Det er i Gitte og Pylles nye ferielejlighed i Tyrkiet vi skal tilbringe de næste 5 dage, inden jeg igen skal tilbage til Nærum Gymnasium og afslutte 1.g. Jeg har altid rejst meget med min mor og Søren, men denne gang er det anderledes, denne gang er vi rent faktisk på ferie. Eller så meget ferie som det nu kan blive, for når enten den ene eller begge dine forældre er journalist, så gemmer der sig altid en historie et eller andet sted, der bare venter på at blive fortalt. Søren går altid rundt med sin lille sorte notesbog og forlader aldrig huset uden en kuglepen, som kun bliver lånt ud ved særlige lejligheder eller på kontrakt. Jeg har ikke tal på hvor mange møgfald jeg har fået i årenes løb, fordi jeg af den ene eller den anden grund aldrig fik lagt kuglepennen på plads igen efter at have lånt den. Jeg kan huske en juleaften, da jeg var omkring 13 år gammel, hvor jeg og mine 3 søskende alle fik en Tupperware med kuglepenne, lommetørklæder, tyggegummi, plaster, batterier, tandpasta og håndsæbe, i håb om at vi så ville stoppe med at bruge Sørens. Nu er der sikkert et par stykker af jer der tænker, at det nok var ment som en joke, men jeg kan sige med sikkerhed at selvom gaven blev givet med et smil på læben, så var det ikke en joke. Søren har altid gjort en dyd ud af, at vi børn kendte til værdien af ting og aldrig tog noget forgivet. Brugte man det sidste tandpasta, så gik man i skuffen og fandt en ny, var skuffen tom så gik man i supermarkedet og købte en ny, havde man ikke penge så kunne man bede om et par småmynter til at købe en ny tandpasta. Det har jeg dog aldrig gjort, i en alder af 26 år skriver jeg det stadig bare på indkøbslisten. Sådan har det altid været at bo sammen med Søren, der skal være orden i sagerne og end ikke tandpasta skal tages forgivet. Måske er det også derfor jeg aldrig har kaldt Søren for far, stedfar, bonusfar eller andre farverige ord, selvom Søren har kendt mig siden jeg lå inde i min mors mave, så er faktum at Søren ikke er min far og derfor heller ikke skal kaldes det, for jeg har allerede en far. Men tag ikke fejl, Søren har været den største rollemodel i mit liv og skulle jeg en dag stå i lort til knæene, så er der ingen tvivl om hvem jeg ringer til først.

Turen til Tyrkiet blev på mange måder en milepæl i mit liv, ikke fordi turen til Tyrkiet i sig selv var særligt afgørende for noget som helst, men fordi at det er på den tur jeg for første gang oplever at jeg er kommet mig over bruddet med min ekskæreste Anders. Anders og jeg var kun sammen i ca. 6 måneder, men når man er 16 år gammel, så er 6 måneder lang tid. Vi snakkede om hvad vi ville kalde vores børn, om at tage ud og sejle på et 'sørøverskib', jeg senere hen har lært, hedder et tremastet skib, Anders skulle være professionel skateboader i Barcelona og sammen skulle vi leve et liv fyldt med eventyr og fremmede lande. Desværre eller måske nærmere heldigvis, fandt jeg hurtigt ud af at de drømme vi så ofte snakkede om, for altid ville forblive drømme for Anders, men reelle mål for mig. Det blev enden på vores spæde forhold, men selvom det var min beslutning, tog det mig lang tid at acceptere at vi ikke skulle være sammen længere. Derfor kan i nok også forestille jer den befrielse det var, da jeg pludselig blev ramt af følelsen af, at jeg var klar til at komme videre med mit liv.

Gitte og Pylles ferielejlighed i Tyrkiet var alt det man forstiller sig, når man hører sætningen 'ferielejlighed i Tyrkiet'. Et kæmpe ferielejlighedskompleks, nybygget, omringet af lignende bygninger, alle med tilhørende kæmpe pool og spotlys. For billige penge havde de købt en kæmpe penthouse lejlighed i to etager, med plads til begge børn, kærester, venner og mere familie. En aften da vi sidder og får os en sundowner imens vi beundrer solnedgangen ude horisonten, ringer min mors telefon. Nummeret der ringer, er fra Danmark, hvilket kun kan betyde én ting, der er sket en ulykke. Hele mit liv har min mor og Søren rejst meget, og vi børn har en klar aftale med Søren om at der kun ringes hvis der er sket noget alvorligt. For som Søren sagde dengang vi lavede aftalen, så er der ingen grund til at gøre min mor unødigt urolig og ødelægge hele deres tur. Min mor tager telefonen nedenunder og præcis som på film sætter jeg mig på trappen for at prøve at høre hvad der er sket. Jeg kan høre min mor græder og efter at have lyttet længe nok kommer jeg frem til at hun taler med min faster, hvilket kun kan betyde at min biologiske far er død. Et par måneder for inden havde jeg siddet i agoraen på mit gymnasium med mine veninder, da min mor ringer og fortæller mig at min biologiske far var på hospitalet fordi han var faldet om på arbejdet grundet et hjertetilfælde. Min biologiske far og jeg har aldrig boet sammen, men hver anden weekend ville jeg besøge ham, sådan har det været så længe jeg kan huske, jeg har ingen minder af min mor og far sammen. Jeg har heller ikke voldsomt mange minder af min far og jeg sammen, fordi han altid skulle spille golf om lørdagen eller sov på sofaen, fordi han arbejdede sig selv halvt ihjel i hverdagene. Derfor var det ofte min farmor der kom og passede mig, jeg var 9 år gammel da jeg fandt ud af at hun hed Signe, indtil da havde jeg altid troet at hendes navn rent faktisk var Farmor. Både min far og min faster har senere hen fortalt mig at hun ikke var en særlig god mor, men der er ingen tvivl om at hun var den bedste farmor. Hver gang vi kørte eller gik forbi en campingvogn, ville hun altid fortælle, hvordan hende og Axel, min farfar, havde drømt om at købe en campingvogn sammen. Hun snakkede aldrig om krigen, men vi kiggede ofte i fotoalbums og så på billeder fra dengang de lige havde mødt hinanden og var meget forelskede. Det var billeder fra dengang hvor han endnu ikke var blevet politimand i Glostrup og sammen læste vi breve hun havde skrevet til sin søster om den utroligt flotte unge mand hun havde mødt og nu overvejede at gifte sig med. Men vi snakkede aldrig om krigen eller tiden derefter. Først da jeg blev ældre fortalte min faster mig, hvordan min farfar var gået under jorden i 7 år og havde hjulpet jøder til Sverige, historien fortæller at han kun kom hjem til Glostrup og min farmor én gang i de 7 år, og det var der min far skulle blive til. Min Farfar døde ikke lang tid efter krigen, dengang vidste man ikke hvad han var blevet ramt af, men i dag ville han nok være blevet diagnosticeret med posttraumatisk stress. Min faster viste mig udtalelser fra hans partner i politiet der beskrev min farfars heltegerninger under 2.verdenskrig, men også hvordan han ikke længere var den samme, hvordan han ikke længere kunne varetage feltarbejde og ofte sad stille foran skrivemaskinen på kontoret og stirrede ud i luften. Når jeg som barn spurgte min mor, hvorfor min farfar var død så ung og længe før jeg kom til verdenen, ville hun sige at han blev ædt op indefra og jeg kan huske, hvordan jeg fortalte mine venner i skolen at min farfar var blevet ædt op indvendig af orme og til sidst var død af det. I papirerne fra hospitalet står der at han døde fordi, de ting han havde set og gjort, gjorde det umuligt at leve.

Da min mor ringede og fortalte at min far var på hospitalet, var jeg overbevist om at han ville dø, uden rigtigt at kende mig, uden at kende til alle mine drømme, uden at vide hvilket komplekst menneske jeg egentligt er. Jeg lovede derfor mig selv, at jeg ville besøge ham noget oftere og fortælle ham alt om mig selv, men det gjorde jeg ikke. Og nu, nogle måneder senere, var jeg sikker på at min faster havde ringet til min mor i Tyrkiet og fortalt at min far havde haft endnu et hjertetilfælde og denne gang var død af det. Jeg havde forspildt min chance. Men da jeg endelig får taget mig sammen til at bevæge mig ned ad trappen og ind i det værelse hvor min mor sidder, er hun ved at lægge på.

"Jeg er ked af det skat, men din farmor er død"

I det øjeblik ved jeg hverken hvad jeg skal tænke elle føle, jeg var så sikker på at det var min far. Selvom min farmor var 96, havde jeg ikke skænket det en eneste tanke, at det kunne være hende som var død. Jeg var ikke klar til at hun skulle dø og selv som jeg sidder og skriver nu, kan jeg mærke at tårerne presser sig på, vi fik ikke den tid sammen, som vi fortjente.