Alvorlige skridt mod troen.

Vi vidste alle at David og Marlise var troende og at de gik i kirke om søndagen med de mange børn. Der var noget usædvanligt ved dem, det kunne alle mærke - altid interesseret i andres velfærd. På det tidspunkt var de lidt for tilbageholdende til at tale lige ud om det det de troede på. De i stedet for gav de et eksempel på at elske sin næste som sig selv - som er det næststørste bud i biblen. Det største er: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din forstand og styrke."
   Året efter vi var blevet gift, arbejdede Fritz regelmæssigt søndag formiddag. Jeg benyttede formiddagen til at besøge gudstjenesten i den tyske kirke. Det hændte jeg kom for sent et par gange, og at man var begyndt at synge som jeg ankom til kirken. Jeg følte det som om salmerne trak mig ind i kirken. Jeg var begyndt at blive tørstig efter Gud og glædede mig rigtigt til søndagene. En prædiken printede sig fast i mit hjerte. Med ægte overbevisning prædikede præsten at man har helt og holdent har syndernes tilgivelse, når man kommer til Jesus. Jeg tror det var i dette øjeblik, jeg vidste, jeg havde brug for det. Biblen siger: alle har syndet og mangler herligheden fra Gud. Præsten prædikede med stærk amerikansk accent på tysk. Han stammede fra Amerika, men havde truffet sin hustru i Tyskland. Begge troede de ikke kunne få børn på grund af sygdomme de havde haft som unge. Ingenting er umuligt for Gud. Det ene barn efter det andet blev født. De havde fem børn i alt. Præstens bil var ligesom Røshlis et langt rugbrød til den store familie.
   I nærheden af Addis Abeba befandt sig et hjem for stærkt invalide. Sammen med Røchslis besøgte vi hjemmet. Alting var meget enkelt, man havde ikke engang stole til at sidde på. David og Fritz fik det arrangeret således at enkle stole blev lavet og leveret til hjemmet, som blev ledet af et svejtsisk missions par. Hun ventede sig, jeg glemmer aldrig følgende bemærkning fra manden: "Hvem ved om vi får et sundt barn, det er ikke sagt at alle skal have sunde børn, syge børn kommer man til at holde mere af end sunde". Jeg undrede mig meget over den bemærkning. Her havde jeg truffet mennesker som forud var parat til at acceptere et sygt barn, hvis det blev givet til dem. På et senere tidspunkt til et cocktailparty, der blev givet af det svejtsiske konsulat, traf jeg et ungt par som også missionerede i Etiopien. Jeg fortalte dem om vores Fritzli, hun forklarede at mens hun ventede sig med det sidste barn, som på det tidspunkt var et halvt år, fik hun mæslinger. Lægen havde oplyst dem om at der var en chance for at barnet kunne blive født blind, derfor havde de også mere eller mindre forberedt dem på et handikappet barn. Da det blev født, var det fuldkommen sundt og rask. Igen undrede jeg mig over den tillid disse missionærer havde i sammenhæng med troen.
   Det var Fritz ide at vi skulle begynde at bede regelmæssigt for Fritzli. Med foldede hænder og et par enkle sætninger som synes at passe godt til hans tilstand, var vi meget hurtige færdige. Jeg lærte nu en anden side af Fritz at kende, en side jeg ikke havde vidst noget om før. Fritz havde med 15 år en nat en meget usædvanlig drøm. Han drømte følgende: Han stod ved siden af sin seng og betragtede sig selv ligge død i sengen. I drømmen var han klar over at familien sad ved morgenmaden. Fordi han ikke kom ned i køkkenet kom Yvonne hans yngste søster op og bankede på døren. Da han ikke åbnede, kom hun ind i værelset. Hun så hans stive legeme i sengen rystede ham forgæves og blev klar over, at han var død. Oprevet og jamrende løb hun nedunder og fortalte familien hvad der var sket, alle stormede op i værelset. Fritz prøvede at forklare, at han ikke var død, men stod ved siden af dem og at de ikke behøvede at være ulykkelige, men ingen hørte ham. Det hele var meget sørgeligt. Han så hvordan hans far bestilte en kiste og manden som bragte den. Tre dage lå hans legeme i kisten. Han forfulgte videre situationen og så, hvordan alle hans skolekammerater kom tog kisten på skulderne og bar den over til kirken ved siden af. Han fulgte med ind i kirken og hørte blandt andet hvordan der blev talt pænt om ham i grunden for pænt, syntes han i dette øjeblik. Derefter gik turen ud på kirkegården. Da kisten blev sænket ned i graven og hans skolekammerater tudende stod ved siden af, blev det for meget for ham, han ville ikke begraves og forlod stedet. Derefter befandt han sig på en vej, som efter et øjeblik delte sig i to. Den ene var bred, forsatte lige ud og førte hen til et bondehus. Den anden vej var smal og førte op ad en lille bakke. Han valgte at forsætte lige ud hen imod bondehuset. Han havde ikke taget mange skridt, før han var klar over, at han havde valgt den forkerte vej. Det var umuligt at dreje om, fordi noget stødte ham ustandseligt i ryggen. Han kom hen til gården og fik øje på en stor port. I porten var der en lille dør, han åbnede og kom ind i en større lade, et sted hvor man opbevarede korn. Foran sig så han en afgrund med glødende lava og mennesker som tørstende råbte om hjælp. Nogen gav ham det sidste skub, imod sin vilje faldt han ind i lavaen. Dermed vågnede han drivvåd af sved og glad for, det hele kun havde været en drøm.
   Den følgende uge besøgte en evangelist landsbyen, temaet var: Fem minutter efter døden. Meget tiltrukket af de fire ord, efter denne usædvanlige drøm, havde Fritz en trang til at finde ud af, hvad det skulle betyde. Evangelistens prædiken overbeviste ham om, at det var nødvendigt at vælge den rigtige vej her i livet, for ikke at komme til det forkerte sted senere hen. Der var noget som hed et valg, hørte han, derfor gik han frem og omvendte sig til Gud, da der blev givet en invitation. Han hørte der blev sagt: " Dem som tager imod Jesus Kristus , giver han magt til at blive Guds børn". Fritz fortalte videre, at han på dette tidspunkt fandt skolen meget svær, og at forældrene ikke var særlig lykkelige over hans evne til at lære. Tre uger efter denne hændelse havde han en anden usædvanlig drøm. Han drømte følgende: En hvid due fløj igennem en ring, han vågnede og var klar over, at Gud fra nu af ville hjælpe ham. Han afsluttede handelsskolen med et godt resultat, fuldstændig overbevist om, at Gud havde givet ham det, han havde brug for til at klare skolen udmærket.
   Efter handelsskolen kom han tre år i kokkelære. Derefter fulgte et halvt år i Geneve på det berømte hotel Des Bergus. Militæret kaldte og Fritz aftjente trekvart år i stedet for de sædvanlige tre måneder. Han lod sig videreuddanne til korporal ved flyvetropperne, hvor han endte som køkkenchef. I Svejts har man kort tids værnepligt, men derfor bliver man kaldt ind nogle uger hvert år indtil en hvis aldersgrænse. Er man forhindret til at aftjene sin værnepligt, fordi opholder man sig i udlandet, skal man hvert år betale en pæn sum til militæret. Eventyrlysten trak, og snart fandt Fritz vejen til Oslo. Chefen på Interkontinental hotel hvor han fik arbejde var en svejtser. Han mærkede hurtigt at Fritz var en gå på type og sørgede for, at han hurtigt kom fremad. Han blev højest to måneder i de forskellige afdelinger, og på den måde lærte han meget på kort tid. Meget snart var han chef de party og havde ældre kokke under sig som havde været der i årevis. På dette tidspunkt traf vi hinanden. Fritz talte dårligt norsk og da jeg på det tidspunkt ikke talte tysk, konverserede vi på norsk, som jeg var ret god til. Efter to måneder og mange lange spadsereture talte han så flydende, at han uden større besværligheder kunne klare det norske sprog.
   Fritz kan fortælle mange interessante hændelser som beviser at en beskyttende engel mange gange var ved hans side. Hotellet havde specielle fondue-brændere med tre huller i stedet for det normale et. En aften da han anrettede sådan en, eksploderede den lige i ansigtet på ham. Hornhinden i begge øjne blev beskadiget. Han råbte om hjælp, nogen kom løbende til, han kunne ikke se det mindste og ansigtet var forbrændt ved næsen og kinderne. Han jamrede, hurtigt blev han kørt på sygehus. Der fik han med det samme en sprøjte og vågnede først efter flere timer. Behandlingen bestod i at man fyldte øjnene med medicin i en vandopløsning og klistrede dem til, til sidst blev en bandage lagt om hovedet.
   På samme stue lå en patient med svære forbrændinger som jamrede meget. Fritz kunne ikke se hvordan han så ud, men at dømme efter lugten ikke særlig godt. Han hørte også at der var to døre in til værelset. Der var afskærmet med en væg imellem ham og den anden patient. På tredje dagen fjernede man bandagen. Øjnene var stadigvæk klistret til og Fritz måtte videre hen have hjælp til alting. Efter en uge kom nabo patienten uventet til at skubbe til vægen imellem dem som derved faldt om på Fritz i sengen. Fritz blev forskrækket udstødte et højt råb og anstrengte sig kraftigt for at åbne øjnene. Det lykkedes, i første øjeblik så han alting ligesom svømmende. Manden ved siden af ringede efter hjælp, en læge blev tilkaldt. Fritz blev forklaret at synet lidt efter lidt ville rette sig og at han ville komme til at se normalt igen. Senere da synet var blevet klarere vovede han at kikke på sig selv i spejlet. Hvad han så var ikke særlig opmuntrende. Ansigtet var flammende rødt, havde fået grimme sår. Tårer trillede ned af kinderne, han kendte næsten ikke sig selv. Efter to uger blev han sendt hjem og efter tre uger arbejdede han igen. De grimme sår blev omhyggelig slebet af og ansigtet masseret med helbredende creme. Underet skete hvert ar forsvandt og det var ikke muligt at se, hvordan han havde set ud få måneder før.
   I militærtiden måtte han en kold vinteraften stå vagt højt oppe i bjergene. Ørerne begyndte at bide af kulde fordi han ikke havde den rigtige hue på, men han overså disse første tegn på forfrysning. Først da han kom ind i varmen, gik det op for ham, at noget var helt forkert med hans ører. De begyndte at gøre meget ondt samtidig med at de hævede meget. De næste 8 dage gik han omkring med en stor bandage på ørene. Da bandagen blev fjernet, var de dobbelt så store ører, som han var født med, og som han ofte havde græmmet sig over, især i sin barndom, skrumpet ind til en pæn normal størrelse. Det utrolige er at ørerne gik ind til lige præcis den samme størrelse. Jeg må indrømme at jeg fandt det vanskeligt at tro på historien, indtil jeg så et familiebillede af ham som 15- årig. Sandelig, Fritz havde haft meget store ører som blev afsat på en helt naturlig måde - uden at det kostede en øre.
   Mine tanker og min tid blev hovedsagelig givet til Fritzli alt imens jeg undrede mig over, hvad fremtiden havde for ham. Ville han komme til at bruge sine ben en skønne dag? Dette spørgsmål lå mig meget på sinde. Jeg grublede over det, især om aftenen når Fritz var beskæftiget i køkkenet. En dag, da jeg igen besøgte den Tjekkoslovakiske børnelæge, kiggede lægen direkte på mig og begyndte at forklare at sådanne børn som Fritzli var institutionsbørn. Det bedste ville være at anbringe ham et sted hvor der blev set efter ham. Jeg blev fuldstændig ulykkelig ved tanken. Det gjorde ondt indvendig. Jeg svarede: "Han har meget hårdt brug for mig, og han er stadigvæk lille". Hurtigt rejste jeg mig op og forlod klinikken med Fritzli på armen. Udenfor fik tårerne frit løb. Kom der en dag hvor jeg måtte skille mig af med ham, jeg kunne ikke forestille mig, at det var det bedste for Fritzli. Af og til fik jeg den fornemmelse, at det bedste ville være at bo for sig selv med Fritzli en hvis tid og i den tid søge Gud dag og nat. Så meget ville det tage fra min side. En indre stemme gav mig af og til dette billede, men jeg kunne ikke se hvordan det var muligt som nygift at arrangere sig sådan, og hvad ville andre sige hvis jeg for eksempel trak mig helt tilbage fra tilværelsen et halvt års tid. Man ville muligvis begynde at mistænke mig for at være lidt skør.