De første syv år vi boede i Singapore, var vigtige år på mange områder, der kom gang i mange ting. Nye hoteller skød op over det hele, fabrikker blev bygget, mange i Jurong mod grænsen til Malaysia. I indkøbscentrerne, som der var kommet mange af over hele øen, kunne man snart finde alt fra supermarkeder med levnedsmidler til butikker for alt muligt tænkeligt som kan købes. Desuden klinikker for læger og terapeuter, banker, biografer og restaurationer, ja, næsten alt hvad man har brug for til livet i en storby. Til og med nye kirker begyndte at have gudstjeneste i hotellerne. Søndag formiddag stod salene som regel tomme alligevel, hvorfor ikke leje dem ud til de mange nye kirker som var begyndt at skyde op over det hele, og som endnu ikke havde nået at samle penge sammen til at bygge en kirke for. Fra tid til anden læste og hørte vi, om det ene eller andet store firma, som investerede i Singapore. Landet blev efterhånden verdenskendt for politisk stabilt og fri af korruption. Små overtrædelser af loven bliver straffet forholdsmæssigt hårdt, for at alle ligesom er en lidt bange for følgerne, hvad ikke er nogen dårlig ide. Respekt for lov og orden bringer gode frugter i det lange løb. På mange områder havde man travlt med at opbygge samfundet og der skete meget i løbet af de næste 25 år.
   En lærer fra den tyske skole fortalte engang med begejstring, at Singapore aldrig ville komme til at opleve et jordskælv, det var bevist, ligeledes kommer hvirvelstorme heller ikke forbi her. Vi nyder gode landeveje, moderne busser, til og med en flot undergrundsbane som tjener til luftskytskælder, i tilfælde af krig, og som de vedbliver at udvide. Man har teater, udstillingslokaler, et videnskabscenter med et omniteater, et flot stadium, museer, fornøjelsescentre, zoologisk have, en fuglepark, en krokodillefarm, moderne sygehuse, nye skoler og mange andre ting. Skulle man ikke sympatisere med et folk, som selv kan tage tingene i hænderne og gøre noget ud af det. Vil man opleve naturen i al sin pragt, ensomheden og primitiv befolkning, skal man ikke vælge Singapore. Mange turister kommer også kun på gennemrejse for en kort tid, før de forsætter til de omkring liggende lande.
   Kirkerne er meget aktive inden for fængselsområdet, og ofte får netop sådanne, som har været på den skæve linje, derigennem de bedste chancer i livet. Vi havde for en periode en præst som var blevet kristen i fængslet. Han reflekterede og prædikede mere end andre, som stod på prædikestolen, Guds barmhjertighed, fordi han vidste hvad det betød.
   Der er absolut ingen tvivl om, at økonomien havde et opsving, da de kristne blev aktive i udbredelsen af evangeliet og det samme kunne man iagttage i Malaysia. I begyndelsen vi levede her, var det livsfarligt at være aktiv præst i det muslim dominerende land, nogen mistede livet ved det. I dag står kirker og moskeer side om side i byerne. Da kristendommen begyndte at udbrede sig i Malaysia, begyndte samtidig med en rygende økonomisk udvikling, til fordel også for dem som ikke er kristne. Ordsprogene kapitel 14 - 34: Retfærdighed ophøjer en nation, men synd er en skamplet på ethvert folk.
   Mange har entreprenør indstilling og er ikke sen til at øjne nye chancer. Folket bliver opmuntret over fjernsynet, radioen og aviserne til at tænke anderledes for at opdage nye arbejdsområder i ind og udlandet. Det var ikke til at undgå, at der på det kulinariske område også skete en hel del, da mange flotte nye hoteller var blevet sat op, og turister begyndte at strømme ind til byen. Det begyndte med en kulinarisk udstilling i Shangarilla hotel organiseret af et par hoteller. Oberoi Imperial, hvor Fritz arbejdede, var et af dem. Den første gang blev folk, som arbejdede i den samme branche, inviteret. Udstillingen var vellykket, og man smedede planer om at gentage den efter to år med prisfordeling til de bedste. På samme tidspunkt begyndte man med en chef lunch en gang om måneden. Syv, otte chefer kom de første gange, men antallet voksede jævnligt, og efter et par år var der blevet til en større gruppe.
   Ud af chefsammenkomsterne voksede en chefassociation som blev grundstenen til Food Asia. Den anden kulinariske udstilling fandt sted i Hayett hotel, med inviterede gæster fra den gastronomiske verden. Allerede den anden gang var man klar over, at salene var for små. Det var derfor meget heldigt, at man på det tidspunkt netop var blevet færdig med de store udstillingslokaler, i World Trade Center, som kom til at give plads for mange udstillinger på alle tænkelige mulige områder i årenes løb. Lokalerne kunne rumme mange tusinde mennesker. Tre dage varede den regionale udstillingen som senere blev udvidet til hele verden. I de dage udstillingen står på, mødes folk fra fjern og nær. Senere ser man mange af de flotte ideer omsat i restaurationerne. Fordi Fritz er chef, har vi haft mange gode middage i årenes løb og jeg må ærlig tilstå, at vi er blevet forvænt i den retning. Singapore har, på det område, erobret sig en stilling i verden, som ikke lader mangle på noget.
   Managementet ved Oberoi hotel fik til opgave at åbne et hotel i Sydarabien, og Fritz blev sendt dertil. Man havde lovet ham, at opholdet kun skulle vare en måned. Denne bekræftelse var meget vigtig, fordi han havde meldt sig på en tur til Kina sammen med Addelbert. Dengang skulle man betale turen forud og indfinde sig et par dage før i Hong Kong for at få et visa. Det var også særdeles vigtigt, at han kom med på turen, fordi Addelbert havde meget hårdt brug for ham. Francis, deres eneste datter, var omkommet på en meget tragisk måde. Som sædvanlig var hun kommet hjem fra skole, havde spist en is og var gået ind i badeværelset for at tage et bad. Vandet i badeværelset blev opvarmet med gas, som det er tilfældet mange steder i Asien også Singepore. "Det tager sin tid", tænkte Rosemarie og gik ind for at finde ud af hvorfor. Francis lå bevidstløs i badekarret, skyld deri var den gasovn som varmede vandet og tillige med slugte en masse ilt. Så hurtig som det var muligt, fik hun en ambulance til at komme, men før de nåede til sygehuset, havde Francis sagt farvel, hun kom aldrig til bevidsthed igen. Det var en meget stor tragedie for dem.
   Nogen som kendte dem besøgte Fritz i hotellet og fortalte den sørgelige nyhed. Han kom hjem med et mærkeligt udtryk i ansigtet den aften. Meget forskrækket spurgte jeg:" Hvad er der sket Fritz, er du syg". Med en mærkelig stemme sagde han:" Francis er død". "Hvad mener du med det", udstødte jeg med vantro i stemmen." Det er rigtigt", fortsatte han, nogen besøgte mig i hotellet her i aften og fortalte, hvordan det skete.
   Vi blev enig om ikke at fortælle det til Silvia foreløbig, de havde været bedste veninder dengang de boede i Singapore. Mange lørdage eftermiddage havde vi tilbragt sammen ved swimmingpoolen. "Når hun får forårsferie, fortæller vi hende det", foreslog jeg, så har hun tid til at vænne sig til det. Da ferien kom, fik vi det sagt til hende:" Der er sket noget med Francis, hun lever ikke mere", sagde jeg med usikker stemme. Vi kunne se, hvordan det først måtte synke ind i bevidstheden, så stod hun op, løb ind på sit værelse og gav tårerne frit løb. Jeg gik efter, satte mig ned ved siden af hende og lagde mine arme om hende, der var ikke meget jeg kunne sige. Hun hulkede:" Hvorfor passede de ikke bedre på hende", mit hjerte trak sig sammen ved det store Hvorfor? At børn dør før forældrene, er altid meget tragisk. Det omvendte kan bedre tolereres. Efter en halv times tid stod hun op fra sengen vaskede sit ansigt og satte alle fotos fra Francis i et album, og alle som kom i tiden frem over, fortalte hun om Francis og viste dem albummet. Vi fortalte også om vores sidste møde med Francis. Hun og moren havde været på besøg i Singapore og den sidste dag vi tilbragte sammen, gik vi en tur i Fort Canning park, som ligger ved siden af Wesly Metodist kirke. Francis var en usædvanlig lykkelig og levende pige, det var som om, der var livsmod i hende for tre. Med dansende skridt hen ad vejen, jublede hun:" En skønne dag vil jeg bo i et stort slot omgivet af en pragtfuld have. Der er der vidunderlig musik, og jeg vil være så lykkelig så lykkelig". Måske profeterede hun over sig selv, måske gav Gud hende her på denne jord, det ønske i hjertet, som snart skulle gå i opfyldelse.
   Fritz rejste til Sydarabien, han ringede hjem efter 14 dage og fortalte, at man ikke vidste, hvornår den officielle åbning skulle finde sted. Fra Oberoi hotel havde de ringet til ham og sagt, at han skulle blive til det hele var overstået. Det betød uvis afrejsedato." Bed til at jeg kan komme hjem til rette tid, sådan at jeg kan komme med på Kinaturen", bad han. Jeg ringede til hotellet og mindede dem om, hvad de havde lovet ham, at opholdet kun ville vare en måned. De vidste god besked om hans planlagte rejse til Kina. Dagen før Fritz skulle rejse til Hong Kong, stod han hjemme i stuen og jeg fik den mest usædvanlig historie. Dagen før han rejste hjem, var sheiken, som hotellet tilhørte, med en gang blevet meget alvorligt syg. Han blev med det samme fløjet til Amerika for at blive opereret for mavesår. Da det nu var meget usikkert, hvornår den officielle åbning kunne finde sted, havde man givet Fritz en måneds løn, og sagt til ham, at han godt kunne tage hjem. Fritz svarede at han blev betalt i Singapore, det virkede ikke, han skulle modtage den ekstra månedsløn. Vi kikkede på hinanden, og tænkte begge to det samme, nemlig: Var sheiken blevet syg, sådan at Fritz kunne komme med Addelbert på kinaturen. "Man får vidst ikke mavesår fra den ene dag til den anden", før eller senere skulle han vel opereres alligevel", mente jeg. I hvert fald passede det godt ind i Fritz program, og i Guds åsyn var det højst sandsynligt vigtigere, at Fritz tilbragte tid sammen med Addelbert, end at sheiken fik sit hotel åbnet. Vi mennesker tænker, men det er Gud som lænker.