Min far gik ud af døren, på en lukket måde, med skuldrene oppe om ørerne og greb tit efter en rive
   eller en skovl eller et vaskeskind.
   Som barn blev jeg skræmt væk af hans attitude, han mente hans adfærd ville lære mig at vise
   omhu overfor de daglige opgaver og lære at passe et arbejde, så det gik mig godt.
   Det tog mig 14 års terapi at kunne skrive det, sådan, som han håbede jeg så det.

Det er min livshistorie om hvordan jeg først ikke kunne identificere mig med det maskuline i den pligtfølelse
   han havde, og derfor flygtede ind til storbyens litteratur cafeer og leg med kunst og alvor i kunst.
   Brødløst, hjemløst ofte, et sofaliv hos vennerne tur retur, mens jeg klamrede mig til et af de dyreste kameraer
   i verden fordi til at betjene dette så jeg mig som eliteagtig.

Jeg opdagede jeg tænkte som en elitegymnast med bulimi, hvor bulimien gradvis overtog berømmelsen.
   Terapi - ja det er ikke den slags nationalromantik der hyldes i Danmark idag med haven nok i os selv og fejen
   for egen dør og påstande om at indvandrere kan klare sig selv udenfor landets grænser, men det er heller ikke
   bare at være kosmos hippie og give plads til alle og glemme man har pligter og bør tjene nogle penge og sætte nogle sunde børn i verden.