Varmebølgen fortsatte ind i juli og august. Om morgenen kan man nogenlunde holde det ud. Midt på dagen flimrede luften af varme, mange foretrækker at tage sig en lur, så godt det lader sig gøre, på denne tid af dagen. Når jeg stod op om morgenen, følte jeg mig ofte kvalm. Jeg begyndte at tabe i vægt, men det gjorde alle andre også. Det gik op for mig, hvorfor der er så mange forskellige slags krydderier i landet, det er det, man slet og ret bedst fordøjer i den varme tid. Kød, mælk og æg har man ikke rigtig lyst til, og naturligvis skal man drikke meget vand. Inderne selv spiser salttabletter, for at hjælpe kroppen med væskebalancen. Overalt i byen bliver der solgt drikkevand på gaderne. Alle besøg, uanset hvem, har lov til at få et par glas afkølet vand. Det var derfor meget praktisk, at vores store køleskab var anbragt ude i gangen. Hver morgen kogte vi store gryder med vand i timevis. Jeg småkogte vandet mindst en time for at være sikker på, at det var fri for amøber. I Indien, ligesom i Afrika, er vandet ikke særlig rent, og amøber lever med. Vi sov med aircondition på - hvert hus havde lov til at have to airconditionsystemer. Vi havde en i soveværelset, Silvia blev flyttet ind til os. Den anden var i stuen, hvor Fritzli og Daisy sov. Hvis vi havde gæster, sov børnene i soveværelset, og når de var gået, blev Fritzli flyttet ind i stuen. Så snart han opdagede, at Daisy sov sammen med ham, begyndte han at vente på hende om aftenen. Når hun åbnede døren for at krybe i seng på madrassen, som hun i forvejen havde anbragt på gulvet, klukkede han lykkeligt. Daisy sagde: "Godnat Fritzli sov godt", det fik ham til at le højt, hans måde at give et positivt svar på. Heldigvis havde vi aircondition, for uden ville det have været meget svært at finde søvn. Det hændte regelmæssigt, at strømmen blev lukket for et par timer, heldigvis for det meste om dagen, byens egen måde at spare lidt strøm på i den varme tid.
   Vores naboer ovenpå og de overfor, havde deres egen specielle måde at indrette sig på, ligesom mange andre. Taget på huset var indrettet som en større terrasse. Sengetid i Indien er, for de flestes vedkommende, først omkring midnat, derfor tager man sig en god lur om eftermiddagen. I den varme tid er denne levemåde næsten en nødvendighed. Terrassegulvet bliver dækket med et pænt lag vand, sengene bliver også gjort våde, derefter viklede man et vådt lagen om sig. På den måde sover man nogle timer, så står man op og gentager hele proceduren igen. Det er ikke så underligt, at mange taber sig i den varme tid.
   Langs vejsiderne og i parkerne blomstrer en bestemt slags træer i stærke blå, røde og gule farver. Det er absolut en pragt for øjet, men det er også det eneste positive ved den varme tid. Denne specielle sorte træer, bruger en meget høj temperatur for at blomstre, ellers blomstrer de ikke eller meget sjældent.
   Når Silvia kom hjem fra børnehaven, var hun meget varm, derfor havde vi, i denne tid, et køligt bad parat til hende. Vi fyldte det indbyggede marmorbadekar i gulvet med vand, allerede et par timer før hun kom hjem, fordi vandet fra den kolde vandhane kom ud af hanen varmt. Marmoret afkølede vandet til en passende temperatur. Efter et par uger synes jeg også, at hun havde det varmt, efter hun havde haft et bad. Da jeg tog hendes temperatur, viste det sig, at hun havde 39 grader feber. Hun så ikke ud til at være det mindste sløj eller påvirket af det. Den bedste børnelæge i byen boede ti minutter fra hvor vi boede, sammen gik vi derhen. Efter han havde undersøgt hende, forklarede han uden omsvøb, at i den varme tid havde de fleste børn forhøjet temperatur, det ville normalisere sig igen, når den varme tid var over. En eftermiddag legede Silvia igen med nabobørnene i haven. Jeg lagde mærke til, at hun blev ved med at falde og blev meget urolig. Før aftensmaden gik vi om til børnelægen. En blodtest viste, at hendes hvide blodceller var sunket meget, noget var ved at bryde ud. Han foreslog at vente med at behandle hende, indtil sygdommen var brudt ud. Således kunne han bedre give hende den rigtige medicin. Med bange anelser begav jeg mig på hjemvejen. Børn forkøler sig af og til, men jeg havde aldrig været så urolig som denne gang. Næste dag havde hun feber, vi besøgte lægen igen. Halsen var i mellemtiden blevet rød og meget hævet, lægen gav hende et stærkt middel. Der var noget mærkeligt ved feberen, den gik ikke ned, i stedet for blev den ved med at krybe op. En aften havde hun 41,2. fortvivlet ringede jeg til lægen. Det blev besluttet, at stoppe medicinen, for tilsyneladende hjalp den ikke alligevel, lægen formodede tyfus. Fordi hun havde haft medicin, måtte vi vente fem dage, før prøver kunne tages, som ville bekræfte, om det var den rigtige diagnose eller ikke. Han rådede mig til at indlægge hende på sygehuset. Jeg kendte min datter og vidste, at hvis hun fornemmede, at hun var meget syg, så ville hun også blive det. Derfor besluttede jeg at beholde hende hjemme. Fordi vi boede meget nær til lægens klinik, ville det ikke tage mange minutter at smutte derhen, hvis det var nødvendigt. Feberen vedblev at være høj de næste par dage, men det var, som om hun ikke mærkede det. Hun legede muntert i stuen, men fordi halsen nu var meget hævet, deror nægtede hun også at spise og drikke. Jeg havde en bakke med forskellige slags af saft stående i den kølige air-konditionerede stue. Af og til tog jeg hende på skødet, klemte hendes arme fast med den ene arm, og med den anden gav jeg hende at drikke med en ske. Silvia skreg i vilden sky hver gang, men ind i mellem var hun nødt til at synke. Hovedsagen var, hun fik noget flydende i maven, det havde jeg lovet lægen. Han sendte en kvindelig læge hjem til os for også at undersøge hende, som han sagde: "I alvorlige tilfælde er det bedre at have en anden doktors mening også". Ud over den meget høje feber som kun gik 2 grader ned af og til, og den hævede hals, var der ingen forandring i hendes tilstand de næste par dage, feberen vedblev at stige til 41,2 Af og til gav vi hende et is-bad, lægen forordnede forskellige midler i mod feberen, men det hjalp alt sammen ikke ret meget. Efter den tredje dag med høj feber, som hun tilsyneladende var upåvirket af, for hun løb stadigvæk rundt i stuen og legede, var Fritz så bekymret, at han blev hjemme fra sit arbejde. Han havde købt en flot bog til at male i til hende samt nye farvestifter. De næste par dage sad de to sammen i stuen og legede.
   Den femte dag fik jeg en meget tydelig og klar fornemmelse af, at nu var tiden moden, til en meget alvorlig samtale med han som sidder i det højeste. Hans øjne ser alt på denne jord, han er omnipotent og kan være overalt på en gang. Det er hvad biblen fortæller os om Guds karakter. Han vidste uden tvivl også besked om Silvia. Jeg ventede, til jeg var kommet i seng om aftenen. Silvia sov ved siden af mig eller rettere sagt snorkede på grund af den meget hævet hals. Jeg havde ikke sovet de sidste par nætter, jeg lå blot og holdt øje med hende, mens jeg af og til afkølede hendes meget varme hoved. Først fortalte jeg Gud, at dengang jeg fik Fritzli, var jeg ikke klar over, hvor meget jeg kunne forlade mig på ham igennem troen. I mellemtiden havde jeg læst en hel del i biblen og vidste, at Gud mente det godt med os. Med det inderligste ønske om, at han skulle tage feberen væk, nægtede jeg slet og ret, at der skulle ske noget med hende. Et handikappet barn er nok, fortalte jeg Gud. Som jeg bad, så jeg en stor dør for mine øjne, jeg vidste, jeg ikke havde lov til at åbne den. Noget i mig skreg: "Er du min Gud eller ikke, min Gud har ikke lukkede døre". I det øjeblik var det som om loftet i soveværelset forsvandt, og engle smilende så ned til os. Pludselig gik det op for mig, at Silvia ikke mere snorkede, hurtigt lagde jeg hånden på hendes pande, huden var kølig og normal, og hun sov afslappet og trygt. En dyb følelse af taknemlighed steg op i mit indere, Gud havde ikke svigtet, og det havde betalt sig at banke på himlens dør. Nu var det tid at sove, jeg trængte meget til det. Ved seks tiden næste morgen vågnede jeg, det første jeg gjorde var at tage hendes temperatur, hun havde 38 i feber. Jeg vidste, det var djævlen, som ville have mig til at tro, hun stadigvæk havde feber og besluttede slet og ret at ignorere det, efter jeg havde fortalt ham, at han godt kunne forsvinde. Fritz fortalte, at fordi jeg sov, havde han ikke sovet. Han havde siddet på sengekanten hele natten. Af og til havde han lagt hånden skiftevis på Silvias og min pande, han kunne ikke forstå, hvad der var blevet af feberen. Uendelig lettet begav han sig på arbejde den dag.
   Lidt efter ringede lægen, han var også uendelig lettet, da jeg forklarede, at feberen forsvandt fra det ene øjeblik til det andet, jeg skulle komme over i klinikken med det samme, svarede han. Først tog han hendes temperatur, nu var den helt normal, halsen var heller ikke hævet. Efter hans forslag, tog jeg med ind på sygehuset for at få taget de prøver, der skulle tages den femte dag, efter hun var fri af medicin. For lægens skyld gav jeg ind til at få hende undersøgt, fordi han ville være helt sikker med diagnosen, men vi vidste begge to, at hun ikke mere fejlede noget. Mens undersøgelserne stod på, lovede og priste og takkede jeg Gud, fordi han havde en fremtid for hende som et sundt og rask menneske, ja, jeg begyndte at forestille mig, noget af det hun ville gøre i livet. Hun ville vokse op og studere til et eller andet, som Gud syntes om, og blive til velsignelse for mange andre. Sådan sad jeg og drømte, da man meddelte mig, at jeg kunne tage hjem med hende. Resultaterne, fik jeg senere at vide, viste ingenting. Vi kom tilbage fra sygehuset før middag. Først ringede jeg til Anna og fortalte hende den glædelig nyhed, at Silvia var feber fri og helt i orden. Hun ville komme på besøg den samme eftermiddag, svarede hun. Vi sad og drak kaffe, alt i mens Silvia muntert sprang omkring i stuen. På Annas ansigt udtryk kunne jeg se, at hun ikke rigtig var klar over, hvad der foregik hos os. Det var ikke den Silvia, jeg havde beskrevet de sidste par dage. Hun blev ved med at gentage: "Tror du, det er godt for hende at løbe barfodet omkring". Silvia stoppede franskbrød med et tykt lag ost på i sig, det var ikke mere et problem at få hende til at spise. Forundret spurgte Anna:" Fortalte du mig ellers ikke, at hendes hals var meget hævet". Jeg svarede: "Ja, det var sådan, men det er den ikke mere". Jeg havde så gerne fortalt hende og lægen, hvad der i virkeligheden skete, men jeg var stadigvæk for sky til at tale om vores ny-fundne tro.
   Næste dag gik Silvia med Daisy, Fritzli og hunden en tur i parken ved siden af doktorens hus som sædvanlig. Der var ingen som kunne se på hende, hvor syg hun havde været. Det utrolige var, at hun ikke engang tabte sig, selv om hun kun tog flydende til sig en uges tid. Et under var sket, det var vi ikke i tvivl om. Mens Daisy var ude med børnene, sad jeg i haven og nød det. Guds velsignelse fra aftenen før kunne stadigvæk mærkes. Blomsterne i haven duftede, og fuglene sang, hvor var det skønt at leve. Ved siden af vores hus kikkede den yngste søn af en sadatsi familie over muren, han var omkring 16 år og gik stadigvæk i skole. Hvorfor havde jeg aldrig lagt mærke til, hvor venlige naboerne var, smilende sludrede jeg med ham. Jeg betragtede skyerne indgående, en hær af engle måtte have været over vores hus natten før. Jeg fik på fornemmelsen, at Silvias sygdom havde været en kamp i mellem godt og ondt, men denne gang havde Guds beskyttende hånd, og de mange engle vundet slaget, Gud ske tak og lov.
   Et par måneder senere, da jeg besøgte børnelægen med Silvia for at få hende vaccineret, fortalte han om en tysk familie med en yngre dreng, som også havde haft en hårdnakket høj feber. De hvide blodceller var gået så stærkt tilbage, at plasma blev fløjet ind fra Tyskland til ham. Drengen blev så medtaget og svag, at han ikke kunne gå, derfor fløj familien tilbage til Tyskland. Mens han fortalte dette, betragtede han smilende Silvia, hun legede sammen med hans børn i parken om eftermiddagen. Der var ingen tvivl om, at hendes pludselig helbredelse havde gjort et stærkt indtryk på ham. For os var det endnu en gang en bekræftelse af Guds beskyttende hånd i nødens stund. Når det virkelig gælder, så svigtets der ikke.