Corona i Sundby

Meddelelsen om, at Danmark lukkede ned den 12. marts, var i første omgang en lettelse for Signe på Amagerbro Torv. Det skyldtes, at hun havde haft lidt for meget på programmet ud over sit arbejde som aktivitetsmedarbejder, venner, yoga og buddhistmøder, blandt andet en forundersøgelse til operation grå stær på Glostrup og en blodprøve for glutenallergi hos egen læge på Prags Boulevard.

Men så kom et forsinket chok. Hendes krop gjorde oprør, og hendes gamle tinnitus brød ud igen. Hun så i spejlet, at hun havde fået eksem i ansigtet, og at hendes øjenlåg var hævede. Hun hørte sin mave rumle, sov dårligt om natten og fik spændingshovedpine. Desuden fik hun den vildeste sukkertrang, som hun ellers var sluppet ud af via Keto. Hun gik hele tiden ud i køkkenet for at se, hvad køleskabet og køkkenskabene gemte på. Hun tog fire kilo på.

Hun var bange. Men hvad var hun bange for? At blive syg? Nej. At dø? Nej. Men hvad så? Hun var bange for at smitte andre. Hun var bange for at gøre noget forkert. Hun var bange for klodens tilstand og landets økonomi. Hun var bange for isolationen og led under den, da hun var single og barnløs.

Hun blev hjemsendt fra arbejde. Operation grå stær blev aflyst. Hendes yoga og alle hendes buddhistiske aktiviteter blev aflyst. De buddhistiske centre over hele kloden lukkede. Hun havde mistet sin frihed og var lukket ude af fællesskabet. Isolationen sved. Men et voldsomt virtuelt fællesskab opstod. Det glødede med beskeder på sms, Messenger og mail. Desuden var der et hav af opslag på Facebook at forholde sig til og mange telefonsamtaler med familie, venner og trosfæller. Men det var ikke nok.

Jeg må gøre noget for at bryde isolationen. Jeg må kontakte nogle legekammerater.

Hun ringede til sin gode ven Felix, som var single og på efterløn:

"Vover du at komme her og spise på trods af Corona?"

"Måske, ser du mange mennesker? Det plejer du jo."

"Nej, jeg har slet ikke set nogen, men jeg nåede lige at komme til frisøren."

"Frisøren. De er ellers udsatte, men jeg vover det."

"Hvem ser du?"

"Jeg ser kun Bertram, som er hjemsendt."

Bertram var taxachauffør. Også en af de udsatte.

Da Felix kom indenfor på Amagerbro Torv, gav de hinanden et luftknus. Han snusede ind og sagde:

"Uhm, hvor her dufter. Hvad skal vi have?"

"Marineret lammeculotte, tomatsalat, tzatziki og ovnkartofler."

De nød aftenen, og en anden dag cyklede de en lang tur langs Amager Strand. Frygten og depressionen blev blæst væk i et par dage.

Signe fik en sms fra sin veninde Karoline, som var skolelærer og arbejdede hjemmefra:

"Skal vi mødes på en bænk og drikke et glas vin?"

"Ja, lad os mødes på fredag kl. 16 på Islands Brygge."

Da Signe ankom, så det ud til, at alle bænke i solen var optaget. Der var andre, der havde fået den gode ide. Karoline ankom kort tid efter, og de gik målbevidst ud for at finde en bænk i solen. Det lykkedes stik mod alle odds. De gav luftknus og lavede Namaste-hilsnen, hvorpå de satte sig i hver sin ende af bænken og sprittede af med Signes medbragte håndsprit, som ellers var en mangelvare i disse tider. Dernæst pakkede Signe sine små smukke glas ud til vinen. Karoline stillede et par plastickopper på bænken. Dem fyldte de med Signes saltmandler og Karolines cashewnødder. De havde hver deres kop, så de ikke skulle stikke fingrene ned i hinandens. De havde godt med tøj på og sad i et par timer og blev gennembagt af forårssolen.

Karoline tog sin telefon frem.

"Se her, det er det skældyr, man mener, Coronavirussen stammer fra."

"De der markeder burde nedlægges."

"Ja, vi kommer faktisk lidt for tæt på naturen. Det er unaturligt at blande vilde dyr og mennesker på den måde."

Signe sad tæt på en skraldespand, som flaskeindsamlere frekventerede. Frygten lurede lige under overfalden, når de kom for tæt på. Men hun nød solens spil havneløbet.

Det var nogle oplivende møder, men Signe havde det stadig ikke godt, selvom hun gjorde, hvad hun kunne. Hun chantede. Hun var ekstra huslig. Vaskede gardiner og sofabetræk. Vaskede træværk og køkkenlåger. Så var den tid da gået med noget fornuftigt. Der skete også noget med fornemmelsen af tid. Til tider var den lang som et ondt år, og dagens mange timer tårnede sig op. Til andre tider fløj den af sted.

Der blev kigget meget vinduer. Hun lagde mærke til, at himlen var mere blå, fordi der ingen flystriber var. Hun så folk på sit torv. Nogle var par, der gik hånd i hånd. Andre var en gruppe unge på fem styks, der stod i behørig afstand og snakkede sammen. En af dem lavede sjov og gik henimod en anden, der med et stort grin bakkede med hænderne holdt op foran sig. På bænkene sad fulde folk, der ikke holdt afstand. Om aftenen stak hun hovedet ud af vinduet og spiste ren aftenluft, ligesom da hun var barn og boede i hus med have.

På grund af slidgigten havde hun i mange år bestilt varer over nettet. Før krisen kunne man bestille så sent som dagen før, man ville have levering. Nu var der en uges ventetid, og i begyndelsen var der også en halv times kø ved bestilling. Det kom bag på hende, så hun måtte selv gå ned og købe ind de dage, hvor hendes søde nabo ikke tilbød det.

Hun fulgte situationen meget intenst og så nyheder flere gange om dagen. Om det var der, eller nogle venner, der fortalte hende det, kunne hun ikke huske: Men verden havde trængt til hvile. Luftforureningen var blevet 40% mindre, og vandet i Venedigs kanaler var blevet rent. Det ville blive spændende at se, om vi kunne holde den tilstand, eller om der ville komme en modreaktion, hvor vi ville gå amok med alt det, vi havde savnet.

Amagercentret var lukket, så hun tog på jagt efter varer i Indre By uden held. Alle butikker var lukket, og der var støvsuget for mennesker. Den tomme gade reflekterede skarpt solen, der skinnede fra den skyfri himmel. Fraværet af turister, der tumlede rundt på lejecykler var også bemærkelsesværdigt. I Kompagnistræde sad en kvinde og strikkede på noget grønt og gult. Signe spurgte kvinden om vej, og kvinden stillede sig klos op ad Signe for at vise det på sin telefon.

"Gud nej, undskyld, det må vi jo ikke."

Kvinden satte sig ned og strikkede videre. En lang gul tråd garn blafrede vandret i den kraftige vind.

Fredag aften sang Signe med på 'Fællessang hver for sig'. Hun havde lyst til at skrue helt vildt op både for sig selv og fjernsynet, men tog dog hensyn til naboerne på Amagerbro Torv. På den anden side af Vor Frelser Kirkegård, som var lukket, lå en ejendom, hvor beboerne stak hovedet ud af vinderne og skrålede løs. Desuden lavede børnene lysshow.

Frygten forlod hendes krop, da statsministeren på et pressemøde luftede en forsigtig optimisme. En del af frygten havde handlet om: Hvor længe skal det her vare ved? Signe begyndte at slappe af og nyde, hun havde fri. Mette Frederiksen havde skabt håb i denne på en gang mørke og lyse tid med solskin og forårsstemning.