Forestil dig, at du skal rejse alene. Du er blevet sat af i lufthavnen, står nu på egne ben, nervøsiteten rammer, men spændingen overtager. "Det her gør jeg for mig selv" siger du til dig selv, går ind i lufthavnen og kigger ikke tilbage.
   Turen går til Østrig, nærmere sagt storbyen Wien. I flyveren sidder du i midten af to fremmede og føler dig malplaceret, men det er ligegyldigt, fordi du gør det her for din egen skyld. Du skal selv tage ansvaret og kan gøre lige hvad du har lyst til. Tanken om hvis i styrter ned, strejfer dig og at du ikke ser din familie mere men, at du ville dø sammen med fremmede, men det er ligegyldigt fordi DU tror på, at du får den bedste rejse.
   Du lander og er nu for første gang i Østrig, du står for det hele alene ingen til at hjælpe dig, sige hvad du skal eller ikke skal. Du orientere dig og får øje på et skilt hvor der står "train" så nu skal du have købt billetter til midtbyen i Wien til dit hotel.
   Du står alene ved billetautomaten, aner ingenting om deres system, det hele står på engelsk. Du får købt en billet indtil midtbyen og prøver og finde den rigtige perron hvor du skal med fra, du kan ikke bare hygge og følge trop som man måske plejer når man rejser med en kæreste, sin mor eller en veninde, nu står DU alene med ansvaret! Det er skræmmende men giver et pift af adrenalin sus i din krop. De har ikke rejsekort her, men nærmere noget der minder om dengang man havde klippekort i Danmark, men skal denne billet klippes? Eller skal man bare gå ind i toget med den? Du vil ikke have en bøde, så du henvender dig til den første fremmede der kommer gående forbi dig, henvender dig forsigtigt på gebrokken engelsk, men det bedste du har lært. Den fremmede fortæller dig, at du ikke skal klippe billetten men blot vise den hvis der kommer en togkontrollør, hvilket der næsten aldrig gør siger den fremmede og smiler til dig og går videre. Du står tilbage med en følelse af lettelse, det var ikke så slemt alligevel, at spørge om hjælp som du havde frygtet. Toget kommer kørende, du tager dine ting, går ind i toget og finder den nærmeste plads ved vinduet så du kan se Østrig passere i mens toget køre gennem og indtil Wien. Du kigger på din mobiltelefon og ved, at om 40 minutter er du ankommet til hvor du skal stå af. Så med tryghed finder du dit head sæt frem og tager det på, sætter musik på og sidder og nyder, at være på farten alene, at kunne mærke friheden i mens du kigger ud af vinduet og spekulere på hvordan kulturen er her, hvordan bor man? Hvor meget arbejde de? Er menneskerne her lige så indelukket som hjemme i Danmark?