Planer om fremtiden
   Efter jul og nytåret var over for anden gang, begyndte vi at overveje, om vi skulle fortsætte, når kontrakten var færdig. Fritz forklarede, at hotellet efter to år måtte betale dobbelt skat, af det han tjente, men at man meget gerne ville, at vi blev fra hotellets side. Jeg begyndte at søge Gud for et svar. Den lille sorte bibel, som jeg havde købt i Interlaken, læste jeg flittigt i om aftenen. Når jeg havde læst et stykke tid, overvejede jeg det, jeg havde læst og overgav til Gud i bøn, de ting som beskæftigede mig. Over de næste par måneder spurgte jeg igen og igen, tilsyneladende var tiden ikke moden for et svar.
   Fritz havde set en stilling udskrevet i Hotel Revyen, i Beirut Libanon, i et første klasses hotel. Direktøren for hotellet havde været hans første direktør i Etiopien, som også var den samme som havde offereret os en stilling i Iran, mens vi boede i Interlaken. Fritz skrev en ansøgning, og efter et par uger fik han til sin glædelig overraskelse, et prompt ja til stillingen. Næsten samtidig læste jeg en aften i biblen, at der ville blive krig i Libanon, det gjorde et meget stærkt indtryk på mig. Samme aften viste jeg skriftstedet til Fritz, han fik ligeledes en stærk fornemmelse af, at det var bedst at afslå tilbuddet til Beirut. En eftermiddag, ikke længe efter da jeg var ude at gå med børnene, standsede Meier og Fritz uventet ved siden af os i Meiers bil. Begge smilede op til begge ører, sagen var afgjort, vi skulle alle rejse til Singapore hvor Oberoi også havde et hotel. Begge havde uden tøven sagt ja til tilbuddet, da de blev spurgt. Det var alligevel med tungt hjerte, Fritz afslog Teufels tilbud for anden gang. Hotellet i Singapore var ikke sådan et luksushotel og havde ikke så mange restaurationer som det i Libanon. Igen valgte vi det, som ville være bedst for os alle som en familie. Tiden ville meget snart vise, at det var et klogt valg.


Et overfald
   Fritz og jeg var lige gået i seng en aften, kort før vores afrejse. Pludselig hørte vi en voldsom larm og et spektakel ovenpå, larmen fortsatte ned ad trapperne, mennesker skreg og råbte. Jeg ville ud og se efter hvad der skete, Fritz sagde afværgende:" Vent lidt før du åbner døren". Efter et øjeblik hørte vi nogen hyle og stønne ude bagved. Et blik om hjørnet til ejerens garage, gav os et tydeligt billede af, hvad der skete. En ukendt mand lå bundet fast på en bambusseng. Ejeren af huset, den ældre mand ovenpå, slog med en rem løs på ham som lå på sengen, som for hvert slag udstødte høje hyl. Der var næppe nogen som bemærkede os, så vi listede ind igen. De havde, efter situationen at dømme, været udsat for et overfald. Lidt efter blev der roligt i garagen, og vi hørte en bil starte og køre væk. Med lidt af en skræk i livet gik vi tilbage til vores senge. Fritz sikrede sig en ekstra gang om, at alle døre var låst og lukket.
   Næste dag fik vi forklaringen af svigerdøtrene ovenpå. Boyen, som kogte og gjorde rent, havde lige forladt huset, kun det ældre ægtepar var hjemme. Nogen havde banket på døren med den undskyldning, at deres ærinde var i sammenhang med deres forretninger. Familien eksporterede stoffer til udlandet, og som vi kunne forstå, var de også ret succesfulde. Uden tøven havde den ældre mand åbnet døren, to yngre mænd stod udenfor. Situationen skiftede, mændene skubbede og truede med en kniv den ældre mand tilbage i stuen. Der bandt de ham og hans kone fast på en stol, stjal deres ure og konens smykker. De begyndte at spørge dem ud om, hvor de havde andre værdisager. Situationen skiftede for anden gang, røverne havde overset, at balkondøren stod vidt åben. Overfor boede en hindufamilie, med to voksne sønner, som Gud ske tak og lov var hjemme på det tidspunkt. De unge mænd opdagede overfaldet fra deres åbne vindue. Uden at betænke sig, styrtede de op ad trapperne og ind i stuen. Der tog de modigt kampen op med røverne, som blev meget overrasket over bagslaget og mistede modet og fatningen. En af dem nåede at flygte ned af trapperne og rende væk. Den anden fik de fat i, bandt ham til en seng ude i garagen, hvor den ældre mand gav ham en god gang velfortjent prygl med en rem. Derefter kørte de ham på sygehuset, mens behandlingen stod på, indfandt politiet sig. Røver nummer to blev ikke fundet, hørte vi bagefter. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, om det var helt tilfældigt, at boyen var taget i byen den aften, og om han havde givet et tip til røverne om, hvad de skulle sige, for at få det ældre ægtepar til at åbne døren.
   Fritz begyndte at føle sig usikker for vores sikkerhed, fordi han ikke hjemme om aftenen. Jeg forsikrede ham om, at jeg ikke ville åbne dørene for nogen om aftenen, men han insisterede på, at lade en lille stærk nepaleser fra køkkenet komme og sove i huset de sidste par uger. Vi gav ham et værelse, Fritz fortalte, at han havde en kniv under hovedpuden, som han forstod at bruge. Inderst inde var jeg overbevist om, at Gud ville tage vare på os og syntes i grunden, at Fritz overdrev sin beskyttelse trang.
   Mens vi boede i Svejts, havde jeg fået tildelt et lille bidrag til Fritzli af invalideforsikringen på grund af hans tilstand. Svejtserne er ikke særlig gavmilde i den retning. Beløbet var i begyndelsen 180 franc om måneden. Det blev senere forhøjet til 200, og da vi kom til Singapore, fik jeg 250. De 250 franc om måneden blev et uforandret bidrag i gennem mange år. Vi søgte heller ikke om at få mere. Han var vores barn, og under de forhold vi levede, var det ikke svært at få billigt hjælp. Det skal her siges, at hans medicin, visse undersøgelser samt hans invalidevogne blev betalt af forsikringen. For disse penge havde jeg i Svejts købt et stereoanlæg, som vi var meget glade for, Fritzli holdt meget af musik. Det var Fritz ide, at jeg skulle skænke dette til et hjem for blinde, som han kørte forbi hver dag på cykel. Når vi kom til Singapore, ville han købe et andet sæt, jeg indvilligede. Over for vores hus befandt sig et kontor for en hjælpeorganisation, som jeg har glemt navnet på. Ofte havde jeg haft lyst til at give dem noget. Fritz gav mig et pænt beløb, som jeg gik over og skænkede dem. Guds havde flere gange mindet mig om det, derfor følte jeg også en hvis tilfredshed i sjælen, da jeg afleverede beløbet.