Livet i Etiopien.

Kejser Haile Selajsie havde de samme svagheder som Kong Salomon i det gamle testamente. Han var ven med alle og enhver som tilbød ham noget. Han modtog hjælp fra vesten og fra østen. Mange studenter blev sendt til Moskva for at studere. Det var derfor ikke så underligt at mange også kom tilbage fjendtligt indstillet over for kejseren og regeringen. Det resulterede i at studenterne på universitetet meget ofte demonstrerede. Der var visse dage hvor det var bedst ikke at tage ind til byen. På sådanne urolige dage var hotellet og paladset stærkt bevogt af militæret.
   En eftermiddag, da Fritz og jeg opholdt os i soveværelset, hørte vi et øredøvende bang. Før vi fik tænkt os om, fløj en kugle igennem det åbne soveværelsevindue og susede lige forbi ørene på os. Denne hændelse kom fuldstændig uventet og gav os en usikker følelse, som i grunden aldrig rigtig forlod os, så længe vi opholdt os der. En dag fortalte Fritz, hvad han havde hørt blev diskuteret i køkkenet. Kun i følge af sin private chauffør var kejseren, uden forud at melde sin ankomst, kørt op til universitetet. Der fik han alle studenterne kaldt sammen og stod foran dem uden at være beskyttet. Han opfordrede dem til at udtale sig om hvad de ønskede skulle være anderledes. Han var parat til at diskutere med dem. Der var ikke en som havde mod til at åbne munden. Kejser Haile Selajses anseelse steg nogen grader i byen efter denne hændelse. På det tidspunkt havde studenterne flere gange tragtet ham efter livet, men uden resultat.
   Det hændte, jeg tog en tur i byen på fredelige dage. Jeg elskede at vandre alene rundt på Markarto-markedet, som er det største i Afrika, siges der. Der kunne man købe mange interessante ting. Etiopierne væver selv deres nationaldragter. Kvinder og mange mænd bruger dem også til hverdag. De er lavet af hvidt håndvævet bomuldstøj, pyntet med farverige border. Jeg benyttede disse ture til at finde stof som jeg derefter fik syet inde på Piazza, hovedgaden i Addis Abeba. Jeg havde været så heldig at finde en dygtig syerske til det formål. Når man vandrer igennem gaderne i byens hovedgade for at kigge på butikker og gøre sine ærinder, er man nødt til at lukke øjnene så godt man kan for tiggere. De står i massevis ved indgangen til gode butikker eller trykker sig op af muren ved trappeopgangene. Mødre, med babyer hængende ved brystet og med bekymrede udtryk i øjnene, strækker begærligt den frie hånd ud efter fodgængere for at få en skilling.
   I Afrika går man igennem tykt og tyndt sammen og kommer også til at holde af folket ligesom ens egne børn. En formiddag, da jeg var ved at ordne Fritzli, kom Fritz stormende ind i lejligheden. Uden at sige et ord tog han Fritzli på armen og forsvandt ind i soveværelset. Der blev han de næste to timer. Derefter rettede han på håret og gik tilbage til køkkenet. Fritzli blev den vi tyede til når noget gik galt: Han kiggede på en med sine store brune øjne. Hans ansigtsudtryk afspejlede sympati og forståelse, hans inderste var rent - i sådanne øjeblikke var Fritzli en trøst for os. Senere på dagen fik jeg at vide hvad der var sket. Konditorchefens assistent, den kraftigste mand i køkkenet, havde fået en irettesættelse af Fritz hvortil han slet og ret havde taget et godt tag i Fritz og løftet ham op i luften over sit hoved med begge hænder. Sådan var han gået igennem køkkenet med Fritz hængende over sit hoved. Det var naturligvis ret nedværdigende for Fritz som først måtte sunde sig, før han kunne fortsætte sit arbejde. Heldigvis gentog tilfældet sig ikke igen. Konditorchefen var det modsatte af sin assistent, han var meget tynd og mager og havde glat hår ligesom dem der kommer nord fra, etiopierne har ellers krøllet hår. En formiddag i travlheden havde Fritz også rettet på ham, og i næste øjeblik kom en kniv susende forbi hans øre. Alle var meget spændt på hvad der nu ville ske. Personalechefen mente det var bedst, man afskedigede ham, men Fritz besluttede sig for at ignorere tilfældet. Kokken fik en stærk advarsel og blev hvor han var. Vi antog at situationen ikke ville gentage sig. Det blev fortalt os at hans kone havde forladt ham med børnene dagen før, og det medvirkede til at vi undskyldte ham og gav ham en anden chance. Fra den dag af var der ikke flere problemer med konditoriet. Det var ikke let at få godt arbejde i Addis Abeba. Hvis nogen blev ansat blev de der som regel resten af livet.
   Fritz kom en eftermiddag hjem med en medicinboks som han havde hentet i klinikken. Det hændte de blev gale på hinanden og lod følelserne få frit løb. Hvis der skete om søndagen, eller når klinikken var lukket, kunne jeg i sådan et tilfælde give førstehjælp. En aften berettede Fritz, at de havde skubbet en kok ind i en lun ovn et øjeblik. Han forklarede, at hans høje advarende stemme, hurtigt fik dem til at åbne lågen igen og trække den stakkels kok ud, som i det øjeblik fuldstændig var udleveret til de andres morskab.
   Til middag blev der serveret lunch ovenpå, og om aftenen var der diner efter a la carte og dans til et etiopisk orkester i en anden afdeling af hotellet. Annonceringen af de forskellige retter om aftenen forgik på en ret interessant måde. Fritz stod foran ved lugen hvor retterne gives ud. Når tjenerne kom med en bestilling, vidste han lige præcis hvilken kok der var egnet til hvad. Med høj stemme forkyndte han hvem der skulle koge hvad. Foran lugen satte han retten sammen eller så efter at den var i orden. Så enkelt som det er beskrevet var det ikke, det er noget helt andet at se og høre arbejdsgangen. Når en ordre kom ind, råbte Fritz med høj stemme kokkens navn og gav ham ordren på det sprog han bedst forstod. Det kunne være tysk for Abebas vedkommende, italiensk eller amharik, det sprog man talte i Addis Abeba. Han kunne ganske vist kun køkkensproget, det vil sige, han havde kun så meget ordforråd som han behøvede. På en eller anden måde gik det. Alle koncentrerede sig om Fritz stemme. Ofte var han nødt til at råbe ligesom en general for at overdøve larmen fra kasserollerne. Et par gange hændte det at han kom hjem og hviskende forklarede, at lige pludselig havde stemmen svigtet, og Abebe måtte overtage.
   Kejserens spion, som vi kaldte ham, kom af og til på besøg i hotellet. Han havde haft en høj stilling i militæret før i tiden. Det blev fortalt, at en ulykke havde tvunget ham til at træde tilbage. Han opholdt sig altid på det sted i landet hvor kejseren også opholdt sig. Var han i byen, var han det også og hvis han var på en eller anden rejse ude i landet, rejste generalen til samme sted. Det blev sagt, at han havde taget forældreløse børn under sine vinger og at han samlede penge ind til dem. Fritz gav ham penge til børnehjemmet og et godt måltid, hver gang han viste sig i køkkenet. Var han ikke var tilfreds med beløbet, nægtede han slet og ret at gå igen. Stædig blev han siddende til han nogenlunde var tilfreds, alt imens han lod Fritz forstå, at han havde penge nok. Han var ikke særlig veltalende og rystede på hænderne. En dag besøgte han mig i lejligheden med nogle stærkt lugtende rødder fra et eller andet træ ude på landet. Disse rødder skulle lægges under Fritzlis hovedpude om natten, lidt efter lidt ville han blive sund og rask, det var han selv fuldstændig overbevist om. Jeg pakkede rødderne i et lommetørklæde og gemte dem i et skab, for de lugtede i den grad så stærkt at man fik hovedpine af dem. Hver gang denne general kom på besøg, ringede vægteren foran hotellet til Fritz som med det samme ringede til mig. Jeg eller pigen lagde derefter hurtigt rødderne under Fritzlis hovedpude. En formiddag kom generalen brasende lige ind i Fritzlis værelse uden først at banke på døren. Han gik hen til Fritzlis seng og løftede hovedpuden, så rødderne pakket ind og gik igen uden at sige et ord. Heldigvis havde jeg lige nået at fået rødderne anbragt under hovedpuden, før han kom ind.

Regntiden.

Regntiden er en oplevelse for sig i Etiopien. Man har den store og den lille regntid med et halvt års mellemrum. Hvis regnen udebliver, som det skete efter vi forlod landet, er det katastrofalt for folket og deres kvæg da de fleste er afhængig af regn for at kunne høste deres barbere og teff - etiopisk chili og korn - og hvad man ellers planter af grøntsager og frugter. På den frugtbare jord kan der høstes græs hver måned mange steder, hvis man vandede regelmæssigt. Ligeledes har landet deres egne miner, derunder guld og sølvminer. Der kunne uden tvivl gøres meget for folket, hvis de ville holde sammen og udnytte deres reserver rigtigt. I grunden behøver de kun at studere hvordan brødrene i Israel udnytter deres land. Der plantes der roser i ørken.
   I Etiopien er himlen altid stålblå uden skyer med undtagelse af regntiden, som sætter ind som et uventet besøg fra den ene dag til den anden. Man står op om morgenen til en stålblå himmel som sædvanlig. Pludselig uden advarsel kommer nogle skyer hastigt drivende. I løbet af en times tid eller to dækker tunge mørke skyer himlen, og så begynder det at styrte ned i stride strømme. Midt i regntiden kan det regne så heftigt at hjulene på bilerne er fuldstændigt tildækket med vand midt på gaden. I sådanne våde øjeblikke er man nødt til at standse motoren og vente så længe den halve time skylle varer. Dermed er regnen forbi indtil næste dag. Langsomt trækker den sydpå. Det mærker man ved at regneskyllen langsomt forskubber sig fra formiddagen til om eftermiddagen, og lige så pludselig som den kom - lige så pludselig er den gået.
   Når den store regntid er forbi i oktober, efterfølges den af Marskaram, Etiopiens nationaldag. Overalt blomster det med gule lysende blomster. Denne blomsterpragt minder en om foråret derhjemme, og for nogle uger er der en forventningsfuld stemning i luften. Alle forbereder sig med nyt tøj til festdagene. Der bliver slagtet og kogt insara watt. Det bliver tillavet med lugtene smør som har været pakket ind i bananblade og gemt i jorden mange gange et halvt års tid. Det bliver fortalt at jo ældre smørret er, desto bedre og smagfuldere er retten. Løg brunes i smørret og der spares ikke på dem og heller ikke på chilien. Til sidst tilføjes kød og grønsager. Det bedste af det hele er det gode pandekagelignende brød, bagt af teff, som med tre finger dyppes i retten. Efter sådan et rygende varmt måltid breder en meget behagelig følelse i hele kroppen. Den første gang jeg smagte på den, brændte jeg tungen. Man skal vænne sig til den lidt efter lidt. Har man først fået smag på den, er det en ret, som man vil rejse langt for at spise. Kaffen, som stammer fra Etiopien og som også vokser vildt, tilberedes på en næsten ceremoniel måde. Bønnerne rystes over åben ild, stampes og derefter tilberedes kaffen meget omhyggeligt. Effekten udebliver heller ikke, kaffen er en ren nydelse. Dertil varieres den med krydderier som nelliker eller også salt i stedet for sukker og fløde alt efter smag og behag.
   På selve dagen rider og marchere et farverigt optog af militæret med kejserens flotte racerene heste rundt om paladset. Mange af dem er gaver fra andre lande. Mennesker strømmer ind fra landet i skarevis for at betragte den flotte parade som ender på en stor åben plads ikke langt fra paladset, hvor en høj stol med en rød løber foran er sat op til kejseren. Efter Haile Selajsie har talt til folket, bliver et stort bål tændt. Når flammerne er døet hen, fordeler menneskemasserne sig i forskellige retninger for nu skal der festes.

Malaria.

Af og til opholdt jeg mig et par dage i Koka Dam med Fritzli. Som regel gik jeg ture med ham ude på stepperne to gange om dagen. Den varme vind blæste beroligende, jeg nød disse spadseregange, Fritzli kunne sove i timevis her. Det var som om Gud selv åbenbarede sig i de smukke omgivelser og gav os ny energi og håb for fremtiden. Jeg opholdt mig igen i Koka Dam med Fritzli et par dage. For øjeblikket sov han i sit værelse, jeg slappede af ved swimmingpoolen. Man kan blive dejlig brun på megen kort tid der, men man kan også få en overdosis uden at mærke det. Den første søndag jeg tilbragte i Koka Dam var også min første søndag i Etiopien. Mens Fritz var beskæftiget i køkkenet, lå jeg ved swimmingpoolen og nød det. I løbet af kort tid blev jeg brunere og brunere. Jeg var, som mange nordiske piger, både begejstret og stolt over hvor hurtigt jeg var blevet brun. Oppe på værelset betragtede jeg mig selv beundrende i spejlet. Jeg var ikke langt fra at være ligeså brun som en etiopier, og jeg var ikke engang blevet rød. Ugen efter kom følgerne, jeg skallede fra håret helt ned til tæerne. Fritz og jeg havde også været i byen et par gange den uge, nogen på vejen havde givet mig lus og nu gemte de sig i sengen. Myggene havde også fået smag på mig, sandelig livet her har to sider. Alle de små kryb så ud til at kunne lide mig. Jeg lærte at passe på i solen, Fritz satte sig altid i skyggen. Når vi var på tur i byen, havde han altid en trøje på for at holde varmen ude. En anden ting er at lusene ikke så let finder deres vej ind til kroppen igennem en tyk trøje. Jeg fandt ud af, at det bedste er at ryste tøjet over badekaret efter hver tur i byen.
   Jeg sad som så mange gange før ved swimmingpoolen og læste eller broderede imens Fritzli sov. Pludselig var der noget som stak mig på benet, men denne gang var det anderledes. Det gjorde meget ondt og stikket svulmede op til en stor bule. "Jeg håber ikke det er malaria", tænkte jeg, men skød hurtigt tanken fra mig. Efter et par dage begyndte jeg at føle mig elendig og syg. Lægen, på det svenske sygehus, gav mig noget medicin som ikke hjalp det mindste. Om formiddagen gik det nogenlunde, men om aftenen ved solnedgang begyndte jeg at få feber og den steg for hver dag. En aften blev feberen så voldsom at jeg rystede som et espeløv i sengen. Fritz betragtede mig på en lidt mærkelig måde - så sagde han: "Hold op med at skabe dig, ellers sover jeg et andet sted i nat", og dermed forsvandt han ned i køkkenet. Jeg nåede lige at råbe efter ham: "Passer du godt på Fritzli hvis jeg dør", før døren lukkede sig efter ham. Lidt usikker fortalte han Segai, den etiopiske assistent til direktøren, at jeg lå og rystede i sengen af feber. Segai fik fat på en etiopisk læge og da han stod i døren, sagde han: "Malaria, jeg har selv haft det i 12 år". Jeg fik nogle kinin- tabletter og følte mig meget bedre allerede den næste dag. Feberen kom heldigvis ikke tilbage og i løbet af et par dage var jeg helt i orden, Gud ske tak og lov. Lægen havde forklaret at det kunne ske, at feberen kom tilbage efter en måned. I sådan et tilfælde skulle jeg behandles på sygehuset med sprøjter fra den første dag. Jeg var inderligt overbevist om, at det ikke ville ske, og det gjorde det heller ikke.

Hundegalskab.

En af vægternes hunde fik hundegalskab og måtte aflives fordi sygdommen kan spredes til mennesker og dyr ved kontakt. Fritz og jeg er glade for dyr og havde af og til været venlige ved vægterens hunde. Ofte når vi gik forbi det lille vægterhus, som ligger i indkørslen ligesom man drejer af til hotellet, havde vi standset et øjeblik og klappet hundene. Selvfølgelig skete det at en lang tunge slikkede vores hænder og en våd snude ivrigt snusede til os. Efter grundig overvejelse besluttede vi os til at tage vaccinationerne for en sikkerheds skyld. Ti dage i træk blev der givet en 10 ml injektion i maven. Man benyttede stadigvæk den gammeldags metode den gang. Det gik nogenlunde med de første fem vaccinationer. Derefter følte vi os fuldstændige elendige. Maven var blevet meget øm. Vi kunne ikke tænke klart, for en sikkerheds skyld kørte Fritz ikke bil. En eftermiddag, da jeg ventede på ham i venteværelset, hørte jeg højt og tydeligt hvordan han jamrede inde i behandlingsrummet, da sygeplejersken stak nålen i maven. Folk i venteværelset trak på smilebåndet. Sygeplejersken kom ud med sænket hoved fra behandlingsrummet. Efter den femte vaccination begyndte jeg at svømme dagligt i håb om det ville hjælpe til at fordele alt det, der blev sprøjtet ind i maven. Nu skete det, at jeg også blev forkølet. Mave og brystmusklerne trak sig sammen med det resultat at jeg gik som en gammel rundrygget kone. Mit hjerte begyndte at gøre ondt på grund af muskelsammentrækningerne. For første gang i mit liv var jeg bange for at noget alvorligt kunne tilstøde mig. Nogle varmebehandlinger på sygehuset hjalp heldigvis på muskelinfiltrationerne. Vi var meget lettede da det hele var overstået, og tilværelsen igen forløb normalt. En af tjenerne i hotellet, tog også vaccinationer men holdt op efter den femte sprøjte. Han påstod at han var ligeglad med, om han levede eller døde, i det tilfælde han var blevet smittet. Kort tid efter havde man også hundegalskab ude hos Røschlis. Marlis og David var i begyndelsen ikke helt klar over hvad det var. Det resulterede i at de var sene til at få den store familie vaccineret. Alle fik sprøjterne i nakken, fra den mindste til den største, vaccinen nåede således hurtigere op til hjernen. Forældrene lovede alle ti børn en is hvis de ikke græd, og det var der ingen der gjorde. Den første søndag efter at vaccinationerne var færdige, kørte Røschlis med børnene i byen i deres lange bil for at spise is. Bagefter besøgte de os. Jeg var meget imponeret over at alle havde taget det i stiv arm uden at jamre. Eftermiddagen endte med is en gang til spenderet af Fritz.
   Det kan være ret kompliceret når der sker noget, når man er sådan en stor familie. En søndag eftermiddag delte familien en kage. Gavmildt gav man det sidste stykke til katten. Lidt efter begyndte den at jamre og opføre sig meget mærkeligt. David og Marlis stoppede alle ti børn i bilen og kørte til sygehuset og fik maverne pumpet ud. Da de kom hjem igen, havde katten fået killinger og så ellers ikke ud til at fejle noget. Man må undre sig over hvordan Marlis fik tid til at slappe af ind imellem, med den store familie de havde. En dag hørte jeg at hun ikke havde det så godt, og besluttede at aflægge et besøg. Jeg fandt hende på sofaen i stuen med en bog i den ene hånd. I den anden hånd havde hun et æble som hun af og til holdt højt, sådan at kokken, som sad på sofapolsteret, kunne have den fornøjelse at pikke i det. Marlis havde en yndlingshane der var meget nær knyttet til hende. Når hun kaldte på den, kom den løbende lige med det samme. Hun havde flere gange taget den med på campingture, man kunne ikke ønske sig en bedre vagthund, eller rettere sagt vagtkok, påstod hun. Marlis elskede alle sine kyllinger og høns. Der var kun en ubehagelig side ved det, hun brød sig ikke om at skille sig af med dem. Hun involverede sig i alt arbejde på farmen med undtagelse af at slagte kyllinger og høns, det overlod hun til arbejderne.