Vi er mange. Vi venter på bussen, der skal føre os til destinationen. En destination fyldt med mennesker man kender og ikke kender, med latter, skrig og skrål og solen der bager og giver en tan fra bikinien, der endelig er kommet ud af skabet igen. En destination hvor man kan lade sit indre legebarn komme frem og springe i vandet, plaske, svømme og sprøjte vennerne til. Det er en destination fyldt med hygge, øl, smøger og livsnydelse. En destination hvor man ikke behøver tænke på eksamenslæsning, arbejde og hverdagens stressende problemer. Man kan slappe af og bare være til med dem man holder af og ikke bekymre sig så meget. Bare give slip på det hele og lade sig selv nyde den ekstra øl og den ekstra smøg og skubbe kæresten i vandet, for selv at blive hevet i. Det er denne destination der i sommermånederne, får os til at leve og lader os leve.