig klar til udstationering. Jeg valgte Mellemfolkeligt Samvirke på Nørrebro. Bruno Månsson som var leder af afdelingen for internationale arbejdslejre, satte mig til lettere kontoropgaver og ellers forfaldende arbejde. Det var altså ikke helt slut med lejrer. I Danmark modtog vi unge fra hele verden og sendte danskere ud i mange lande. Indholdet i lejrene var f.eks. at hjælpe med at bygge en legeplads eller andre almennyttige opgaver. Formålet var at forskellige kulturer mødtes i et konkret projekt og erfare værdier hos andre. Der var altid en voksen lokal leder i lejrene.
På Halmtorvet, Rådhuspladsen, ved Frihedsmuseet og på Kultorvet stod de skulder ved skulder og ventede med skilte, bannere og faner. Kl. 12:35 gik alle mod deres fælles mål. Inde foran Børsen stod fire kammerater sammen med pressefolk klar kl. 12:55. Da de sidste demonstranter var ankommet, gik tre af kammeraterne ind.
Et par dage før blev vi orienteret om den kommende aktion ved vores møde i afdelingen. Aktionærerne i de store banker tjente milliarder hvert år på dyre renter af studielån. DKP i Dr. Tværgade var gået i gang med planlægning, koordination og sørget for pressemeddelelse på et nøje udvalgt tidspunkt. Nu skulle alle vide hvad kommunisterne var i stand til, når tiden kom til proletariatets diktatur.
På Børsen spærrede to af aktivisterne hovedindgangen, mens den tredje gik op på talerstolen og tog mikrofonen. I salen sad en flok måbende børshandlere, da vores kammerat fortalte at vi studerende ikke længere ville finde os i deres grådighed osv. Kort efter blev mikrofonen afbrudt, men hun hiver sin megafon op og fortsætter. Talen varer præcis 3 min. hvorefter hun folder den sammen og beklager den spildtid, der har kostet flere millioner. Da hun er på vej ned fra talerstolen, trænger politiet ind og hun går roligt ned gennem salen, mens dannede børshandlere råber grimme ord. Ved udgangen står fotograferne klar og en får et stærkt foto af en meget tyk mand, der rødglødende af raseri, skal til at slå en spinkel pige, der dukker nakken. Det billede røg på forsiden hos Ekstra Bladet. Aktion vellykket gennemført.
Jeg var ved at blive splittet mellem mit pacifistiske og humane menneskesyn og så den meget aggressive fremfærd hos DKP-toppen og blandt militærnægterne. Efterhånden følte jeg mig kvalt i social kontrol, som jeg også havde anet hos flere oppe i Tvind og senere også fik førstehåndsberetninger om. Nogle år senere melder jeg mig ud af DKP, da jeg oplever at de også har spioner i min fagforening og på min arbejdsplads. I 1983 flytter jeg til Bornholm og begynder et helt nyt liv.