Appelsinen der faldt ned i Uffes turban, viste sig i '88, at blive en stilling som leder af en nyoprettet SFO. Det var ikke alene et karrierehop, men også en chance for at udvikle pædagogikken fra de nu udfasede fritidshjem. skolelederen var virkelig åben og lagde bl.a. budget og ansættelser i Uffes hænder. På de gamle fritidshjem havde de store midler på budgettet. SFO'ernes var noget mere beskedne. Fritidshjemmene tilbød en meget stor vifte af aktiviteter med alt fra ler, madlavning og et hav af store spil, til flere uger på feriekoloni og byggelegeplads med dyrehold. SFO'ernes rammer bestod af 2 klasseværelser, en skolegård samt adgang til gymnastiksalen. Eneste medhjælper var Ebba en uddannet syerske, som også underviste i ungdomsskolen. De startede op med 20 børn fra 0. - 3. klasse. Mens Ebba stod for de mere stille aktiviteter indendørs, kastede Uffe sig over gymnastiksalen. Her blev arrangeret alle mulige slags lege og holdidræt, som hockey, stikbold m.v. samt mindre udflugter.
   Efterhånden så han muligheder i at opbygge et tættere samarbejde med skolelærerne. På tomandshånd udvekslede de ofte viden om og indsigt i elevernes både faglige og sociale kompetencer. Ofte var der behov for en særlig indsats til nogle forældre. Her havde Uffe en særlig fordel ved at han mødte dem næsten daglig og kunne tilbyde en smule dialog og rådgivning. Personligt lagde han meget vægt på at kende hvert enkelt barn godt og altid vidste hvem deres forældre var og hvad de hed. Det skabte i høj grad grundlag for den nødvendige tillid mellem pædagog og forældre.
   På lære værelset gik det mere trægt med viljen til samarbejde. Ved det månedlige fælles møde fremlagde Uffe ideer og forslag til et mere formelt samarbejde ved bl.a. at SFO'en fik adgang til lærernes undervisningsplaner. Dermed kunne SFO bedre supplerer skolens læring med leg og aktiviteter. I en emneuge om fisk kunne der f.eks. planlægges små udflugter til åer og vandløb og indsamle materiale, som eleverne kunne have med i skolen næste dag. Det druknede i en strid om at lærerne værnede om at pædagoger ikke skulle blande sig i undervisning. Skolelederen udtalte dog sympati for flere af forslagene. Til gengæld mente flertallet på mødet, at SFO'en skulle skemalægge lektiehjælp - især til de noget "tungere" elever. Her nedlagde Uffe veto.

Ved jobsamtalen havde han fremstået som løsningsorienteret, innovativ, omstillingsparat og se muligheder frem for begrænsninger. Ungerne og Uffe producerede bl.a. en gyserfilm, som vakte stor glæde ved fremvisningerne. SFO'en fik vokseværk fra 20 til 60 og senere til 80 børn. Mens store dele var omdannet til en byggeplads, "opfandt" Uffe projektet cirkulær genbrugsbevidsthed og naturbeskyttelse. Der blev samlet skrald i skov og på strand, som børnene stolt slæbte med til SFO'en til senere genbrug. Det smarte var, at halvdelen af børnene dermed var ude af huset hver dag mens byggeriet fandt sted. Alle klappede i deres hænder. Efterhånden som børnetallet steg, skulle der ansættes mere personale og i takt med den stadig større mængde møder samt skrivelser og cirkulærer der hobede sig op på skrivebordet, tilbragte Uffe efterhånden for meget tid væk fra børnene. Han var ved at miste overblikket og især det nære kendskab til hvert enkelt barn og dets forældre. Uffe havde sin SFO i 6 år fra 1988 til 1994.

Det var i samme periode, hvor hans ægteskab med Lene blev mere belastende og drænede Uffe for energi. Det var på arbejdet Uffe fandt frirum, styrke og glæde.
   Han søgte over til en mindre SFO i Østerlars, hvor skolen kun havde et spor fra 0-7.klasse. Her mente skolelederen at han manglede en pædagog der i særlig grad var udviklingsorientret. Jo tak det havde Uffe netop vist i sine 6 år ved den større byskole. Et særligt kendetegn ved denne SFO, var at der i forvejen var to meget erfarne medhjælpere, som gennem mange år havde styret og bestemt det meste. De havde haft en del ledere, der alle efter kortere tid søgte nye udfordringer. Nu var Uffe så nr.5 i rækken. Næsten alle nye tiltag blev stille og roligt fejet af bordet eller ignoreret. Medhjælperne vidste bedre, men tålte dog Uffes tosserier til en vis grænse. Skolelederen mente at det ikke behøvede at gå helt så stærkt med at være udviklingsorientret. Uffe holdt i 3 år og stoppede før han gik helt død.
   Uffe ville gerne have mere tid med sine to piger og hente dem efter skoletid. I virkeligheden var han tæt på et regulært sammenbrud. Derfor tog han job som nattevagt. Hverken job eller denne arbejdsplads kunne han falde til i. Samtidig var hans ægteskab ved at kvæle ham. Skilsmissen bankede på. Det gjaldt både hustru og job.

Nye spor
   Uffe1: Klokken er 14:06 og du er anholdt, sigtet for uagtsom optræden uden omtanke jf. §1 i straffeloven. Alt har en konsekvens også det du gjorde i den bedste mening. Hvis du sådan går rundt og bliver ved med at dumme dig, bliver du straffet. Når du fortsætter med den selvynk, ryger du direkte til iso. Du straffer nemlig dig selv ved at blive hængende i selvmedlidenhed. Og så må du sgu hellere isolere dig bag en lukket dør.
   Du har pligt til at udtale dig. Pligt til at gøre dig umage. Pligt til at tænke dig om. Ret er ikke noget du får eller spiser. Retten tager du selv og opfør dig så ordentligt. Retten er sat. Du afsiger selv din dom.

Uffe2: Jamen du kan da ikke mene at det hele var min egen skyld
   Uffe 1: Nej Uffe. Men du har selv et ansvar.
   Uffe 2:Tog jeg måske ikke ansvar for min familie gennem 12 år og gjorde alt hvad jeg kunne for at få det til at fungerer?
   Uffe1: Hvad med ansvaret for dig selv og din egen trivsel?
   Uffe2: Nu er vi jo ikke forpligtet ud over vores evner vel. Men det betød meget for mig at se min hustru glad og tilfreds.
   Uffe1: Du lagde dig jo bare fladt ned som en anden hundehvalp.
   Uffe 2: Jamen jeg prøvede da og kæmpede, men hun ville ikke forstå.
   Uffe 1: Okay men lærte du så noget og holdt op med at være hundehvalp?
   Uffe 2: Tja måske lidt. Jeg er i hvert fald godt på vej.
   Uffe1: Fint. Lad mig høre din dom.
   Uffe2: Thi kendes for ret. Jeg frikendes for rigtig meget, men dømmes til at blive ved med at lede, være nysgerrig og åben på livstid.
   De næste 6 år bød på lidt korte jobs og en lang skilsmisse. Systemet viste sig fra nogle gode sider. Gratis terapi i en sorggruppe hjalp Uffe gennem personlige traumer og han fik betalt uddannelse til voksenunderviser. Med denne bagage fik han job et år ved en privat døgnbehandling for narkomaner, før han selv fyrede arbejdsgiveren. Straks tilbage i det offentlige i et år ved et en-mands projekt for en ung mand med infantil autisme. Nogle måneder som portørafløser og atter på dagpenge.

Omsider kom et job som underviser og vejleder i et nyt EU-projekt for sygemeldte borgere og dem på kontanthjælp. Sammen med et stærkt team af socialrådgivere, pædagoger, psykolog og en enkelt HK'er, fik Uffe lært og udviklet en hel del nye færdigheder. Da EU-midlerne stoppede efter to år, skulle jobcentret overtage opgaverne. Men der var ikke plads til alle fra EU-projektet i den nye kommunale organisation. Hvem kom med og hvem røg ud? De ventede alle spændt på besked fra den netop ansatte ledelse. Kl. 09:00 sad alle musestille ved hver deres skærm og stirrede efter mailen, som helst ikke skulle komme. Kl.09:30 kom så endelig den fælles mail, som betød at man var videre. Kun de der skulle fyres, havde fået en personlig indbydelse til samtale med ledelsen.

Nu kom hvedebrødsdagene. En helt ny måde at udforme aktivering på blev påbegyndt. Tidligere bestod al aktivering i at borgerne skulle møde kl. 8 med smurt madpakke. De skulle blot lære at stå tidlig op og passe et job, mest med markarbejde og pasning af køer. For nogle var der et såkaldt "tilbud" om et kursus i jobsøgning m.v. alternativt "dum i arbejde". Den gamle leder gik af og fik opkaldt en parkeringsplads efter sig. Den nye lovgivning fra folketinget åbnede for helt nye måder at motivere de sygemeldte og arbejdsløse på. Men Mette Frederiksen stillede også krav: Rettidighed. Jobcentret skulle overholde klare tidsfrister for at sende borgerne i "tilbud", ellers mistede kommunen det statslige tilskud. Jobcenterchefen fik travlt med at motivere sine sagsbehandlere til at overholde disse tidsfrister og få klienterne ud i den nye aktivering.

Uffes første opgave blev at bygge et forløb op sammen med sin tidligere HK-kollega og en pædagog fra det gamle "tilbud". Det gik lidt tungt indtil pædagogen blev forflyttet. Anne-Marie (A.M.) og Uffe (U.M.) fik et skidegodt makkerskab. Deres tilbud hed "Arbejdsliv" og bestod af et 14 dages forløb med virksomhedsbesøg, undervisning og personlig vejledning. De evaluerede og ændrede løbende konceptet. Alle de kommunale tilbud var nu samlet under en hat med selveste jobcenterchefen i toppen, fulgt af en anden chef med ansvar for økonomi og personale.
   Uffes nærmeste "chef" var teamlederen. Hun var guld værd, set med hans øjne, altid nærværende med energi, glæde og vilje til at bringe ønsker op gennem systemet. Hun var samtidig cand. Psyk. som i høj grad kunne mærkes i hendes supervision og anden faglige sparring. Opståede kriser håndterede hun ligeledes til UG. Hendes chef med økonomi og personale behøvede nogle år på at blive sin opgave voksen. Han styrede vist økonomien flot men manglede i den grad evner for en god kontakt til sine ansatte. En temmelig usynlig person bag sit skrivebord. Men han kom jo også fra en større nordisk bank. Da han senere fik lært mere om management, styringsprocesser og Human Resources sprang han virkelig ud på stormøder. Flotte grafer, PowerPoints, planer og invitation til spørgsmål eller kommentarer fik dog ikke de ansatte til at mene noget på stormøderne. De så bare ud som om de var helt med og forstod det hele.

Nu ligger det ikke til Uffe bare at tåle og tie. Hvordan kunne han hamle op med denne mur af smarte udtryk og skjulte dagsordener? Han ville længere ind i maskinrummet og måske forstå og påvirke virksomheden. Første mulighed kom ved valget til ny sikkerhedsrepræsentant. Han opnåede flertal og sendt på uddannelse. Nu fik han en smule mere indsigt og fik sat et solidt aftryk. Den årlige trivselsundersøgelse var mangelfuld. Den nye, som blev indført, havde langt mere fokus på det psykiske arbejdsmiljø. Naturligvis var det ham bankmanden, der efter nogen tid præsenterede den som hans brillante ide. Nogle år senere blev Uffe tillidsrepræsentant med efterfølgende uddannelse. Nu kom han en del længere ind i maskinrummet og fik en del mere førstehåndsviden om bl.a. personalesager, påtænkte strategier og de årlige besparelser.
   A.M. og U.M. arbejdede rigtig godt sammen i flere år. De fik begge nye opgaver, men havde begge stor glæde af at skifte til nye kollegaer. Uffe erfarede, at hans store styrke lå i det borgernære arbejde, hvor han jævnligt fik god respons fra kursisterne.

Uffe fik et helt nyt projekt "Nye Veje" med unge, der krævede en særlig indsats. Var ved at knække ned med stress, fik hjælp af den vidunderlige teamleder og undgik en langtidssygemelding. Herefter en noget mere rolig opgave med undervisning i IT. Efter et år blev dette tilbud lukket og han fik et mentorjob. Den gode teamleder sprang ud som selvstændig psykolog med egen praksis. Hun havde fået nok. Den nye teamleder kunne slet ikke udfylde sin plads, men skulle rigtig demonstrere nidkærhed og handlekraft. I høj grad blev netop Uffe udsat for kontroller og urimelige tilrettevisninger. Måske var det bare bestilt arbejde, for efter et år som mentor kunne Uffe ikke fortsætte efter den årlige sparerunde - og blev egentlig glad for at stoppe helt i jobcentret. Den gode "bankmand" kunne dog tilbyde Uffe et job i Psykiatri og Handicap, som han takkede ja til.

Han skulle kun være fritstillet i tre måneder, før han kunne tiltræde. I denne mørke vintertid blev Uffe træt og trist. Måske var det en mindre depression, mente lægen og udskrev "lykkepiller". Men der var noget andet galt viste blodprøver. En tur i CT-scanneren viste tydeligt nyrekræft. En stor operation blev hurtigt planlagt og han havde kun haft to arbejdsdage, før han skulle indlægges på "Riget". Uffes nye leder beroligede ham og bad ham vente med at raskmelde sig til han var helt rask. Canceren kunne ikke forsvinde, men måske holdes i skak. Uffe faldt hurtigt til i sit nye job, men fik helt nye perspektiver på sit liv. Døden var blevet en helt uundgåelig følgesvend, men han havde ikke fået nogen udløbsdato. Efter nogle samtaler med kræftlægen, havde han sagt til sin bror, at han ikke behøvede at bestille bedemand lige med det samme.
   Uffe blev bedre til at lytte til sig selv og finde fryd og glæde ved sit liv. Det blev senere til nogle forskrækkelser med metastaser og stråler. Denne strålebehandling var dog ikke tilstrækkelig og så måtte neurokirurgerne skære lidt i hans hoved året efter.
   Han havde dog ikke kræfter til at fortsætte i jobbet på fuld tid og trappede ned til 21 timer de sidste par år, før han sagde farvel og tak.