Dæmonen i mit sind.
"SMASK", ordene ramte mig som et bat på fuld skrue, sender en " speed ball " afsted imod pitcheren.
Du så det med det samme og reagerede på det men det var allerede for sent, for " HAN " havde hørt dem!
"HAN" var allerede på vej og han fangede min fulde opmærksomhed og tændte den sædvanlige frygt som altid fulgte hans ondskabsfulde væsen.
Du sagde noget, men jeg hørte intet af det, så kun din mund bevægede sig for lyden af hans masen i mit sind overdøvede alt andet.
Den madding du havde givet ham, var for uimodståelig for ham, han var sulten og denne gang, som så ofte før, for stærk til at jeg kunne kæmpe med ham!
Mit syn forsvandt, du forsvandt, alt blev mørkt på et splitsekund og da jeg kunne se igen så var det gennem " Han's" øjne!
Du var væk og foran mig var kun "fjenden", han havde magten og jeg så hjælpeløst til.
Ondskaben voksede i maven og jeg følte en kulde ramme mit sind! En bølge af vrede, had, afsky og foragt for andre mennesker ramte mit sinds strandkant, en til, bare større endnu og nu kom flodbølgen med alt sin komprimerede ondskab og kyniskhed, til hele min " strandkant " var en dønning af ukontrollerbar vrede og angrebslysten hidsighed som kun en såret slange benytter, når den banemand har overtaget!
Jeg åbnede munden og forsøgte at skrige af "ham" men der kom ikke en lyd ud, han havde fuldstændig magten nu.
Jeg forsøgte igen for han skulle forhindres i sit angreb, jeg kendte hans tanker og han mine for han har for længst besat mit sind og forsøgt at overtage min eksistens.
Hans tanker er forfærdelige, han vil gøre alles glæde til hans helvede hvori han trives, trives på andres ulykke, sorger, nederlag og smerte.
Han vil gøre dit liv askegråt. Alt hvad du spiser, vil smage af aske, alt din luft vil kvæle dig som askeskyer, dit syn vil være askegråt, dit liv mister sin mening og han har dig næsten! Ingen kan leve sådan i længden og når du indser det og handler på det så er han der! Han suger den livskraft som du har opgivet, ud af dine øjne der langsomt lukker for sidste gang, men for ham er det ny livskraft, han bliver stærkere, snedigere, nederdrægtigere og ondere end før.
Det måtte ikke ske at han fik sit angreb ud! Jeg brugte alle kræfter og panisk skulle jeg til at skrige da hans rolige, kolde, beregnende stemme, kom stille ud af min mund!
Små stik, som fortidens assasiner. Leverede sin modstander i nærkamp. Ikke fatale. Men nok til at starte blødninger der i længden ville tappe kræfterne ud af modstanderen, til han ikke længere kunne holde sit våben højt og så var tiden inde til det " dræbende angrebsstød".
Magtesløst hørte jeg kun små stumper af hans ondskabsfulde angreb, der kommer som små spredte kaskader fra et maskingevær.
Han var stærk denne gang. Stærkere end før, stærkere end nogensinde og han blev ved i timevis med sine angreb.
Jeg ved ikke hvad han siger, jeg ved ikke hvad han gør for det er som om jeg er skubbet ud i et hjørne af " styrehuset " og bare kan sidde agter på dørken af skibet og ikke se frem for resten af skibets konstruktion.
Jeg ved ikke hvor længe han havde den magt, der var ingen tidsfornemmelse i mig, så godt havde han fat denne gang! Jeg havde endda glemt de ord der mánede ham frem fra sit ondskabsfulde skjul i mit sind.
Jeg hev vejret tungt ind, jeg samlede alle mentale kræfter, jeg var kommet lidt til hægterne i mit hjørne af realiteternes mareridt.
Jeg vidste at nok havde han kontrollen over mit sind, men det var fandme min krop han brugte og den styrede jeg!
Han var snedig og udregnende og jeg måtte være det samme for at besejre den styrke han kom med.
Otto von Bismarck som var en af de største tænkere i verden, sagde engang
" Ondskab kan kun fordrives med blod og jern".
I sin tid styrede hans tanker og vilje, fuldstændig hele Europas morderne udseende og kontinent hans hjerne tegnede, er vi lever i den dag i dag... Johh!! Han vidste sgu hvad han talte om. Det har stået som han skabte det, gennem verdens største konflikt, 2 verdenskrig og står stadig, det var hans råd der skulle til.
"Han" skulle mødes med egne forudsætninger, det var det eneste han forstod! Ondskab, frygtløshed og styrke! Det vidste jeg hvor jeg fandt!
Jeg tvang min krop ind på kontoret og hev en flaske Whisky frem og tvang den i mig på 20-25 min, en flaske vodka blev halshugget og røg samme vej og pludselig mærkede jeg det! Følelsen af styrke der vendte tilbage, som et tilfældigt afsnit af tegneserien " Asterix " så væltede styrken tilbage i kroppen og jeg begyndte en kamp med " HAM " den skide dæmon der har fastædt sig i mit sind og siddet der så mange år. Jeg ved jeg aldrig slipper af med ham så han skal lære at frygte mig som jeg i dag frygter ham. Det er en anden snak og ikke tidspunktet nu! Nu skal han bare slås tilbage i et kæmpe mentalt battle der gik i gang i mit hoved!
Jeg kan ikke beskrive det battle der foregik. Men! jeg ved at jeg vandt over ham. Han havde fortrukket sig igen, og efterladt mig dræne, Psykisk og fysisk var jeg færdig.
Jeg gik ind og lagde mig på sengen og forsøgte at fremtvinge de tanker der burde være ikke alene være hans, men også mine, Intet.
Jeg kunne ikke huske hvad han havde udrettet af skade, men jeg vidste den var stor!
Jeg gav efter og mine følelser fik frit løb ud i den fold en forårsdag hvor køerne lukkes ud efter en lang vinter og slet ikke kan styre sig.
Den fold hvor alle mine følelser ender, følelsen af skam, lod tårerne få frit løb og sammenbruddet var totalt.
Imens jeg lå der og frygtede hvad jeg gjort, hvad jeg havde ødelagt, hvordan jeg havde såret dig med " hans " ord... så slog det mig... Eneste måde at redde dig på var at " han " måtte dø!.
Det betød dog også at jeg måtte ofre mig i samme fald og den tanke har jeg aldrig haft et problem med. Hvad jeg havde et problem med, var at den smerte jeg havde plantet i dig, pisket dig med og tvunget på dig... Jo det var nok den eneste udvej for os begge.
I det samme gik døren op og du kom ind, satte dig ved mig og dine øjne bar på trøst men mest af alt en byrde, en byrde jeg havde læsset på dig og jeg da aldrig frygter noget i denne verden hvor vi dødelige bevæger os, blev bange, så utrolig bange for hvad ville du sige?
Om du fornemmede min angst ved jeg ikke, men du bukkede dig hurtigt og lagde armene om mig og da jeg mærkede omfavnelsen, så løb vandet af kedlen igen.
Du havde " igen " stået igennem, du havde taget de mentale tæsk og selvom de sad i dig, fandt du stadig tid til at vise mig at selvom du ikke forstod hvor de kom fra selvom du ikke kendte " ham " som den han er! Så rakte din kærlighed endnu!
Da du kørte på arbejde lige efter alt det her her så kørte tankerne i ring! "Hvor meget kan du tage, hvor meget kan din kærlighed holde til, hvor meget kan du leve med? Ingen kan holde til det du bliver udsat for, INGEN !! "
Din kærlighed betyder alt for mig og derfor skal den " dæmon " tøjles nu...!