Unægtelig et tankevækkende syn! Selv om det er så langtfra sjældent man finder døde sæler på strandene omkring Skagen, og altså også på selve Grenen, så var synet alligevel overraskende. Sælungen måtte være opskyllet for ganske nyligt, for mågerne havde endnu ikke hakket bare antydning af et hul i den. Den målte vel omkring 60 cm. Pelsen var fin og tæt og glinsende og fejlfri, og kunne uden tvivl være solgt for pæn pris på en auktion i Kina. Den lå fladt på maven med hovedet strakt frem og lufferne bredt ud til hver side ; Den stirrede tilsyneladende lige frem for sig, frem mod det velkendte grå fyr i det fjerne. Og altså iført et par store mørke øjne der nok var lidt matte, men endnu ikke indsunkne eller hvide som man normalt ser det. Sød så den stadig ud, sådan lige ved første blik, og uvilkårligt kunne man blive grebet af en trang til at klappe den venligt på det runde hoved. Men selv den sødeste legetøjsbamse eller det mest perfekt udstoppede dyr kan ikke snyde sin beskuer ret længe. Døden er så umiskendelig at man erkender den på et splitsekund uden helt at vide hvorfor. Selv om man ikke kan se dødsstivheden direkte så kan man fornemme den ubekvemme tilstand på lang afstand. Ikke en turist på Grenen var i tvivl. Mødre hev deres børn bort fra det afsjælede legeme, forklarede dem indgående at det skulle til Nordsømuseet i Hirtshals til nærmere undersøgelse. Andre turister gik i en respektfuld bue udenom, og med et udtryk af væmmelse malet i ansigterne. En eller anden hensynsfuld person havde med sin støvle markeret en ring i sandet udenom. Nolimetangere. Nok se men ikke røre. Jeg er stadig nærværende.
Nåja! Selv om sællivet blev en kort affære så er gravpladsen så meget desto mere imponerende! Man kan ikke forestille sig et dødsleje mere passende for en sæl, eller for den sags skyld for enhver skabning der ikke har anden grav end havet. Sæler tænker næppe så meget over den sag. De lever og dør i lykkelig uvidenhed om både fortid nutid og fremtid, og hvad der ellers måtte ligge derudover . De overgår bare stille og roligt til en anden tilstand; lader sig efterfølgende rulle sidelæns op på stranden og videre frem til mågerne. Hvorfor spilde tid med at fundere over hvilket forbløffende naturfænomen man i sin tid var en del af. Ingen steder i Danmark er havet så nærværende som på Skagens Gren og dens fortsættelse i den vældige Nordstrand, der dag for dag skyder sig stadig længere ud i det villende hav .Det eneste sted i landet hvor bølgerne kommer direkte fra Atlanterhavet når vinden presser ind fra den kant. Der er strandet både storhvaler og kæmpeblæksprutter på denne kyst. Et vildt og voldsomt sammenstød mellem storm og bølgeslag og hvirvelstrømme har sat en hel landsdel i bevægelse. Og det i en sådan grad man næsten kan følge fænomenet med øjnene. Nordjylland driver jævnt, utrætteligt og ubønhørligt stadig længere mod nordøst, og med Grenen som en slags stævn. Engang om tusind år vil Skagen Odde danne en naturlig bro til Sverige, og derved have reduceret Kattegat til en indsø. Samtidig vil den have snittet breddegrad nr. 58, og dermed være på højde med det sydligste Norge. Venner ser på Danmarks kort! Som der stod i en engang så yndet skolesangs hyldest til geografitimen, men synet af kortet er unægtelig noget skiftende hvis man skruer de langsynede briller på. Skal man have for alvor syn for sagen kan man entre de 200 sneglegangstrin op gennem det Grå Fyrs indre og videre ud på udsigtsplatformen ca. femogtres meter oppe. Vel oppe i højden kan man, foruden Skagen By, overskue det meste af Skagen Odde lige til Frederikshavn. Facaderne på det sekskantede hvide fyr i Skagens nordlige udkant, det ældste af slagsen, lyser i klart vejr lige så blændende hvidt som Akropolis, men de tider er forbi hvor der var lys i lanternen. De to fyr er bygget med godt hundrede års mellemrum, og med en kilometer imellem sig, og de markerer hver for sig hvor Grenen dengang befandt sig. Selvsamme Gren forskyder sig altså en kilometer for hvert århundrede, og der dannes samtidig en god kvadratkilometer nyt land. Grenen vokser! Deraf navnet. Står man ved det Grå Fyr og vil et smut ud på vore dages havgrønne Gren så er der nu en travetur på en god halvanden kilometer før man når så vidt.
Se engang på kortet over Skagen og omliggende egne. Venner ser på Danmarks kort atter engang! Skagen Oddes kystlinje i øst og vest danner en næsten snorlige linje i nordøstlig retning. Langs disse linjer har Grenen bevæget sig som på skinner, stille og roligt frem mod sin position i dag. Det mærkelige landskab, der mest af alt minder om et langhalset gåsehoved, har udviklet sig gennem årtusinder uden at ændre sit udseende grundlæggende. Gåsehovedet har ikke ændret facon, men halsen på gåsen er blevet stadig længere og forlænges jo altså fortsat. De lokale sammenligner gerne Grenens facon med en bådshage. Skage benævnt i ældre dansk sprogbrug. Og deraf naturligvis navnet Skagen. En betegnelse der efter signede var kendt allerede i Romerrigets tid.
Men sælungen vendte altså snuden i retning af det grå fyr, som søgte den en eller anden form for mening i synet af dette koniske murstenstårn, der jo om noget er Skagens vartegn. Femogtres meter i højden, altså! En fyrlanterne hvis roterende lys kan oplyse landskabet omkring i flere kilometers omkreds, og ses på fyrre kilometers afstand fra søsiden. Betragter man ved dagslys fyret fra bestemte vinkler kan man få opfattelsen at det står pilskævt og kan ramle omkuld hvert øjeblik. En øjenforblændelse der ikke bliver mindre når flaksende sollys tilsyneladende får tårnet til at svaje. Bare roligt! Fyret er støbt godt og grundigt fast i mere end fyrre kubikmeter beton, og løber ingen steder. Kun det nærliggende og nærgående hav vil kunne nedlægge det solide bygningsværk, hvis vandene skulle stige, men flittige og gode mennesker vil gøre alt menneskeligt muligt for at holde havet på afstand. Fyrtårnet er jo Skagens vartegn. Falder fyret falder Skagen. Og falder Skagen så falder, om ikke hele verden, så dog verden norden for Limfjorden.
Hvor vil jeg nu hen med alle disse vidtløftigheder, der jo altså udspiller sig omkring noget så banalt som en død sæl. Der er jo ikke så langt fra en død sæl til en død sjæl. Kun et beskedent j skiller de to tilstande. Farvandet omkring Skagen er fyldt med døde sjæle. Utallige er dem der har mistet livet under udførelse af deres hverv på havet. Mange er dem der har måttet bære de druknede bort fra den strand hvor de tilfældigvis var skyllet i land. Grenen markerer indsejlingen for skibstrafik til tolv nationer og det går ikke stille af. De store skibe der ustandselig passerer forbi kan give mindelser om en slags flydende mindesmærker over dem der aldrig nåede så langt. Når havgusen ved solnedgang giver landskabet omkring et ejendommeligt violet skær. Der ikke bliver mindre ejendommeligt når den opadstigende måne forsølver havfladen nedenunder. Når tændte skibslys i mange farver næsten giver indtryk af et sejlende Tivoli. Når tågehornene derude gjalder som kosmiske trompetstød! Til ære for dem der ikke har anden grav end havet. Når den mægtige roterende fyrlanterne tændes ved solnedgang; sender sine optimistiske blink ud i alle verdenshjørner. Der går næsten bibelske visioner i foretagendet: Den der sejler i mørke skal skue så stort et lys. Kysten er klar! Livet fortsætter i al sin ukuelige viljestyrke. Lever. Har levet. Vil leve. Selv nok så mange digitale påfund kan ikke ændre på den dybe kendsgerning.
Den gamle fyrmesterbolig ved siden af, bliver under de omstændigheder et sandt must af et feststed, både for de ungdommelige og for dem der mener at være det. Når flaksende lysarmaturer og økologiske rockrytmer blander sig med respektløs rap ; afvekslende med blødere feminine musikalske bekendelser. Til tider afvekslende med salig Kim Larsens gamle hit, der her virkelig har fundet sin rette plads.
En sømand drog ud på en rejse så lang.
Og bølgerne slog om hans skib.
Delfinerne sprang og Kaptajnen sang.
Du kommer nok hjem engang.
Det er formålsløs og afslappet hamren på guitaren; der alligevel et eller andet sted i tågen giver mening. Den glitrende soundtrack spejler sig i musikalske vulkanudbrud, der får temperaturen indenfor til at stige til langt over den globale middeltemperatur .Går musikken lidt ned i gear bliver der til gengæld rigelig plads for lidt umusikalske mågeskrig og bløde bølgebrus. Som var man fanget i en reklame for softice på Maldiverne. For en stund glemmer vi alt om Jordens forestående undergang, sætter vores lid til håbet om en mere klimavenlig opførsel. Skriblende disse linjer befinder vi os midt i November. Grønt hav og grønt græs. Rødvin i glasset. Mild sol. Behagelig altantemperatur. Er alt dette varsel om global opvarmning og Jordens snarlige undergang, så er det da en forbavsende behagelig tilstand at befinde sig i. Spar på energien. Køb en elbil .Så får vi garanteret en hvid jul !
.