Farvel, farvel kære Blanes. Farvel mine rare medpensionister, som tilsidst så sandlig blev forøget med to danskere. Pludselig stod der en pæn dame udenfor bilen, mens jeg sad og snørede mine løbesko.
   -Er du den viking, ham svenskeren som bor i Tyskland og som er gift med en kvinde fra Lichtenstein? spørger hun, - Som bor her og som springer ud i det kolde vand hver morgen?
   -Ja, svarede jeg, og grinte.
   -Jeg hedder Ute, og min mand hedder Gert, introducerede hun sig selv.
   -Vi kom i går, og bliver kun et par dage, for at bunke vand og strøm. Så skal vi videre over mod Portugal. Du ved, vi tager det meget langsomt, og kører kun de små veje. Min mand fik en hjerneblødning sidste år og lå på hospitalet i Valencia i to måneder. Nu går det bedre, men han er ikke god til at køre bil mere. Når han kommer ind i en rundkørsel, bliver han bare ved med at køre rundt og rundt, så jeg må sige til ham, at nu skal du dreje. Hun lo.
   -Med jeg er sygeplejerske, så jeg sørger for ham, ved du.
   Hun gav mig nogle gode tip om solpaneler, som jeg gerne vil have på taget af bilen, og så skiltes vi.

Der skulle lige checkes luft på dækkene og fyldes ny benzin på dunken til generatoren, hvis strømmen på batterierne løber tør, og så gik det over stok og sten mod Barcelona, hvor trafikken, efterhånden som man nærmede sig byen, blev horribel og medførte adskillige fejlkørsler, som frøken Garmin dog øjeblikkeligt rettede op på ved at reetablere en ny rute. Men at holde udenfor Balearias kontor midt i Barcelona var selvfølgelig ikke muligt. Nej ned i kælderen med dig, og host op med 3 en halv euro pr time!
   Nå, men den kender vi jo efterhånden, og mit humør var så absolut på toppen, simpelthen fordi bilen kørte uden problemer! På vej ad autoruten gled mine øjne ustandselig ned over instrumentpanelet med skrækfornemmelser for tænk nu, hvis en rød lampe lyste, og jeg ikke nåede færgen? Men alt gik glat, og op kom jeg fra parkeringskælderen i godt humør, da damen ved skranken fortalte, at min billet var ugyldig! Den passede ikke til min bilstørrelse, sagde hun, og jeg måtte hente registreringsattest og fotos af den. Det gjorde jeg, og den skulle så måles. Jeg holdt på, at den ikke var over 4 meter, og hun sagde, at den i hvertfald ikke måtte være over 4,5 meter, så ville det koste 80 euro ekstra. Jeg hævede stemmen, og viste reservationen, hvor bilen var opført som minibus og sagde, at over 4,5 m var den ihvertfald ikke. Fik min billet, og gik så ned og lagde mit metalmålebånd ud, og måtte til min rædsel konstatere, at den faktisk er 4,7 m lang! Pyha, men på billetten havde hun skrevet max 4,5 og der sent på aftenen, da jeg ankom for at køre ombord, var der ingen ude med målebånd, så jeg slap.

Men mamma mia, hvor er der mange store lastbiler, som skal over med varer, og mægtige chauffører, som spiser paella i restauranten på Balearias skib Abel Malutes ( vistnok en catalansk krigshelt) og slubrer og snorker den hele lange nat i klapstolene på dækket, så en stakkels følsom ældre herre som mig, må gå hvileløst rundt og skrælle appelsiner og spise dem, for at få tiden til at gå. Men så fik jeg den lyse ide at gå op på det åbne dæk, og der sejlede vi på et glasklart middelhav belyst af stjerner og indflyvende superjets, som i mine tanker snart vil rumme først Thomas og Birthe og dernæst bedst af alt min skønne datter og hendes skønne mand og deres superskønne unger.

Og så endnu en ide kom op. Jeg tog min lille kikkert og rettede den mod månen, og fik et af den slags chok man nu og da uforvarent får. Jeg så op og så den. -Ikke som ordet "månen" men det den er i virkeligheden udenfor ordet. Pyha, det var voldsomt. Som at se ind i et øje, jeg ikke vidste, hvem tilhørte, men som så mig i samme moment. Pyha og tak.
   Samme måne havde så den venlighed lidt senere at hænge som en blodrød appelsin over øen, vi nærmede os. Jeg styrtede højere op på dækket for ordentligt at kunne se den, men da var den væk.

Åh altså, så skal I høre, hvad der skete! Husk på, at vi lagde til kaj klokken 6 og da var det lige begyndt at lysne ude i øst. Himlen er skyfri nu. Denne tynde rosa tone som en dis helt ude i horisonten under den stadig natmørke himmel. Jeg havde besluttet ikke at beslutte noget om, hvor jeg ville køre hen, når jeg satte dækkene ned på øen. Så jeg fulgte de store lastbiler et stykke vej, de drejede dog af i Porto Pi. Jeg så lige skiltet mod Andratx, og havde en tilskyndelse, men lod være og fortsatte ind mod Palma. -Og Herre Jemini, hvad sker lige for mine øjne? -I det stigende morgenlys vælder solen frem og splintrer den store katedral i tusind flimrende stykker. Bygningen hæver sig op og frem i den gryende dag og står som et uvirkeligt væsen og råber til alverden om sin tilstedeværelse.
   Gaudi har lavet den indre udsmykning, som jeg aldrig har set, og som jeg for søren skal ind og se!
   Så kunne jeg ikke mere. Måtte holde ind, og lige ud for den store Marinas hovedindgang var selvfølgelig en plads. Taget blev klappet op i en fart, og så faldt jeg sammen af træthed på første sal. De kunne larme lige så meget de ville. Morgentrafikken ind og ud af byen. Det var bare sød musik i mine ører. Jeg lå endelig helt fladt ned og blev væk.
   Da så morgenens nødvendigheder viste sig, lå selfølgelig Marinaens nyrengjorte toiletter lige inde ved siden af! Det er det jeg siger. Det hele kommer af sig selv!

Det gav sig også af sig selv, at retningen måtte være El Arenal, hvor jeg sejlede ud fra med min Sagitta gennem mange år mens jeg arbejdede som sæsontandlæge i Thule. Min gamle plads var der stadig og baren, hvor jeg efter endt dagsarbejde med slibning af skibets bund satte mig ned og nød deres herlige tapas og en Fundador cognac.
   Og den lille strand bagved, hvor jeg mødte Gute fra Berlin, som sejlede med mig en tid. I dag sad der en tysk dame med samme sorte hår som min fortids veninde. Jeg kunne ikke dy mig og gik hen og spurgte: -Var du her for 30 år siden? Hun så forbavset på mig, -Nein, das ist erste mal. Nå, tænkte jeg, så er det ikke hende. Men vi blev dog ret hurtigt enige om, at denne dag var unik, og smuk.
   Klokken tre skulle jeg være i Arta. En lille by helt oppe på nordvestsiden af øen, hvor jeg aldrig før har været. Det blev en lang køretur ind i et helt andet landskab end det jeg kender fra tidligere besøg. Blidt afrundede bakker med kraftig bevoksning af fyr og oliven i dybtgrønne farver og en afsvenden brungul jord. Lily havde et tilbud jeg ikke kunne stå for: Relaxing stay in old finca. 85 kr pr nat. Måltider med egen vin til 5 euro. Så jeg bookede 2 nætter her til at ankomme på. Og og og... det er et fantastisk sted. Fåreklokker bimler i det fjerne. Ufattelig stilhed derudover. Oppe fra terrassen, hvor jeg nu sidder. PS dagtemperatur på 23 grader.

Lily er navnet på min værtinde her i fincaen. Hun er oprindeligt fra Polen, men har boet i Spanien i 20 år. Når jeg taler med hende er det på engelsk, da mit spanske ikke er alt for godt til en dybere konversation. I går lavede hun en dejlig middag med muslingesuppe og linser og kartofler ristet med hvidløg på en speciel Mallorcinsk måde.Lige nu har hun tændt op i den store pejs i stuen, hvor jeg sidder og skriver. Ude i køkkenet snakker hun med sin siamesiske kat, mens hun lytter til lokal mallorcinsk musik og sang. Det er ret fantastisk at blive opvartet på den måde. Der er kun hende og mig. Og når vi spiser, sidder vi ved samme bord. Hun er meget ligefrem, og fortalte om sit liv i går under middagen. Hun har haft en række kedelige erfaringer med fyre, som er stukket af med, hvad de tilsammen havde bygget op. Jeg lytter og følger med i historierne og tænker, hvad sker der?

Desværre kunne jeg ikke starte min generator, som skal gøre mig uafhængig af strøm udefra. Jeg hev og hev i startsnoren uden at den tændte, og har skilt den ad, for at finde fejlen, men uden resultat. Må derfor nok få fat i en mekaniker til at hjælpe mig med den.


Her i nærheden er en ganske lille strand, cala Aguila, som jeg besøgte i dag. Det mørkeblå hav lå lige for, omkranset af grove klipper. Jeg gik derned i sandet, som var varmt under fødderne, og tog et bad. Og når man har taget et bad, bliver man glad!

Herhjemme havde Lily lavet kabeljau, som er torsk, fast i kødet. Derefter tændte hun op i den store pejs, og jeg begynder at føle mig alt for godt tilpas. Som blommen i et æg. Og så er hun en aldeles atraktiv kvinde, som jeg skal passe på, ikke at falde i, om man så må sige. Men også derfor skal jeg se at komme afsted! Bliver i morgen med, og skal derefter til Palma mandag for at få den skide generator repareret, så jeg kan sidde inde i varmen i min bil når uvejret og stormen kommer på tirsdag. For det kommer nemlig, siger Lily. 7 graders varme. Vind fra nord og en allerhelvedes ruskeregn, lover de. Meterologerne. Men lad os nu se. Det kan være de tager fejl. I morgen bliver i hvertfald fin, og udenfor er alt som højlys dag på grund af den fulde måne som også lyser lige ned gennem mit loftsvindue her i bilen, hvor jeg sidder og skriver.
   Og midt i månelyset står hun der pludselig. Hele området ligger badet i dette uvirkelige sølvskær som månen i fuld blomst udsender. De store kaktusser rager op mod nattehimlen, hvor orions bælte med Betelgeuse og Arcturus står som støtter, der holder hvælvet oppe. Og så står hun der med en stav i sin hånd som hun løfter og peger mod mig.
   -Dig, din djævel, skal jeg nok få fat i før eller siden, hvisler hun ud mellem tænderne, som jeg lige når at se er en fuldbro båret af 8 måske 10 implantater. Hun kommer hen imod mig, og da hun når mig forsvinder hun bort i en tåge.

Jeg vrider og vender mig på mit omhyggeligt arrangerede leje med to filttæpper først, derefter en lille let underlagsmadras, hvorefter der er anbragt det sammenrullede grønne tæppe, jeg fik af min tidligere kone i julegave. Herover er lagt et orange lagen, som stammer helt tilbage fra min tid som sannyas hos Baghwan i Poona i Indien i 70 erne. Som hovedstøtte er sirligt anlagt 5 forskellige puder med den lille håndbroderede fra Tove (en patientgave) længst ude til siden. Dernæst kommer de to, som jeg fik med fra min skilsmisse, og som jeg også bruger til daglig, når sengen er slået op og bagsædet brugbart. Oven på disse er to almindelige hovedpuder med betræk, som jeg kan omrokerer, som natten skrider frem, alt efter hvor i min nakke smerterne fra de mange år ved tandlægestolen sidder.
   Som sagt, så hjemsøger hun mig, hende polakken, som er min vært. Jeg vil nu nærmest betegne hende som min vogter. Vel egentlig ikke som fangevogter, for jeg kan gå og komme, som jeg vil. Nærmere en slags besidder. Ligesom hun vil besidde mig. Spidde mig er faktisk et bedre ord. Som en hveps der fiser og farer rundt i rummet, så man aldrig helt kan vide, hvor den er, og som man derfor ikke kan få ud af hovedet, så man kan foretage sig noget fornuftigt. Som f.eks. lige nu, hvor jeg kommer tilbage fra min morgentissetur, som i og for sig var god nok, for samtidig med at jeg var nede i plantagen med de mange appelsintræer og slå en streg, plukkede jeg 2 fuldmodne mørkegule frugter fra et af træerne. Men da jeg kommer op, hører jeg hende gennem vinduet ind til køkkenet, hvor hun gør klar til morgenmaden med en skramlen, som skal indicere, at "hunden" nu må indfinde sig på sin plads for at spise.

Så sidder jeg da der foran et veldækket bord med en masse ting, jeg slet ikke har lyst til. Normalt, når jeg er alene, spiser jeg slet ikke, før jeg har været nede ved havet. Har siddet lidt i sandet, og derefter har sagt til dette ocean eller hvad det nu er for noget, at jeg godt vil i det, og det har sagt til mig, at det må jeg godt. Så dykker jeg ned i det kølige fluidum med de store bølger henover mit hoved, og så går jeg langsomt op og ducher saltet af mig. -Og så spiser jeg.
   Allerførst juice. Dernæst det halve æble, som skæres i små stykker og lægges i bunden af den lille plastic skål, som jeg fik med, da jeg købte bilen for 6 år siden af den pensionerede civilingeniør ude i Holte. Konen ville ikke køre mere ud i verden. Hun ville sidde hjemme ved kaminilden og strikke, indtil en dag han fandt hende med strikkepindende lige ifærd med at tage en maske - og stendød.

Så måtte han sælge sin drøm, som jeg overtog. Drømmen. Drømmen om et liv uafhængigt af andre mennesker. Helt fri for al den ustandselige indoktrinering man udsættes for. Selv af sine nærmeste. Nu sidder jeg her. Fanget i fælden igen, og spørger: -bliver man dog aldrig fri? Er det i virkeligheden bare en drøm, et fatamorgana man hele tiden stræber hen i mod og aldrig når? Så når man altså ingenting. Udover den erkendelse, at man intet når af den såkaldte frihed, som man drømmer om. Men det er bare ord altsammen. Det korte af det lange er, at undertegnede igen er havnet i fængsel.
   Fanget af morgenmadens sammensætning og de lurende øjne oppe fra køkkenvinduet. Fanget af kvinden med stort K, som gør alt for een, men som også kræver sin pris. Noget for noget. Her kommer så en tanke ind fra ham Tvedes bog " Det kreative samfund", hvor han hele tiden lovpriser det, han kalder vind-vind situationen, hvor begge parter får noget ud af samværet. Det være sig i en udveksling af varer eller tjenesteydelser. Begge profiterer heraf. Noget han mener, er det der skaber kreativitet, og det kan der i og for sig jo være noget om. Når begge parter er glade, så er alle glade.

Men er prisen for at være her på dette ret fantastiske sted, så for høj? Når jeg skal omstille mine vaner med f.eks. morgenmadsspisning, og for så vidt med måltider i det hele taget, for ikke at støde min næste, dvs damen/hexen/kvinden som stiller alt muligt op til mig for breakfast, som f.eks et højt champagneglas fyldt med græsk yougurt, hvor der på glassets kant hele vejen rundt er anbragt små skiver banan med ens mellemrum, en lille skål med tunsalat (som jeg ved gud aldrig kunne drømme om at spise til morgenmad) en anden lille skål med grønne og sorte oliven, et mindre, aflangt fad med afskåren fåreskinke, trekanter af gedeost, skiver af mozzarella, nykærnet smør fra køerne, som græsser nede under appelsintræerne, skiveskårne friske tomater, hjemmelavet figenmarmelade fra 2013, små stykker ristet rosinbrød, flutes, et stort glas med friskpresset appelsinjuice, hvor frugtkødet stadig befinder sig som en grød og tilsidst kaffe iblandet varm mælk i et stort lerkrus med motiver udenpå fra Mallorca. - Når det jeg spiser, når jeg selv skal bestemme, er disse æblestykker overhældt med sojayougurt og drysset med mysli? - Og ikke mere!

Jeg gennemlever morgenmaden, og nyder det også, men kan dog ikke dy mig for at sige til hende, at yougurten er ret fedtholdig. Hun henter straks beholderen, hun har den i, og siger, det er græsk yougurt med en fedtprocent på 10, og at lidt fedt skal man da have! Så fik jeg den, men jeg griner højlydt over hendes banan kunstværk, og opdager, at hun glæder sig over at pynte for mig, hendes gæst. Men, men, men - ligger der noget bag? Eller er det hele bare vind-vind? For det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide hendes morgenmad. Det er bare så overvældende altsammen.
   Og så det værste. Prøvelsen. Jeg er jo efter sigende en gammel mand. Men det betyder ikke, at Lily ikke udøver en vis tiltrækning på mig og mine nedre dele.(Som man siger, når man ikke skal skride ud i tåbeligt føleri.) Sagt med andre ord: Hun er en yderst charmerende og tiltrækkende kvinde på 40 år. Slank med pæn lige næse, langt sort hår, som hun skiftevis binder op og lader flyve frit. Hun går omkring i sort tricot, som absolut ikke lader noget tilbage at skjule af hendes velformede krop. Hun smiler hele tiden, så man ser hendes flotte tænder,( som jeg dog ikke er helt sikker på, om er en implantatbro), og det får mig til at tænke på, den gang i Andratx, hvor jeg kyssede Barbara nede i min båd, og min tunge mærkede stellet fra den partielle protese hun bar. Og hvordan min reaktion var rædsel og skræk. Jeg sad og kyssede en PROTESE !
   Og jeg er/var tandlæge. Hvad siger I så? Det hele er, som man kan forstå meget kompliceret her for øjeblikket. Er hun en kunstig hex, som lokker mig med sine kunstfærdige anretninger? Eller er hun bare et sødt menneske, der vil verden det godt? Eller er hun begge dele, og det er det, der gør mig forvirret. For slet ikke at tale om, at hun aldersmæssigt kunne være min datter. Men Ok, det kunne min sidste kone jo også være. Sådan aldersmæssigt altså

Jeg husker engang jeg lå i Andraxt med pigen fra Berlin, jeg mødte i Arenal, og vi var meget forelskede og hun var sunket ind i båden, som en kæreste kun kan, Vi levede ombord sammen med min halvblinde svenske gårdhund Sofus nærmest som en familie. Alt var såre skønt, solen skinnede, det var forår og Gute, som hun hed, lå og solede sig på dækket, mens jeg lappede sejl eller sådan noget. Da kom en engelsk fyr forbi, og vi faldt i snak, så jeg inviterede ham ombord til lidt spisning. Fyren troppede op 1 time senere medbringende sin guitar, mens jeg stod nede i kabyssen og kokkererede. Gute var solbrændt og smuk som fanden, og mens jeg sørgede for middagen og gik frem og tilbage og dækkede bord, satte denne engelske charlatan sig minsanten til at synge for Gute. -Og Gute smeltede hen under hans indsmigrende toner. Dagen efter han havde fyldt sin engelske vom hos mig, kom han og fyldte Gute i sin guitarpose. Jeg sad på min tomme båd sammen med min lille halvblinde hund og sørgede i 14 dage inden jeg sejlede væk til Formentera, hvor gudskelov Cleopatra dukkede op af det krystalklare hav.

Alt dette fortæller jeg, fordi jeg nu ser en lignende situation tone frem i horisonten her hos min elskede Lily i Arta. For i morges, ret som jeg sad og nød solens stråler falde ind i bilens indre og oplyse gulvtæppernes marokkanske farver som spillede i lyset og blandede sig med kaktussernes irgrønne lige udenfor, og efter jeg havde skrevet om mine ambivalente følelser for kvinden i huset, dukkede en tysk munk op. Han kravlede frem og op fra dybet nede ved appelsintræerne og satte sig på bilens trinbræt. Det var Lilys nye gæst. Han er vandringsmand og har foreløbig tilbagelagt halvdelen af Mallorcas periferi. Nu skulle det så være hos Lily i Arta, han ville gøre holdt i nogle dage. Hans ansigt strålede af glæde, som kun ansigtet på en munk kan, og jeg mærkede straks en vældig virilitet strømme ud fra hans tyske lederhosen. Ansigtet var rødmosset. Næsen bred og kort. Han var kronraget og havde tykke sanselige læber. Han snakkede begejstret om sin nye gps tracker som kunne vise ham alle vandreruterne i de uvejsomme Tramuntana bjerge ned til mindste detaille. Og han klappede i hænderne over al naturens dejlighed omkring os, og allermest klappede han i hænderne over Lilys fortræffeligheder og yndigheder med et væmmeligt lystent glimt i øjet.

Jeg var forfærdet, men bevarede dog fatningen, og ville ikke vise hvor frygteligt, jeg havde det ved hans tilsynekomst. Han havde som sagt allerede haft en lang samtale med damen, og havde fået anvist det store dobbeltværelse med privat bad og budoir og skærm, og slikkede sig om munden mens han talte om, hvad hun havde forberedt til middagsmaden. Der skal vi så sidde, vi tre og konversere og konkurrere om madame. Det skal ske om et kvarter, og jeg frygter det værste. For selvom hun er en heks, så er hun en dejlig heks, og derfor har jeg besluttet at bide hovedet af al skam og trække mig allerede nu og lade ham overtage det hele. Hele molevitten, båden samt, hvad der er i den, og skride i morgen tidlig. Så kan de have det så godt. Så kan de lære det!
   Ja, nu kalder hun oppe fra køkkenvinduet med en kvidrende stemme. Jeg mærker nok, hvad hun er ude på. Sådan er kvinder. Når de finder noget bedre, så ser man kun ryggen af dem. Jeg ved det, for jeg har været der selv, som Kim Larsen synger.

Middagen var som sædvanlig, når Lily tilbereder den, helt perfekt. Der var dækket op til os tre, og jeg foreslog straks, at Lily skulle sidde imellem os, for at skabe balance (jeg er vægt). Men det modsatte hun sig straks, således at jeg kom til at sidde lige overfor hende, og Uve, som munken hed, kom til at sidde ved siden af mig (som tilskuer). Vi fik den herligste fiskegratin med skorzone rødder og frisk asparges fra haven. Dertil en kartoffel-svampe blanding med hvidløgsdressing og en stor skål grøn salat. Og vinen var den lokale, meget kraftige røde med glimrende bouquet. Samtalen forløb utvungent, og mine og Lillys øjne begyndte at finde en dybere kontakt med et violet lys, som bølgede mellem vore ansigter. Munken sad og smaskede og kommenterede samtalen i sydtyske vendinger.
   Jeg, opildnet af vinen og hendes vibrere tilstedeværelse, sank længere og længere ind i dialogen med Lily. Bagerst i min hjerne rumlede tvivlen stadig. Var jeg ved at blive forhekset af denne kvinde. Tog hun fat i mig og svingede mig rundt, som var jeg et dyr, der skulle halshugges. Men jeg lod stå til, og det fortryder jeg ikke.

Pejsen var tændt. Flammerne sendte røde skikkelser ud i rummet og op i loftet, hvor de samlede sig og slog ned lige midt i min og Lilys sjæl. Foran ilden fortalte jeg fra min rejse i Indien, hvorledes bålpasserne i Benares ved ligbrændingerne, på bredden af Ganges, stikker en lang stav hårdt ind i kraniet på den afdøde, for at afbøde at hovedet eksploderer og sender kogende hjernemasse ud over det hele.

I samme øjeblik sank en brændende olivenkævle sammen i pejsen med en susende lyd. Vi så på hinanden, og Lily sagde stille:
   -Jeg så det. Jeg sad en hel nat oppe ved de ghats.

Da smeltede vi og blev eet. Fra gulvet til højre for os hørtes fine klokkelyde. Det var munken. Han havde smidt sine lederhosen og fremstod i orange silkekappe og bukser, og sad i lotusstilling og chantede et tibetansk mantra, mens han slog forsigtigt på to små tempelklokker fra Lhasa. En grønlig aura omgav ham. Over hans hoved dukkede Dalai Lama smilende op mens Lily og jeg sad tæt omsluttet af hinanden.
   Fløjdørene gik op ud til den fuldmånebelyste plantage. Den tibetanske munk løftede sig fra gulvet i fuld levitation. Så styrede han som en anden drone smilende ud forbi vore ansigter med ordene:
   -Buddha velsigne jer og jeres tantriske kærlighed, men pas alligevel på, for der kommer en dag efter denne!
   Dagen efter skred jeg. Der er ingen grund til at koge suppe på en gammel historie. Skal der koges suppe skal det være på fisk. En rigtig bouillabaisse kogt på østers og hummer og laks og rejer og brasen og torsk, villing, pigvar og gedde. Som får lov at trække et par dage før den koges op igen, nu med friske muslinger, der når de er kogt og skallerne åbner sig, altid med deres brunrøde farve og lækre konsistens, minder mig om Naja. Hendes mund var en musling eller en skovsnegl. Også hende måtte jeg forlade. Denne gang uddistanceret af en barknævet tømmersvend nede fra skibsbyggeriet i Angmagssalik.
   Så derfor sadlede jeg mine 75 heste og lagde kursen ret ind mod Palma de Mallorca med det eneste mål, at få min generator repareret, så jeg kan forsyne mig selv med elektrisk strøm.
   Det viste sig at være en vanskelig opgave, jeg havde sat mig for.