Sven Eriks dagbog. 1/10 1952.

Revisoren har været syg i dag, så vi havde vikar i gymnastikken. Jeg er ikke klar på hvad en revisor er for en størrelse; det er Ole der har fundet på øgenavnet, og han mener det er betegnelsen for en fyr der spankulerer rundt i jakkesæt eller uniform og ser meget betydningsfuld ud, men i helt øvrigt ikke bestiller andet---Lidt ligesom Fut-Ole nede på Stationen.
   På den anden side set så er det jo nogle udmærkede gymnastiktimer der kommer ud af det. Vi småløber rundt i ring i gymnastiksalen, medens Revisoren spankulerer rundt i sit velsiddende jakkesæt ude i et af hjørnerne, og kommer med opmuntrende tilråb og vittige bemærkninger . Nå Ole. Se så at få flyttet fødderne inden de gror fast i gulvet. Niels! Du ligner en sæk kartofler på vej ned ad trapperne. Herluf! Hvis du ikke hænger på har du borgmestervom inden aften. Men Revisoren overdriver aldrig. Alle kan være med. Selv Tykke Alfred bliver kun overhalet af os andre hvis revisoren har haft en dårlig dag, og det sker til alt held temmelig sjældent.
   Men Revisoren var altså syg i dag, og vi havde vikar til den store guldmedalje, som min Far siger. Vikaren lignede en stor abe, og jeg fik aldrig fat i hans navn. Han så allerhelvedes stærk ud! Han var omtrent lige så bred som han var høj. De lange arme nåede næsten gulvet når han stod ret op og ned og snakkede løs. Han havde flad næse og kortklippet hår og små tætsiddende glinsende øjne, der ligesom så alt for meget. En eller anden hviskede bag min ryg: Det er Missing Link! Vi er solgt til stanglakrids! Jeg skævede over til Tykke Albert, der så mere end bekymret ud. Han fortalte senere han havde haft mest lyst til at låse sig inde på nærmeste lokum ude i baderummet, men som vanligt var han lidt for langsom i det. Men Missing Link linede os op på række og forklarede hvad han havde tænkt vi skulle udsættes for. Vi skulle løbe lidt opvarmning rundt i salen og derefter et smut op under loftet, op i tovene altså. Han slog et par flikflak og saltomortaler forlæns og baglæns og til siden så hele gulvet gyngede, for ligesom at understrege hvad han mente med det. Det havde vi aldrig set Revisoren give sig i kast med, så det var jo på en vis måde spændende nok. Vi løb et par omgange rundt i salen i hælene på ham, og han benede afsted og overhalede både Jens og Tykke Albert på no time. Så hev han tovene ud og fordelte dem imellem os. To tove til hver! Armgang op under loftet og ned igen og med benene strakt vandret frem. Og ikke noget med at svinge sig i en arm.
   Tjep skulle det gå! Lidt ligesom når Tarzan og hans abevenner svinger sig i lianerne. Mennesker og aber har jo en del tilfælles med hensyn til bevægelser, og det var vigtigt at huske på. Det var til det yderste vigtigt at muslingerne blev holdt i orden. Hjernen og kroppen var to sider af samme sag. Skrumpede muslingerne for meget skrumpede hjernen med, og man ville ende med at blive så dum man knap kunne kende forskel på op og ned. Så fløjtede han så gennemtrængende som Fut-Ole på et afgående tog. Henrik, Ole, Niels og jeg hev og sled så det knagede i tovværket, og vi nåede da også et par meter op. Tykke Albert stønnede og spjættede og rullede med øjnene, og uden at gulvet sænkede sig en millimeter af den grund. Jeg gyngede lidt frem og tilbage i tovene, og altså uden at komme alt for højt op. Jeg ved jo fra tidligere, at bare man holder tovene i bevægelse så er gymnastiklæreren for det meste tilfreds.
   Men ikke Missing Link! Tykke Albert var tæt på at tude! Uffe var nået så højt op han kunne røre loftet, og den forbandede spytslikker kunne heldigvis ikke nære sig. Han slap med den ene pote og rørte loftet med den, og kunne jo ikke holde sig fast i tovet med bare en. Han gav et afsindigt vræl og faldt som et klaver, som min Far sir, men Missing Link greb ham med en lethed som havde han været en pige i første klasse. Efterfølgende fik han sig et par velrettede flade, og det med et svung så det ligefrem gav ekko i salen. Ikke en havde ondt af Uffe, og det var i grunden en fin fornemmelse.
   Nå! Mig og Uffe hankede op i Tykke Albert. Han placerede fødderne i vores fælles håndflader, og så hev vi ham til vejrs så højt som det nu var muligt. Samarbejde, råbte Missing Link. Teamwork! Den ene er ikke noget uden den anden. Skulder ved skulder og fod ved fod. En for alle og alle for en. Og se så at komme ud i baderummet og få afvasket jeres syndige legemer, og uden for meget larm og spektakel.
   Nå! Jeg skriver her i bogen fordi der hændte noget underligt efter gymnastikken. Vi havde dansk bagefter. Lige før vi entrede ind i klasseværelset var der en af de store fra Anden Mellem der dukkede op for at mænge sig. Har I hørt den smådrenge, hviskede han højtideligt. Er I klar over at Missing Link i sin tid skød Hestetyven? Vi kikkede noget, for ingen af os anede hvem Hestetyven var, men vi havde nok fornemmelsen, at der var tale om en rigtig grim Fætter, der trængte gevaldigt til at blive skudt. Jeg spurgte Far da jeg kom hjem, men han fik et udtryk i ansigtet jeg ikke brød mig om, og så spurgte jeg meget hurtigt om noget helt andet. Vi fik flæskesteg med sovs og kartofler her til aften. Bagefter drak Far og Mor kaffe så de blev helt kulrede, og åd kage til, også naboerne var indenom at få en kop og en kage. Kafferationeringen er ophævet fra i dag, så det er jo ærgerlig man ikke er voksen nok til at få fornøjelse af det.

Gentofte. 28/7 2010.

Kære Sven Erik. Tak for dit brev angående min nu afdøde Bedstefar, Per Lindegård Mortensen, alias Missing Link! Han dræbte Lars Helmer Olsen, alias Hestetyven, en berygtet stikker, med tre pistolskud på et værtshus i Holte ,22/2 1945, vistnok ved sekstiden aften, umiddelbart efter mørklægningstid. Per var modstandsmand i de sidste otte måneder af krigen, og var med i flere aktioner. Og han beskrev nedskydningen af Hestetyven som den mest modbydelige handling han havde udført under krigen, og han havde faktisk været med til en hel del. Min Bedstefar var normalt meget tavs omkring sin tid i Modstandsbevægelsen. Men som årene gik tøede han en smule op. Og især under indflydelse af spiritus kunne de gamle erindringer få noget der i betænkelig grad lignede frit løb. Fortrinsvis over for folk han kendte godt, og som han stolede på. Som adskillige gamle modstandsfolk havde han en snert af paranoia. Tankerne om at der ude i mørket stadig befandt sig folk der ville have hævn for de drab han i sin tid havde givet anledning til.
   Drabet på Hestetyven tog form på den enkle maner , at Per fik en telefonopringning fra en mand der ikke præsenterede sig. Lars Helmer Olsen, alias Hestetyven, befandt sig på et nærmere angivet værtshus i Gammel Holte. Han sad og drak øl ved baren som nummer tre fra venstre når man kom ind. Lang grå overfrakke og blød hat med en lille brun fjer i. Barstolen var pyntet med en lille messingmærkat hvorpå der stod " Morgan", og som ikke fandtes på de øvrige barstole. Per havde aldrig mødt manden, og kendte kun hans fysiognomi fra et noget tåget fotografi. De var tre mand på missionen. Foruden Per, der jo altså skulle affyre skuddene, var to mand med til at dække. Man måtte gå ud fra at også andre end Hestetyven var bevæbnede. Lokalet var godt fyldt op, og ingen lagde mærke til at der indfandt sig endnu et par stykker. Tobakstågerne lå tæt , den kvalmende lugt af surrogattobak hang i luften og klæbede til alt. Barstolen så ud som barstolen skulle se ud. Manden der sad i stolen bar lang grå overfrakke og blød hat med en lille fjer på. Et øjeblik drejede han hovedet bort fra glas og flasker og betragtede min Bedstefar face to face. Deres øjne mødtes, som der står i romanerne, men modsat romanerne var ansigtet mere levende end morderen brød sig om. Ansigtstrækkene var harmoniske og regelmæssige. Næsen havde et flot romersk svung. De grå øjne virkede levende og spørgende; Bedstefar fortalte senere, at han ligesom lagde en sætning ind i dem: Hej du der såkaldte frihedskæmper! Jeg har mine grunde til at optræde som jeg gør! Det er ikke penge det hele, hvis det er det du tror! Min Bedstefar trak sin pistol, og fyrede altså tre skud imod ham. Hestetyven røg forover mod baren og derefter tilbage igen i stolen, der væltede bagover under ham, alt medens han skreg så det gjaldede i hele butikken. Min Bedstefar fortalte han aldrig før eller siden havde hørt dyr eller menneske skrige på den måde. Det var som at høre skrig fra et ukendt væsen. Det var som at høre skrig fra en anden planet. Min Bedstefar trak sig baglæns tilbage mod døren, svingende pistolen fra side til side, men ingen lagde ham hindringer i vejen. End ikke en gruppe tyske værnemagtssoldater følte trang til at blande sig. Stadig med skrigene i ørerne benede de alle tre ud i mørke og tåge ,og fandt deres cykler hvor de havde stillet dem. Ingen sagde noget på vejen tilbage. Først vel oppe i lejligheden på Vodroffsvej i København udbrød en af kammeraterne: Lyden var i hvert fald overbevisende nok! Det her gør jeg sgu ikke igen, medmindre manden er Hitler selv.

Med venlig hilsen.

Ole Mortensen. Lektor.