Jeg gjorde frivilligt arbejde sammen med andre udlændinge et par år i et hjem for handikappede i Singapore, efter vores handikappede søn gik hjem til evigheden.
   Her begynder historien. En indisk pige, omkring 20 år, sad for det meste på gulvet lænet op ad en søjle med mundvandet dryppende und af munden og viste det hvide i øjnene.
   En dag kom hun til at lægge sin hånd på min arm. Hånden var som en tyngende kraft som ikke kunne fjernes. Jeg begyndte at lægge mærke til, at når hun lagde hånden på de andre børn eller unge mennesker, så blev de stående til hun havde taget hånden væk. Jeg blev ret forskrækket over denne opdagelse.
   Vi i gruppen begyndte at lære hende at tilgive og være med til at stifte fred. Underet skete, medikamenterne kunne nedsættes. Hun blev et andet menneske ligesom et stort hjerte og ville altid hjælpe andre. Når vi kom, ville hun med det samme have sine bøger. Hun lærte at skrive og læse lidt.

Spørgsmål: Kan man gøre med sine tanker, følelser og indstilling som man vil uden det har følger???
   Det ikke at tilgive har en meget stor virkning, ligesom det modsatte at kunne tilgive. Det mindes vi om i Fadervor.